Kategoriarkiv: At fejre mærkedage og fødselsdage efter tab

9 år

Næsten umærkeligt forandrer disse årsdage sig. En lille forandring fra år til år, som jeg næsten ikke registrerer, selv om det har været tydeligt i flere år, at de fysiske reaktioner på dødsdagen var borte. I starten gennemlevede jeg hjertebanken, angst, fysiske rystelser, svimmelhed – alt muligt, som på Saras dødsdag.

Den 28. juli var det ni år siden. Og jeg registrede, nærmest overrasket, at følelsen inden i, at tankerne om Sara ikke var så meget anderledes end i det daglige liv. Derfor skrev jeg følgende på hendes facebook profil:

“Ni år siden, du døde. Årsdagen, som de første år nærmest fik mig til at gennemleve det hele, har lidt efter lidt ændret sig til at være en dag med “almindeligt savn” som de andre dage. Selv om tankerne er lidt anderledes i dag, sådan som: På det her tidspunkt var der stadig flere timer til ulykken. Nu ledte vi efter hoteller i Paris. Nu løb du. Og nu blev du ramt…Men uden at det gør så voldsomt ondt i sjælen som tidligere.

Jeg har været på kirkegården med solsikker – og nede med en solsikke på ulykkesstedet. På kirkegården igen i aften, rørt over de blomster, der står der.

Og så var det godt at se på nogle fotos fra de sidste uger, du levede. Se, hvordan du strålede.”


Jeg fejrer stadig din fødselsdag

Giver det mening at stå her, en tidlig morgen, i gang med at bage boller og fødselsdagskage til min datters fødselsdag? Hun er her jo ikke. Er død. Har været det i otte år.

Men, jo, det giver mening. I dag kunne hun være blevet 32 år. Jeg aner ikke, hvordan hendes liv ville ha’ været nu, hvis hun levede. Det bliver kun fantasier. Men jeg ved, hvor meget hun elskede kage og fødselsdage. Derfor bager jeg. En måde at fejre hendes liv på. Som jeg har fortalt tidligere, så er der en stor forskel, for mig, på hendes dødsdag og hendes fødselsdag. Dødsdagen rummer alle minderne og følelserne omkring ulykken, den dag hun døde. De første år var disse minder og følelser så kropslige, at jeg bogstaveligt talt mærkede de rystelser i kroppen, den hjertebanken, svimmelhed og følelsen af at være gemt bag en tåge, ligesom dengang. Mens fødselsdagen på en måde nærmest blev en glædesdag. En dag, hvor minderne om Sara næsten kan være mere lette og livfulde end andre dage.

Det er hendes liv, den dag minder mig om. Fødslen, glæden, at se hende vokse op, høre hende tale, se hende som skolepige, som gymnasieelev, som voksen.

Derfor bager jeg. Der kommer som regel nogen forbi. Nogle af hendes gamle venner/veninder. Noget familie. Ikke de samme hvert år. Men altid nogen. I dag har tre af hendes veninder  meldt deres ankomst i løbet af formiddagen, ligesom hendes far.

I år skal det være en “solsikkekage”. En rund krydderkage med gulerødder og bær og æblejuice og masser af andet godt i. Og så vil jeg lave solsikkens blomsterblade i gult marcipan. Jeg kludrer i disse. Har først brugt kagerullen til at glatte marcipanen ud og tegne fine blomsterblade med en skarp kniv. Men altså – jeg kan ikke flytte dem over på kagen. De klistrer til bagepapiret, går i stykker. Så jeg ender med at lave lidt kluntede blomsterblade ved at trille små pølser og flade dem ud på kagen. Hmmm. Den store Bagedyst ville jeg aldrig vinde på udseendet. Men smagen ville jeg nok få points for. Og jeg er sikker på, at Sara ville elske den.

Saras veninder er her. Hendes far er her. Vi spiser boller og kage, og snakken går. Om Sara. Og om deres liv nu. Om vores. Om Sara igen. Vi griner sammen. Går i samlet trop til kirkegården med blomster. Bliver lidt stille og lidt rørte, står lidt i ring og omfavner hinanden, fordi det er godt at være sammen.

Da de tre veninder tager af sted igen, føler jeg mig dybt taknemmelig over, at de har været her. At de husker og fejrer Sara. At de også gider være sammen med mig/ os. Jeg tænker – de er jo “videre” i livet. Én har to børn, én er gravid, to af dem er blot hjemme på ferie fra København i nogle dage. Det gør mig dybt taknemmelig. Og taknemmelig over, at Sara hele tiden var omgivet af gode mennesker i sit liv.

Hendes far bliver, hans kæreste kommer. Jeg er sikker på, at Sara ville ha’ elsket hende.

En god dag.

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Jul og nytår

Julen er overstået. Nytåret ligger lige foran. Det er den 8. jul og det 8. nytår uden Sara. Sorgen tynger ikke længere i juletiden, som den gjorde de første år. Det er savnet, der ligger derinde, med lidt tristhed, som et stille, ikke ubehageligt, akkompagnement til det, der sker omkring mig. Ikke ubehageligt – fordi det bringer minder om Sara. Næsten en trøst – at hun aldrig forsvinder ud af min erindring, ud af mit liv.

Det har også været jul og snart nytår for de nye sørgende. Alle dem, der har mistet et barn, en kæreste, en ægtefælle, en forælder, en kær ven i løbet af året. Den første jul er vel sammen med den første fødselsdag de sværeste “første gange” at komme igennem efter tabet.

Når jeg tænker på min egen “første jul” og “første nytår” efter Saras død, var den tid fyldt af minder om samme tid året før. Dengang jeg ikke vidste, at det var sidste jul med Sara.

At se mødre på juleindkøb eller på café i december måned med deres voksne døtre, gav mig lyst til at skrige til dem: “Ved I hvor heldige, I er?” Og jeg var nærmest lykkelig for at tage på en slags flugt fra julen, ned til Paris sammen med hendes far. Til Paris, hvor hendes storebror bor. Væk fra den danske jul. Ned til noget, der var anderledes. Det blev nemmere at gå rundt og mindes Sara i Paris end i Aalborg. Og nytårsaften, hvor hendes far og jeg sad sammen – og så film om det at miste et barn. Ordinary People og The Rabbit Hole. Begrave mig i savnet og for alt i verden ikke tænke på, at det var nytår. For så ville det allerede være “sidste år” at Sara døde. Afstanden til hendes liv ville blive større. Eller som én af hendes veninder udtrykte det: “At gå ind i det nye år er som at efterlade Sara i 2010.” Sara, der for al tid ville være 23, mens alle veninderne blev ældre.

Så omkring jul og nytår ved jeg, hvor slemt det føles, hvor slemt det er, for dem, der skal igennem den tid for første gang. Luften, der dirrer af alle de forventninger, der bliver lagt i juletiden. Familieidyl, der bliver flashet på facebook med fotos af nisseklædte børnebørn eller opslag om, at alt er parat til jul, roen, der sænker sig. Selv om billedet af den perfekte jul og den glade, forenede familie kan være nok så falsk – opreklameret – så gør det ikke mindre ondt i den sørgende, der nu mangler én. Den jul, der måske ikke var perfekt, får nu heller ikke muligheden for at blive det.

31 års fødselsdag

Fødselsdag igen. Sara, der kunne være blevet 31. Tankerne går til hende, lidt mere end ellers. Dvæler ved minder, fotografier. Sender lykønskninger til der, hvor hun måtte være. Ser flere fotos, poster nogle på facebook. Billeder fra fester og sjove situationer. Måske er det godt for mig – i dag – at se hendes liv som en fest. Bager én af hendes yndlingskager, Brunsvigeren. Der kommer ikke længere så mange forbi på hendes fødselsdag. Hendes veninder arbejder, bor langt væk, flere har fået børn. Men boller og Brunsviger skal der være. Jeg kan jo fejre fødselsdagen alene. Gå lidt i fødsel igen. Mindes min første øjenkontakt med den nyfødte Sara. Samle mit sjal om mig og dykke ned i minderne.

En af mine veninder spurgte mig forleden, om det var med uro i maven, at jeg nærmede mig Saras fødselsdag. Men sådan er det ikke. De første år, ja – og især det allerførste, hvor alle mærkedage, fødselsdage, højtider var en første gang – uden Sara. Fødselsdagen så jeg dog, til trods for denne første gang, som en hyldest til Saras liv. Meget anderledes end dødsdagen. På fødselsdagen var/ er det hendes liv, jeg vil huske. Alt det liv, der var. Den levende Sara.

Og det er faktisk den levende Sara, jeg mest tænker på. Også i hverdagen. De pludselige strejf af smerte i hjertet, de pludselige påmindelser fra sindets dybde – “Sara er død” –  de er der også stadig. Men det er den levende, som har været i mit liv i næsten 24 år, der får lov til at fylde. Og i mine fortællinger sniger hun sig ind, igen og igen. Jeg får lyst til at kopiere denne, som “skrev sig” næsten af sig selv for et par uger siden:

“Jeg står ved én af stierne, som fører ind i skoven. Den skov, jeg kender bedst. Skoven i udkanten af Nibe. Ikke specielt stor, men stor nok til at det tog tid at kende alle stierne, lysningerne, områderne med nåle- eller løvtræer. Tid til at udforske den alene og sammen med min datter.

Når jeg står her aftenen før fuldmånen, får skoven dette eventyragtige skær, som kun kommer på denne tid af månedens cyklus, og ved mine første skridt ind i skoven er det næsten, som om jeg hører ekkoet af min datters barnestemme, der fortæller om, at hun har været oppe på Nissehøjen med småkager til nisserne, eller sommerdage, hvor hun begejstret fortæller om et træ, som hun har plantet, om manden med bierne i udkanten af skoven.

Det føles så virkeligt, at jeg kan tage Sara i hånden, mens jeg går videre. Ja, denne gang skal min måneskinstur i skoven ikke være en alene-tur, men en vandring med Sara. Hendes venstre barnehånd ligger i min højre hånd. Det føles bekendt og godt at vandre på månestien sammen med hende.

“Er det lidt uhyggeligt at gå her?” spørger hun med en næsten hviskende barnestemme og klemmer min hånd.

“Det kan føles uhyggeligt, men det er mest vores tanker, der får os til at tro, at noget er uhyggeligt. Se, vi er i skoven, som vi kender. Det er bare nat, og månen lyser.”

Jeg mærker, at hendes hånd slapper lidt af, mens vi går videre, og jeg spørger: “Hvor har du lyst til, at vi går hen?”

“Til Nissehøjen,” svarer hun.

Okay, tænker jeg, det er i den mørke ende af skoven, der, hvor både sol- og månelys har svært ved at trænge ned mellem træerne. Jeg ville nok hellere ha’ været på Hestepladsen, lysningen, der vil være omkranset af månelys og med ekkoet af musikken fra sommerens festival hængende mellem træerne. Men nu har jeg spurgt hende, så det må blive Nissehøjen.

“Det er dig, der har fortalt mig, at den hedder sådan,” siger jeg, da vi drejer til højre ad en sti, som fører derhen.  “Det var Ulla, der fortalte os det,” siger Sara. “Den dag før jul, da hun fortalte et eventyr om nisserne i Nibe, inden vi skulle ud for at finde stedet, hvor de bor. Med småkager til dem. Tror du, vi ser dem i nat?”

“Det ved jeg ikke,” siger jeg, “men det er dejligt, at du er med mig i skoven. At du godt vil gå den tur sammen med mig.”

“Du lærte mig jo, at jeg ikke skulle være bange i mørket, ” siger hun. Og pludselig lyder stemmen som den voksne Saras. Jeg kigger ned på hende. Det er stadig den 5-årige datter, der går ved siden af mig.

“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. “Ved du, at efter din død var jeg i en periode voldsomt i tvivl om, om jeg havde givet dig nok i livet?” – “Det gjorde du,” siger hun, stadig med voksen stemme, mens det er det lille barn, jeg holder i hånden. “Men det skal vi ikke tale om, det er du jo kommet igennem, er du ikke?”

Sandt nok, men somme tider er det næsten, som om jeg længes tilbage til den første periodes kaos af tanker. Men, rigtigt, at det er jeg vist kommet igennem. Det er længe siden, at tvivlen har martret mig, længe siden, at jeg har stillet mig selv umulige og ubesvarede spørgsmål. Og lige nu nyder jeg at genopleve Saras lille, varme hånd i min, mens vi går gennem skoven, stille, ved siden af hinanden. Smågrene knaser under vores fødder. Jeg fornemmer det allerede faldne løv omkring mine sko, da vi skyder genvej udenom stierne, ind mellem træerne. Jeg har vænnet mig til mørket og til den kolde, fugtige luft. Mit højre øje løber ikke længere. Tårekanalen har også vænnet sig til kulden og til vandstanden i øjet. Her er tyst og godt og sikkert. Vi kender skoven. Begge to.

Nu kommer vi ud på en bred sti, og vi nærmer os Nissehøjen. Jeg ser lys længere fremme. Hold nu op, tænker jeg, da jeg ser, at højen står på glødende pæle, og at den er lyst op, indefra, næsten gennemsigtig. Er det ikke lidt for meget at fremmane sådan et syn. “Stop nu med at nedgøre dine oplevelser,” siger Saras voksenstemme. “Du ser, det du ser. Lav det ikke om. Lad os sætte os foran højen.”

Vi sætter os i de faldne, fugtige blade. Jeg er ligeglad med at blive våd og kold. Sætter mig godt til rette i skrædderstilling med lugten af muld i næseborene, mens varmen fra højen begynder at nå min krop.

“Du skal bare sidde,” siger Sara, “lade komme, det, der kommer. Lade det være, hvis der ikke kommer noget.” Så jeg sidder bare. Der sker ikke andet, end at jeg føler mig tryg, glad, mærkelig varm. Jeg bliver bare i oplevelsen, men kan ind imellem ikke lade være med at vente på, at noget mere skal ske, i højen eller udenom. Noget der vel ske. Hvorfor ellers komme herud?

“Hvis du så gerne vil have noget med dig,” lyder Saras stemme, nu længere væk, henne fra højen, “så husk de nye tanker, du fik i går: Om du ville være mere lykkelig nu, hvis jeg levede. Hvor svært det var at svare på. Det er spørgsmål, som du ikke kunne stille tidligere, men et vigtigt spørgsmål at gå videre med. Og du ved, at ligegyldigt hvad du tænker, så kan jeg bære det, der hvor jeg er. Du har været mig en god nok mor, både i livet og i døden.”

Jeg græder lidt ved hendes ord. Ser mig omkring. Sara er væk. Højen står som en stor, mørk skygge mellem træerne. Alt er stille. Jeg vil gå hjem, taknemmelig over oplevelsen. Hjem for at sove i månelysets skær.”

Som jeg har nævnt tidligere, er man i nyere sorgforskning mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have sine afdøde med videre i livet. Det kan gøres på mange måder. At lave fortællinger om den, man har mistet (som i ovenstående) er én måde. At fortsætte med at fortælle om sin afdøde pårørende, det liv, der var, hver gang det er relevant, er en anden måde.

Lige nu, når jeg genlæser fortællingen og husker det spørgsmål, som pludselig dukkede op – om jeg ville være mere lykkelig, hvis Sara levede – så husker jeg, at jeg jo faktisk allerede gav udtryk for dette i slutningen af min bog: At jeg var glad igen, nogle gange lykkelig. At jeg havde alt, hvad jeg havde brug for i livet. Det eneste, eller nærmere DEN eneste, der manglede, var Sara. Og lige nu tænker jeg videre, at jeg har hende jo med i livet, på forskellig vis. Hjælper det mig til at jeg kan føle mig lige så GLAD, som hvis hun var her? For med eller uden Sara var/ er lykken en flygtig tilstand.

 

Seks år – og 30 års fødselsdag

Den 28. juli er Saras dødsdag. Dagen før skrev jeg flg. både på min egen og på hendes facebookside:

“I dag er det 313 uger siden – i morgen 6 år. Seks år. Det er sådan ca. de år, der går fra et barn bliver født, til det skal i skole. Seks år – det er det meste af underskolen. Seks år, det er ca. alle teenageårene. Og seks år sådan en gennemsnitlig studietid. Seks år er meget levet liv. Og seks år – det er ved at være lang tid siden Saras død, og alligevel kan det føles, som om det lige er sket”

Efterfølgende kredsede mine tanker om den dør, hun er på vej igennem. Den blev pludselig symbolsk for mig: Døren til “efter”. Efterlivet, døren til “noget” eller ingenting. Jeg håber det første. At hun er et sted, hvor man kan nyde hendes høje latter, hele hendes måde at være på .

Jeg er næsten lige kommet hjem fra Bosnien, for jeg ville være hjemme på dødsdagen.

Rejsen til Bosnien blev god. Og Sara var på en måde med mig, bevidst, som jeg blev, over, at det  var et land, som Sara ikke fik besøgt. Det gjorde hun ikke, fordi jeg sagde nej, da hun som 14-15 årig blev inviteret med derned af sin bosniske veninde og dennes forældre. Det var en familie, som Sara elskede højt. Hun havde kendt dem, siden de kom til Nibe som flygtninge mange år tidligere.

Hvorfor jeg sagde nej? Som gyldig grund gav jeg, at jeg var bange for, at det kunne være farligt. Hvortil moderen til den bosniske veninde svarede, at hvis det stadig var farligt, ville de jo ikke tage deres egne børn med derned. Men jeg var lidt flov over at give den egentlige grund. En blanding af egoisme (“Jeg vil selv have hende med på ferie”) og – mest af alt – en frygt for, hvad der kunne ske hende, hvis jeg ikke var med til at passe på hende. Og det var slet ikke frygten for Bosnien, men den lange køretur til og fra. Lange køreture gjorde mig altid urolig for, at der skulle ske os, og specielt Sara noget. Men min tankegang blev nærmest magisk, som om jeg kunne afværge en ulykke, hvis jeg selv var der for at kontrollere kørslen. Så mærkværdigvis har jeg altid været bange for, at der skulle ske Sara noget i en trafikulykke. Den frygt blev jeg nødt til at leve med, når hun cyklede rundt, og da hun selv fik kørekort. Men Bosnien sagde jeg nej til.

Naturligvis kom disse tanker op igen, fordi jeg mødtes med de bosniske venner fra Nibe dernede. To af Saras gode veninder og deres mødre. Som én af mødrene sagde: “Sara er med os.” Ja, tænkte jeg, måske er jeg også på denne rejse for hende.

(Hvis du vil læse mere om Bosnien, se bloggen rejsalene.dk).

Morgenen efter Saras dødsdag

Vågner – uden vækkeur til sædvanlig tid. Lidt over 6. Bliver liggende, længe. Meget længere tid end sædvanligt. Registrerer, tænker, beslutter. Det første, jeg glæder mig over, er, at det stadig er solskin. Så burde jeg jo stå op. Lave yoga. Lave kaffe. Gå ud. Sidde meditativt med denne dagens første kop.

Men jeg nyder en behagelig træthed i kroppen og den behagelige oplevelse af , at der er ingen triste tanker om i går, intet pres i dag. Jeg takker igen for, at dagen i går, Saras dødsdag, er overstået. Takker for, at det nu er nogle år siden, at jeg på den dag mærkede indre kaos, svimmelhed, uro, fysiske rystelser i arme og ben. Det er ovre nu. Jeg savner stadig Sara, elsker hende lige så meget. Men det er godt, at de fysiske reaktioner er overstået.

Jeg beslutter mig for, at dagen i dag skal være en god og rolig dag. Jeg vil ikke stresse, ikke føle pres. Der er et år til næste årsdag. Og inden da, kunne det være din 30 års fødselsdag.

30 års fødselsdag i oktober

Da dagen starter, summer mit hoved af spørgsmål. Om Sara. Til Sara:

Hvad mon du ville ha’ ønsket dig til din 30 års fødselsdag?

Hvordan skulle den holdes? Ville du fejre den i Nibe eller i København?

Ville du stadig være sammen med din kæreste? Eller en anden? Eller alene?

Ville du allerede have et barn eller to? Du ville jo ha’ børn tidligt.

Eftersom jeg ikke ved det, inviterer jeg dig til morgenmad på den nye café i Nibe. Jeg tror, du ville elske den. Så her sidder jeg – alene på caféen med min morgenmad, men med dig til stede i tankerne.

14711142_10210609975067160_2091021472324364848_o

Finn og jeg vil give dig 30 røde roser, da vi ikke kan give dig andet.  Og jeg vil bage muffins og boller og lave en Tirramissu lagkage.

14713044_10210609975027159_7300077487946712855_o

Din kusine, hendes mand og deres børn kommer om eftermiddagen til fødselsdag, og Alexzander på tre, der spørger “Jamen hvorfor er Sara her ikke, når det er hendes fødselsdag?” Og han har jo ret. Og vi går alle op til dit gravsted med blomster og den fine perlekæde, som Sara-Sofie har lavet til dig i børnehaven i dag.

Om aftenen laver jeg cous-cous, selv om jeg af gode grunde ikke ved, om det stadig ville ha’ været din yndlingsret.

Og sådan går dagen. Din 30 års fødselsdag.