Kategoriarkiv: At have den afdøde med i livet

Nyt fokus på sorg i medierne

Mit indlæg fra i går – om jul og nytår – fik mig til at tænke på en ny kronik, jeg skrev her i efteråret, men som jeg ikke har fået udgivet.  Den tager udgangspunkt i de artikler og udsendelser omkring emnet “sorg”, der har været i medierne i år:

At leve med sorg

Jeg er nærmest lykkelig over at opleve den eksplosion af artikler og temaer om sorg og død i forskellige medier. De nye bøger om emnet. At der er kommet mere fokus på det, som er en del af ethvert menneskes betingelser: At opleve døden, både ens egen og andres. At miste og at være i sorg. Det er, som om der bliver givet mere plads  til at forholde sig til døden, til sorgen på nye måder. Er der ved at være skrevet nok? Er det nu nødvendigt med et indlæg mere? Jeg vil forsøge.

For det giver  mening i disse diagnosetider at se på livet med sorg og savn fra mange vinkler. Det giver hjælp til at forstå, at sorg er andet end en krise, der skal overstås. At tabet og savnet er et nyt grundvilkår i ens liv, hvis en nærtstående er død. At det måske altid være med i ens liv fremover, men at man kan lære at leve med det. Og der er mange måder at gøre det på.

For nogle måneder siden, helt nøjagtigt den 9. juli, skrev Katrine Marie Guldager (KMG) en smuk tekst om sorg i klummen “Moderne Mennesker” i Politiken.

Det var sådan en tekst, jeg kunne have ønsket mig at læse for syv år siden, da jeg følte, at mit liv stoppede, fremtiden forsvandt.

Det startede på det, der havde været en helt almindelig dag. Som dage er flest. Man aner ikke, at katastrofen lurer lige om hjørnet.

Men pludselig stod jeg dér, på skadestuen. For at identificere min datter. Mit eneste barn. Død efter en trafikulykke. Dér lå hun, smuk og fredfyldt. Lignede sig selv. Så meget, at jeg lige havde haft travlt med at lede efter livstegn. For hvis der stadig kom blod ud af øret, var hun vel i live,  ikke? Og dér, ved øjet, der var lidt vådt. Lå hun hun og græd? “Hun er død,” sagde de, lægen, sygeplejersken. Ramt af en lastbil, i ryg og baghoved, kastet op i luften og faldet ned på jorden, hvor højre tinding måske fik det dødelige slag. Ud over hele hendes ansigt var der som et fint tegnet edderkoppespind af blod. Det så ikke engang skræmmende ud.

Det, der var skræmmende, det var den begyndende erkendelse af, at hun var død. At hun aldrig mere ville være her som en del af mit liv. Hun, der et par timer forinden havde været fuld af liv og med den form for udødelighed, som unge besidder. Det skræmmende var også den ensomheds- og forladthedsfølelse, der fulgte med den erkendelse. Min datters far var der, en veninde. Flere venner og familiemedlemmer kom til i løbet af aftenen. Mens jeg følte mig alene og forladt som aldrig før. Derinde i sorgens ensomme rum, omgivet af den tåge, som havde lagt sig beskyttende omkring mig, så virkeligheden kom lidt længere væk.

Min oplevelse af, at det nu var efter, ramte mig næsten fysisk. Det blev svimlende at tænke på en fremtid, som jeg overhovedet ikke kunne forestille mig. Den første tid havde jeg vel slet ikke lyst til at være i livet.

Der var kun nuet, hvor sorgen og tabet fyldte det hele. Min datter var død. Pludseligt. I en trafikulykke. 23 år og 9 måneder blev hun. Noget af det, jeg gentog, igen og igen, der på skadestuen ved min døde datter, var: Jeg er 63 år og barnløs. For i de øjeblikke gik det op for mig, hvor meget omsorgen og kærligheden til hende havde fyldt de sidste næsten 24 år. Al den kærlighed og omsorg, der nu blev hjemløs.

Jeg kunne fuldkommen genkende mig i KMG’s ord om at folk siger til én, at man kommer over det, men der, hvor man helst vil være, er lige præcis dér, hvor man er tættest på den afdøde. I sorgen. I smerten.

Det erkendte jeg i de allerførste dage. At den skærende smerte, som sad der i hjertet – det var jo kærligheden til min døde datter. I sorgen og smerten oplevede jeg kærligheden til hende. Jeg var sammen med hende, lige der. I dette rum, når sorg og savn var størst, var jeg også tættest på min datter. Der blev sorg og kærlighed forenet. Så det blev aldrig: ”Tag min sorg fra mig” Det var jo der, jeg kunne mødes med min datter. Igen og igen. Og det ville jeg ikke være foruden. Sorgen var kærlighedens udtryk. Den kærlighed, som søgte efter hende, der nu var væk. Den erkendelse hjalp mig i min proces. Den blev en begyndende hjælp til at leve med tabet.

Min rejse gennem en ny del af mit liv begyndte. En rejse, hvor min tidsregning fremover ville være før og efter. For hvert skridt, jeg tog, skulle jeg finde fodfæste. Læsning blev én af mine overlevelsesstrategier. Ikke faglitteratur. Jeg, der var psykoterapeut, kunne ikke finde støtte i de gamle teorier om sorgens faser, selv om jeg i mit arbejde selv havde lænet mig op ad disse. For som KMG så rigtigt beskrev i sin klumme, så er faser noget man går ind og ud ad, de roder rundt og ankommer forskelligt eller i “forkert” rækkefølge. Det oplevede jeg til fulde. Det var nærmest, som om jeg kom gennem alle faserne hver dag, somme tider flere gange om dagen: Chokket var der igen, jeg blev fortvivlet, jeg begyndte at erkende og bearbejde, jeg kunne endda tænke lidt fremtid – og så: Tilbage til start. Jeg oplevede, at jeg sørgede i cirkler og følte mig forkert.

Men at læse beretninger fortalt af mennesker, der havde mistet et barn, og som i hvert fald var kommet så langt, at de levede videre – og at de oven i købet formåede at sætte ord på sorgen og tabet – det var som at træde ind i et fællesskab, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle være en del af. Men et fællesskab, der gav en slags trøst. Og måske også et håb.

Jeg tog den første tids skridt ud i sorgens ensomme land med de omtalte bøger under armen. For sorg er ensomhed. Selv om du er omgivet af nok så mange omsorgsfulde venner og familie, så er det din sorg, dig, der oplever den indefra. Jeg vidste, at selv om vi var mange, der sørgede over den samme, så var den enkeltes oplevelser af sorgen individuel, alt efter om man havde mistet en kæreste, en god veninde, et barnebarn, en kusine. Hver enkelt havde sit eget tab at sørge over. Og selv om min datters far og jeg begge havde mistet vores datter, så ville også vores sorg være forskellig. Så meget vidste jeg. At den måde, jeg oplevede min sorg på, var min alene. Og i sorgens rum blev jeg længe ved med at føle mig forladt og ensom.

Læsning var én af mine måder at komme ud af denne ensomhedsfølelse på. At skrive blev en anden,

At skrive om sorgen var at skrive fra ensomhedens rum. Derinde, hvor jeg var alene som aldrig før, selv om jeg et eller andet sted godt vidste, at det ikke passede, at jeg var helt alene. De andre var rundt om mig, parate hver gang jeg rakte ud, somme tider før. Men sorgens ensomme rum var det sted i mig, som andre aldrig nogen sinde helt ville kunne forstå. Rummet fyldt med savn, opgivenhed, meningsløshed, kaos, vildskab. Lysten til at rive håret af, banke hovedet ind i væggen, skrige højt, stoppe livet. Selv om det sidste nok ikke var helt rigtigt. Kun i øjeblikke. Ved at skrive fik jeg mine skrig ud.

KMG gjorde opmærksom på Melanie Kleins to opgaver ift. at leve med sorg: At acceptere, at den døde ikke er her længere og at holde den døde levende. Så enkelt, så let forståeligt.

Hvis jeg havde læst om dem tidligere, havde jeg glemt dem igen. Men jeg opfandt dem på min egen måde. Med et ståsted i en eksistentiel og buddhistisk holdning til livet, vidste jeg fra dag ét, at dette var mit nye livsvilkår. Selv om jeg kunne ønske mig at vågne op efter en ond drøm, eller jeg kunne forestille mig parallelle verdener, hvor dette ikke var sket, så vidste jeg, at min datter var død, at det var uopretteligt, at mit liv fremover ville være uden hende.

Den anden del af Melanie Kleins opgaver/ råd ift. at leve med sorg, falder helt i tråd med nyere sorgforskning, som bl.a. viser, at sørgende, som lever bedst med et tab, er dem, der formår at finde ud af at have den døde med i det videre liv på nye måder.

En måde at have den døde med, er at tale om ham/ hende. Jeg talte – og taler – meget om min datter. I starten handlede det om sorgen over, at hun ikke var her, men det forandrede sig til mere og mere at handle om, hvad hun havde været, sagt, gjort – alt det, som man siger om sine børn, der lever, kunne jeg sige om min datter, der havde været i live.  Hun var død, ja, men hun skulle ikke også ”ties ihjel”. Det ville for mig – bogstaveligt talt –  være som at lade hende dø endnu engang. Og det var – og er – en dejlig følelse at være sammen med andre, som har kendt og elsket hende, øjeblikke, hvor vi bare kan dele minder frit.

I øjeblikke, hvor sorgens dybe hul kaldte mig ned, begyndte det at lykkes for mig at flytte fokus til en taknemmelighed. At jeg kunne vælge at være taknemmelig over det liv, der havde været, takke min datter for at have været i mit liv i næsten 24 år. Og jeg begyndte at kunne skrive om hende, skrive fortællinger om hendes liv.

Som jeg så skrevet et sted, men glemt hvor: ”Man er gået fra den nødvendige smerte til den nødvendige fortælling.” Der er meget sandt i de ord. For i fortællingen er den døde et øjeblik levendegjort med alt det, som han eller hun har betydet. Fortællingen lindrer noget af smerten og gør det nemmere at huske den levende, der var i stedet for den, der døde.

Nu er der gået over syv år. Sorgen har forandret sig meget over tid. Det er aldrig mere det gabende hul, som jeg gik i fare for at falde ned i. Men savnet lever videre. Jeg bliver ved med at længes. Jeg tænker stadig på min datter mange gange hver dag. Med tanken om hende, følger længslen. Og en undren over, hvordan hendes liv mon ville have formet sig nu, hvis hun stadig levede. Men også den der taknemmelighed over, at hun har været her.

Og nu,  syv år efter,  kan det stadig være lidt uvirkeligt. Tanken: “Er det virkelig sket?” efterfulgt af  det velkendte stik i hjertet, et længselsråb, der stiger fra maven. Det kommer sjældent ud og kun som en hvisken. Det fylder bare. Indeni. Andre gange kan det være tanken ”Sara er død”, der pludselig er der, tilsyneladende uden grund, og næsten som om det er første gang, jeg konstaterer det.

Det ensomme rum har også forandret sig over tid. Det er der, men det føles sjældent så ensomt, som det engang var. Det forsvandt vel lidt efter lidt i takt med, at livet fortsatte. dag efter dag. Livet, som jeg lidt efter lidt, tog mere og mere del i, med alle de oplevelser, glæder og almindelige nedture, der hører til livet. Et liv, som jeg – på trods af sorgen – begyndte at finde indhold i igen.

For livet kaldte – lige fra starten. Der slap lidt lys ind ad sprækker, hvis jeg var opmærksom på det. Jeg oplevede også, at selv om jeg kunne være fuldkommen opslugt af min sorg, så kunne jeg alligevel, det næste øjeblik, deltage i livet. I den allerførste tid, fordi der var så meget, der skulle ordnes, organiseres, senere fordi jeg begyndte at arbejde igen, sagde ja til invitationer, var med, lidt efter lidt, de steder, hvor jeg var med før. Med sorgen og savnet i baggrunden. Parat til at vende tilbage til disse følelser. En evig skiften mellem sorg og liv, hvor livet, der udfoldede sig, gradvist tog mere plads.

Men hvis jeg beskriver disse stik af savn, som når jeg ser en mor og hendes voksne datter på café, eller hvis jeg beskriver, hvordan jeg i en kirke i Frankrig tænder et lys for Maria og hendes døde søn og nærmest rammes helt fysisk ved pludselig at forstå Marias smerte, mon jeg så ville kunne få diagnosen kompliceret sorg eller forlænget sorgreaktion?

Melanie Klein kommer mig til hjælp og siger: Du ved, at din datter er død – og du har hende stadig med i livet.

 

 

Jul og nytår

Julen er overstået. Nytåret ligger lige foran. Det er den 8. jul og det 8. nytår uden Sara. Sorgen tynger ikke længere i juletiden, som den gjorde de første år. Det er savnet, der ligger derinde, med lidt tristhed, som et stille, ikke ubehageligt, akkompagnement til det, der sker omkring mig. Ikke ubehageligt – fordi det bringer minder om Sara. Næsten en trøst – at hun aldrig forsvinder ud af min erindring, ud af mit liv.

Det har også været jul og snart nytår for de nye sørgende. Alle dem, der har mistet et barn, en kæreste, en ægtefælle, en forælder, en kær ven i løbet af året. Den første jul er vel sammen med den første fødselsdag de sværeste “første gange” at komme igennem efter tabet.

Når jeg tænker på min egen “første jul” og “første nytår” efter Saras død, var den tid fyldt af minder om samme tid året før. Dengang jeg ikke vidste, at det var sidste jul med Sara.

At se mødre på juleindkøb eller på café i december måned med deres voksne døtre, gav mig lyst til at skrige til dem: “Ved I hvor heldige, I er?” Og jeg var nærmest lykkelig for at tage på en slags flugt fra julen, ned til Paris sammen med hendes far. Til Paris, hvor hendes storebror bor. Væk fra den danske jul. Ned til noget, der var anderledes. Det blev nemmere at gå rundt og mindes Sara i Paris end i Aalborg. Og nytårsaften, hvor hendes far og jeg sad sammen – og så film om det at miste et barn. Ordinary People og The Rabbit Hole. Begrave mig i savnet og for alt i verden ikke tænke på, at det var nytår. For så ville det allerede være “sidste år” at Sara døde. Afstanden til hendes liv ville blive større. Eller som én af hendes veninder udtrykte det: “At gå ind i det nye år er som at efterlade Sara i 2010.” Sara, der for al tid ville være 23, mens alle veninderne blev ældre.

Så omkring jul og nytår ved jeg, hvor slemt det føles, hvor slemt det er, for dem, der skal igennem den tid for første gang. Luften, der dirrer af alle de forventninger, der bliver lagt i juletiden. Familieidyl, der bliver flashet på facebook med fotos af nisseklædte børnebørn eller opslag om, at alt er parat til jul, roen, der sænker sig. Selv om billedet af den perfekte jul og den glade, forenede familie kan være nok så falsk – opreklameret – så gør det ikke mindre ondt i den sørgende, der nu mangler én. Den jul, der måske ikke var perfekt, får nu heller ikke muligheden for at blive det.

31 års fødselsdag

Fødselsdag igen. Sara, der kunne være blevet 31. Tankerne går til hende, lidt mere end ellers. Dvæler ved minder, fotografier. Sender lykønskninger til der, hvor hun måtte være. Ser flere fotos, poster nogle på facebook. Billeder fra fester og sjove situationer. Måske er det godt for mig – i dag – at se hendes liv som en fest. Bager én af hendes yndlingskager, Brunsvigeren. Der kommer ikke længere så mange forbi på hendes fødselsdag. Hendes veninder arbejder, bor langt væk, flere har fået børn. Men boller og Brunsviger skal der være. Jeg kan jo fejre fødselsdagen alene. Gå lidt i fødsel igen. Mindes min første øjenkontakt med den nyfødte Sara. Samle mit sjal om mig og dykke ned i minderne.

En af mine veninder spurgte mig forleden, om det var med uro i maven, at jeg nærmede mig Saras fødselsdag. Men sådan er det ikke. De første år, ja – og især det allerførste, hvor alle mærkedage, fødselsdage, højtider var en første gang – uden Sara. Fødselsdagen så jeg dog, til trods for denne første gang, som en hyldest til Saras liv. Meget anderledes end dødsdagen. På fødselsdagen var/ er det hendes liv, jeg vil huske. Alt det liv, der var. Den levende Sara.

Og det er faktisk den levende Sara, jeg mest tænker på. Også i hverdagen. De pludselige strejf af smerte i hjertet, de pludselige påmindelser fra sindets dybde – “Sara er død” –  de er der også stadig. Men det er den levende, som har været i mit liv i næsten 24 år, der får lov til at fylde. Og i mine fortællinger sniger hun sig ind, igen og igen. Jeg får lyst til at kopiere denne, som “skrev sig” næsten af sig selv for et par uger siden:

“Jeg står ved én af stierne, som fører ind i skoven. Den skov, jeg kender bedst. Skoven i udkanten af Nibe. Ikke specielt stor, men stor nok til at det tog tid at kende alle stierne, lysningerne, områderne med nåle- eller løvtræer. Tid til at udforske den alene og sammen med min datter.

Når jeg står her aftenen før fuldmånen, får skoven dette eventyragtige skær, som kun kommer på denne tid af månedens cyklus, og ved mine første skridt ind i skoven er det næsten, som om jeg hører ekkoet af min datters barnestemme, der fortæller om, at hun har været oppe på Nissehøjen med småkager til nisserne, eller sommerdage, hvor hun begejstret fortæller om et træ, som hun har plantet, om manden med bierne i udkanten af skoven.

Det føles så virkeligt, at jeg kan tage Sara i hånden, mens jeg går videre. Ja, denne gang skal min måneskinstur i skoven ikke være en alene-tur, men en vandring med Sara. Hendes venstre barnehånd ligger i min højre hånd. Det føles bekendt og godt at vandre på månestien sammen med hende.

“Er det lidt uhyggeligt at gå her?” spørger hun med en næsten hviskende barnestemme og klemmer min hånd.

“Det kan føles uhyggeligt, men det er mest vores tanker, der får os til at tro, at noget er uhyggeligt. Se, vi er i skoven, som vi kender. Det er bare nat, og månen lyser.”

Jeg mærker, at hendes hånd slapper lidt af, mens vi går videre, og jeg spørger: “Hvor har du lyst til, at vi går hen?”

“Til Nissehøjen,” svarer hun.

Okay, tænker jeg, det er i den mørke ende af skoven, der, hvor både sol- og månelys har svært ved at trænge ned mellem træerne. Jeg ville nok hellere ha’ været på Hestepladsen, lysningen, der vil være omkranset af månelys og med ekkoet af musikken fra sommerens festival hængende mellem træerne. Men nu har jeg spurgt hende, så det må blive Nissehøjen.

“Det er dig, der har fortalt mig, at den hedder sådan,” siger jeg, da vi drejer til højre ad en sti, som fører derhen.  “Det var Ulla, der fortalte os det,” siger Sara. “Den dag før jul, da hun fortalte et eventyr om nisserne i Nibe, inden vi skulle ud for at finde stedet, hvor de bor. Med småkager til dem. Tror du, vi ser dem i nat?”

“Det ved jeg ikke,” siger jeg, “men det er dejligt, at du er med mig i skoven. At du godt vil gå den tur sammen med mig.”

“Du lærte mig jo, at jeg ikke skulle være bange i mørket, ” siger hun. Og pludselig lyder stemmen som den voksne Saras. Jeg kigger ned på hende. Det er stadig den 5-årige datter, der går ved siden af mig.

“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. “Ved du, at efter din død var jeg i en periode voldsomt i tvivl om, om jeg havde givet dig nok i livet?” – “Det gjorde du,” siger hun, stadig med voksen stemme, mens det er det lille barn, jeg holder i hånden. “Men det skal vi ikke tale om, det er du jo kommet igennem, er du ikke?”

Sandt nok, men somme tider er det næsten, som om jeg længes tilbage til den første periodes kaos af tanker. Men, rigtigt, at det er jeg vist kommet igennem. Det er længe siden, at tvivlen har martret mig, længe siden, at jeg har stillet mig selv umulige og ubesvarede spørgsmål. Og lige nu nyder jeg at genopleve Saras lille, varme hånd i min, mens vi går gennem skoven, stille, ved siden af hinanden. Smågrene knaser under vores fødder. Jeg fornemmer det allerede faldne løv omkring mine sko, da vi skyder genvej udenom stierne, ind mellem træerne. Jeg har vænnet mig til mørket og til den kolde, fugtige luft. Mit højre øje løber ikke længere. Tårekanalen har også vænnet sig til kulden og til vandstanden i øjet. Her er tyst og godt og sikkert. Vi kender skoven. Begge to.

Nu kommer vi ud på en bred sti, og vi nærmer os Nissehøjen. Jeg ser lys længere fremme. Hold nu op, tænker jeg, da jeg ser, at højen står på glødende pæle, og at den er lyst op, indefra, næsten gennemsigtig. Er det ikke lidt for meget at fremmane sådan et syn. “Stop nu med at nedgøre dine oplevelser,” siger Saras voksenstemme. “Du ser, det du ser. Lav det ikke om. Lad os sætte os foran højen.”

Vi sætter os i de faldne, fugtige blade. Jeg er ligeglad med at blive våd og kold. Sætter mig godt til rette i skrædderstilling med lugten af muld i næseborene, mens varmen fra højen begynder at nå min krop.

“Du skal bare sidde,” siger Sara, “lade komme, det, der kommer. Lade det være, hvis der ikke kommer noget.” Så jeg sidder bare. Der sker ikke andet, end at jeg føler mig tryg, glad, mærkelig varm. Jeg bliver bare i oplevelsen, men kan ind imellem ikke lade være med at vente på, at noget mere skal ske, i højen eller udenom. Noget der vel ske. Hvorfor ellers komme herud?

“Hvis du så gerne vil have noget med dig,” lyder Saras stemme, nu længere væk, henne fra højen, “så husk de nye tanker, du fik i går: Om du ville være mere lykkelig nu, hvis jeg levede. Hvor svært det var at svare på. Det er spørgsmål, som du ikke kunne stille tidligere, men et vigtigt spørgsmål at gå videre med. Og du ved, at ligegyldigt hvad du tænker, så kan jeg bære det, der hvor jeg er. Du har været mig en god nok mor, både i livet og i døden.”

Jeg græder lidt ved hendes ord. Ser mig omkring. Sara er væk. Højen står som en stor, mørk skygge mellem træerne. Alt er stille. Jeg vil gå hjem, taknemmelig over oplevelsen. Hjem for at sove i månelysets skær.”

Som jeg har nævnt tidligere, er man i nyere sorgforskning mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have sine afdøde med videre i livet. Det kan gøres på mange måder. At lave fortællinger om den, man har mistet (som i ovenstående) er én måde. At fortsætte med at fortælle om sin afdøde pårørende, det liv, der var, hver gang det er relevant, er en anden måde.

Lige nu, når jeg genlæser fortællingen og husker det spørgsmål, som pludselig dukkede op – om jeg ville være mere lykkelig, hvis Sara levede – så husker jeg, at jeg jo faktisk allerede gav udtryk for dette i slutningen af min bog: At jeg var glad igen, nogle gange lykkelig. At jeg havde alt, hvad jeg havde brug for i livet. Det eneste, eller nærmere DEN eneste, der manglede, var Sara. Og lige nu tænker jeg videre, at jeg har hende jo med i livet, på forskellig vis. Hjælper det mig til at jeg kan føle mig lige så GLAD, som hvis hun var her? For med eller uden Sara var/ er lykken en flygtig tilstand.

 

En fortælling

(Billedet herover er 7 år gammelt. Saras sidste vinter)

Siden sidste sommer har jeg deltaget i en slags skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Oplevet fortællingens kraft. At jeg gennem skrivning kan finde ny energi, når skrivningen bliver meditativ og let flydende. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter Saras død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her og min rejseblog har virket godt for mig, men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og Sara dukker selvfølgelig op i mange af opgaverne, sniger sig ind, bliver en del af det, jeg oplever, mens jeg skriver, eller hun giver min fantasi vinger. Derfor får jeg lyst til at dele en fortælling, hvor hun var med. Opgaven var en tur ud i marts måned samt integrere elementer som solopgang, være en del af – og en gås, som bringer en besked/ en indsigt:

GULDGÅSEN

Jeg ved lige præcis, hvor jeg vil gå hen. Hvilken mark, jeg vil opleve solopgangen over. Jeg skynder mig ud til det sted ude på landet, hvor min datter og jeg boede i 2½ år, indtil hun flyttede til København. En nedlagt landejendom med et meget stort stuehus, hvor vi boede i stueetagen, omgivet af en kæmpehave og udsigt til marker, så langt øjet rakte.

Her havde jeg min morgenplads ude i æblehaven, som vestvendt var beskyttet af buske og høje moreltræer. Buskene gav også mig læ for vinden, så her havde jeg fra tidlig marts til tidlig november en havestol stående. Sad der hver morgen med et stort krus kaffe og kiggede ud over marken mod øst og mod solen. Marken bredte sig langt ud og opad i det skrånende terræn, og ca. 1 km væk stod en række træer, som dannede horisonten. Det betød, at selv om sommeren kunne jeg være der tids nok til at se solen stå op over træerne ved sekstiden.

Jeg elskede det sted, hvor jeg fandt ro i livet efter et parforhold, der vaklede mere og mere, og som endte med en lykkelig skilsmisse. En nylig operation for modermærkekræft fyldte mere end skilsmissen, men mine morgener tilbragt med meditation på mit sted mellem buskene, eller morgener, hvor jeg bare gloede lidt ud over marken, fordi jeg skulle skynde mig på arbejde lidt senere, blev en vigtig del af min healing. Her tog jeg vigtige beslutninger om, hvordan jeg ville være i livet fremover. Og at det, over alt, var vigtigt at leve for at følge min datter på vej.

Somme tider brød jeg ud i salmesang, skrålede højt “Se nu stiger solen” eller “Lysets engel går med glans”, når solen brød frem. Jeg kunne bare give los, ingen kunne høre mig. Tror jeg i hvert fald ikke.

Så det er selvfølgelig der, jeg vil ud. Jeg vil ud og opleve solopgangen fra “mit” sted. Forleden hørte jeg lyden af en flok gæs, der fløj over huset, men nåede ikke ud tids nok til at se dem. Måske vil jeg være heldig at se gæs her til morgen.

Jeg ankommer i tusmørket, går over den store gårdsplads, forbi stuehuset, der er bygget i røde mursten, kaster et blik på de tre længer, der er hvidkalkede og skinner lidt i lyset fra den tiltagende måne. Alt er tyst.  Der er mørkt både oppe hos ejerne, som bor på første sal og hos lejerne i stueetagen. Der er vist ingen, der endnu er stået op i den tidlige morgen. Klokken er nok 6:30. Men da jeg går mod æblehaven, kigger jeg til højre langs gavlen af huset og ser, at der er lys i badeværelset, hører den svage lyd af bruseren.

Videre op ad den lille skråning, dreje til venstre ad stien, der fører hen mod æblehaven. Æblelunden kaldte vi den, da vi lige var flyttet herud. På højre side af stien er der en urtehave, og til venstre er stien kranset af hybenbuske. Længere henne til venstre, lige inden æbletræerne, står der nogle bærbuske og bag dem de høje moreltræer. Mellem buskene står der stadig en stol. En stol parat til mig – og til solopgangen. Jeg hiver et tykt strikket sjal og en pude frem af min lette stoftaske, som jeg bærer skråt over skulderen, pakker mig ind og sætter mig med ansigtet mod øst. Sidder bare stille, meditativ, ventende på det mirakel det er hver dag, når solen igen spreder sit lys. Sidder længe, uden at fryse. Her er godt med læ, buskene bagved, æbletræerne til venstre, og jeg er klædt godt på.

Nu kan det ikke vare længe, selv om jeg ikke kan se solen endnu. Kun den gyldne himmel over trætoppene mod øst. Og ved det første rødgyldne lys, der viser sig, mens solens øverste bue stiger op over trætoppene, sker noget vidunderligt. Det øjeblik er jeg igen Benthe for 10 år siden. Det er begyndelsen af marts 2007. Min datter, Sara, lever. Hun er 20 år gammel. Hun skal flytte til København til maj for at starte på sit studie efter sommerferien. Hun er taget af sted til Bilka tidligt, der, hvor hun har arbejdet siden hun kom hjem fra Kina i august. Hun har lånt min bil, for jeg har min hjemmearbejdsdag. Har indrettet et rum, hvor jeg har private klienter en gang om ugen.

Om et par uger flytter vi ind til Nibe, hvor jeg vil bo, når Sara er flyttet. Så kan jeg sælge min bil og have flere penge til at rejse for.

Jeg sidder her og ved, at jeg skal nyde denne solopgang og de næste, for når jeg flytter, mister jeg den.

Det er forunderligt, at selv her, sidst på vinteren, kan jeg mærke solens stråler i ansigtet, så snart den er halvt over trætoppene.

Alt er godt, min datter er på vej i sit liv. Selvstændig, livsdygtig, flyvefærdig. Jeg kan læne mig tilbage, koncentrere mig om mit eget liv. I rolig glæde over ikke at kende fremtiden.

Jeg svæver, svæver mod øst. Blander mig med solens stråler. Jeg er let og luftig og midt i solopgangen, hvorfra jeg kigger ned over marken. Ned på kvinden, som sidder der, fredfyldt og glad i nuet. Jeg varmer hende og giver hende energi, for jeg ved, hvad hun skal overkomme, når de næste tre fredfyldte år er ovre. Jeg ved også, at hun klarer det. Som hun klarer alt.

Jeg breder mig ud over de andre marker, ned over byen, ud mod fjorden. Er fuldt til stede i livet og lyset, der igen er på jorden. Inden jeg vender tilbage til kvinden i stolen. Er mig. Igen. I nutiden.

En gås er landet på marken, lige foran æbletræerne. Tænk, så ser jeg én. Den står der og tager farve af solopgangen, bliver gylden, som om den gløder. Ja, selvfølgelig. Nibe har jo sin egen fortælling om Guldgåsen, der gløder, når der er fare på færde. Men det er der jo ikke – nu. Den kommer spankulerende hen imod mig, lægger hovedet på skrå over sin lange hals. Kommer med gutturale lyde, som om den taler til mig.

Og det gør den. Taler til mig: “Nå, her sidder du. Prøver at skabe dig den tidslomme, som du kunne ønske dig tilbage til. Når du igen tænker, om der var noget, du kunne ha’ gjort anderledes, om du kunne ha’ ændret livets gang.” En gås, der taler, og sådan lige spot on, uden indledning. Hvad siger jeg nu til de? At den ikke skal blande sig. For jeg kan vel ikke forvente andet end et dum-som-en-gås svar.

“He-he. Du er da vist ikke for klog selv,” svarer den på mine tanker. “Hvad ville du egentlig ha’ gjort? Holdt på din datter? Flyttet dig fra pc’en, så hun kunne tjekke sin mail inden løbeturen, så hun kom for sent til sin skæbne? Alt det var du jo igennem hundredvis af gange – dengang. Men du vidste jo ikke, hvad der skulle ske, så derfor kunne du ikke gøre anderledes.”

“Men det sidder stadig i mig. Så snart der bliver rørt ved minderne om den dag. Ikke tungt og selvbebrejdende. Mere som et strejf af sorg over, at tingene MÅSKE kunne ha’ været anderledes.”

“Jamen du var også gennem tankerækker af tidligere valg. Som hvis I nu havde gemt ferien i Tunesien til en uge senere. Endda, at hvis I aldrig var flyttet til Nibe, så var det ikke sket. For så var det ikke her , hun kom hjem på ferie på det tidspunkt. Og hver gang kom du frem til, at hvis nu et liv er afmålt, hvis der overordnet er en mening, skjult for dig, med livet og med døden, så kunne du alligevel intet ændre.”

“Hvorfor kommer du her og gentager alle de tanker, som jeg har haft for længe siden?”

“Fordi tiden ikke eksisterer inde i os. Måske heller ikke uden om os. Det lineære begreb er kun en pejling. Som får os til at tro, at med årstidernes gang går tiden. Vi måler forandringer som tid. Men vi forstår ikke tiden. At et nu er både det nu, der var, det nu, der er, det, der kommer. Derfor er dit nu tit et nu med Sara. Det er ikke sorgfuldt, men glædesfyldt. Hun er stadig med dig i livet. Men nu må jeg finde mine egne. Vi skal videre nordpå.”

Og væk flyver Guldgåsen. Men Sara er nem at vække til live i minderne.

 

Pæoner og gule sko

Forleden, da jeg var ude at se på sportssko, opdagede jeg nogle gule, som var meget nedsat. Helt sikkert umulige at få solgt i den kanariegule farve. Og straks røg jeg tilbage i tiden til Saras gule sko,

Hun var 1½ år gammel. Vi skulle til Bretagne i Frankrig i påsken. Lang rejse med tog med et lille barn, mindst 24 timer hver vej. Sara skulle have nye sko inden rejsen. Finn kunne hente Sara tidligt i vuggestuen eftermiddagen inden vores afrejse. Han ville så tage hende med ud for at købe de nye sko.

Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, var det første jeg så et par nymalede gule sko. Der var ingen tvivl om malerarbejdet. De stod på en avis, stadig med pensel og gul skomaling ved siden af.

Hvad skete der lige?

Jo, Finn havde taget Sara med i Hallgren – den ypperste skoforretning i København, hvis man ville have helt fodvenlige sko. Sara, 1½ år gammel, havde højlydt ytret ønske om gule sko. Hun prøvede forskellige, brune, sorte, hvide, vel også blå. Men der var ingen gule. Og hver gang, hun havde prøvet et par sko, som sad perfekt, ville hun ikke ha’ dem. ”Gule” insisterede hun.

Til sidst sagde Finn til hende: ”Ved du hvad. Vi køber et par hvide. Så finder vi noget gul maling, og så maler jeg dem, når vi kommer hjem.” Det forstod hun. Accepterede de hvide sko. Var med til at udvælge den rigtige gule maling – og tog glad hjem med Finn for at få malet de nye sko.

Og jeg måtte jo indrømme, at de matchede perfekt til striberne i hendes flyverdragt.

Hun var meget glad for de sko. Og jeg var stolt af den lille pige, som tidligt vidste, hvad hun ville.

009 006 001

Og pæonerne? De blomstrer. Lige nu. Og står der og minder mig for altid om tiden omkring Saras studentereksamen. Aldrig før havde vi haft så mange. Og Sara, der stod blandt dem, Bankende på min rude, når hun en tidlig solskinsmorgen kom hjem efter fest – uden nøgle.

005 010