Forfatterarkiv: Benthe

Om Benthe

Ganske lidt om mig med det relevante i denne forbindelse: Jeg er født i 1947. Mistede mit eneste bar, min datter på næsten 24, i 2010. Det er processen gennem årene, som denne blog og bogen af samme navn handler om. Jeg er uddannet psykoterapeut og supervisor. Gik på pension i 2012. Har efterfølgende arbejdet som frivillig kontaktperson i Forældreforeningen "Vi har mistet et barn".

Nepal 2010

Denne gang sætter jeg mit eget foto som forside til blogindlæg. Det er fra min første rejse til Nepal. Alene. I marts/april 2010. Det dukkede op på Facebook for nogle uger siden. I ved de der minder “i dag for 11 år siden”. Jeg ser rigtig glad og tilfreds ud på det billede. Og det var jeg. En glad næsten-63årig. Jeg er lykkeligt uvidende om Saras død 3½ måned senere. Og uvidende om, at jeg her, på Kopan Klostret og under opholdet på Benchen Klostret lige inden, har fået et fundament til at klare det, der vil ske.

Det er én af de sidste dage på Kopan Klostret, inden jeg skal hjem. Jeg har afsluttet min Nepal rejse her med et 10 døgns kursus i introduktion til Buddhisme. Dvs. undervisning og meditationer. Hvert døgn er der stilhed, altså ingen samtaler med de andre nær ved 100 kursister fra kl. 21 til næste dag efter frokost. De sidste to døgn helt uden at tale (undtagen spørgsmål til lærererne). Fotoet er fra kursusafslutningen. Vi må tale igen. Alle er euforiske. Larmen stiger til loftet. Og alle har afslappede ansigter, store smil og klare øjne.

Jeg har været i Nepal i en måned. Tog af sted med planer om at rejse hele landet rundt, men lod mig indfange af Kathmandu, fuldkommen fascineret af byen. Menneskemylderet på de åbne pladser og de større gader kontra de øde smalle gyder, der var som en tur ned til middelalderen. Alle farverne fra kvindernes spraglede klæder til markedernes blomster, frugt og grønsager. Silkestofferne til salg. Duftene af krydderier, blomster, brød, mad. Lugten af kød i slagtergaden. Stanken. Køer, geder, høns på veje og gader. Aberne ved Swayambhu templet.

Jeg mødte en gammel veninde, som også var i Nepal på det tidspunkt. Hun boede på Benchen Klostrets gæstehus, tog mig med derop, i udkanten af Kathmandu, og jeg faldt fuldkommen for det sted. Roen, der mødte mig, allerede ved porten. Munkenes smilende, glade ansigter. Gæstehuset med udsigt fra altaner over Kathmandu. Jeg havde aldrig været der før. Men jeg følte mig hjemme.

Dagen efter flyttede jeg fra mit hotel og op i gæstehuset. Og følelsen af at komme hjem blev i mig den næste tid.

Jeg mødte Tenga Rinpoche, Klostrets aldrende øverste lama til en første samtale, hvor jeg bare græd og græd. Så snart jeg satte mig overfor ham og kiggede ind i hans smilende ansigt, begyndte jeg at græde. Jeg var ikke ked af det, var nærmest fyldt af en lykkefølelse. Så jeg græd virkelig af glæde. Uden at vide hvorfor. Der kom ingen tanker, ingen ord. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde jeg. “Det er okay. Bare vær her.” Samtalen sluttede med, at vi pludselig grinede sammen – og aftalte et andet møde.

Så jeg blev der. I mit hjem i Nepal. Indtil jeg skulle på det kursus, som jeg havde forudbestilt hjemmefra. Kun 2-3 dage op i bjergene, så hjem igen.

Når jeg tænker på den rejse, er jeg overbevist om, at på den måned lærte jeg mere om mig selv og om livet end gennem års terapi. De nærværende møder, som foregik på et dybere plan, hvor ord forstummer, og forståelsen nogle gange ligger ud over ordene, men lagrer sig i kroppen. Kurset på Kopan, hvor daglige lektioner og meditationer fokuserede på altings evige forandring. Hvis man forestiller sig, at man ikke kan leve uden nogen eller noget, vil man altid være ulykkelig. For intet er blivende. Alt kan forsvinde. Men også at selv om livet indeholder sygdom, tab, død, kan man godt være glad i sit liv. Finde den glæde, der kommer indefra. Meditation på døden, hvordan det vil være at sige farvel, forlade livet, hvem eller hvad, der var sværest at forlade (jeg græd som pisket, da jeg så Sara. Hende kunne jeg ikke forlade – men blev ledt videre). Det er virkelig skematisk, hurtigt fortalt, bare for at forklare lidt af baggrunden for, hvorfor den rejse blev skelsættende.

For det vigtigste er, at jeg efter Saras død, hvor jeg virkelig fik brug for det, som rejsen havde lært mig, følte mig sikker på, at jeg SKULLE derover for at kunne overleve hendes død. Eller – og det er nok mere rigtigt – jeg skulle derover for at åbne for en viden, jeg allerede havde i mig. Det var den viden, der hjalp mig rigtig meget på min rejse gennem sorg og savn. Det var den, der gav mig et holdepunkt, en jordforbindelse, når jeg var ved at miste fodfæste. Og det er jeg stadig dybt taknemmelig over.

I min bog fortæller jeg, hvordan jeg et par dage efter Saras død, under et af vore daglige besøg i Kapellet med forskellige af Saras venner, vores venner og familie, som ville tage afsked med Sara, “så” Sara sammen med Tenga Rinpoche. Jeg var søgt over i et hjørne af rummet, et sted med et specielt gyldent lys. Jeg lukkede øjnene, og det var, som om jeg blev badet i ro, mens jeg pludselig så Sara stå med Tenga Rinpoche ved sin side, han med højre arm over hendes skulder.

Kald det, hvad I vil. For mig gav det en tillid til, at hun var i gode hænder. At hun blev hjulpet, der hvor hun var på vej i efterlivet.

Og, nej, jeg tror ikke, at man SKAL til Nepal for at lære at håndtere sorg og savn. Eller at man SKAL gøre noget ekstraordinært. Min hensigt her er snarere at sige, at jeg tror, at vi alle bærer en form for viden om, hvordan vi kan håndtere sorg og tab. En intuition om hvad der er bedst at gøre. Lytte indad, selv i sorgens stund. Finde den indre lærdom frem. Finde et holdepunkt, et ståsted, hver gang sorgen er værst. Noget at holde sig til, så man ikke mister fodfæstet. Det holdepunkt er forskelligt fra person til person.

Men også, for dem, der ikke er i sorg, huske også i gode tider den lærdom, som vi helst vil glemme, gemme væk, tro på, at det ikke sker for os. En viden om, at alt kan ske i livet. Man kan blive syg, miste, sørge. Det er et af grundvilkårene i et menneskeliv. At leve med den viden, gør os ikke ulykkelige. Men den kan hjælpe i sorgen. Det er ikke fordi, jeg bliver straffet, at det slemme sker. Det er noget, der sker. Det er et grundvilkår, at du ikke kan gå gennem livet uden at miste.

Jul og Nytår – igen

Umærkeligt er højtider og årsskift blevet en vane. Ingen huller at dykke ned i. Jeg er blevet god til at hoppe over dem. Savnet mærkes, kan fylde, men uden at jeg bliver suget ind i det, ned i det. Kan bare længes efter Sara, ønske, at hun var her med alt det, hun ville være i dag. Men det er hun jo ikke.

I den skriveklub, Klub bare skriv, som jeg er medlem af, har der været et fælles tema om at skrive mindet i livet. Små tekster om en afdød, som vi mindes. Jeg tænkte, at det har jeg jo gjort – og gør – hele tiden. Og så kom der alligevel nogle nye tanker, andre ord, ved at begynde at skrive på temaet. F.eks.:

”Skriget” af Edvard Munch. Det er det, jeg tænker, da jeg ser forslaget: ”Find et værk, der minder dig om dine følelser dengang.

Ja, det kan kun være det, der udtrykker mine følelser fra den første tid. Det skrig, som aldrig kom ud. Det skrig, som sad fastfrosset indeni. Sammen med den skærende smerte. Der, midt i hjertet, hvor sorgen og kærligheden til dig mødtes. Jeg så mig omkring og ville gerne kunne gøre som de andre omkring mig. Hulke højlydt. Græde snot som din far og din kæreste. Men det blev til stille jamren, når jeg var alene. I de øjeblikke kunne jeg gå rundt og trække mig selv i håret, som en sørgende kvinde i et græsk drama eller i en begravelsesscene fra Mellemøsten. Men jeg jamrede kun tyst og stille. Skriget, som hele tiden pressede sig på, sad fast i mit indre.

Først under en tur til Vesterhavet nogle måneder senere og i en vinterstorm kunne jeg stå helt nede ved vandkanten og råbe ud over bølgerne: “Sara” med al den kraft, jeg kunne mobilisere. Sara, råbte jeg, gang på gang, og “hvorfor” og “hvor er du”. Indtil jeg ikke havde mere stemme tilbage.

Det gjorde godt.

34 års fødselsdag

Du kunne være blevet 34 i dag.

MON du er 34? Eller er du for altid 23 år og 8 måneder?

Var det der, det sluttede?

Eller er der et 1000-års rige, hvor du er ældgammel uden alder?

Eller et nyt liv, hvor du er 8 eller 9?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at i dag kunne du være blevet 34.

Og jeg har bagt fødselsdagskage. For dit liv skal stadig fejres.

10 ÅR og lidt mere

Hedebølgen kom kort efter. Jeg har været i Sverige. Er hjemme igen. Det er også blevet regn igen, og jeg har brugt regnvejrsdagen i dag til at genlæse alle de kort, som var vedhæftet blomsterne til Saras bisættelse, alle de kort og breve, der strømmede ind. Det åbner for sorgen igen, men det er også lindrende. At læse en sætning fra Saras studiekammerater: Du gav os så meget med dit nærvær. Nu har ingen af os de rigtige ord i dit fravær er som at trykke på en knap, der åbner for tårer og hulk. Eller når en af hendes veninder skriver: Fra den første dag, vi mødte dig, har du fået os til at føle os velkomne i dit land. Men når andre beskriver Saras latter og hvor sjovt, de har haft det sammen, med masser af eksempler, skifter sorg til glæde – og smil og lidt grin. Så, jo, det har været godt at gennemgå igen.

Jeg syntes dette skulle med, for alt er aldrig overstået på én dag. Heller ikke 10-års dagen. Ligesom sorgen og savnet lever videre efter 10 år. Bare på andre måder. De har længe “bare” været en del af livet. Aspekter af det liv, jeg lever. Et rum, som jeg kan besøge og gå ud af igen. Jeg fandt også ind til at fortælle om dagen på en anden måde:

EN JULI EFTERMIDDAG

En mand og en kvinde. En juli eftermiddag med regn og rusk. Engang levede de sammen. I dag er de sammen om minder. Om datteren. Datteren, som de stadig er fælles om.

Til trods for.

Datteren, der var grunden til, at de overhovedet kom til at leve sammen. Hun, der ville til. De, der ville hende.

Sammen.

Sammen om underet ved hendes komme. Sammen om at passe på hende, se hende vokse. Sammen om at glæde sig over hendes livsenergi.

Selvfølgelig havde de andet sammen. Noget gik rigtig godt. Andet skidt.

Da det, der gik skidt tog over, skiltes de. Måske gik den skilsmisse så godt, fordi venskabet og datteren var de bærende elementer.

Og datteren var de stadig sammen om. Delte bekymringer og glæder. Så hende rejse ud i livet. Kunne give slip på hende. Sammen.

Da hun døde, var de sammen om sorgen og tabet.

I dag er de sammen på hendes 10 års dødsdag. De har en datter, der både har en fødselsdag og en dødsdag.

De får talt om den dag. Dødsdagen. På en ny måde. Det, de husker forskelligt. Den frygt og de tanker, de ikke dengang helt turde sige til hinanden.


10 ÅR

(foto er fra vores ferie i Tunesien en uge før Saras død)

På 10-års dagen for Saras død (den 28. juli) vågnede jeg med brudstykker af et digt, som Saras gymnasieveninder havde oversat fra norsk til dansk, for at en af dem kunne læse det op ved hendes bisættelse. Det var så stærkt, at jeg måtte finde hele digtet og begynde dagen med at sætte det på facebook

God sorg – godt savn

Ved du – Luften synger der hvor du smilte

Ved du – Jorden bævrer der hvor du gik

Ved du – Havet tier der hvor du var tavs

Ved du – ilden fortærer ikke det du tændte

God sorg

– Fordi du var god

Godt savn

– fordi det er dig som savnes

Fordi du alligevel er

i luften omkring mig

i jorden under mig

i havet foran mig

i ilden i mig

God sorg godt savn

Fordi du alligevel er

Digtet passede så fint med nogle af præstens ord, især til de unge, om ikke at leve videre i skyggen af Saras død, men i lyset af hendes liv. Og til det, jeg valgte at tro.

Jeg skrev også en tak til alle dem, der gennem årene har sendt mig fotos, videoer, minder om Sara.

Det forunderlige var så, at da jeg kom på kirkegården, lå der bl.a. en smuk blomsterdekoration fra lige præcis disse gymnasieveninder (som også havde sunget Du kom med alt det, der var dig). De havde bestilt den i blomsterbutikken i Nibe, og en mor til én af veninderne havde hentet den og båret den til Saras grav.

Jeg skulle egentlig ha’ været på ferie i Tyskland med min familie (bror, niece, hendes mand, deres børn). En familieferie, som igennem tre år næsten er blevet en tradition. Men 10 år. Jeg kunne pludselig ikke forestille mig at være væk på Saras 10 års dødsdag. Den voksede sig til noget specielt inden i mig. Engang – dengang – kunne jeg ikke forestille mig bare et år frem i tiden. Og nu 10 år. Jeg måtte bare være hjemme. Give plads til, hvad der end måtte komme. Eller ikke komme.

Det blev en stille dag. Et par af Saras veninder havde været på besøg inden, når det passede med deres ferier. Mange (familie, veninder, Saras veninder) skrev på dagen. Og hold op, hvor gør det stadig godt, at folk husker. Mindes. Hendes far kom med en kage, som han havde bagt efter én af Saras opskrifter (hvis der nu skulle komme nogen til kaffe). Vi fik god tid til at fordybe os i nogle af minderne fra skadestuen. Det, vi huskede ens. Der, hvor minder og oplevelser var lidt forskellige. Ting, som vi ikke havde sagt til hinanden før. Jeg blev f.eks. meget berørt af hendes fars oplevelse af, at det var, som om sygehusets personale tog over, tog hans datter fra ham og forandrede hende til et lig, som tilhørte dem. Jeg fik sagt, hvor taknemmelig jeg er over, at vi fik Sara sammen. Over, at jeg blev mor, og at han var hendes far.

På kirkegården mødtes vi med moderen til én af Saras bosniske veninder. Hun tog hjem med os. Så blev der brug for kagen. Vi talte videre om Sara – om sorg og tab, som vi på forskellig vis havde oplevet. At tale om krigen i Bosnien gav perspektiv på vores smerte. Og en enighed om, at der skal vilje til at leve med sorg og savn. Vilje til ikke at lade sig overvælde af en altomsluttende opgivenhed.

Den robusthed, som nogle af os må være født med. Eller været så heldige at få den lært tidligt i livet.

.

.

.

.

.

.

.

Majmorgen

Sætter mig ved det åbne vindue, lytter til fuglene, kigger mod fjorden. Inden min morgenmeditation.

En lastbil kører forbi, dernede på hovedvejen langs vandet.

En lastbil. Sara. Jeg savner hende. Hulker. Brystkassen, der bevæger sig i krampetrækninger. Hjertet, der er indespærret. Jeg savner dig, Sara. Savner dig så meget. Stadigvæk. Krampetrækningerne, der fortsætter i brystkassen. Jeg hulker næsten uden tårer. Hvor bliver de af? Mine øjne, der så nemt græder. I vind, i sol, ved allergi. Hvor er de nu, tårerne? Øjnene, der kun bliver våde, et par enkelte dråber, der løber ned ad kinderne, mens hulkene fortsætter i nogle minutter.

Så ro. Stille morgenmeditation. Og en slags glæde ved livet.

En tur ud

Skrevet uden at reflektere over, hvad kuglepennen skrev – en aften i januar:

VENUS OG MÅNEN

Hun ville egentlig have gået en tur langs fjorden eller i skoven for at se Venus og den aftagende fuldmåne. Men det regner, så en længere tur gør hende allerede på forhånd lidt kuldslået. Derfor belsutter hun sig for at gå ned og aflevere en bog på biblioteket efter en kort tur på kirkegården.

På vej mod kirkegården kigger hun op mod himlen på sin højre side. Mod vest. Hun ved lige præcis, hvor Venus burde befinde sig lige nu, men det er umuligt at se hende for skydækket. Til venstre, mod øst, er den aftagende fuldmåne helt sikkert også på sin plads, men usynlig bag skydækket.

Da hun træder ind på kirkegården, lægger hun byens lys bag sig, og mens hun går langs kirkegårdsstien, er det kun enkelte lys fra plejehjemmet, der trænger lidt ind gennem bøgehækkens tørre blade på hendes højre side. Hun kommer igen til at tænke på det mærkværdige i at bygge et plejehjem ved siden af en kirkegård. Det er ikke kun her, men også i andre småbyer, hun har set det. Er det for hele tiden at minde de gamle og syge om, at lige nu sidder de i deres sidste bolig – og at der, lige uden for vinduet, kan du se endestationen, hvor du havner. Lige om lidt.

Hun kan huske, hvor svært det var den første vinter, når hun stod ved datterens urnegravsted, og hun kiggede over mod plejehjemmet til de gamle. Dengang var hækken lavere. Det var nemt at se dem i deres kørestole eller i lænestole, hvor de bare sad og kiggede ud i luften. Hun forestillede sig deres ensomhed, deres træthed, der havde varet alt for længe. Den ensomhed og livstræthed, der blandede sig med den følelse af ensomhed og livstræthed, der pludselig var blevet hendes. På et tidspunkt ville hun flytte datteren, finde et andet sted på kirkegården til hende, væk fra denne udsigt til elendighed. Men datterens far fik hende talt fra det. Og det var vel godt nok. Det blev godt nok. Hun kunne bedre tåle det. Og hækken blev højere.

På lang afstand ser hun nu alle de små lys der skinner fra lyskæden hen over graven i mørket. Glæder sig over, at det ser så fint ud. Da hun kommer derhen, tager hun lighter og fyrfadslys frem for også at tænde et levende lys. Det lykkes bare ikke. Lighteren virker ikke. For pokker da. Hun prøver flere gange. Stadig uden held. Der er ikke noget at gøre. Hvad er der med de lightere? Hvorfor virker de aldrig ret længe? Hun må opgive. Det gør heller ikke noget. Lyskæden er der.

Hun kigger op mod vest himlen. Stadig ingen Venus. Bag hende: Stadig ingen måne. Men hvis skydækket forsvinder, vil graven på et tidspunkt være oplyst af månen. Hun ved fra tidligere, hvor smukt det er.

Hun bliver ikke længe ved graven. Det er ikke her, hun er, datteren. Det er andre steder, hun taler med hende. Det her er ”bare” et sted, som er opført til minde om hende. Nu skal hun ned til biblioteket og beslutter sig for at skyde genvej, tværs over kirkegården. Så snart hun har vendt ryggen til lyskæden og bevæget sig væk fra de få lys fra plejehjemmet, er der intet lys, der slipper ind. Hun går alligevel ret hurtigt og sikkert ad de smalle stier mellem gravstederne. Hun skal bare være opmærksom på at sænke farten, når hun har på fornemmelsen, at her er der en sti til højre, som hun ved, at hun først opdager i sidste øjeblik. Men hun kan godt li’ at gå i mørket. Øjnene, der lidt efter lidt vænner sig til det. Ser mere og mere. Ikke bare konturer, men lave hække og små og store gravsted. Kapellet, der tårner sig op længere fremme.

Og hvis hun nu kunne høre stemmerne fra de usynlige sjæle, som stadig holder sig lidt til kirkegården, ville hun høre en summen af luftige stemmer. Sjælene tilhører de nyligt afdøde. De holder sig lidt til, ind imellem, for at kunne være sammen med deres levende slægtninge, deres venner, som jo kommer oftere på kirkegården lige efter et dødsfald. De er der for at give ro og håb. Om aftenen og om natten næres de af Venus og månens energier, inden de skal videre. Og nu, da de ser en kvinde gå gennem kirkegården i bælgravende mørke, bryder de ud i en slags anerkendende kor: ”Hun har tillid til os.” ”Hun går i blandt os uden frygt.” Lutter glæde og anerkendelse over at have en levende blandt dem på dette sene tidspunkt. Så bliver der også sladret blandt sjælene. ”Hvad laver hun her? Hun ligner ikke en sørgende? Se, hvor let hun går. Nogen der ved, hvem hun er?”- ”Jeg ved, hvem hun er,” svarer en anden. ”Jeg kendte hendes datter,” svarer en tredje. ”Datteren har været her i over 9 år, vi ser hende ikke så tit længere. Hun er videre.” – ”Det er moren også. Hun sørger vist ikke længere, men hun savner.” – ”Savnet er lettere at bære.” – ”Når vi kommer videre, må vi fortælle datteren, at moren bærer sit savn og ser ud til at have det godt.” – ”Ja, det må vi…”

Kvinden hører det ikke. Men ubevidst må hun alligevel fornemme det, der sker, for hvorfor ellers få disse tanker om anerkendende sjæle, der omfavner hendes vej i mørket?

Og månen er der. Og Venus. Deres energier strømmer ned til hende gennem skydækket.

Hun kommer ud under byens lygter, og da hun lukker sig ind på det tomme og mørke bibliotek med sit sygesikringskort, bliver hun næsten overvældet af alt det lys, der bliver tændt, så snart hun træder indenfor.

Nyt år

Vejen mod jul og nytår. Igen. Og igen vigtigt at mærke den hjælp, der er, hvis jeg åbner mig for den.

Som f.eks. da jeg besøgte den bosniske familie, som Sara tilbragte meget tid sammen med. Den yngste søster, som Sara gik i klasse med, var der ikke. Men hendes storesøster, som jeg ikke ser så tit, var der med én af sine sønner på 7 år.

“Er du Saras mor,” spurgte drengen pludseligt. Er du Saras mor?. Sikken et dejligt spørgsmål. Det er meget længe siden, nogen har spurgt sådan.

“Ja, det er jeg,” svarede jeg. Glad og overrasket. Han har jo ikke kendt hende. Han blev født tre år efter hendes død.

“Men vi taler jo tit om hende,” sagde hans mor. “Han er også med på kirkegården, og vi fortæller historier om hende.”

Jeg blev rørt af glæde. Sara er med i deres liv. Det vidste jeg jo godt. Men her, her blev det så tydeligt med drengens spørgsmål. I nutid. “Er du Saras mor?” Et spørgsmål som i “gamle dage”, da hun levede. At andre oplever, at jeg er Saras mor. Stadig. Nu. Sara, der lever videre i fortællingerne. Ikke bare hos mig.

Vintersolhvervsfejring har altid været næsten vigtigere for mig end jul. Årets nytår. Mørket, der er på sit dybeste, og som vender. Sollyset, der fra den dag vil fylde mere og mere. Sara var med til en slags højtideligholdelse af vintersolhverv, da hun var barn, og vi næsten altid tog på udflugt til stendyssen “Troldkirken” juleaftensdag. Mens anden langtidsstegte, og inden jeg tog i kirke (det ville de andre ikke, hellere Disneyshow) tog vi på en udflugt til Troldkirken. Tændte stearinlys derude, under den store sten, mens vi talte om Vintersolhvervets betydning.

Senere har jeg højtideligholdt det med veninder, hvor vi mediterede derude på vintersolhvervs dagen. Og endnu senere har jeg været alene derude. Men i år inviterede jeg min familie til solhvervsfejring. Først med bretonske galetter og pandekager hos mig. En tur, samlet, op til Saras grav for at lægge blomster og tænde lys. Og derefter ud til Troldkirken for at fejre lysets tilbagevenden der.

Det var dejligt at inddrage familien, specielt min nieces børn, i solhvervsfesten. Og Sara, eller i hvert fald mindet om hende, var med.

Ligesom et par dage senere, hvor jeg gik ud for at gennemføre mit eget solhvervsritual ved at meditere i skoven. Her er et lille uddrag af, hvad jeg skrev om turen bagefter:

Jeg har brug for …. energi til det, jeg vil nå i det nye år. Min egen energi er lav. Viljen svigter. Jeg kommer her for at hente styrke. Hørte I det derude. Er intentionen mon klart nok formuleret? Som man råber i skoven, får man svar. Derfor er det vigtigt at råbe det rigtige spørgsmål ud mod universet. Men et uventet smutter ud: “Hvor er du mon nu, Sara?” Og en stille hvisken kommer mig i møde: “Jeg er langt længere væk end før, men alligevel tættere på, end du aner.”….

Det kunne jeg tænke lidt over. Uden at behøve at forstå det. Det var bare smukt og fredeligt. Julen kunne komme, kunne den!

33 år

Et foto af den 20-årige Sara.

Den 19. oktober kunne Sara være blevet 33 år. Den 10. fødselsdag uden hende. Selv om det kun er lidt over 9 år, siden hun døde. Men 10 fødselsdage! Det er jo næsten halvt så mange, som de fødselsdage hun nåede at fejre. Og faktisk halvt så mange, som jeg nåede at fejre med hende. 20 herhjemme, inden hun flyttede til København. Og så lige én til, da hun uventet kom hjem, sammen med sin kæreste, til sin 23-års fødselsdag.

Altså – ind imellem gør jeg hendes liv op i tal og udregninger. Som om alle tallene holder hende lidt i live. Eller jeg har bare brug for alle disse udregninger for at sætte hendes liv og mit liv i perspektiv.

Men 33 år.

Det var den første fødselsdag, hvor ingen af hendes veninder kom på besøg. Hendes far kom heller ikke. Han havde nok travlt. Jeg konstaterer det bare, Uden tanker eller følelser om at have følt mig forladt – eller at Sara blev forladt – på den dag. Jeg ved, at det er en del af den evindelige forandring. Alt skifter. Intet er vedvarende.

Hvis jeg havde siddet alene på Saras fødselsdag for bare et par år siden, ville jeg nok have følt anderledes. Men ligesom jeg bemærkede på 9-års dagen for hendes død, så er forandringen sket umærkeligt over årene. Jeg er kun glad og taknemmelig for alle de fødselsdage og årsdage, jeg har været sammen med andre om minderne. Taknemmelig over, at Saras veninder har været så vedholdende. Taknemmelig over, at hendes far har været det. Og jeg ved jo, at han holder hendes fødselsdag inde i sig selv. At de andre mindes hende den dag.

Og helt alene var jeg ikke. En god veninde – én af ungdommens velbevarede relationer – kom uventet forbi. Det blev jeg glad for. Det blev en anden, en ny måde, at fejre Saras fødselsdag på.

9 år

Næsten umærkeligt forandrer disse årsdage sig. En lille forandring fra år til år, som jeg næsten ikke registrerer, selv om det har været tydeligt i flere år, at de fysiske reaktioner på dødsdagen var borte. I starten gennemlevede jeg hjertebanken, angst, fysiske rystelser, svimmelhed – alt muligt, som på Saras dødsdag.

Den 28. juli var det ni år siden. Og jeg registrede, nærmest overrasket, at følelsen inden i, at tankerne om Sara ikke var så meget anderledes end i det daglige liv. Derfor skrev jeg følgende på hendes facebook profil:

“Ni år siden, du døde. Årsdagen, som de første år nærmest fik mig til at gennemleve det hele, har lidt efter lidt ændret sig til at være en dag med “almindeligt savn” som de andre dage. Selv om tankerne er lidt anderledes i dag, sådan som: På det her tidspunkt var der stadig flere timer til ulykken. Nu ledte vi efter hoteller i Paris. Nu løb du. Og nu blev du ramt…Men uden at det gør så voldsomt ondt i sjælen som tidligere.

Jeg har været på kirkegården med solsikker – og nede med en solsikke på ulykkesstedet. På kirkegården igen i aften, rørt over de blomster, der står der.

Og så var det godt at se på nogle fotos fra de sidste uger, du levede. Se, hvordan du strålede.”