Kategoriarkiv: At leve med sorg

Nepal 2010

Denne gang sætter jeg mit eget foto som forside til blogindlæg. Det er fra min første rejse til Nepal. Alene. I marts/april 2010. Det dukkede op på Facebook for nogle uger siden. I ved de der minder “i dag for 11 år siden”. Jeg ser rigtig glad og tilfreds ud på det billede. Og det var jeg. En glad næsten-63årig. Jeg er lykkeligt uvidende om Saras død 3½ måned senere. Og uvidende om, at jeg her, på Kopan Klostret og under opholdet på Benchen Klostret lige inden, har fået et fundament til at klare det, der vil ske.

Det er én af de sidste dage på Kopan Klostret, inden jeg skal hjem. Jeg har afsluttet min Nepal rejse her med et 10 døgns kursus i introduktion til Buddhisme. Dvs. undervisning og meditationer. Hvert døgn er der stilhed, altså ingen samtaler med de andre nær ved 100 kursister fra kl. 21 til næste dag efter frokost. De sidste to døgn helt uden at tale (undtagen spørgsmål til lærererne). Fotoet er fra kursusafslutningen. Vi må tale igen. Alle er euforiske. Larmen stiger til loftet. Og alle har afslappede ansigter, store smil og klare øjne.

Jeg har været i Nepal i en måned. Tog af sted med planer om at rejse hele landet rundt, men lod mig indfange af Kathmandu, fuldkommen fascineret af byen. Menneskemylderet på de åbne pladser og de større gader kontra de øde smalle gyder, der var som en tur ned til middelalderen. Alle farverne fra kvindernes spraglede klæder til markedernes blomster, frugt og grønsager. Silkestofferne til salg. Duftene af krydderier, blomster, brød, mad. Lugten af kød i slagtergaden. Stanken. Køer, geder, høns på veje og gader. Aberne ved Swayambhu templet.

Jeg mødte en gammel veninde, som også var i Nepal på det tidspunkt. Hun boede på Benchen Klostrets gæstehus, tog mig med derop, i udkanten af Kathmandu, og jeg faldt fuldkommen for det sted. Roen, der mødte mig, allerede ved porten. Munkenes smilende, glade ansigter. Gæstehuset med udsigt fra altaner over Kathmandu. Jeg havde aldrig været der før. Men jeg følte mig hjemme.

Dagen efter flyttede jeg fra mit hotel og op i gæstehuset. Og følelsen af at komme hjem blev i mig den næste tid.

Jeg mødte Tenga Rinpoche, Klostrets aldrende øverste lama til en første samtale, hvor jeg bare græd og græd. Så snart jeg satte mig overfor ham og kiggede ind i hans smilende ansigt, begyndte jeg at græde. Jeg var ikke ked af det, var nærmest fyldt af en lykkefølelse. Så jeg græd virkelig af glæde. Uden at vide hvorfor. Der kom ingen tanker, ingen ord. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde jeg. “Det er okay. Bare vær her.” Samtalen sluttede med, at vi pludselig grinede sammen – og aftalte et andet møde.

Så jeg blev der. I mit hjem i Nepal. Indtil jeg skulle på det kursus, som jeg havde forudbestilt hjemmefra. Kun 2-3 dage op i bjergene, så hjem igen.

Når jeg tænker på den rejse, er jeg overbevist om, at på den måned lærte jeg mere om mig selv og om livet end gennem års terapi. De nærværende møder, som foregik på et dybere plan, hvor ord forstummer, og forståelsen nogle gange ligger ud over ordene, men lagrer sig i kroppen. Kurset på Kopan, hvor daglige lektioner og meditationer fokuserede på altings evige forandring. Hvis man forestiller sig, at man ikke kan leve uden nogen eller noget, vil man altid være ulykkelig. For intet er blivende. Alt kan forsvinde. Men også at selv om livet indeholder sygdom, tab, død, kan man godt være glad i sit liv. Finde den glæde, der kommer indefra. Meditation på døden, hvordan det vil være at sige farvel, forlade livet, hvem eller hvad, der var sværest at forlade (jeg græd som pisket, da jeg så Sara. Hende kunne jeg ikke forlade – men blev ledt videre). Det er virkelig skematisk, hurtigt fortalt, bare for at forklare lidt af baggrunden for, hvorfor den rejse blev skelsættende.

For det vigtigste er, at jeg efter Saras død, hvor jeg virkelig fik brug for det, som rejsen havde lært mig, følte mig sikker på, at jeg SKULLE derover for at kunne overleve hendes død. Eller – og det er nok mere rigtigt – jeg skulle derover for at åbne for en viden, jeg allerede havde i mig. Det var den viden, der hjalp mig rigtig meget på min rejse gennem sorg og savn. Det var den, der gav mig et holdepunkt, en jordforbindelse, når jeg var ved at miste fodfæste. Og det er jeg stadig dybt taknemmelig over.

I min bog fortæller jeg, hvordan jeg et par dage efter Saras død, under et af vore daglige besøg i Kapellet med forskellige af Saras venner, vores venner og familie, som ville tage afsked med Sara, “så” Sara sammen med Tenga Rinpoche. Jeg var søgt over i et hjørne af rummet, et sted med et specielt gyldent lys. Jeg lukkede øjnene, og det var, som om jeg blev badet i ro, mens jeg pludselig så Sara stå med Tenga Rinpoche ved sin side, han med højre arm over hendes skulder.

Kald det, hvad I vil. For mig gav det en tillid til, at hun var i gode hænder. At hun blev hjulpet, der hvor hun var på vej i efterlivet.

Og, nej, jeg tror ikke, at man SKAL til Nepal for at lære at håndtere sorg og savn. Eller at man SKAL gøre noget ekstraordinært. Min hensigt her er snarere at sige, at jeg tror, at vi alle bærer en form for viden om, hvordan vi kan håndtere sorg og tab. En intuition om hvad der er bedst at gøre. Lytte indad, selv i sorgens stund. Finde den indre lærdom frem. Finde et holdepunkt, et ståsted, hver gang sorgen er værst. Noget at holde sig til, så man ikke mister fodfæstet. Det holdepunkt er forskelligt fra person til person.

Men også, for dem, der ikke er i sorg, huske også i gode tider den lærdom, som vi helst vil glemme, gemme væk, tro på, at det ikke sker for os. En viden om, at alt kan ske i livet. Man kan blive syg, miste, sørge. Det er et af grundvilkårene i et menneskeliv. At leve med den viden, gør os ikke ulykkelige. Men den kan hjælpe i sorgen. Det er ikke fordi, jeg bliver straffet, at det slemme sker. Det er noget, der sker. Det er et grundvilkår, at du ikke kan gå gennem livet uden at miste.

10 ÅR

(foto er fra vores ferie i Tunesien en uge før Saras død)

På 10-års dagen for Saras død (den 28. juli) vågnede jeg med brudstykker af et digt, som Saras gymnasieveninder havde oversat fra norsk til dansk, for at en af dem kunne læse det op ved hendes bisættelse. Det var så stærkt, at jeg måtte finde hele digtet og begynde dagen med at sætte det på facebook

God sorg – godt savn

Ved du – Luften synger der hvor du smilte

Ved du – Jorden bævrer der hvor du gik

Ved du – Havet tier der hvor du var tavs

Ved du – ilden fortærer ikke det du tændte

God sorg

– Fordi du var god

Godt savn

– fordi det er dig som savnes

Fordi du alligevel er

i luften omkring mig

i jorden under mig

i havet foran mig

i ilden i mig

God sorg godt savn

Fordi du alligevel er

Digtet passede så fint med nogle af præstens ord, især til de unge, om ikke at leve videre i skyggen af Saras død, men i lyset af hendes liv. Og til det, jeg valgte at tro.

Jeg skrev også en tak til alle dem, der gennem årene har sendt mig fotos, videoer, minder om Sara.

Det forunderlige var så, at da jeg kom på kirkegården, lå der bl.a. en smuk blomsterdekoration fra lige præcis disse gymnasieveninder (som også havde sunget Du kom med alt det, der var dig). De havde bestilt den i blomsterbutikken i Nibe, og en mor til én af veninderne havde hentet den og båret den til Saras grav.

Jeg skulle egentlig ha’ været på ferie i Tyskland med min familie (bror, niece, hendes mand, deres børn). En familieferie, som igennem tre år næsten er blevet en tradition. Men 10 år. Jeg kunne pludselig ikke forestille mig at være væk på Saras 10 års dødsdag. Den voksede sig til noget specielt inden i mig. Engang – dengang – kunne jeg ikke forestille mig bare et år frem i tiden. Og nu 10 år. Jeg måtte bare være hjemme. Give plads til, hvad der end måtte komme. Eller ikke komme.

Det blev en stille dag. Et par af Saras veninder havde været på besøg inden, når det passede med deres ferier. Mange (familie, veninder, Saras veninder) skrev på dagen. Og hold op, hvor gør det stadig godt, at folk husker. Mindes. Hendes far kom med en kage, som han havde bagt efter én af Saras opskrifter (hvis der nu skulle komme nogen til kaffe). Vi fik god tid til at fordybe os i nogle af minderne fra skadestuen. Det, vi huskede ens. Der, hvor minder og oplevelser var lidt forskellige. Ting, som vi ikke havde sagt til hinanden før. Jeg blev f.eks. meget berørt af hendes fars oplevelse af, at det var, som om sygehusets personale tog over, tog hans datter fra ham og forandrede hende til et lig, som tilhørte dem. Jeg fik sagt, hvor taknemmelig jeg er over, at vi fik Sara sammen. Over, at jeg blev mor, og at han var hendes far.

På kirkegården mødtes vi med moderen til én af Saras bosniske veninder. Hun tog hjem med os. Så blev der brug for kagen. Vi talte videre om Sara – om sorg og tab, som vi på forskellig vis havde oplevet. At tale om krigen i Bosnien gav perspektiv på vores smerte. Og en enighed om, at der skal vilje til at leve med sorg og savn. Vilje til ikke at lade sig overvælde af en altomsluttende opgivenhed.

Den robusthed, som nogle af os må være født med. Eller været så heldige at få den lært tidligt i livet.

.

.

.

.

.

.

.

Majmorgen

Sætter mig ved det åbne vindue, lytter til fuglene, kigger mod fjorden. Inden min morgenmeditation.

En lastbil kører forbi, dernede på hovedvejen langs vandet.

En lastbil. Sara. Jeg savner hende. Hulker. Brystkassen, der bevæger sig i krampetrækninger. Hjertet, der er indespærret. Jeg savner dig, Sara. Savner dig så meget. Stadigvæk. Krampetrækningerne, der fortsætter i brystkassen. Jeg hulker næsten uden tårer. Hvor bliver de af? Mine øjne, der så nemt græder. I vind, i sol, ved allergi. Hvor er de nu, tårerne? Øjnene, der kun bliver våde, et par enkelte dråber, der løber ned ad kinderne, mens hulkene fortsætter i nogle minutter.

Så ro. Stille morgenmeditation. Og en slags glæde ved livet.

En tur ud

Skrevet uden at reflektere over, hvad kuglepennen skrev – en aften i januar:

VENUS OG MÅNEN

Hun ville egentlig have gået en tur langs fjorden eller i skoven for at se Venus og den aftagende fuldmåne. Men det regner, så en længere tur gør hende allerede på forhånd lidt kuldslået. Derfor belsutter hun sig for at gå ned og aflevere en bog på biblioteket efter en kort tur på kirkegården.

På vej mod kirkegården kigger hun op mod himlen på sin højre side. Mod vest. Hun ved lige præcis, hvor Venus burde befinde sig lige nu, men det er umuligt at se hende for skydækket. Til venstre, mod øst, er den aftagende fuldmåne helt sikkert også på sin plads, men usynlig bag skydækket.

Da hun træder ind på kirkegården, lægger hun byens lys bag sig, og mens hun går langs kirkegårdsstien, er det kun enkelte lys fra plejehjemmet, der trænger lidt ind gennem bøgehækkens tørre blade på hendes højre side. Hun kommer igen til at tænke på det mærkværdige i at bygge et plejehjem ved siden af en kirkegård. Det er ikke kun her, men også i andre småbyer, hun har set det. Er det for hele tiden at minde de gamle og syge om, at lige nu sidder de i deres sidste bolig – og at der, lige uden for vinduet, kan du se endestationen, hvor du havner. Lige om lidt.

Hun kan huske, hvor svært det var den første vinter, når hun stod ved datterens urnegravsted, og hun kiggede over mod plejehjemmet til de gamle. Dengang var hækken lavere. Det var nemt at se dem i deres kørestole eller i lænestole, hvor de bare sad og kiggede ud i luften. Hun forestillede sig deres ensomhed, deres træthed, der havde varet alt for længe. Den ensomhed og livstræthed, der blandede sig med den følelse af ensomhed og livstræthed, der pludselig var blevet hendes. På et tidspunkt ville hun flytte datteren, finde et andet sted på kirkegården til hende, væk fra denne udsigt til elendighed. Men datterens far fik hende talt fra det. Og det var vel godt nok. Det blev godt nok. Hun kunne bedre tåle det. Og hækken blev højere.

På lang afstand ser hun nu alle de små lys der skinner fra lyskæden hen over graven i mørket. Glæder sig over, at det ser så fint ud. Da hun kommer derhen, tager hun lighter og fyrfadslys frem for også at tænde et levende lys. Det lykkes bare ikke. Lighteren virker ikke. For pokker da. Hun prøver flere gange. Stadig uden held. Der er ikke noget at gøre. Hvad er der med de lightere? Hvorfor virker de aldrig ret længe? Hun må opgive. Det gør heller ikke noget. Lyskæden er der.

Hun kigger op mod vest himlen. Stadig ingen Venus. Bag hende: Stadig ingen måne. Men hvis skydækket forsvinder, vil graven på et tidspunkt være oplyst af månen. Hun ved fra tidligere, hvor smukt det er.

Hun bliver ikke længe ved graven. Det er ikke her, hun er, datteren. Det er andre steder, hun taler med hende. Det her er ”bare” et sted, som er opført til minde om hende. Nu skal hun ned til biblioteket og beslutter sig for at skyde genvej, tværs over kirkegården. Så snart hun har vendt ryggen til lyskæden og bevæget sig væk fra de få lys fra plejehjemmet, er der intet lys, der slipper ind. Hun går alligevel ret hurtigt og sikkert ad de smalle stier mellem gravstederne. Hun skal bare være opmærksom på at sænke farten, når hun har på fornemmelsen, at her er der en sti til højre, som hun ved, at hun først opdager i sidste øjeblik. Men hun kan godt li’ at gå i mørket. Øjnene, der lidt efter lidt vænner sig til det. Ser mere og mere. Ikke bare konturer, men lave hække og små og store gravsted. Kapellet, der tårner sig op længere fremme.

Og hvis hun nu kunne høre stemmerne fra de usynlige sjæle, som stadig holder sig lidt til kirkegården, ville hun høre en summen af luftige stemmer. Sjælene tilhører de nyligt afdøde. De holder sig lidt til, ind imellem, for at kunne være sammen med deres levende slægtninge, deres venner, som jo kommer oftere på kirkegården lige efter et dødsfald. De er der for at give ro og håb. Om aftenen og om natten næres de af Venus og månens energier, inden de skal videre. Og nu, da de ser en kvinde gå gennem kirkegården i bælgravende mørke, bryder de ud i en slags anerkendende kor: ”Hun har tillid til os.” ”Hun går i blandt os uden frygt.” Lutter glæde og anerkendelse over at have en levende blandt dem på dette sene tidspunkt. Så bliver der også sladret blandt sjælene. ”Hvad laver hun her? Hun ligner ikke en sørgende? Se, hvor let hun går. Nogen der ved, hvem hun er?”- ”Jeg ved, hvem hun er,” svarer en anden. ”Jeg kendte hendes datter,” svarer en tredje. ”Datteren har været her i over 9 år, vi ser hende ikke så tit længere. Hun er videre.” – ”Det er moren også. Hun sørger vist ikke længere, men hun savner.” – ”Savnet er lettere at bære.” – ”Når vi kommer videre, må vi fortælle datteren, at moren bærer sit savn og ser ud til at have det godt.” – ”Ja, det må vi…”

Kvinden hører det ikke. Men ubevidst må hun alligevel fornemme det, der sker, for hvorfor ellers få disse tanker om anerkendende sjæle, der omfavner hendes vej i mørket?

Og månen er der. Og Venus. Deres energier strømmer ned til hende gennem skydækket.

Hun kommer ud under byens lygter, og da hun lukker sig ind på det tomme og mørke bibliotek med sit sygesikringskort, bliver hun næsten overvældet af alt det lys, der bliver tændt, så snart hun træder indenfor.

33 år

Et foto af den 20-årige Sara.

Den 19. oktober kunne Sara være blevet 33 år. Den 10. fødselsdag uden hende. Selv om det kun er lidt over 9 år, siden hun døde. Men 10 fødselsdage! Det er jo næsten halvt så mange, som de fødselsdage hun nåede at fejre. Og faktisk halvt så mange, som jeg nåede at fejre med hende. 20 herhjemme, inden hun flyttede til København. Og så lige én til, da hun uventet kom hjem, sammen med sin kæreste, til sin 23-års fødselsdag.

Altså – ind imellem gør jeg hendes liv op i tal og udregninger. Som om alle tallene holder hende lidt i live. Eller jeg har bare brug for alle disse udregninger for at sætte hendes liv og mit liv i perspektiv.

Men 33 år.

Det var den første fødselsdag, hvor ingen af hendes veninder kom på besøg. Hendes far kom heller ikke. Han havde nok travlt. Jeg konstaterer det bare, Uden tanker eller følelser om at have følt mig forladt – eller at Sara blev forladt – på den dag. Jeg ved, at det er en del af den evindelige forandring. Alt skifter. Intet er vedvarende.

Hvis jeg havde siddet alene på Saras fødselsdag for bare et par år siden, ville jeg nok have følt anderledes. Men ligesom jeg bemærkede på 9-års dagen for hendes død, så er forandringen sket umærkeligt over årene. Jeg er kun glad og taknemmelig for alle de fødselsdage og årsdage, jeg har været sammen med andre om minderne. Taknemmelig over, at Saras veninder har været så vedholdende. Taknemmelig over, at hendes far har været det. Og jeg ved jo, at han holder hendes fødselsdag inde i sig selv. At de andre mindes hende den dag.

Og helt alene var jeg ikke. En god veninde – én af ungdommens velbevarede relationer – kom uventet forbi. Det blev jeg glad for. Det blev en anden, en ny måde, at fejre Saras fødselsdag på.

9 år

Næsten umærkeligt forandrer disse årsdage sig. En lille forandring fra år til år, som jeg næsten ikke registrerer, selv om det har været tydeligt i flere år, at de fysiske reaktioner på dødsdagen var borte. I starten gennemlevede jeg hjertebanken, angst, fysiske rystelser, svimmelhed – alt muligt, som på Saras dødsdag.

Den 28. juli var det ni år siden. Og jeg registrede, nærmest overrasket, at følelsen inden i, at tankerne om Sara ikke var så meget anderledes end i det daglige liv. Derfor skrev jeg følgende på hendes facebook profil:

“Ni år siden, du døde. Årsdagen, som de første år nærmest fik mig til at gennemleve det hele, har lidt efter lidt ændret sig til at være en dag med “almindeligt savn” som de andre dage. Selv om tankerne er lidt anderledes i dag, sådan som: På det her tidspunkt var der stadig flere timer til ulykken. Nu ledte vi efter hoteller i Paris. Nu løb du. Og nu blev du ramt…Men uden at det gør så voldsomt ondt i sjælen som tidligere.

Jeg har været på kirkegården med solsikker – og nede med en solsikke på ulykkesstedet. På kirkegården igen i aften, rørt over de blomster, der står der.

Og så var det godt at se på nogle fotos fra de sidste uger, du levede. Se, hvordan du strålede.”


444 uger

444 uger. Så lang tid er der gået, siden Sara døde. Hvis jeg ikke har talt forkert et sted, når jeg næsten tvangspræget noterer ugetallet i min kalender. Årstidernes og årenes skift bliver til “Endnu et forår, en vinter, et år uden dig.” Samtidig med at jeg lever et helt almindeligt og godt liv. Måske er det lige så meget mine egne sejre, jeg fejrer? At have overlevet og levet så længe til trods for det, der er sket.

Og lidt senere faldt jeg over det her, som jeg skrev for et par måneder siden:

TIL SARA

Overvældet af den slags dårlig samvittighed, som engang var stor, men nu kun dukker op i ny og næ. Denne gang over ikke at ha’ sagt meget mere ordentlig tak for din gave til min fødselsdag for ni år siden. Et Rådvad knivsæt, som må ha’ kostet dig en formue. Hvordan fik jeg takket dig?

Onsdag den 24. oktober 2018. 430 uger! 430 uger siden, du løb væk fra livet.

430 uger. En evighed. Og alligevel som om det skete for nylig.

430 uger = 107,5 måneder = 8,125 år. Så meget tid er der gået, siden jeg så dig sidst i live. Tiden, der adskiller mig fra dig. Eller – den adskiller mig fra dit liv.

Men du er her. Indeni. På en måde, som jeg ikke havde turdet håbe på. Dengang. for 430 uger siden.

Paris

Jeg var i Paris i 5-6 dage for omkring tre uger siden. Sara var med ind imellem. Hun, der elskede Paris. Og hun, der så frem til at blive faster – i Paris. Hendes storebror (hendes fars søn) havde lige fået et barn med sin kæreste to uger før Saras død.

Så selvfølgelig var hun med. Både inden i mig og i vores samtaler. Og også da jeg efter weekenden med familien i den smukke Paris forstad, hvor de bor, tog ind til selve Paris for at overnatte på hotel de to næste nætter og lege turist i byen, på en måde, som jeg ikke har gjort det siden, Sara var med.

Mandag. Jeg har god tid. Til en udstilling, som jeg ville se for derefter at drive rundt i Sacre Coeur og Montmartre-området. På metrostationerne Anvers, Pigalle og Abbesses kan jeg næsten høre ekkoet af Saras latter. Og når menneskemylderet hurtigt forsvinder gennem gangene, ser jeg genspejlingen af hendes 14-årige og 16-årige skikkelser, fra de to sidste gange, vi var i Paris sammen og boede i området . Montmartre, der stadig rummer det sted, hvor vi spiste alene i den lune sommeraften, mens hendes far var draget sydpå for at cykle op ad Mont Ventoux. Jeg kan genkalde mig næsten hele vores samtale, høre hendes stemme. Vi snakkede og snakkede hele vejen hjem til hotellet og kiggede på brudekjoler i 18. arrondissement, og jeg lovede hende, at når/hvis hun engang skulle giftes, så ville jeg tage hende med tilbage hertil for at købe brudekjole.

Dem kiggede jeg også på i dag – alle brudekjolebutikkerne – mens jeg gik hjem til mit hotel i 10. arrondissement nær Gare du Nord. Med den lille gråd, der sad i hjertet. For den tur nåede vi aldrig.

 

De andre bliver bedstemødre

Snart er alle dine veninder blevet mødre.

De fleste af mine veninder er blevet bedstemødre.

Jeg glæder mig hver gang med dine veninder, med mine egne.

Og så kommer et lille stik i hjertet.

Sådan bliver det aldrig for dig. For mig.

Ikke at du skulle blive mor.

Hvis du var her, måtte du leve lige præcis det liv, som du valgte.

Jeg skulle nok klare mig uden at blive mormor.

Det gør jeg jo også nu.

 

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)