Månedsarkiv: februar 2018

Meditation og sorg

“Morgenmeditation. Tankestrømmen, som jeg i dag ikke kan lade være med at følge. Sara. Sara, der altid befinder sig der. Et eller andet sted i strømmen af tanker dukker hun op. Mest med et strejf af kærlighed. Den kærlighed, der stadig, i øjeblikke, er blandet med et stik af sorg. Og savnet, der altid blander sig. Savnet efter det, der var – og efter det, der aldrig blev.

Og en undren ind imellem. Som i dag, hvor gråden stiger til halsen, fulgt af nogle dybe hulk. Hjertet og brystkassen, der rystes. Men intet når mine øjne. Jeg ville gerne græde. Men det forbliver stumme hulk og rystelser nogle sekunder endnu.

Fik jeg nogen sinde grædt nok?”

 

“Men når jeg vil, møder jeg dig ved stupaen midt på den store gårdsplads mellem Loblang Klostrets bygninger. I Xiahe. På kanten af det tibetanske plateau.

Her møder jeg dig altid. Når jeg har sat mig godt til rette og søger stedet. Du kommer hen imod mig, fra indgangen og henover den store plads. Du kommer i din røde sommerkjole, den fra Tunesien, kort og med stropper, bare arme og ben, selv om her er pissekoldt. I 3000 m højde. Men du kommer, storsmilende, på lette, raske skridt, ser ikke ud til at fryse.

Du kommer mod mig, nærmere og nærmere. Mine øjne fyldes af glædestårer. Hjertet, der svulmer. Her er du også. Det bliver en god dag.”

Jeg har tidligere, både i bogen og her, fortalt om mine måder at håndtere sorgen på: At give den al den plads, den havde brug for. At give minderne plads. At skrive mig igennem sorgen. Og mest af alt: Meditation. Meditationen – bare sidde, fuldkommen fokuseret på åndedrættet. Det gav mig de fornødne pauser, hvor jeg ikke tænkte, ikke mærkede, ikke andet end min vejrtrækning. Det kunne være meditationer, hvor jeg valgte at se Sara, fokusere på kærligheden, på minderne. Nogle gange havde jeg brug for “igen” at befinde mig et sted, hvor jeg følte mig godt til pas. Det sted kunne jeg finde under meditationen. Og somme tider skete det, at Sara spontant dukkede op. Som første gang jeg bevidst fokuserede på klostret i Vestkina, som jeg havde besøgt 4 år før Saras død. I det virkelige liv mødte jeg aldrig Sara der, hun befandt sig i den modsatte ende af Kina, hvor vi skulle mødes senere. Men fra første gang, jeg bevidst brugte stedet i mine sorgmeditationer, er Sara næsten altid dukket op.

Den øverste meditation er et eksempel på, at det ikke altid lykkes at slippe tankestrømmen. Men da der ikke går en dag, uden at jeg tænker på Sara mange gange, er det godt at vælge at dvæle ved hende, ved savnet, helt bevidst. Det letter – stadig – hver gang.

 

 

 

At miste sit voksne barn

Du kommer tit forbi. På et flygtigt besøg i mine bevidste tanker. Mange gange om dagen. Noget, der minder mig om dig, får dig frem, folder dig ud. Tydeligt. Andre gange som et blidt vingeslag i mit indre – eller en pludselig tanke, der stiger op fra dybet: “Sara er død. – Kan det passe?”

Og, jo, det kan passe – at sådan er det så mange år efter. Det, jeg har lært at leve med. Som noget rart. En af de måder, jeg stadig har Sara med mig i livet. Det forhindrer mig ikke i at være, at leve, at opleve, at være glad. Det er der bare.

Jeg har vist endnu ikke været inde på det specifikke ved at miste et voksent barn.

For overordnet er sorg og savn det samme, ligegyldigt hvilken alder ens barn har.

Men der er specifikke følelser, tanker og reaktioner, der gør sig gældende alt efter, hvilken alder barnet har, når døden indtræffer.

Af gode grunde ved jeg bedst – indefra – hvordan det er at miste et voksent barn. Jeg vil kun komme ind på lidt, her. Kan vende tilbage til det. Eller du kan læse bogen (bibliotek.dk, f.eks.).

Et voksent barn har du måske allerede sagt farvel til. Ikke et definitivt farvel, men et farvel på den måde, det sker, når ens barn flytter hjemmefra. Får sit eget liv.

Jeg var vant til ikke længere at være sammen med Sara hver dag. Det havde jeg haft tre år at vænne mig til. Måske derfor blev uvirkeligheden omkring døden – efter at bisættelse og alt det praktiske var overstået – større. Jeg kunne finde en slags ubevidst trøst i – at hun bare var i København, at hun kom hjem igen. Indtil virkeligheden bankede på igen. Men det gav – måske – en slags ro og fred ind imellem. Når jeg havde brug for det.

Jo længere ens voksne barn har levet, jo længere historie har man sammen. Jeg tror, det er godt for minderne og for de historier, hvorigennem Sara har kunnet leve videre. Der er mange år at tage af, og det har jeg været dybt taknemmelig over.

Og jo længere ens voksne barn har levet, jo flere spor har det sat i verden. Og jo flere er der til at huske dets liv. Det er en anden ting, jeg er dybt taknemmelig over. At vi er mange, som bliver ved med at mindes Sara.

Men man står også overfor udfordringer, der kan synes uoverskuelige. Som at tømme sit voksne barns lejlighed eller værelse. Rydde op efter sønnen eller datteren. Som at slette sporene efter det liv, der havde været.

Det var det værste, jeg selv oplevede, værre end dødsdagen, værre end bisættelsen: Det at tage til København og rydde hendes kollegieværelse. Selv om vi var tre – hendes far, hendes kæreste og jeg – så var det de sørgeligste, de mest udmattende, de mest meningsløse dage, jeg har oplevet. Derfor fylder de også fhv meget i min bog. Alt det, der skulle tages stilling til. Smides væk, gives væk, gemmes? Rengøringen til sidst. Nu kunne man slet ikke se, hun havde været der.

Nu – så mange år senere – kan jeg stadig genfinde følelserne fra dengang. Og tænker – igen – “den rejse, som jeg har været på”.  Den rejse, som alle vi, der har mistet et barn, foretager. Gennem chok, sorg, savn. Fra sorgens rum til livets rum. Frem og tilbage mange gange. Uendeligt mange gange. Inden færden i livets rum bliver stabilt

Først chokket, så sorgen, så kærligheden, så sorgen. Kærlighed og sorg, der fulgtes ad. Så sorgen, der langsomt blev til savn.

Nej. Først var kærligheden. Og størst er kærligheden.

Chokket kunne aldrig knuse kærligheden. Af chokket voksede sorgen. Men kærligheden tog den i hånden. Bar den. Passede den. De hørte sammen. Plejet af kærligheden, svandt sorgen ind. Blev blødere. Uden de skarpe kanter, der altid skar i hjertet. Sorgen var blevet til savn.