Forfatterarkiv: Benthe

Om Benthe

Ganske lidt om mig med det relevante i denne forbindelse: Jeg er født i 1947. Mistede mit eneste bar, min datter på næsten 24, i 2010. Det er processen gennem årene, som denne blog og bogen af samme navn handler om. Jeg er uddannet psykoterapeut og supervisor. Gik på pension i 2012. Har efterfølgende arbejdet som frivillig kontaktperson i Forældreforeningen "Vi har mistet et barn".

Nyt år

Vejen mod jul og nytår. Igen. Og igen vigtigt at mærke den hjælp, der er, hvis jeg åbner mig for den.

Som f.eks. da jeg besøgte den bosniske familie, som Sara tilbragte meget tid sammen med. Den yngste søster, som Sara gik i klasse med, var der ikke. Men hendes storesøster, som jeg ikke ser så tit, var der med én af sine sønner på 7 år.

“Er du Saras mor,” spurgte drengen pludseligt. Er du Saras mor?. Sikken et dejligt spørgsmål. Det er meget længe siden, nogen har spurgt sådan.

“Ja, det er jeg,” svarede jeg. Glad og overrasket. Han har jo ikke kendt hende. Han blev født tre år efter hendes død.

“Men vi taler jo tit om hende,” sagde hans mor. “Han er også med på kirkegården, og vi fortæller historier om hende.”

Jeg blev rørt af glæde. Sara er med i deres liv. Det vidste jeg jo godt. Men her, her blev det så tydeligt med drengens spørgsmål. I nutid. “Er du Saras mor?” Et spørgsmål som i “gamle dage”, da hun levede. At andre oplever, at jeg er Saras mor. Stadig. Nu. Sara, der lever videre i fortællingerne. Ikke bare hos mig.

Vintersolhvervsfejring har altid været næsten vigtigere for mig end jul. Årets nytår. Mørket, der er på sit dybeste, og som vender. Sollyset, der fra den dag vil fylde mere og mere. Sara var med til en slags højtideligholdelse af vintersolhverv, da hun var barn, og vi næsten altid tog på udflugt til stendyssen “Troldkirken” juleaftensdag. Mens anden langtidsstegte, og inden jeg tog i kirke (det ville de andre ikke, hellere Disneyshow) tog vi på en udflugt til Troldkirken. Tændte stearinlys derude, under den store sten, mens vi talte om Vintersolhvervets betydning.

Senere har jeg højtideligholdt det med veninder, hvor vi mediterede derude på vintersolhvervs dagen. Og endnu senere har jeg været alene derude. Men i år inviterede jeg min familie til solhvervsfejring. Først med bretonske galetter og pandekager hos mig. En tur, samlet, op til Saras grav for at lægge blomster og tænde lys. Og derefter ud til Troldkirken for at fejre lysets tilbagevenden der.

Det var dejligt at inddrage familien, specielt min nieces børn, i solhvervsfesten. Og Sara, eller i hvert fald mindet om hende, var med.

Ligesom et par dage senere, hvor jeg gik ud for at gennemføre mit eget solhvervsritual ved at meditere i skoven. Her er et lille uddrag af, hvad jeg skrev om turen bagefter:

Jeg har brug for …. energi til det, jeg vil nå i det nye år. Min egen energi er lav. Viljen svigter. Jeg kommer her for at hente styrke. Hørte I det derude. Er intentionen mon klart nok formuleret? Som man råber i skoven, får man svar. Derfor er det vigtigt at råbe det rigtige spørgsmål ud mod universet. Men et uventet smutter ud: “Hvor er du mon nu, Sara?” Og en stille hvisken kommer mig i møde: “Jeg er langt længere væk end før, men alligevel tættere på, end du aner.”….

Det kunne jeg tænke lidt over. Uden at behøve at forstå det. Det var bare smukt og fredeligt. Julen kunne komme, kunne den!

33 år

Et foto af den 20-årige Sara.

Den 19. oktober kunne Sara være blevet 33 år. Den 10. fødselsdag uden hende. Selv om det kun er lidt over 9 år, siden hun døde. Men 10 fødselsdage! Det er jo næsten halvt så mange, som de fødselsdage hun nåede at fejre. Og faktisk halvt så mange, som jeg nåede at fejre med hende. 20 herhjemme, inden hun flyttede til København. Og så lige én til, da hun uventet kom hjem, sammen med sin kæreste, til sin 23-års fødselsdag.

Altså – ind imellem gør jeg hendes liv op i tal og udregninger. Som om alle tallene holder hende lidt i live. Eller jeg har bare brug for alle disse udregninger for at sætte hendes liv og mit liv i perspektiv.

Men 33 år.

Det var den første fødselsdag, hvor ingen af hendes veninder kom på besøg. Hendes far kom heller ikke. Han havde nok travlt. Jeg konstaterer det bare, Uden tanker eller følelser om at have følt mig forladt – eller at Sara blev forladt – på den dag. Jeg ved, at det er en del af den evindelige forandring. Alt skifter. Intet er vedvarende.

Hvis jeg havde siddet alene på Saras fødselsdag for bare et par år siden, ville jeg nok have følt anderledes. Men ligesom jeg bemærkede på 9-års dagen for hendes død, så er forandringen sket umærkeligt over årene. Jeg er kun glad og taknemmelig for alle de fødselsdage og årsdage, jeg har været sammen med andre om minderne. Taknemmelig over, at Saras veninder har været så vedholdende. Taknemmelig over, at hendes far har været det. Og jeg ved jo, at han holder hendes fødselsdag inde i sig selv. At de andre mindes hende den dag.

Og helt alene var jeg ikke. En god veninde – én af ungdommens velbevarede relationer – kom uventet forbi. Det blev jeg glad for. Det blev en anden, en ny måde, at fejre Saras fødselsdag på.

9 år

Næsten umærkeligt forandrer disse årsdage sig. En lille forandring fra år til år, som jeg næsten ikke registrerer, selv om det har været tydeligt i flere år, at de fysiske reaktioner på dødsdagen var borte. I starten gennemlevede jeg hjertebanken, angst, fysiske rystelser, svimmelhed – alt muligt, som på Saras dødsdag.

Den 28. juli var det ni år siden. Og jeg registrede, nærmest overrasket, at følelsen inden i, at tankerne om Sara ikke var så meget anderledes end i det daglige liv. Derfor skrev jeg følgende på hendes facebook profil:

“Ni år siden, du døde. Årsdagen, som de første år nærmest fik mig til at gennemleve det hele, har lidt efter lidt ændret sig til at være en dag med “almindeligt savn” som de andre dage. Selv om tankerne er lidt anderledes i dag, sådan som: På det her tidspunkt var der stadig flere timer til ulykken. Nu ledte vi efter hoteller i Paris. Nu løb du. Og nu blev du ramt…Men uden at det gør så voldsomt ondt i sjælen som tidligere.

Jeg har været på kirkegården med solsikker – og nede med en solsikke på ulykkesstedet. På kirkegården igen i aften, rørt over de blomster, der står der.

Og så var det godt at se på nogle fotos fra de sidste uger, du levede. Se, hvordan du strålede.”


Jeg er flyttet

Jeg flyttede til en ny bolig i februar. Min første flytning siden Sara døde. Jeg kunne ikke have gjort det for nogle år siden. Da var det stadig vigtigt at bo et sted, som hun havde været en del af – selv om hun var flyttet hjemmefra. Hun kom jo ofte på weekend og ferier.

Flytningen blev en lang rejse på mange uger. Derfor får jeg lyst til at kopiere, hvad jeg har skrevet i min rejseblog:

Ja – at flytte blev i den grad vinterens rejse. På den hårde måde.

At flytte er som at dø – lidt. Alt andet går i stå. Alt er koncentreret om dette eneste: At flytte. Livet er derude, mens jeg er optaget af andre ting. Livet sker, uden at jeg rigtigt er der. Jeg er i det rum, der er fyldt med bekymringer, tanker, planer (hvordan indrette det nye sted, hvordan får jeg pakket, flyttet…) Jeg er i en slags Bardo med kalden, udfordringer, skræmmebilleder undervejs. Indtil livet genopstår det nye sted.

Jeg bildte mig ind, at jeg levede minimalt. Det gjorde jeg så ikke – kan jeg se allerede da jeg begynder at rydde op i kælderen, sortere til udsmidning og til at gemme. Jeg var ellers god til at smide ud. For hvert nye stykke tøj, røg et gammelt til genbrug. Regelmæssig udlugning i bøger og gamle papirer.

Men se nu her. Hele gulvet, der er fyldt. Jeg må væk fra kaos. Det, der fylder både indeni, udenom og snart i hele huset. Det gør mig fysisk dårlig. Kan kun klare det under en halv time ad gangen. Forstyrrer min nattesøvn. Jeg, der aldrig har haft søvnproblemer, ligegyldgt hvad, der skete i mit liv.

Og så – en indsigt. Jeg kender det kaos. Fra dengang Finn (Saras far), Peter (Saras kæreste) og jeg tømte hendes kollegieværelse i København tre uger efter hendes død. Det mest forfærdelige. Værre end dødsdagen. Værre end bisættelsen. At slette sporene efter hendes liv.

Endnu et flyttekaos vækker dette gamle til live. Mens der dukker mange af hendes ting, minder om hende, frem fra hylderne.

Det er et indre arbejde, der fylder – sammen med det ydre.

Det letter faktisk lidt. Jeg tager det alvorligt. Accepterer, at jeg må arbejde mig langsomt igennem flytningen. Lidt efter lidt.

Rejsen til min nye bolig tager tid. Rejsen mod min efterårs- eller vinterbolig. Boligen, som jeg gerne vil blive i resten af livet. Gider ikke flytte igen. 16-17 gange har jeg gjort det i mit voksne liv.

Og nu er jeg her. Har været her lidt over en måned. Jeg er faldet til, faldet ind. Har straks vænnet mig til de nye omgivelser. Som når jeg er på rejse.

Jamen sådan var det lidt i starten. Som at være på en ferierejse. Med al den udsigt over vandet, følte jeg mig som i en ferielejlighed. Det krævede næsten en drink eller et glas rosévin om aftenen, mens solen gik ned og skabte de flotteste udsigter her fra lejligheden.

Det er et godt sted at lande resten af livet (jeg tror, jeg må skrive mere om disse tanker – om fremtiden, der nødvendigvis er kort, nu. Ikke dramatisk. Bare, at sådan er det. Nøgternt, konstaterende). Her er rummeligt. Lyst. Panoramaudsigt over byen og Limfjorden. Tænk, her har jeg boet i 30 år – uden at se fjorden hver dag. Nu har jeg de smukkeste solnedgange, jeg kan forestille mig. Jeg bor i mågehøjde – de flyver rundt foran mig – og skyerne lige over mit hoved.

Jeg tror, at Sara ville have elsket at komme her.


444 uger

444 uger. Så lang tid er der gået, siden Sara døde. Hvis jeg ikke har talt forkert et sted, når jeg næsten tvangspræget noterer ugetallet i min kalender. Årstidernes og årenes skift bliver til “Endnu et forår, en vinter, et år uden dig.” Samtidig med at jeg lever et helt almindeligt og godt liv. Måske er det lige så meget mine egne sejre, jeg fejrer? At have overlevet og levet så længe til trods for det, der er sket.

Og lidt senere faldt jeg over det her, som jeg skrev for et par måneder siden:

TIL SARA

Overvældet af den slags dårlig samvittighed, som engang var stor, men nu kun dukker op i ny og næ. Denne gang over ikke at ha’ sagt meget mere ordentlig tak for din gave til min fødselsdag for ni år siden. Et Rådvad knivsæt, som må ha’ kostet dig en formue. Hvordan fik jeg takket dig?

Onsdag den 24. oktober 2018. 430 uger! 430 uger siden, du løb væk fra livet.

430 uger. En evighed. Og alligevel som om det skete for nylig.

430 uger = 107,5 måneder = 8,125 år. Så meget tid er der gået, siden jeg så dig sidst i live. Tiden, der adskiller mig fra dig. Eller – den adskiller mig fra dit liv.

Men du er her. Indeni. På en måde, som jeg ikke havde turdet håbe på. Dengang. for 430 uger siden.

Paris

Jeg var i Paris i 5-6 dage for omkring tre uger siden. Sara var med ind imellem. Hun, der elskede Paris. Og hun, der så frem til at blive faster – i Paris. Hendes storebror (hendes fars søn) havde lige fået et barn med sin kæreste to uger før Saras død.

Så selvfølgelig var hun med. Både inden i mig og i vores samtaler. Og også da jeg efter weekenden med familien i den smukke Paris forstad, hvor de bor, tog ind til selve Paris for at overnatte på hotel de to næste nætter og lege turist i byen, på en måde, som jeg ikke har gjort det siden, Sara var med.

Mandag. Jeg har god tid. Til en udstilling, som jeg ville se for derefter at drive rundt i Sacre Coeur og Montmartre-området. På metrostationerne Anvers, Pigalle og Abbesses kan jeg næsten høre ekkoet af Saras latter. Og når menneskemylderet hurtigt forsvinder gennem gangene, ser jeg genspejlingen af hendes 14-årige og 16-årige skikkelser, fra de to sidste gange, vi var i Paris sammen og boede i området . Montmartre, der stadig rummer det sted, hvor vi spiste alene i den lune sommeraften, mens hendes far var draget sydpå for at cykle op ad Mont Ventoux. Jeg kan genkalde mig næsten hele vores samtale, høre hendes stemme. Vi snakkede og snakkede hele vejen hjem til hotellet og kiggede på brudekjoler i 18. arrondissement, og jeg lovede hende, at når/hvis hun engang skulle giftes, så ville jeg tage hende med tilbage hertil for at købe brudekjole.

Dem kiggede jeg også på i dag – alle brudekjolebutikkerne – mens jeg gik hjem til mit hotel i 10. arrondissement nær Gare du Nord. Med den lille gråd, der sad i hjertet. For den tur nåede vi aldrig.

 

Jeg fejrer stadig din fødselsdag

Giver det mening at stå her, en tidlig morgen, i gang med at bage boller og fødselsdagskage til min datters fødselsdag? Hun er her jo ikke. Er død. Har været det i otte år.

Men, jo, det giver mening. I dag kunne hun være blevet 32 år. Jeg aner ikke, hvordan hendes liv ville ha’ været nu, hvis hun levede. Det bliver kun fantasier. Men jeg ved, hvor meget hun elskede kage og fødselsdage. Derfor bager jeg. En måde at fejre hendes liv på. Som jeg har fortalt tidligere, så er der en stor forskel, for mig, på hendes dødsdag og hendes fødselsdag. Dødsdagen rummer alle minderne og følelserne omkring ulykken, den dag hun døde. De første år var disse minder og følelser så kropslige, at jeg bogstaveligt talt mærkede de rystelser i kroppen, den hjertebanken, svimmelhed og følelsen af at være gemt bag en tåge, ligesom dengang. Mens fødselsdagen på en måde nærmest blev en glædesdag. En dag, hvor minderne om Sara næsten kan være mere lette og livfulde end andre dage.

Det er hendes liv, den dag minder mig om. Fødslen, glæden, at se hende vokse op, høre hende tale, se hende som skolepige, som gymnasieelev, som voksen.

Derfor bager jeg. Der kommer som regel nogen forbi. Nogle af hendes gamle venner/veninder. Noget familie. Ikke de samme hvert år. Men altid nogen. I dag har tre af hendes veninder  meldt deres ankomst i løbet af formiddagen, ligesom hendes far.

I år skal det være en “solsikkekage”. En rund krydderkage med gulerødder og bær og æblejuice og masser af andet godt i. Og så vil jeg lave solsikkens blomsterblade i gult marcipan. Jeg kludrer i disse. Har først brugt kagerullen til at glatte marcipanen ud og tegne fine blomsterblade med en skarp kniv. Men altså – jeg kan ikke flytte dem over på kagen. De klistrer til bagepapiret, går i stykker. Så jeg ender med at lave lidt kluntede blomsterblade ved at trille små pølser og flade dem ud på kagen. Hmmm. Den store Bagedyst ville jeg aldrig vinde på udseendet. Men smagen ville jeg nok få points for. Og jeg er sikker på, at Sara ville elske den.

Saras veninder er her. Hendes far er her. Vi spiser boller og kage, og snakken går. Om Sara. Og om deres liv nu. Om vores. Om Sara igen. Vi griner sammen. Går i samlet trop til kirkegården med blomster. Bliver lidt stille og lidt rørte, står lidt i ring og omfavner hinanden, fordi det er godt at være sammen.

Da de tre veninder tager af sted igen, føler jeg mig dybt taknemmelig over, at de har været her. At de husker og fejrer Sara. At de også gider være sammen med mig/ os. Jeg tænker – de er jo “videre” i livet. Én har to børn, én er gravid, to af dem er blot hjemme på ferie fra København i nogle dage. Det gør mig dybt taknemmelig. Og taknemmelig over, at Sara hele tiden var omgivet af gode mennesker i sit liv.

Hendes far bliver, hans kæreste kommer. Jeg er sikker på, at Sara ville ha’ elsket hende.

En god dag.

De andre bliver bedstemødre

Snart er alle dine veninder blevet mødre.

De fleste af mine veninder er blevet bedstemødre.

Jeg glæder mig hver gang med dine veninder, med mine egne.

Og så kommer et lille stik i hjertet.

Sådan bliver det aldrig for dig. For mig.

Ikke at du skulle blive mor.

Hvis du var her, måtte du leve lige præcis det liv, som du valgte.

Jeg skulle nok klare mig uden at blive mormor.

Det gør jeg jo også nu.

 

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)