Kategoriarkiv: At have den afdøde med i livet

Jeg lukker bloggen

Jeg har besluttet mig for at lukke bloggen, så dette bliver det sidste indlæg.

Da jeg i sin tid begyndte at skrive her, var det med det formål, at andre forældre, som havde mistet et barn, måske ville kunne spejle sig i det, jeg skrev, finde en trøst i det utrøstelige, ligesom jeg selv havde fundet trøst de første år efter Saras død, når jeg læste andre forældres beskrivelser.

Med tiden blev det dog tydeligt for mig, at det mere og mere blev Saras blog. Et sted, hvor jeg kunne holde hende i live, ære hende, udtrykke min længsel og min kærlighed. Så længe bloggen bestod, levede hun på en måde videre.

Men det gør hun jo alligevel. Hun er stadig med mig dagligt. Som et strejf af luft omkring mig. Som en tanke. Som et minde. Som en følelse i hjertet af kærlighed eller smerte. Jeg kan stadig pludselig, når jeg er alene, sige “Sara”, sådan ud i luften. Hendes navn bryder igennem som et lille råb.

Så det er ikke nødvendigt at holde hende i live gennem denne blog.

Tak fordi I har læst med, jer, som jeg ikke kender, men nok for størstedelen andre forældre, som har mistet. Nogle af jer har gennem årene skrevet til mig, men langt de fleste af jer er forblevet anonyme. Jeg vil ønske jer alt godt på jeres egen vej gennem tabet.

PS Fotoet er taget 4 dage før Saras død. Vi var til hendes kusines bryllup.

Majmorgen

Sætter mig ved det åbne vindue, lytter til fuglene, kigger mod fjorden. Inden min morgenmeditation.

En lastbil kører forbi, dernede på hovedvejen langs vandet.

En lastbil. Sara. Jeg savner hende. Hulker. Brystkassen, der bevæger sig i krampetrækninger. Hjertet, der er indespærret. Jeg savner dig, Sara. Savner dig så meget. Stadigvæk. Krampetrækningerne, der fortsætter i brystkassen. Jeg hulker næsten uden tårer. Hvor bliver de af? Mine øjne, der så nemt græder. I vind, i sol, ved allergi. Hvor er de nu, tårerne? Øjnene, der kun bliver våde, et par enkelte dråber, der løber ned ad kinderne, mens hulkene fortsætter i nogle minutter.

Så ro. Stille morgenmeditation. Og en slags glæde ved livet.

Nyt år

Vejen mod jul og nytår. Igen. Og igen vigtigt at mærke den hjælp, der er, hvis jeg åbner mig for den.

Som f.eks. da jeg besøgte den bosniske familie, som Sara tilbragte meget tid sammen med. Den yngste søster, som Sara gik i klasse med, var der ikke. Men hendes storesøster, som jeg ikke ser så tit, var der med én af sine sønner på 7 år.

“Er du Saras mor,” spurgte drengen pludseligt. Er du Saras mor?. Sikken et dejligt spørgsmål. Det er meget længe siden, nogen har spurgt sådan.

“Ja, det er jeg,” svarede jeg. Glad og overrasket. Han har jo ikke kendt hende. Han blev født tre år efter hendes død.

“Men vi taler jo tit om hende,” sagde hans mor. “Han er også med på kirkegården, og vi fortæller historier om hende.”

Jeg blev rørt af glæde. Sara er med i deres liv. Det vidste jeg jo godt. Men her, her blev det så tydeligt med drengens spørgsmål. I nutid. “Er du Saras mor?” Et spørgsmål som i “gamle dage”, da hun levede. At andre oplever, at jeg er Saras mor. Stadig. Nu. Sara, der lever videre i fortællingerne. Ikke bare hos mig.

Vintersolhvervsfejring har altid været næsten vigtigere for mig end jul. Årets nytår. Mørket, der er på sit dybeste, og som vender. Sollyset, der fra den dag vil fylde mere og mere. Sara var med til en slags højtideligholdelse af vintersolhverv, da hun var barn, og vi næsten altid tog på udflugt til stendyssen “Troldkirken” juleaftensdag. Mens anden langtidsstegte, og inden jeg tog i kirke (det ville de andre ikke, hellere Disneyshow) tog vi på en udflugt til Troldkirken. Tændte stearinlys derude, under den store sten, mens vi talte om Vintersolhvervets betydning.

Senere har jeg højtideligholdt det med veninder, hvor vi mediterede derude på vintersolhvervs dagen. Og endnu senere har jeg været alene derude. Men i år inviterede jeg min familie til solhvervsfejring. Først med bretonske galetter og pandekager hos mig. En tur, samlet, op til Saras grav for at lægge blomster og tænde lys. Og derefter ud til Troldkirken for at fejre lysets tilbagevenden der.

Det var dejligt at inddrage familien, specielt min nieces børn, i solhvervsfesten. Og Sara, eller i hvert fald mindet om hende, var med.

Ligesom et par dage senere, hvor jeg gik ud for at gennemføre mit eget solhvervsritual ved at meditere i skoven. Her er et lille uddrag af, hvad jeg skrev om turen bagefter:

Jeg har brug for …. energi til det, jeg vil nå i det nye år. Min egen energi er lav. Viljen svigter. Jeg kommer her for at hente styrke. Hørte I det derude. Er intentionen mon klart nok formuleret? Som man råber i skoven, får man svar. Derfor er det vigtigt at råbe det rigtige spørgsmål ud mod universet. Men et uventet smutter ud: “Hvor er du mon nu, Sara?” Og en stille hvisken kommer mig i møde: “Jeg er langt længere væk end før, men alligevel tættere på, end du aner.”….

Det kunne jeg tænke lidt over. Uden at behøve at forstå det. Det var bare smukt og fredeligt. Julen kunne komme, kunne den!

33 år

Et foto af den 20-årige Sara.

Den 19. oktober kunne Sara være blevet 33 år. Den 10. fødselsdag uden hende. Selv om det kun er lidt over 9 år, siden hun døde. Men 10 fødselsdage! Det er jo næsten halvt så mange, som de fødselsdage hun nåede at fejre. Og faktisk halvt så mange, som jeg nåede at fejre med hende. 20 herhjemme, inden hun flyttede til København. Og så lige én til, da hun uventet kom hjem, sammen med sin kæreste, til sin 23-års fødselsdag.

Altså – ind imellem gør jeg hendes liv op i tal og udregninger. Som om alle tallene holder hende lidt i live. Eller jeg har bare brug for alle disse udregninger for at sætte hendes liv og mit liv i perspektiv.

Men 33 år.

Det var den første fødselsdag, hvor ingen af hendes veninder kom på besøg. Hendes far kom heller ikke. Han havde nok travlt. Jeg konstaterer det bare, Uden tanker eller følelser om at have følt mig forladt – eller at Sara blev forladt – på den dag. Jeg ved, at det er en del af den evindelige forandring. Alt skifter. Intet er vedvarende.

Hvis jeg havde siddet alene på Saras fødselsdag for bare et par år siden, ville jeg nok have følt anderledes. Men ligesom jeg bemærkede på 9-års dagen for hendes død, så er forandringen sket umærkeligt over årene. Jeg er kun glad og taknemmelig for alle de fødselsdage og årsdage, jeg har været sammen med andre om minderne. Taknemmelig over, at Saras veninder har været så vedholdende. Taknemmelig over, at hendes far har været det. Og jeg ved jo, at han holder hendes fødselsdag inde i sig selv. At de andre mindes hende den dag.

Og helt alene var jeg ikke. En god veninde – én af ungdommens velbevarede relationer – kom uventet forbi. Det blev jeg glad for. Det blev en anden, en ny måde, at fejre Saras fødselsdag på.

444 uger

444 uger. Så lang tid er der gået, siden Sara døde. Hvis jeg ikke har talt forkert et sted, når jeg næsten tvangspræget noterer ugetallet i min kalender. Årstidernes og årenes skift bliver til “Endnu et forår, en vinter, et år uden dig.” Samtidig med at jeg lever et helt almindeligt og godt liv. Måske er det lige så meget mine egne sejre, jeg fejrer? At have overlevet og levet så længe til trods for det, der er sket.

Og lidt senere faldt jeg over det her, som jeg skrev for et par måneder siden:

TIL SARA

Overvældet af den slags dårlig samvittighed, som engang var stor, men nu kun dukker op i ny og næ. Denne gang over ikke at ha’ sagt meget mere ordentlig tak for din gave til min fødselsdag for ni år siden. Et Rådvad knivsæt, som må ha’ kostet dig en formue. Hvordan fik jeg takket dig?

Onsdag den 24. oktober 2018. 430 uger! 430 uger siden, du løb væk fra livet.

430 uger. En evighed. Og alligevel som om det skete for nylig.

430 uger = 107,5 måneder = 8,125 år. Så meget tid er der gået, siden jeg så dig sidst i live. Tiden, der adskiller mig fra dig. Eller – den adskiller mig fra dit liv.

Men du er her. Indeni. På en måde, som jeg ikke havde turdet håbe på. Dengang. for 430 uger siden.

Paris

Jeg var i Paris i 5-6 dage for omkring tre uger siden. Sara var med ind imellem. Hun, der elskede Paris. Og hun, der så frem til at blive faster – i Paris. Hendes storebror (hendes fars søn) havde lige fået et barn med sin kæreste to uger før Saras død.

Så selvfølgelig var hun med. Både inden i mig og i vores samtaler. Og også da jeg efter weekenden med familien i den smukke Paris forstad, hvor de bor, tog ind til selve Paris for at overnatte på hotel de to næste nætter og lege turist i byen, på en måde, som jeg ikke har gjort det siden, Sara var med.

Mandag. Jeg har god tid. Til en udstilling, som jeg ville se for derefter at drive rundt i Sacre Coeur og Montmartre-området. På metrostationerne Anvers, Pigalle og Abbesses kan jeg næsten høre ekkoet af Saras latter. Og når menneskemylderet hurtigt forsvinder gennem gangene, ser jeg genspejlingen af hendes 14-årige og 16-årige skikkelser, fra de to sidste gange, vi var i Paris sammen og boede i området . Montmartre, der stadig rummer det sted, hvor vi spiste alene i den lune sommeraften, mens hendes far var draget sydpå for at cykle op ad Mont Ventoux. Jeg kan genkalde mig næsten hele vores samtale, høre hendes stemme. Vi snakkede og snakkede hele vejen hjem til hotellet og kiggede på brudekjoler i 18. arrondissement, og jeg lovede hende, at når/hvis hun engang skulle giftes, så ville jeg tage hende med tilbage hertil for at købe brudekjole.

Dem kiggede jeg også på i dag – alle brudekjolebutikkerne – mens jeg gik hjem til mit hotel i 10. arrondissement nær Gare du Nord. Med den lille gråd, der sad i hjertet. For den tur nåede vi aldrig.

 

Jeg fejrer stadig din fødselsdag

Giver det mening at stå her, en tidlig morgen, i gang med at bage boller og fødselsdagskage til min datters fødselsdag? Hun er her jo ikke. Er død. Har været det i otte år.

Men, jo, det giver mening. I dag kunne hun være blevet 32 år. Jeg aner ikke, hvordan hendes liv ville ha’ været nu, hvis hun levede. Det bliver kun fantasier. Men jeg ved, hvor meget hun elskede kage og fødselsdage. Derfor bager jeg. En måde at fejre hendes liv på. Som jeg har fortalt tidligere, så er der en stor forskel, for mig, på hendes dødsdag og hendes fødselsdag. Dødsdagen rummer alle minderne og følelserne omkring ulykken, den dag hun døde. De første år var disse minder og følelser så kropslige, at jeg bogstaveligt talt mærkede de rystelser i kroppen, den hjertebanken, svimmelhed og følelsen af at være gemt bag en tåge, ligesom dengang. Mens fødselsdagen på en måde nærmest blev en glædesdag. En dag, hvor minderne om Sara næsten kan være mere lette og livfulde end andre dage.

Det er hendes liv, den dag minder mig om. Fødslen, glæden, at se hende vokse op, høre hende tale, se hende som skolepige, som gymnasieelev, som voksen.

Derfor bager jeg. Der kommer som regel nogen forbi. Nogle af hendes gamle venner/veninder. Noget familie. Ikke de samme hvert år. Men altid nogen. I dag har tre af hendes veninder  meldt deres ankomst i løbet af formiddagen, ligesom hendes far.

I år skal det være en “solsikkekage”. En rund krydderkage med gulerødder og bær og æblejuice og masser af andet godt i. Og så vil jeg lave solsikkens blomsterblade i gult marcipan. Jeg kludrer i disse. Har først brugt kagerullen til at glatte marcipanen ud og tegne fine blomsterblade med en skarp kniv. Men altså – jeg kan ikke flytte dem over på kagen. De klistrer til bagepapiret, går i stykker. Så jeg ender med at lave lidt kluntede blomsterblade ved at trille små pølser og flade dem ud på kagen. Hmmm. Den store Bagedyst ville jeg aldrig vinde på udseendet. Men smagen ville jeg nok få points for. Og jeg er sikker på, at Sara ville elske den.

Saras veninder er her. Hendes far er her. Vi spiser boller og kage, og snakken går. Om Sara. Og om deres liv nu. Om vores. Om Sara igen. Vi griner sammen. Går i samlet trop til kirkegården med blomster. Bliver lidt stille og lidt rørte, står lidt i ring og omfavner hinanden, fordi det er godt at være sammen.

Da de tre veninder tager af sted igen, føler jeg mig dybt taknemmelig over, at de har været her. At de husker og fejrer Sara. At de også gider være sammen med mig/ os. Jeg tænker – de er jo “videre” i livet. Én har to børn, én er gravid, to af dem er blot hjemme på ferie fra København i nogle dage. Det gør mig dybt taknemmelig. Og taknemmelig over, at Sara hele tiden var omgivet af gode mennesker i sit liv.

Hendes far bliver, hans kæreste kommer. Jeg er sikker på, at Sara ville ha’ elsket hende.

En god dag.

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Morgen

Det er længe siden, jeg har skrevet her. Min Nepalrejse i marts krævede megen energi – efter hjemkomsten! Jeg blev banket træt af lang rejsetid over mange tidszoner, af bronkieproblemer derovre pga. forureningen i Kathmandu. Og vel også af alder? Har været ved at gøre op med mig selv, om det er okay at blive ved med at rejse så langt. Om alt dette – hvis du er interesseret – kan du besøge min blog om at rejse alene her

Sara, der dukker op i mine tanker. På rejsen. Og hver dag herhjemme. Som altid. Og jeg får lyst til at dele noget, jeg skrev til Sara om morgenen den 25. maj:

Morgen.

Ned til fjorden med den første kop kaffe. Som jeg gjorde, lige da jeg gik på pension. Sagde til mig selv, at det ville jeg gøre. Tit.

Og nu er der gået seks år – uden at jeg er vendt tilbage om morgenen.

Men i dag. I dag sidder jeg her.

Mit lille siddeunderlag på en flad sten blandt de mange kantede.

En slurk kaffe med fjordens skønhed foran mig.

Der er lavvande og grønt af tang her ved bredden.

En lidt rådden lugt hænger i luften uden at være invaderende.

Mågerne, der sidder i en lang række på badebroen derhenne til højre for mig..

Et par store fugle i luften lige over mig (hvorfor ved jeg ikke, hvad det er for nogle?).

Svanerne, der er trukket langt ud mod midten af fjorden, så langt ud, at de ligner små, hvide papirsbåde, som glider af sted på det stille vand.

En ny slurk kaffe, mens jeg tænker, at fjorden var det sidste, du så.

Er det godt at dø med et smukt, sidste syn?

Får øje på en sten, som ligner et ansigt. Lidt tangtrævler, der har sat sig som lukkede øjne, lukket mund.

Dig.

Minder mig om et minde, som ikke er mit.

Dig, der ligger med lukkede øjne på vejen og forbløder.

Gråden, der stiger i mig. Som altid kun til halsen, hvor den kvæler mig.

Lidt

Og blidt

Og et stik i hjertet

Så hører jeg trafikken bag mig

 

Til dig, der har mistet et barn

Lidt om, hvordan du kan have dit døde barn med i livet – og også hvordan du kan prøve at håndtere, hvis folk i dine omgivelser ikke længere spørger ind til tabet

(NB Jeg har rettet i dette indlæg, som jeg nedskrev hurtigt forleden. For ved genlæsning kunne jeg se, at min pointe blev utydelig – og at det kunne forstås, som om jeg underkender andres oplevelser af omgivelsernes berøringsangst.)

Jeg skrev i mit seneste indlæg om, hvordan jeg følte mig nærmest lykkelig over de seneste års fokus på det at miste et barn. Flere gode bøger, en nærmest eksplosionsagtig fremkomst af artikler og kronikker om emnet. Senest har jeg set, at Politiken for tiden kører et tema om Sorgens sprog – hvordan danskere taler om døde, og hvordan vi forholder os til venner, der har mistet. En påmindelse om, at vi mangler et sprog for sorg og tab, at vi skal turde forholde os til venner, som har mistet en nærtstående. For mange, som har mistet – og det gælder ikke kun for dem, der har mistet et barn, men også en anden nær pårørende – oplever i tiden, der følger, at venner og bekendte undgår at spørge ind til tabet. Eller en uvilje i omgangskredsen til at tale om det døde barn. Den, der har mistet, oplever ofte denne “gåen uden om” som en manglende interesse, en berøringsangst – måske fordi den anden fejlagtigt er bange for at gøre én endnu mere ked af det eller måske en berøringsangst for svære samtaler i det hele taget.

Jeg har efterhånden også hørt det rigtig mange gange blandt sørgende. Sorgens rum er i forvejen et ensomt rum – og det kan føles endnu mere ensomt, hvis man oplever, at der også er ensomt udenom.

Det har fået mig til at tænke tilbage på mit eget forløb i tiden, der fulgte Saras død.

I starten oplevede jeg overhovedet ikke noget af den berøringsangst, som mange taler om. Måske var jeg én af de heldige, som var omgivet af mennesker, som lyttede og spurgte. Familie og venner var der til at høre mig sige det samme igen og igen. Selv folk på gaden, som jeg kun kendte af udseende eller kun havde talt ganske lidt med, kunne spontant komme hen til mig, sige, at de havde hørt, hvad der var sket, udtrykke deres medfølelse.

Men da der var gået 5-6 måneder, var det ikke længere det, der var det centrale i samtalen: At jeg havde mistet min datter. Somme tider kunne jeg hengive mig lidt til frustration og have ondt af mig selv, føle mig helt alene og ensom i min sorg – men samtidig vidste jeg, at hvis og når jeg bragte det på bane, så var folk der til at lytte, tale.

Og da jeg tænkte lidt dybere over det, var det egentlig naturligt at forstå dem: Det er ikke de andre, der har mistet, tænkte jeg. Det er ikke dem, der går med et åbent sår lige under overfladen. De kan måske sammenligne med andre tab, som glider i baggrunden efter nogle måneder, for de ved ikke det, som vi, der har mistet et barn ved: At alle andre tab blegner ved siden af. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: “Tænk, at jeg har troet, at jeg har været ulykkelig på tidligere tidspunkter.”

På overfladen var jeg jo selv “helet” i de måneder, der var gået. Jeg arbejdede, jeg kunne være mere social igen, jeg kunne det meste fra small talk til samtaler om politik o.a. Altså – jeg var begyndt at vende mig ud mod verden igen.

Så hvordan vide, hvad der foregik i mig – hvis jeg ikke selv sagde noget om det? De andre kunne spørge, vil nogen sige. Og det var der også nogen, der gjorde, men langt fra alle. Og – igen – når jeg tænkte nærmere over det, så kunne jeg faktisk genkende min egen adfærd: Hvor tit var jeg egentlig blevet ved med at spørge ind efter flere måneder, når venner og bekendte havde været gennem kriser og tab? Selv om de ikke havde mistet et barn, var det kriser og tab, der kunne være store nok i den givne situation. Og – faktisk – når jeg virkelig går helt til bunds i dette emne, så mistede en nær veninde et barn halvvejs i graviditeten for 30 år siden. Jeg er ikke stolt over at indrømme det, men efter nogle måneder spurgte jeg ikke selv ind til det.

For mig var disse virkelighedstjek vigtige på min vej gennem sorgen. Erkendelsen af, at de andre måske ikke var anderledes end jeg selv havde været. Men også at jeg selv blev nødt til at fortsætte med at bringe min sorg, mit savn og andre følelser forbundet med tabet på bane. At det, der måske var min egen berøringsangst for endnu en gang at tale om MIG, ikke skulle bremse mig.

Alle disse refleksioner gjorde, at jeg besluttede mig til at rundsende en mail til venner og familie med en slags statusrapport om, hvordan jeg havde det efter det første halve år – og at de skulle vide, at jeg stadig havde brug for at snakke med dem om mine følelser, men også – og især – om Sara, mindes Sara sammen med andre, der havde kendt hende.

For det blev tydeligt, at efter sorgen gradvis forandrede sig til et dybt savn, så blev det mere og mere vigtigt for mig at holde minderne om Sara i live. Mange forældre taler om deres levende børn, mens andre gør det sjældent. Også her kom jeg til at tænke på mine egne reaktioner: Hvis jeg havde hørt, at der f.eks. var problemer med et barn i omgangskredsen, i hvor lang tid huskede jeg så at spørge ind til dette? Glemte jeg det ikke ofte, når den givne forælder ikke selv tog det op?

Så en ny erkendelse var, at jeg selv havde et ansvar for at tale om Saras liv – for det var mit behov, ikke nødvendigvis andres. Men jeg kunne lære noget af de forældre, der glade og gerne fortalte om deres levende børn – og uden at blive spurgt. Jeg havde masser af ting fra Saras liv, som jeg gerne ville blive ved med at dele med andre.

Et spørgsmål, som måske presser sig mest på, hvis man har mistet sit eneste barn, er, om man stadig er mor eller far. Men selv om man har flere børn, melder tankerne sig om, hvordan man nu er mor eller far for det døde barn. Hvordan er hun eller han stadig med i familien?

Den aften på skadestuen for over syv år siden var det forfærdeligt for mig at tænke ”jeg er barnløs nu” eller ”jeg er ikke mor længere.” Men da vi planlagde bisættelsen, da vi ordnede alle de hundredvis af ting, der skulle ordnes i den tid, da kunne det på en måde glæde mig, at jeg stadig gjorde noget for hende, selv om det var til en bisættelse og en mindesammenkomst, at mit mor gen kunne udtrykke sig. Og bagefter, tænkte jeg. Hvad så nu?

Jeg ved heldigvis nu, at jeg altid vil være Saras mor. Bl.a. gennem mine fortællinger om hende, Jeg kan ofte relatere til hende, og jeg vil gøre mit til, at hun aldrig bliver glemt. Derfor poster jeg regelmæssigt hendes fotos på Facebook, både på min egen profil og på hendes. Det blev også en del af min motivationen til at skrive en bog om sorgprocessen: At hun ikke blev glemt. Det er min moderkærlighed, der passer hendes gravsted. Ikke, fordi jeg tror, at hun er der, men fordi der skal se smukt ud – til ære for hende. Det er hendes liv, det liv, hun levede, jeg ærer. Det er det også, når jeg donerer penge til et eller andet godt formål. Så tænker jeg på hendes gavmildhed.

Det er en lang proces  at opbygge et nyt forhold til det barn, der ikke længere er det levende, men det døde barn. At komme gennem sorgen betyder ikke, at vi skal slippe vores barn, for han eller hun bliver aldrig et overstået kapitel, han eller hun vil stadig være en del af vores liv. En del af den proces er, at vi taler om vores børn, selv om de er døde.

Det betyder ikke, at vi altid skal fortælle om sorgen, dykke ned i tragedien. Vi kan vælge, hvilken historie vi vil fortælle. I starten brugte jeg oceaner af tid på at fortælle den samme historie igen og igen: Hvad der skete. Alle mulige detaljer. Det var godt for mig. Dengang. Nu taler jeg om Sara på en anden måde. Andre forældre taler om deres levende børn. For sådan er det jo. Vi taler om vore børn. Min datter er død, men hun skal ikke også ties ihjel. Hun har levet, og jeg har meget at fortælle om hende og det liv, der var hendes. Egentlig nåede hun at leve ganske meget i sit korte liv.

Vi kan fortælle om vores døde barns liv på mange måder. Holde fortællingen om dem i live.

Jeg selv blander mig i samtaler ved at inddrage Sara som eksempel på mange forskellige måder. Det kan være, når samtalen med forældre med teenagebørn kommer ind på rammer og regler. Så kan jeg dele minder om, hvordan vi gjorde ift. Sara, hvordan hun reagerede. Eller hvis forældre er bekymrede omkring voksne børns rejser ud i verden, så deler jeg mine oplevelser omkring Saras Kinaophold, og hvad hun selv sagde om det, hun fik ud af det. Om børn, der flytter hjemmefra – jamen jeg har masser at sige, om hvordan Sara og jeg klarede den proces.

Jeg holder mig heller ikke tilbage for selv at åbne for emnet Sara. F.eks. kan jeg, ifm. en jul, der nærmer sig, sige, at jeg næsten ikke orker juleforberedelser. Men at det er, som om Sara kommer og prikker mig på skuldrene og siger: “Kan du så komme i gang!” Med alt det, som hun syntes hørte med til julen. ”Den der italienske julekage – hvorfor laver du ikke den i år?” eller ”Glem nu ikke kødspiserne – de elsker jo den franske anderillette.”

Det er blot få eksempler. Og de kan måske lyde banale for andre, der ikke har mistet. Skulle det være nødvendigt at tænke så meget over det? Ja, det er det – indtil det bliver en naturlig del af ens væren. Og jeg skriver det frem for alt for at give en fornemmelse af, at vi ikke selv behøver at være med til at tie vores barn væk. Vi skal ikke vente på, at andre spørger, men bringe samtalen ind på vores børn, når vi har behov for det. Fortællingen har en kraft, som kan gøre os godt. Og dette gælde vel for alle, der har mistet en nærtstående – ikke kun for dem, der har mistet et barn.

Jeg vil håbe, at mine refleksioner måske kan hjælpe – bare en lille smule – dem, der føler sig forladt og undgået af andre. Nogle gange ER det rigtigt, at du møder andres berøringsangst. Men ved at almengøre den på en lidt anderledes måde, ved at huske egne reaktioner, bliver det måske nemmere at være i. Og måske kan du føle dig lidt mindre alene.

Når jeg genlæser alt det, jeg har skrevet her – så bliver jeg lidt bange for, at det kan læses, som at man selv – også i den dybeste smerte – har et ansvar for selv at komme ud af skallen, hvis andre ikke spørger. Det kan man ikke. Man har brug for andres omsorg, brug for at være omgivet af mennesker, som ikke er berøringsangste. Måske er det sådan, at hvis man får sit behov for omsorg, og for at blive hørt og forstået, dækket i den første aller sværeste tid, så bliver det måske nemmere selv at fortsætte fortællingen, uden at andre spørger.

Og her kan tidens fokus på død, sorg og tab måske fremme en bevidsthed om, at der er brug for at forholde sig til ét af livets grundvilkår (at vi alle på én eller anden måde kommer ud for dødsfald og sorg i vores liv) på nye måder. At vi spontant kan bruge en slags indre manual for, hvordan vi gør, hvad vi siger til den sørgende. For hvis vi ikke har et sprog om død og sorg, kan det være svært at finde ét, når man pludselig har brug for det. Når en nærtstående dør, eller når en ven har mistet en nærtstående. Eller man selv mister.

At jeg selv havde et sprog for døden og de døde, for livet og et måske efterliv , hjalp mig nok mere end jeg vidste dengang. Når jeg senere har takket folk for at have været der, lyttet til mig, talt til mig, så var der ofte nogen som sagde: Men du var nem at tale med. Du viste hele tiden, at det var okay at tale om det. Det vidste jeg ikke, at jeg viste. Men måske er der noget om det. At hvis vi selv kan tale om døden og den døde og følelserne, som er svære at rumme – så er det vel også nemmere for andre at være der.