Kategoriarkiv: At holde sine afdøde “levende” gennem fortællinger

Nyt år

Vejen mod jul og nytår. Igen. Og igen vigtigt at mærke den hjælp, der er, hvis jeg åbner mig for den.

Som f.eks. da jeg besøgte den bosniske familie, som Sara tilbragte meget tid sammen med. Den yngste søster, som Sara gik i klasse med, var der ikke. Men hendes storesøster, som jeg ikke ser så tit, var der med én af sine sønner på 7 år.

“Er du Saras mor,” spurgte drengen pludseligt. Er du Saras mor?. Sikken et dejligt spørgsmål. Det er meget længe siden, nogen har spurgt sådan.

“Ja, det er jeg,” svarede jeg. Glad og overrasket. Han har jo ikke kendt hende. Han blev født tre år efter hendes død.

“Men vi taler jo tit om hende,” sagde hans mor. “Han er også med på kirkegården, og vi fortæller historier om hende.”

Jeg blev rørt af glæde. Sara er med i deres liv. Det vidste jeg jo godt. Men her, her blev det så tydeligt med drengens spørgsmål. I nutid. “Er du Saras mor?” Et spørgsmål som i “gamle dage”, da hun levede. At andre oplever, at jeg er Saras mor. Stadig. Nu. Sara, der lever videre i fortællingerne. Ikke bare hos mig.

Vintersolhvervsfejring har altid været næsten vigtigere for mig end jul. Årets nytår. Mørket, der er på sit dybeste, og som vender. Sollyset, der fra den dag vil fylde mere og mere. Sara var med til en slags højtideligholdelse af vintersolhverv, da hun var barn, og vi næsten altid tog på udflugt til stendyssen “Troldkirken” juleaftensdag. Mens anden langtidsstegte, og inden jeg tog i kirke (det ville de andre ikke, hellere Disneyshow) tog vi på en udflugt til Troldkirken. Tændte stearinlys derude, under den store sten, mens vi talte om Vintersolhvervets betydning.

Senere har jeg højtideligholdt det med veninder, hvor vi mediterede derude på vintersolhvervs dagen. Og endnu senere har jeg været alene derude. Men i år inviterede jeg min familie til solhvervsfejring. Først med bretonske galetter og pandekager hos mig. En tur, samlet, op til Saras grav for at lægge blomster og tænde lys. Og derefter ud til Troldkirken for at fejre lysets tilbagevenden der.

Det var dejligt at inddrage familien, specielt min nieces børn, i solhvervsfesten. Og Sara, eller i hvert fald mindet om hende, var med.

Ligesom et par dage senere, hvor jeg gik ud for at gennemføre mit eget solhvervsritual ved at meditere i skoven. Her er et lille uddrag af, hvad jeg skrev om turen bagefter:

Jeg har brug for …. energi til det, jeg vil nå i det nye år. Min egen energi er lav. Viljen svigter. Jeg kommer her for at hente styrke. Hørte I det derude. Er intentionen mon klart nok formuleret? Som man råber i skoven, får man svar. Derfor er det vigtigt at råbe det rigtige spørgsmål ud mod universet. Men et uventet smutter ud: “Hvor er du mon nu, Sara?” Og en stille hvisken kommer mig i møde: “Jeg er langt længere væk end før, men alligevel tættere på, end du aner.”….

Det kunne jeg tænke lidt over. Uden at behøve at forstå det. Det var bare smukt og fredeligt. Julen kunne komme, kunne den!

33 år

Et foto af den 20-årige Sara.

Den 19. oktober kunne Sara være blevet 33 år. Den 10. fødselsdag uden hende. Selv om det kun er lidt over 9 år, siden hun døde. Men 10 fødselsdage! Det er jo næsten halvt så mange, som de fødselsdage hun nåede at fejre. Og faktisk halvt så mange, som jeg nåede at fejre med hende. 20 herhjemme, inden hun flyttede til København. Og så lige én til, da hun uventet kom hjem, sammen med sin kæreste, til sin 23-års fødselsdag.

Altså – ind imellem gør jeg hendes liv op i tal og udregninger. Som om alle tallene holder hende lidt i live. Eller jeg har bare brug for alle disse udregninger for at sætte hendes liv og mit liv i perspektiv.

Men 33 år.

Det var den første fødselsdag, hvor ingen af hendes veninder kom på besøg. Hendes far kom heller ikke. Han havde nok travlt. Jeg konstaterer det bare, Uden tanker eller følelser om at have følt mig forladt – eller at Sara blev forladt – på den dag. Jeg ved, at det er en del af den evindelige forandring. Alt skifter. Intet er vedvarende.

Hvis jeg havde siddet alene på Saras fødselsdag for bare et par år siden, ville jeg nok have følt anderledes. Men ligesom jeg bemærkede på 9-års dagen for hendes død, så er forandringen sket umærkeligt over årene. Jeg er kun glad og taknemmelig for alle de fødselsdage og årsdage, jeg har været sammen med andre om minderne. Taknemmelig over, at Saras veninder har været så vedholdende. Taknemmelig over, at hendes far har været det. Og jeg ved jo, at han holder hendes fødselsdag inde i sig selv. At de andre mindes hende den dag.

Og helt alene var jeg ikke. En god veninde – én af ungdommens velbevarede relationer – kom uventet forbi. Det blev jeg glad for. Det blev en anden, en ny måde, at fejre Saras fødselsdag på.

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Til dig, der har mistet et barn

Lidt om, hvordan du kan have dit døde barn med i livet – og også hvordan du kan prøve at håndtere, hvis folk i dine omgivelser ikke længere spørger ind til tabet

(NB Jeg har rettet i dette indlæg, som jeg nedskrev hurtigt forleden. For ved genlæsning kunne jeg se, at min pointe blev utydelig – og at det kunne forstås, som om jeg underkender andres oplevelser af omgivelsernes berøringsangst.)

Jeg skrev i mit seneste indlæg om, hvordan jeg følte mig nærmest lykkelig over de seneste års fokus på det at miste et barn. Flere gode bøger, en nærmest eksplosionsagtig fremkomst af artikler og kronikker om emnet. Senest har jeg set, at Politiken for tiden kører et tema om Sorgens sprog – hvordan danskere taler om døde, og hvordan vi forholder os til venner, der har mistet. En påmindelse om, at vi mangler et sprog for sorg og tab, at vi skal turde forholde os til venner, som har mistet en nærtstående. For mange, som har mistet – og det gælder ikke kun for dem, der har mistet et barn, men også en anden nær pårørende – oplever i tiden, der følger, at venner og bekendte undgår at spørge ind til tabet. Eller en uvilje i omgangskredsen til at tale om det døde barn. Den, der har mistet, oplever ofte denne “gåen uden om” som en manglende interesse, en berøringsangst – måske fordi den anden fejlagtigt er bange for at gøre én endnu mere ked af det eller måske en berøringsangst for svære samtaler i det hele taget.

Jeg har efterhånden også hørt det rigtig mange gange blandt sørgende. Sorgens rum er i forvejen et ensomt rum – og det kan føles endnu mere ensomt, hvis man oplever, at der også er ensomt udenom.

Det har fået mig til at tænke tilbage på mit eget forløb i tiden, der fulgte Saras død.

I starten oplevede jeg overhovedet ikke noget af den berøringsangst, som mange taler om. Måske var jeg én af de heldige, som var omgivet af mennesker, som lyttede og spurgte. Familie og venner var der til at høre mig sige det samme igen og igen. Selv folk på gaden, som jeg kun kendte af udseende eller kun havde talt ganske lidt med, kunne spontant komme hen til mig, sige, at de havde hørt, hvad der var sket, udtrykke deres medfølelse.

Men da der var gået 5-6 måneder, var det ikke længere det, der var det centrale i samtalen: At jeg havde mistet min datter. Somme tider kunne jeg hengive mig lidt til frustration og have ondt af mig selv, føle mig helt alene og ensom i min sorg – men samtidig vidste jeg, at hvis og når jeg bragte det på bane, så var folk der til at lytte, tale.

Og da jeg tænkte lidt dybere over det, var det egentlig naturligt at forstå dem: Det er ikke de andre, der har mistet, tænkte jeg. Det er ikke dem, der går med et åbent sår lige under overfladen. De kan måske sammenligne med andre tab, som glider i baggrunden efter nogle måneder, for de ved ikke det, som vi, der har mistet et barn ved: At alle andre tab blegner ved siden af. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: “Tænk, at jeg har troet, at jeg har været ulykkelig på tidligere tidspunkter.”

På overfladen var jeg jo selv “helet” i de måneder, der var gået. Jeg arbejdede, jeg kunne være mere social igen, jeg kunne det meste fra small talk til samtaler om politik o.a. Altså – jeg var begyndt at vende mig ud mod verden igen.

Så hvordan vide, hvad der foregik i mig – hvis jeg ikke selv sagde noget om det? De andre kunne spørge, vil nogen sige. Og det var der også nogen, der gjorde, men langt fra alle. Og – igen – når jeg tænkte nærmere over det, så kunne jeg faktisk genkende min egen adfærd: Hvor tit var jeg egentlig blevet ved med at spørge ind efter flere måneder, når venner og bekendte havde været gennem kriser og tab? Selv om de ikke havde mistet et barn, var det kriser og tab, der kunne være store nok i den givne situation. Og – faktisk – når jeg virkelig går helt til bunds i dette emne, så mistede en nær veninde et barn halvvejs i graviditeten for 30 år siden. Jeg er ikke stolt over at indrømme det, men efter nogle måneder spurgte jeg ikke selv ind til det.

For mig var disse virkelighedstjek vigtige på min vej gennem sorgen. Erkendelsen af, at de andre måske ikke var anderledes end jeg selv havde været. Men også at jeg selv blev nødt til at fortsætte med at bringe min sorg, mit savn og andre følelser forbundet med tabet på bane. At det, der måske var min egen berøringsangst for endnu en gang at tale om MIG, ikke skulle bremse mig.

Alle disse refleksioner gjorde, at jeg besluttede mig til at rundsende en mail til venner og familie med en slags statusrapport om, hvordan jeg havde det efter det første halve år – og at de skulle vide, at jeg stadig havde brug for at snakke med dem om mine følelser, men også – og især – om Sara, mindes Sara sammen med andre, der havde kendt hende.

For det blev tydeligt, at efter sorgen gradvis forandrede sig til et dybt savn, så blev det mere og mere vigtigt for mig at holde minderne om Sara i live. Mange forældre taler om deres levende børn, mens andre gør det sjældent. Også her kom jeg til at tænke på mine egne reaktioner: Hvis jeg havde hørt, at der f.eks. var problemer med et barn i omgangskredsen, i hvor lang tid huskede jeg så at spørge ind til dette? Glemte jeg det ikke ofte, når den givne forælder ikke selv tog det op?

Så en ny erkendelse var, at jeg selv havde et ansvar for at tale om Saras liv – for det var mit behov, ikke nødvendigvis andres. Men jeg kunne lære noget af de forældre, der glade og gerne fortalte om deres levende børn – og uden at blive spurgt. Jeg havde masser af ting fra Saras liv, som jeg gerne ville blive ved med at dele med andre.

Et spørgsmål, som måske presser sig mest på, hvis man har mistet sit eneste barn, er, om man stadig er mor eller far. Men selv om man har flere børn, melder tankerne sig om, hvordan man nu er mor eller far for det døde barn. Hvordan er hun eller han stadig med i familien?

Den aften på skadestuen for over syv år siden var det forfærdeligt for mig at tænke ”jeg er barnløs nu” eller ”jeg er ikke mor længere.” Men da vi planlagde bisættelsen, da vi ordnede alle de hundredvis af ting, der skulle ordnes i den tid, da kunne det på en måde glæde mig, at jeg stadig gjorde noget for hende, selv om det var til en bisættelse og en mindesammenkomst, at mit mor gen kunne udtrykke sig. Og bagefter, tænkte jeg. Hvad så nu?

Jeg ved heldigvis nu, at jeg altid vil være Saras mor. Bl.a. gennem mine fortællinger om hende, Jeg kan ofte relatere til hende, og jeg vil gøre mit til, at hun aldrig bliver glemt. Derfor poster jeg regelmæssigt hendes fotos på Facebook, både på min egen profil og på hendes. Det blev også en del af min motivationen til at skrive en bog om sorgprocessen: At hun ikke blev glemt. Det er min moderkærlighed, der passer hendes gravsted. Ikke, fordi jeg tror, at hun er der, men fordi der skal se smukt ud – til ære for hende. Det er hendes liv, det liv, hun levede, jeg ærer. Det er det også, når jeg donerer penge til et eller andet godt formål. Så tænker jeg på hendes gavmildhed.

Det er en lang proces  at opbygge et nyt forhold til det barn, der ikke længere er det levende, men det døde barn. At komme gennem sorgen betyder ikke, at vi skal slippe vores barn, for han eller hun bliver aldrig et overstået kapitel, han eller hun vil stadig være en del af vores liv. En del af den proces er, at vi taler om vores børn, selv om de er døde.

Det betyder ikke, at vi altid skal fortælle om sorgen, dykke ned i tragedien. Vi kan vælge, hvilken historie vi vil fortælle. I starten brugte jeg oceaner af tid på at fortælle den samme historie igen og igen: Hvad der skete. Alle mulige detaljer. Det var godt for mig. Dengang. Nu taler jeg om Sara på en anden måde. Andre forældre taler om deres levende børn. For sådan er det jo. Vi taler om vore børn. Min datter er død, men hun skal ikke også ties ihjel. Hun har levet, og jeg har meget at fortælle om hende og det liv, der var hendes. Egentlig nåede hun at leve ganske meget i sit korte liv.

Vi kan fortælle om vores døde barns liv på mange måder. Holde fortællingen om dem i live.

Jeg selv blander mig i samtaler ved at inddrage Sara som eksempel på mange forskellige måder. Det kan være, når samtalen med forældre med teenagebørn kommer ind på rammer og regler. Så kan jeg dele minder om, hvordan vi gjorde ift. Sara, hvordan hun reagerede. Eller hvis forældre er bekymrede omkring voksne børns rejser ud i verden, så deler jeg mine oplevelser omkring Saras Kinaophold, og hvad hun selv sagde om det, hun fik ud af det. Om børn, der flytter hjemmefra – jamen jeg har masser at sige, om hvordan Sara og jeg klarede den proces.

Jeg holder mig heller ikke tilbage for selv at åbne for emnet Sara. F.eks. kan jeg, ifm. en jul, der nærmer sig, sige, at jeg næsten ikke orker juleforberedelser. Men at det er, som om Sara kommer og prikker mig på skuldrene og siger: “Kan du så komme i gang!” Med alt det, som hun syntes hørte med til julen. ”Den der italienske julekage – hvorfor laver du ikke den i år?” eller ”Glem nu ikke kødspiserne – de elsker jo den franske anderillette.”

Det er blot få eksempler. Og de kan måske lyde banale for andre, der ikke har mistet. Skulle det være nødvendigt at tænke så meget over det? Ja, det er det – indtil det bliver en naturlig del af ens væren. Og jeg skriver det frem for alt for at give en fornemmelse af, at vi ikke selv behøver at være med til at tie vores barn væk. Vi skal ikke vente på, at andre spørger, men bringe samtalen ind på vores børn, når vi har behov for det. Fortællingen har en kraft, som kan gøre os godt. Og dette gælde vel for alle, der har mistet en nærtstående – ikke kun for dem, der har mistet et barn.

Jeg vil håbe, at mine refleksioner måske kan hjælpe – bare en lille smule – dem, der føler sig forladt og undgået af andre. Nogle gange ER det rigtigt, at du møder andres berøringsangst. Men ved at almengøre den på en lidt anderledes måde, ved at huske egne reaktioner, bliver det måske nemmere at være i. Og måske kan du føle dig lidt mindre alene.

Når jeg genlæser alt det, jeg har skrevet her – så bliver jeg lidt bange for, at det kan læses, som at man selv – også i den dybeste smerte – har et ansvar for selv at komme ud af skallen, hvis andre ikke spørger. Det kan man ikke. Man har brug for andres omsorg, brug for at være omgivet af mennesker, som ikke er berøringsangste. Måske er det sådan, at hvis man får sit behov for omsorg, og for at blive hørt og forstået, dækket i den første aller sværeste tid, så bliver det måske nemmere selv at fortsætte fortællingen, uden at andre spørger.

Og her kan tidens fokus på død, sorg og tab måske fremme en bevidsthed om, at der er brug for at forholde sig til ét af livets grundvilkår (at vi alle på én eller anden måde kommer ud for dødsfald og sorg i vores liv) på nye måder. At vi spontant kan bruge en slags indre manual for, hvordan vi gør, hvad vi siger til den sørgende. For hvis vi ikke har et sprog om død og sorg, kan det være svært at finde ét, når man pludselig har brug for det. Når en nærtstående dør, eller når en ven har mistet en nærtstående. Eller man selv mister.

At jeg selv havde et sprog for døden og de døde, for livet og et måske efterliv , hjalp mig nok mere end jeg vidste dengang. Når jeg senere har takket folk for at have været der, lyttet til mig, talt til mig, så var der ofte nogen som sagde: Men du var nem at tale med. Du viste hele tiden, at det var okay at tale om det. Det vidste jeg ikke, at jeg viste. Men måske er der noget om det. At hvis vi selv kan tale om døden og den døde og følelserne, som er svære at rumme – så er det vel også nemmere for andre at være der.

 

 

 

Nyt fokus på sorg i medierne

Mit indlæg fra i går – om jul og nytår – fik mig til at tænke på en ny kronik, jeg skrev her i efteråret, men som jeg ikke har fået udgivet.  Den tager udgangspunkt i de artikler og udsendelser omkring emnet “sorg”, der har været i medierne i år:

At leve med sorg

Jeg er nærmest lykkelig over at opleve den eksplosion af artikler og temaer om sorg og død i forskellige medier. De nye bøger om emnet. At der er kommet mere fokus på det, som er en del af ethvert menneskes betingelser: At opleve døden, både ens egen og andres. At miste og at være i sorg. Det er, som om der bliver givet mere plads  til at forholde sig til døden, til sorgen på nye måder. Er der ved at være skrevet nok? Er det nu nødvendigt med et indlæg mere? Jeg vil forsøge.

For det giver  mening i disse diagnosetider at se på livet med sorg og savn fra mange vinkler. Det giver hjælp til at forstå, at sorg er andet end en krise, der skal overstås. At tabet og savnet er et nyt grundvilkår i ens liv, hvis en nærtstående er død. At det måske altid være med i ens liv fremover, men at man kan lære at leve med det. Og der er mange måder at gøre det på.

For nogle måneder siden, helt nøjagtigt den 9. juli, skrev Katrine Marie Guldager (KMG) en smuk tekst om sorg i klummen “Moderne Mennesker” i Politiken.

Det var sådan en tekst, jeg kunne have ønsket mig at læse for syv år siden, da jeg følte, at mit liv stoppede, fremtiden forsvandt.

Det startede på det, der havde været en helt almindelig dag. Som dage er flest. Man aner ikke, at katastrofen lurer lige om hjørnet.

Men pludselig stod jeg dér, på skadestuen. For at identificere min datter. Mit eneste barn. Død efter en trafikulykke. Dér lå hun, smuk og fredfyldt. Lignede sig selv. Så meget, at jeg lige havde haft travlt med at lede efter livstegn. For hvis der stadig kom blod ud af øret, var hun vel i live,  ikke? Og dér, ved øjet, der var lidt vådt. Lå hun hun og græd? “Hun er død,” sagde de, lægen, sygeplejersken. Ramt af en lastbil, i ryg og baghoved, kastet op i luften og faldet ned på jorden, hvor højre tinding måske fik det dødelige slag. Ud over hele hendes ansigt var der som et fint tegnet edderkoppespind af blod. Det så ikke engang skræmmende ud.

Det, der var skræmmende, det var den begyndende erkendelse af, at hun var død. At hun aldrig mere ville være her som en del af mit liv. Hun, der et par timer forinden havde været fuld af liv og med den form for udødelighed, som unge besidder. Det skræmmende var også den ensomheds- og forladthedsfølelse, der fulgte med den erkendelse. Min datters far var der, en veninde. Flere venner og familiemedlemmer kom til i løbet af aftenen. Mens jeg følte mig alene og forladt som aldrig før. Derinde i sorgens ensomme rum, omgivet af den tåge, som havde lagt sig beskyttende omkring mig, så virkeligheden kom lidt længere væk.

Min oplevelse af, at det nu var efter, ramte mig næsten fysisk. Det blev svimlende at tænke på en fremtid, som jeg overhovedet ikke kunne forestille mig. Den første tid havde jeg vel slet ikke lyst til at være i livet.

Der var kun nuet, hvor sorgen og tabet fyldte det hele. Min datter var død. Pludseligt. I en trafikulykke. 23 år og 9 måneder blev hun. Noget af det, jeg gentog, igen og igen, der på skadestuen ved min døde datter, var: Jeg er 63 år og barnløs. For i de øjeblikke gik det op for mig, hvor meget omsorgen og kærligheden til hende havde fyldt de sidste næsten 24 år. Al den kærlighed og omsorg, der nu blev hjemløs.

Jeg kunne fuldkommen genkende mig i KMG’s ord om at folk siger til én, at man kommer over det, men der, hvor man helst vil være, er lige præcis dér, hvor man er tættest på den afdøde. I sorgen. I smerten.

Det erkendte jeg i de allerførste dage. At den skærende smerte, som sad der i hjertet – det var jo kærligheden til min døde datter. I sorgen og smerten oplevede jeg kærligheden til hende. Jeg var sammen med hende, lige der. I dette rum, når sorg og savn var størst, var jeg også tættest på min datter. Der blev sorg og kærlighed forenet. Så det blev aldrig: ”Tag min sorg fra mig” Det var jo der, jeg kunne mødes med min datter. Igen og igen. Og det ville jeg ikke være foruden. Sorgen var kærlighedens udtryk. Den kærlighed, som søgte efter hende, der nu var væk. Den erkendelse hjalp mig i min proces. Den blev en begyndende hjælp til at leve med tabet.

Min rejse gennem en ny del af mit liv begyndte. En rejse, hvor min tidsregning fremover ville være før og efter. For hvert skridt, jeg tog, skulle jeg finde fodfæste. Læsning blev én af mine overlevelsesstrategier. Ikke faglitteratur. Jeg, der var psykoterapeut, kunne ikke finde støtte i de gamle teorier om sorgens faser, selv om jeg i mit arbejde selv havde lænet mig op ad disse. For som KMG så rigtigt beskrev i sin klumme, så er faser noget man går ind og ud ad, de roder rundt og ankommer forskelligt eller i “forkert” rækkefølge. Det oplevede jeg til fulde. Det var nærmest, som om jeg kom gennem alle faserne hver dag, somme tider flere gange om dagen: Chokket var der igen, jeg blev fortvivlet, jeg begyndte at erkende og bearbejde, jeg kunne endda tænke lidt fremtid – og så: Tilbage til start. Jeg oplevede, at jeg sørgede i cirkler og følte mig forkert.

Men at læse beretninger fortalt af mennesker, der havde mistet et barn, og som i hvert fald var kommet så langt, at de levede videre – og at de oven i købet formåede at sætte ord på sorgen og tabet – det var som at træde ind i et fællesskab, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle være en del af. Men et fællesskab, der gav en slags trøst. Og måske også et håb.

Jeg tog den første tids skridt ud i sorgens ensomme land med de omtalte bøger under armen. For sorg er ensomhed. Selv om du er omgivet af nok så mange omsorgsfulde venner og familie, så er det din sorg, dig, der oplever den indefra. Jeg vidste, at selv om vi var mange, der sørgede over den samme, så var den enkeltes oplevelser af sorgen individuel, alt efter om man havde mistet en kæreste, en god veninde, et barnebarn, en kusine. Hver enkelt havde sit eget tab at sørge over. Og selv om min datters far og jeg begge havde mistet vores datter, så ville også vores sorg være forskellig. Så meget vidste jeg. At den måde, jeg oplevede min sorg på, var min alene. Og i sorgens rum blev jeg længe ved med at føle mig forladt og ensom.

Læsning var én af mine måder at komme ud af denne ensomhedsfølelse på. At skrive blev en anden,

At skrive om sorgen var at skrive fra ensomhedens rum. Derinde, hvor jeg var alene som aldrig før, selv om jeg et eller andet sted godt vidste, at det ikke passede, at jeg var helt alene. De andre var rundt om mig, parate hver gang jeg rakte ud, somme tider før. Men sorgens ensomme rum var det sted i mig, som andre aldrig nogen sinde helt ville kunne forstå. Rummet fyldt med savn, opgivenhed, meningsløshed, kaos, vildskab. Lysten til at rive håret af, banke hovedet ind i væggen, skrige højt, stoppe livet. Selv om det sidste nok ikke var helt rigtigt. Kun i øjeblikke. Ved at skrive fik jeg mine skrig ud.

KMG gjorde opmærksom på Melanie Kleins to opgaver ift. at leve med sorg: At acceptere, at den døde ikke er her længere og at holde den døde levende. Så enkelt, så let forståeligt.

Hvis jeg havde læst om dem tidligere, havde jeg glemt dem igen. Men jeg opfandt dem på min egen måde. Med et ståsted i en eksistentiel og buddhistisk holdning til livet, vidste jeg fra dag ét, at dette var mit nye livsvilkår. Selv om jeg kunne ønske mig at vågne op efter en ond drøm, eller jeg kunne forestille mig parallelle verdener, hvor dette ikke var sket, så vidste jeg, at min datter var død, at det var uopretteligt, at mit liv fremover ville være uden hende.

Den anden del af Melanie Kleins opgaver/ råd ift. at leve med sorg, falder helt i tråd med nyere sorgforskning, som bl.a. viser, at sørgende, som lever bedst med et tab, er dem, der formår at finde ud af at have den døde med i det videre liv på nye måder.

En måde at have den døde med, er at tale om ham/ hende. Jeg talte – og taler – meget om min datter. I starten handlede det om sorgen over, at hun ikke var her, men det forandrede sig til mere og mere at handle om, hvad hun havde været, sagt, gjort – alt det, som man siger om sine børn, der lever, kunne jeg sige om min datter, der havde været i live.  Hun var død, ja, men hun skulle ikke også ”ties ihjel”. Det ville for mig – bogstaveligt talt –  være som at lade hende dø endnu engang. Og det var – og er – en dejlig følelse at være sammen med andre, som har kendt og elsket hende, øjeblikke, hvor vi bare kan dele minder frit.

I øjeblikke, hvor sorgens dybe hul kaldte mig ned, begyndte det at lykkes for mig at flytte fokus til en taknemmelighed. At jeg kunne vælge at være taknemmelig over det liv, der havde været, takke min datter for at have været i mit liv i næsten 24 år. Og jeg begyndte at kunne skrive om hende, skrive fortællinger om hendes liv.

Som jeg så skrevet et sted, men glemt hvor: ”Man er gået fra den nødvendige smerte til den nødvendige fortælling.” Der er meget sandt i de ord. For i fortællingen er den døde et øjeblik levendegjort med alt det, som han eller hun har betydet. Fortællingen lindrer noget af smerten og gør det nemmere at huske den levende, der var i stedet for den, der døde.

Nu er der gået over syv år. Sorgen har forandret sig meget over tid. Det er aldrig mere det gabende hul, som jeg gik i fare for at falde ned i. Men savnet lever videre. Jeg bliver ved med at længes. Jeg tænker stadig på min datter mange gange hver dag. Med tanken om hende, følger længslen. Og en undren over, hvordan hendes liv mon ville have formet sig nu, hvis hun stadig levede. Men også den der taknemmelighed over, at hun har været her.

Og nu,  syv år efter,  kan det stadig være lidt uvirkeligt. Tanken: “Er det virkelig sket?” efterfulgt af  det velkendte stik i hjertet, et længselsråb, der stiger fra maven. Det kommer sjældent ud og kun som en hvisken. Det fylder bare. Indeni. Andre gange kan det være tanken ”Sara er død”, der pludselig er der, tilsyneladende uden grund, og næsten som om det er første gang, jeg konstaterer det.

Det ensomme rum har også forandret sig over tid. Det er der, men det føles sjældent så ensomt, som det engang var. Det forsvandt vel lidt efter lidt i takt med, at livet fortsatte. dag efter dag. Livet, som jeg lidt efter lidt, tog mere og mere del i, med alle de oplevelser, glæder og almindelige nedture, der hører til livet. Et liv, som jeg – på trods af sorgen – begyndte at finde indhold i igen.

For livet kaldte – lige fra starten. Der slap lidt lys ind ad sprækker, hvis jeg var opmærksom på det. Jeg oplevede også, at selv om jeg kunne være fuldkommen opslugt af min sorg, så kunne jeg alligevel, det næste øjeblik, deltage i livet. I den allerførste tid, fordi der var så meget, der skulle ordnes, organiseres, senere fordi jeg begyndte at arbejde igen, sagde ja til invitationer, var med, lidt efter lidt, de steder, hvor jeg var med før. Med sorgen og savnet i baggrunden. Parat til at vende tilbage til disse følelser. En evig skiften mellem sorg og liv, hvor livet, der udfoldede sig, gradvist tog mere plads.

Men hvis jeg beskriver disse stik af savn, som når jeg ser en mor og hendes voksne datter på café, eller hvis jeg beskriver, hvordan jeg i en kirke i Frankrig tænder et lys for Maria og hendes døde søn og nærmest rammes helt fysisk ved pludselig at forstå Marias smerte, mon jeg så ville kunne få diagnosen kompliceret sorg eller forlænget sorgreaktion?

Melanie Klein kommer mig til hjælp og siger: Du ved, at din datter er død – og du har hende stadig med i livet.

 

 

31 års fødselsdag

Fødselsdag igen. Sara, der kunne være blevet 31. Tankerne går til hende, lidt mere end ellers. Dvæler ved minder, fotografier. Sender lykønskninger til der, hvor hun måtte være. Ser flere fotos, poster nogle på facebook. Billeder fra fester og sjove situationer. Måske er det godt for mig – i dag – at se hendes liv som en fest. Bager én af hendes yndlingskager, Brunsvigeren. Der kommer ikke længere så mange forbi på hendes fødselsdag. Hendes veninder arbejder, bor langt væk, flere har fået børn. Men boller og Brunsviger skal der være. Jeg kan jo fejre fødselsdagen alene. Gå lidt i fødsel igen. Mindes min første øjenkontakt med den nyfødte Sara. Samle mit sjal om mig og dykke ned i minderne.

En af mine veninder spurgte mig forleden, om det var med uro i maven, at jeg nærmede mig Saras fødselsdag. Men sådan er det ikke. De første år, ja – og især det allerførste, hvor alle mærkedage, fødselsdage, højtider var en første gang – uden Sara. Fødselsdagen så jeg dog, til trods for denne første gang, som en hyldest til Saras liv. Meget anderledes end dødsdagen. På fødselsdagen var/ er det hendes liv, jeg vil huske. Alt det liv, der var. Den levende Sara.

Og det er faktisk den levende Sara, jeg mest tænker på. Også i hverdagen. De pludselige strejf af smerte i hjertet, de pludselige påmindelser fra sindets dybde – “Sara er død” –  de er der også stadig. Men det er den levende, som har været i mit liv i næsten 24 år, der får lov til at fylde. Og i mine fortællinger sniger hun sig ind, igen og igen. Jeg får lyst til at kopiere denne, som “skrev sig” næsten af sig selv for et par uger siden:

“Jeg står ved én af stierne, som fører ind i skoven. Den skov, jeg kender bedst. Skoven i udkanten af Nibe. Ikke specielt stor, men stor nok til at det tog tid at kende alle stierne, lysningerne, områderne med nåle- eller løvtræer. Tid til at udforske den alene og sammen med min datter.

Når jeg står her aftenen før fuldmånen, får skoven dette eventyragtige skær, som kun kommer på denne tid af månedens cyklus, og ved mine første skridt ind i skoven er det næsten, som om jeg hører ekkoet af min datters barnestemme, der fortæller om, at hun har været oppe på Nissehøjen med småkager til nisserne, eller sommerdage, hvor hun begejstret fortæller om et træ, som hun har plantet, om manden med bierne i udkanten af skoven.

Det føles så virkeligt, at jeg kan tage Sara i hånden, mens jeg går videre. Ja, denne gang skal min måneskinstur i skoven ikke være en alene-tur, men en vandring med Sara. Hendes venstre barnehånd ligger i min højre hånd. Det føles bekendt og godt at vandre på månestien sammen med hende.

“Er det lidt uhyggeligt at gå her?” spørger hun med en næsten hviskende barnestemme og klemmer min hånd.

“Det kan føles uhyggeligt, men det er mest vores tanker, der får os til at tro, at noget er uhyggeligt. Se, vi er i skoven, som vi kender. Det er bare nat, og månen lyser.”

Jeg mærker, at hendes hånd slapper lidt af, mens vi går videre, og jeg spørger: “Hvor har du lyst til, at vi går hen?”

“Til Nissehøjen,” svarer hun.

Okay, tænker jeg, det er i den mørke ende af skoven, der, hvor både sol- og månelys har svært ved at trænge ned mellem træerne. Jeg ville nok hellere ha’ været på Hestepladsen, lysningen, der vil være omkranset af månelys og med ekkoet af musikken fra sommerens festival hængende mellem træerne. Men nu har jeg spurgt hende, så det må blive Nissehøjen.

“Det er dig, der har fortalt mig, at den hedder sådan,” siger jeg, da vi drejer til højre ad en sti, som fører derhen.  “Det var Ulla, der fortalte os det,” siger Sara. “Den dag før jul, da hun fortalte et eventyr om nisserne i Nibe, inden vi skulle ud for at finde stedet, hvor de bor. Med småkager til dem. Tror du, vi ser dem i nat?”

“Det ved jeg ikke,” siger jeg, “men det er dejligt, at du er med mig i skoven. At du godt vil gå den tur sammen med mig.”

“Du lærte mig jo, at jeg ikke skulle være bange i mørket, ” siger hun. Og pludselig lyder stemmen som den voksne Saras. Jeg kigger ned på hende. Det er stadig den 5-årige datter, der går ved siden af mig.

“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. “Ved du, at efter din død var jeg i en periode voldsomt i tvivl om, om jeg havde givet dig nok i livet?” – “Det gjorde du,” siger hun, stadig med voksen stemme, mens det er det lille barn, jeg holder i hånden. “Men det skal vi ikke tale om, det er du jo kommet igennem, er du ikke?”

Sandt nok, men somme tider er det næsten, som om jeg længes tilbage til den første periodes kaos af tanker. Men, rigtigt, at det er jeg vist kommet igennem. Det er længe siden, at tvivlen har martret mig, længe siden, at jeg har stillet mig selv umulige og ubesvarede spørgsmål. Og lige nu nyder jeg at genopleve Saras lille, varme hånd i min, mens vi går gennem skoven, stille, ved siden af hinanden. Smågrene knaser under vores fødder. Jeg fornemmer det allerede faldne løv omkring mine sko, da vi skyder genvej udenom stierne, ind mellem træerne. Jeg har vænnet mig til mørket og til den kolde, fugtige luft. Mit højre øje løber ikke længere. Tårekanalen har også vænnet sig til kulden og til vandstanden i øjet. Her er tyst og godt og sikkert. Vi kender skoven. Begge to.

Nu kommer vi ud på en bred sti, og vi nærmer os Nissehøjen. Jeg ser lys længere fremme. Hold nu op, tænker jeg, da jeg ser, at højen står på glødende pæle, og at den er lyst op, indefra, næsten gennemsigtig. Er det ikke lidt for meget at fremmane sådan et syn. “Stop nu med at nedgøre dine oplevelser,” siger Saras voksenstemme. “Du ser, det du ser. Lav det ikke om. Lad os sætte os foran højen.”

Vi sætter os i de faldne, fugtige blade. Jeg er ligeglad med at blive våd og kold. Sætter mig godt til rette i skrædderstilling med lugten af muld i næseborene, mens varmen fra højen begynder at nå min krop.

“Du skal bare sidde,” siger Sara, “lade komme, det, der kommer. Lade det være, hvis der ikke kommer noget.” Så jeg sidder bare. Der sker ikke andet, end at jeg føler mig tryg, glad, mærkelig varm. Jeg bliver bare i oplevelsen, men kan ind imellem ikke lade være med at vente på, at noget mere skal ske, i højen eller udenom. Noget der vel ske. Hvorfor ellers komme herud?

“Hvis du så gerne vil have noget med dig,” lyder Saras stemme, nu længere væk, henne fra højen, “så husk de nye tanker, du fik i går: Om du ville være mere lykkelig nu, hvis jeg levede. Hvor svært det var at svare på. Det er spørgsmål, som du ikke kunne stille tidligere, men et vigtigt spørgsmål at gå videre med. Og du ved, at ligegyldigt hvad du tænker, så kan jeg bære det, der hvor jeg er. Du har været mig en god nok mor, både i livet og i døden.”

Jeg græder lidt ved hendes ord. Ser mig omkring. Sara er væk. Højen står som en stor, mørk skygge mellem træerne. Alt er stille. Jeg vil gå hjem, taknemmelig over oplevelsen. Hjem for at sove i månelysets skær.”

Som jeg har nævnt tidligere, er man i nyere sorgforskning mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have sine afdøde med videre i livet. Det kan gøres på mange måder. At lave fortællinger om den, man har mistet (som i ovenstående) er én måde. At fortsætte med at fortælle om sin afdøde pårørende, det liv, der var, hver gang det er relevant, er en anden måde.

Lige nu, når jeg genlæser fortællingen og husker det spørgsmål, som pludselig dukkede op – om jeg ville være mere lykkelig, hvis Sara levede – så husker jeg, at jeg jo faktisk allerede gav udtryk for dette i slutningen af min bog: At jeg var glad igen, nogle gange lykkelig. At jeg havde alt, hvad jeg havde brug for i livet. Det eneste, eller nærmere DEN eneste, der manglede, var Sara. Og lige nu tænker jeg videre, at jeg har hende jo med i livet, på forskellig vis. Hjælper det mig til at jeg kan føle mig lige så GLAD, som hvis hun var her? For med eller uden Sara var/ er lykken en flygtig tilstand.

 

En fortælling

(Billedet herover er 7 år gammelt. Saras sidste vinter)

Siden sidste sommer har jeg deltaget i en slags skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Oplevet fortællingens kraft. At jeg gennem skrivning kan finde ny energi, når skrivningen bliver meditativ og let flydende. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter Saras død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her og min rejseblog har virket godt for mig, men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og Sara dukker selvfølgelig op i mange af opgaverne, sniger sig ind, bliver en del af det, jeg oplever, mens jeg skriver, eller hun giver min fantasi vinger. Derfor får jeg lyst til at dele en fortælling, hvor hun var med. Opgaven var en tur ud i marts måned samt integrere elementer som solopgang, være en del af – og en gås, som bringer en besked/ en indsigt:

GULDGÅSEN

Jeg ved lige præcis, hvor jeg vil gå hen. Hvilken mark, jeg vil opleve solopgangen over. Jeg skynder mig ud til det sted ude på landet, hvor min datter og jeg boede i 2½ år, indtil hun flyttede til København. En nedlagt landejendom med et meget stort stuehus, hvor vi boede i stueetagen, omgivet af en kæmpehave og udsigt til marker, så langt øjet rakte.

Her havde jeg min morgenplads ude i æblehaven, som vestvendt var beskyttet af buske og høje moreltræer. Buskene gav også mig læ for vinden, så her havde jeg fra tidlig marts til tidlig november en havestol stående. Sad der hver morgen med et stort krus kaffe og kiggede ud over marken mod øst og mod solen. Marken bredte sig langt ud og opad i det skrånende terræn, og ca. 1 km væk stod en række træer, som dannede horisonten. Det betød, at selv om sommeren kunne jeg være der tids nok til at se solen stå op over træerne ved sekstiden.

Jeg elskede det sted, hvor jeg fandt ro i livet efter et parforhold, der vaklede mere og mere, og som endte med en lykkelig skilsmisse. En nylig operation for modermærkekræft fyldte mere end skilsmissen, men mine morgener tilbragt med meditation på mit sted mellem buskene, eller morgener, hvor jeg bare gloede lidt ud over marken, fordi jeg skulle skynde mig på arbejde lidt senere, blev en vigtig del af min healing. Her tog jeg vigtige beslutninger om, hvordan jeg ville være i livet fremover. Og at det, over alt, var vigtigt at leve for at følge min datter på vej.

Somme tider brød jeg ud i salmesang, skrålede højt “Se nu stiger solen” eller “Lysets engel går med glans”, når solen brød frem. Jeg kunne bare give los, ingen kunne høre mig. Tror jeg i hvert fald ikke.

Så det er selvfølgelig der, jeg vil ud. Jeg vil ud og opleve solopgangen fra “mit” sted. Forleden hørte jeg lyden af en flok gæs, der fløj over huset, men nåede ikke ud tids nok til at se dem. Måske vil jeg være heldig at se gæs her til morgen.

Jeg ankommer i tusmørket, går over den store gårdsplads, forbi stuehuset, der er bygget i røde mursten, kaster et blik på de tre længer, der er hvidkalkede og skinner lidt i lyset fra den tiltagende måne. Alt er tyst.  Der er mørkt både oppe hos ejerne, som bor på første sal og hos lejerne i stueetagen. Der er vist ingen, der endnu er stået op i den tidlige morgen. Klokken er nok 6:30. Men da jeg går mod æblehaven, kigger jeg til højre langs gavlen af huset og ser, at der er lys i badeværelset, hører den svage lyd af bruseren.

Videre op ad den lille skråning, dreje til venstre ad stien, der fører hen mod æblehaven. Æblelunden kaldte vi den, da vi lige var flyttet herud. På højre side af stien er der en urtehave, og til venstre er stien kranset af hybenbuske. Længere henne til venstre, lige inden æbletræerne, står der nogle bærbuske og bag dem de høje moreltræer. Mellem buskene står der stadig en stol. En stol parat til mig – og til solopgangen. Jeg hiver et tykt strikket sjal og en pude frem af min lette stoftaske, som jeg bærer skråt over skulderen, pakker mig ind og sætter mig med ansigtet mod øst. Sidder bare stille, meditativ, ventende på det mirakel det er hver dag, når solen igen spreder sit lys. Sidder længe, uden at fryse. Her er godt med læ, buskene bagved, æbletræerne til venstre, og jeg er klædt godt på.

Nu kan det ikke vare længe, selv om jeg ikke kan se solen endnu. Kun den gyldne himmel over trætoppene mod øst. Og ved det første rødgyldne lys, der viser sig, mens solens øverste bue stiger op over trætoppene, sker noget vidunderligt. Det øjeblik er jeg igen Benthe for 10 år siden. Det er begyndelsen af marts 2007. Min datter, Sara, lever. Hun er 20 år gammel. Hun skal flytte til København til maj for at starte på sit studie efter sommerferien. Hun er taget af sted til Bilka tidligt, der, hvor hun har arbejdet siden hun kom hjem fra Kina i august. Hun har lånt min bil, for jeg har min hjemmearbejdsdag. Har indrettet et rum, hvor jeg har private klienter en gang om ugen.

Om et par uger flytter vi ind til Nibe, hvor jeg vil bo, når Sara er flyttet. Så kan jeg sælge min bil og have flere penge til at rejse for.

Jeg sidder her og ved, at jeg skal nyde denne solopgang og de næste, for når jeg flytter, mister jeg den.

Det er forunderligt, at selv her, sidst på vinteren, kan jeg mærke solens stråler i ansigtet, så snart den er halvt over trætoppene.

Alt er godt, min datter er på vej i sit liv. Selvstændig, livsdygtig, flyvefærdig. Jeg kan læne mig tilbage, koncentrere mig om mit eget liv. I rolig glæde over ikke at kende fremtiden.

Jeg svæver, svæver mod øst. Blander mig med solens stråler. Jeg er let og luftig og midt i solopgangen, hvorfra jeg kigger ned over marken. Ned på kvinden, som sidder der, fredfyldt og glad i nuet. Jeg varmer hende og giver hende energi, for jeg ved, hvad hun skal overkomme, når de næste tre fredfyldte år er ovre. Jeg ved også, at hun klarer det. Som hun klarer alt.

Jeg breder mig ud over de andre marker, ned over byen, ud mod fjorden. Er fuldt til stede i livet og lyset, der igen er på jorden. Inden jeg vender tilbage til kvinden i stolen. Er mig. Igen. I nutiden.

En gås er landet på marken, lige foran æbletræerne. Tænk, så ser jeg én. Den står der og tager farve af solopgangen, bliver gylden, som om den gløder. Ja, selvfølgelig. Nibe har jo sin egen fortælling om Guldgåsen, der gløder, når der er fare på færde. Men det er der jo ikke – nu. Den kommer spankulerende hen imod mig, lægger hovedet på skrå over sin lange hals. Kommer med gutturale lyde, som om den taler til mig.

Og det gør den. Taler til mig: “Nå, her sidder du. Prøver at skabe dig den tidslomme, som du kunne ønske dig tilbage til. Når du igen tænker, om der var noget, du kunne ha’ gjort anderledes, om du kunne ha’ ændret livets gang.” En gås, der taler, og sådan lige spot on, uden indledning. Hvad siger jeg nu til de? At den ikke skal blande sig. For jeg kan vel ikke forvente andet end et dum-som-en-gås svar.

“He-he. Du er da vist ikke for klog selv,” svarer den på mine tanker. “Hvad ville du egentlig ha’ gjort? Holdt på din datter? Flyttet dig fra pc’en, så hun kunne tjekke sin mail inden løbeturen, så hun kom for sent til sin skæbne? Alt det var du jo igennem hundredvis af gange – dengang. Men du vidste jo ikke, hvad der skulle ske, så derfor kunne du ikke gøre anderledes.”

“Men det sidder stadig i mig. Så snart der bliver rørt ved minderne om den dag. Ikke tungt og selvbebrejdende. Mere som et strejf af sorg over, at tingene MÅSKE kunne ha’ været anderledes.”

“Jamen du var også gennem tankerækker af tidligere valg. Som hvis I nu havde gemt ferien i Tunesien til en uge senere. Endda, at hvis I aldrig var flyttet til Nibe, så var det ikke sket. For så var det ikke her , hun kom hjem på ferie på det tidspunkt. Og hver gang kom du frem til, at hvis nu et liv er afmålt, hvis der overordnet er en mening, skjult for dig, med livet og med døden, så kunne du alligevel intet ændre.”

“Hvorfor kommer du her og gentager alle de tanker, som jeg har haft for længe siden?”

“Fordi tiden ikke eksisterer inde i os. Måske heller ikke uden om os. Det lineære begreb er kun en pejling. Som får os til at tro, at med årstidernes gang går tiden. Vi måler forandringer som tid. Men vi forstår ikke tiden. At et nu er både det nu, der var, det nu, der er, det, der kommer. Derfor er dit nu tit et nu med Sara. Det er ikke sorgfuldt, men glædesfyldt. Hun er stadig med dig i livet. Men nu må jeg finde mine egne. Vi skal videre nordpå.”

Og væk flyver Guldgåsen. Men Sara er nem at vække til live i minderne.

 

Pæoner og gule sko

Forleden, da jeg var ude at se på sportssko, opdagede jeg nogle gule, som var meget nedsat. Helt sikkert umulige at få solgt i den kanariegule farve. Og straks røg jeg tilbage i tiden til Saras gule sko,

Hun var 1½ år gammel. Vi skulle til Bretagne i Frankrig i påsken. Lang rejse med tog med et lille barn, mindst 24 timer hver vej. Sara skulle have nye sko inden rejsen. Finn kunne hente Sara tidligt i vuggestuen eftermiddagen inden vores afrejse. Han ville så tage hende med ud for at købe de nye sko.

Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, var det første jeg så et par nymalede gule sko. Der var ingen tvivl om malerarbejdet. De stod på en avis, stadig med pensel og gul skomaling ved siden af.

Hvad skete der lige?

Jo, Finn havde taget Sara med i Hallgren – den ypperste skoforretning i København, hvis man ville have helt fodvenlige sko. Sara, 1½ år gammel, havde højlydt ytret ønske om gule sko. Hun prøvede forskellige, brune, sorte, hvide, vel også blå. Men der var ingen gule. Og hver gang, hun havde prøvet et par sko, som sad perfekt, ville hun ikke ha’ dem. ”Gule” insisterede hun.

Til sidst sagde Finn til hende: ”Ved du hvad. Vi køber et par hvide. Så finder vi noget gul maling, og så maler jeg dem, når vi kommer hjem.” Det forstod hun. Accepterede de hvide sko. Var med til at udvælge den rigtige gule maling – og tog glad hjem med Finn for at få malet de nye sko.

Og jeg måtte jo indrømme, at de matchede perfekt til striberne i hendes flyverdragt.

Hun var meget glad for de sko. Og jeg var stolt af den lille pige, som tidligt vidste, hvad hun ville.

009 006 001

Og pæonerne? De blomstrer. Lige nu. Og står der og minder mig for altid om tiden omkring Saras studentereksamen. Aldrig før havde vi haft så mange. Og Sara, der stod blandt dem, Bankende på min rude, når hun en tidlig solskinsmorgen kom hjem efter fest – uden nøgle.

005 010