Kategoriarkiv: At leve med sorg

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Et foto

Jeg har et foto af Sara, som jeg altid har været så glad for. Hun sidder med min venindes datters første barn, en lille pige på et par måneder. Jeg er glad for det, fordi det varmer mig at tænke, at sådan ville Sara have set ud som mor. Hvis hun havde levet og fået muligheden. Hun, der havde sagt, at hun gerne ville have børn tidligt.

Nu har min venindes datter sendt mig fotos, hvor Sara sidder med hendes søn som nyfødt. Den søn, der døde sidste år, før han blev 10 år gammel. Fik jeg fortalt om det? Jeg ved det ikke. Jeg blev meget ramt og rystet dengang. På to planer. Ét sted var jeg fuldkommen med min venindes datter, hvis søn var faldet pludseligt om under fodboldtræning, og som aldrig vågnede af coma, før han døde. Den unge kvinde, som jeg har kendt siden hendes fødsel. Så hende blive født. Da Sara kom til verden et par år senere, blev de nærmest en slags kusiner. Jeg huskede hendes omsorg for mig omkring Saras død. Og nu, syv år senere, stod hun i samme situation. Jeg følte, at jeg vidste lige nøjagtigt, hvad hun gennemlevede, hvad hun skulle igennem. Og havde forfærdeligt ondt af hende.

På et andet plan mærkede jeg det så meget i min krop, at jeg var bevidst om, at det aktiverede min egen oplevelse, min egen sorg, mit eget trauma. Og jeg er ikke i tvivl om, at min træthed gennem efterår og vinter og hele vejen til Nepal handlede om udmattelsen, der fulgte.

Da jeg for et par uger siden fik de tre fotos, hvor Sara sidder med den nyfødte dreng, blev jeg meget rørt. Så søde de ser ud sammen. Og igen denne tanke, at sådan kunne Sara have set ud som mor. Og så: “Jamen ingen af dem er her mere. De er begge døde.” Det føltes nærmest overvældende. Det var som om det lige gik op for mig dér. I det splitsekund. At de begge er døde.

Min venindes datter fortalte, at hun lovede sin søn, mens han lå i coma, og inden han blev hentet til organdonation, at Sara ville tage imod ham, passe på ham og lave sjove ting med ham. Så smukt et løfte. Ville ønske, at det på én eller anden måde er blevet indfriet.

 

 

Morgen

Det er længe siden, jeg har skrevet her. Min Nepalrejse i marts krævede megen energi – efter hjemkomsten! Jeg blev banket træt af lang rejsetid over mange tidszoner, af bronkieproblemer derovre pga. forureningen i Kathmandu. Og vel også af alder? Har været ved at gøre op med mig selv, om det er okay at blive ved med at rejse så langt. Om alt dette – hvis du er interesseret – kan du besøge min blog om at rejse alene her

Sara, der dukker op i mine tanker. På rejsen. Og hver dag herhjemme. Som altid. Og jeg får lyst til at dele noget, jeg skrev til Sara om morgenen den 25. maj:

Morgen.

Ned til fjorden med den første kop kaffe. Som jeg gjorde, lige da jeg gik på pension. Sagde til mig selv, at det ville jeg gøre. Tit.

Og nu er der gået seks år – uden at jeg er vendt tilbage om morgenen.

Men i dag. I dag sidder jeg her.

Mit lille siddeunderlag på en flad sten blandt de mange kantede.

En slurk kaffe med fjordens skønhed foran mig.

Der er lavvande og grønt af tang her ved bredden.

En lidt rådden lugt hænger i luften uden at være invaderende.

Mågerne, der sidder i en lang række på badebroen derhenne til højre for mig..

Et par store fugle i luften lige over mig (hvorfor ved jeg ikke, hvad det er for nogle?).

Svanerne, der er trukket langt ud mod midten af fjorden, så langt ud, at de ligner små, hvide papirsbåde, som glider af sted på det stille vand.

En ny slurk kaffe, mens jeg tænker, at fjorden var det sidste, du så.

Er det godt at dø med et smukt, sidste syn?

Får øje på en sten, som ligner et ansigt. Lidt tangtrævler, der har sat sig som lukkede øjne, lukket mund.

Dig.

Minder mig om et minde, som ikke er mit.

Dig, der ligger med lukkede øjne på vejen og forbløder.

Gråden, der stiger i mig. Som altid kun til halsen, hvor den kvæler mig.

Lidt

Og blidt

Og et stik i hjertet

Så hører jeg trafikken bag mig

 

At miste sit voksne barn

Du kommer tit forbi. På et flygtigt besøg i mine bevidste tanker. Mange gange om dagen. Noget, der minder mig om dig, får dig frem, folder dig ud. Tydeligt. Andre gange som et blidt vingeslag i mit indre – eller en pludselig tanke, der stiger op fra dybet: “Sara er død. – Kan det passe?”

Og, jo, det kan passe – at sådan er det så mange år efter. Det, jeg har lært at leve med. Som noget rart. En af de måder, jeg stadig har Sara med mig i livet. Det forhindrer mig ikke i at være, at leve, at opleve, at være glad. Det er der bare.

Jeg har vist endnu ikke været inde på det specifikke ved at miste et voksent barn.

For overordnet er sorg og savn det samme, ligegyldigt hvilken alder ens barn har.

Men der er specifikke følelser, tanker og reaktioner, der gør sig gældende alt efter, hvilken alder barnet har, når døden indtræffer.

Af gode grunde ved jeg bedst – indefra – hvordan det er at miste et voksent barn. Jeg vil kun komme ind på lidt, her. Kan vende tilbage til det. Eller du kan læse bogen (bibliotek.dk, f.eks.).

Et voksent barn har du måske allerede sagt farvel til. Ikke et definitivt farvel, men et farvel på den måde, det sker, når ens barn flytter hjemmefra. Får sit eget liv.

Jeg var vant til ikke længere at være sammen med Sara hver dag. Det havde jeg haft tre år at vænne mig til. Måske derfor blev uvirkeligheden omkring døden – efter at bisættelse og alt det praktiske var overstået – større. Jeg kunne finde en slags ubevidst trøst i – at hun bare var i København, at hun kom hjem igen. Indtil virkeligheden bankede på igen. Men det gav – måske – en slags ro og fred ind imellem. Når jeg havde brug for det.

Jo længere ens voksne barn har levet, jo længere historie har man sammen. Jeg tror, det er godt for minderne og for de historier, hvorigennem Sara har kunnet leve videre. Der er mange år at tage af, og det har jeg været dybt taknemmelig over.

Og jo længere ens voksne barn har levet, jo flere spor har det sat i verden. Og jo flere er der til at huske dets liv. Det er en anden ting, jeg er dybt taknemmelig over. At vi er mange, som bliver ved med at mindes Sara.

Men man står også overfor udfordringer, der kan synes uoverskuelige. Som at tømme sit voksne barns lejlighed eller værelse. Rydde op efter sønnen eller datteren. Som at slette sporene efter det liv, der havde været.

Det var det værste, jeg selv oplevede, værre end dødsdagen, værre end bisættelsen: Det at tage til København og rydde hendes kollegieværelse. Selv om vi var tre – hendes far, hendes kæreste og jeg – så var det de sørgeligste, de mest udmattende, de mest meningsløse dage, jeg har oplevet. Derfor fylder de også fhv meget i min bog. Alt det, der skulle tages stilling til. Smides væk, gives væk, gemmes? Rengøringen til sidst. Nu kunne man slet ikke se, hun havde været der.

Nu – så mange år senere – kan jeg stadig genfinde følelserne fra dengang. Og tænker – igen – “den rejse, som jeg har været på”.  Den rejse, som alle vi, der har mistet et barn, foretager. Gennem chok, sorg, savn. Fra sorgens rum til livets rum. Frem og tilbage mange gange. Uendeligt mange gange. Inden færden i livets rum bliver stabilt

Først chokket, så sorgen, så kærligheden, så sorgen. Kærlighed og sorg, der fulgtes ad. Så sorgen, der langsomt blev til savn.

Nej. Først var kærligheden. Og størst er kærligheden.

Chokket kunne aldrig knuse kærligheden. Af chokket voksede sorgen. Men kærligheden tog den i hånden. Bar den. Passede den. De hørte sammen. Plejet af kærligheden, svandt sorgen ind. Blev blødere. Uden de skarpe kanter, der altid skar i hjertet. Sorgen var blevet til savn.

Nyt fokus på sorg i medierne

Mit indlæg fra i går – om jul og nytår – fik mig til at tænke på en ny kronik, jeg skrev her i efteråret, men som jeg ikke har fået udgivet.  Den tager udgangspunkt i de artikler og udsendelser omkring emnet “sorg”, der har været i medierne i år:

At leve med sorg

Jeg er nærmest lykkelig over at opleve den eksplosion af artikler og temaer om sorg og død i forskellige medier. De nye bøger om emnet. At der er kommet mere fokus på det, som er en del af ethvert menneskes betingelser: At opleve døden, både ens egen og andres. At miste og at være i sorg. Det er, som om der bliver givet mere plads  til at forholde sig til døden, til sorgen på nye måder. Er der ved at være skrevet nok? Er det nu nødvendigt med et indlæg mere? Jeg vil forsøge.

For det giver  mening i disse diagnosetider at se på livet med sorg og savn fra mange vinkler. Det giver hjælp til at forstå, at sorg er andet end en krise, der skal overstås. At tabet og savnet er et nyt grundvilkår i ens liv, hvis en nærtstående er død. At det måske altid være med i ens liv fremover, men at man kan lære at leve med det. Og der er mange måder at gøre det på.

For nogle måneder siden, helt nøjagtigt den 9. juli, skrev Katrine Marie Guldager (KMG) en smuk tekst om sorg i klummen “Moderne Mennesker” i Politiken.

Det var sådan en tekst, jeg kunne have ønsket mig at læse for syv år siden, da jeg følte, at mit liv stoppede, fremtiden forsvandt.

Det startede på det, der havde været en helt almindelig dag. Som dage er flest. Man aner ikke, at katastrofen lurer lige om hjørnet.

Men pludselig stod jeg dér, på skadestuen. For at identificere min datter. Mit eneste barn. Død efter en trafikulykke. Dér lå hun, smuk og fredfyldt. Lignede sig selv. Så meget, at jeg lige havde haft travlt med at lede efter livstegn. For hvis der stadig kom blod ud af øret, var hun vel i live,  ikke? Og dér, ved øjet, der var lidt vådt. Lå hun hun og græd? “Hun er død,” sagde de, lægen, sygeplejersken. Ramt af en lastbil, i ryg og baghoved, kastet op i luften og faldet ned på jorden, hvor højre tinding måske fik det dødelige slag. Ud over hele hendes ansigt var der som et fint tegnet edderkoppespind af blod. Det så ikke engang skræmmende ud.

Det, der var skræmmende, det var den begyndende erkendelse af, at hun var død. At hun aldrig mere ville være her som en del af mit liv. Hun, der et par timer forinden havde været fuld af liv og med den form for udødelighed, som unge besidder. Det skræmmende var også den ensomheds- og forladthedsfølelse, der fulgte med den erkendelse. Min datters far var der, en veninde. Flere venner og familiemedlemmer kom til i løbet af aftenen. Mens jeg følte mig alene og forladt som aldrig før. Derinde i sorgens ensomme rum, omgivet af den tåge, som havde lagt sig beskyttende omkring mig, så virkeligheden kom lidt længere væk.

Min oplevelse af, at det nu var efter, ramte mig næsten fysisk. Det blev svimlende at tænke på en fremtid, som jeg overhovedet ikke kunne forestille mig. Den første tid havde jeg vel slet ikke lyst til at være i livet.

Der var kun nuet, hvor sorgen og tabet fyldte det hele. Min datter var død. Pludseligt. I en trafikulykke. 23 år og 9 måneder blev hun. Noget af det, jeg gentog, igen og igen, der på skadestuen ved min døde datter, var: Jeg er 63 år og barnløs. For i de øjeblikke gik det op for mig, hvor meget omsorgen og kærligheden til hende havde fyldt de sidste næsten 24 år. Al den kærlighed og omsorg, der nu blev hjemløs.

Jeg kunne fuldkommen genkende mig i KMG’s ord om at folk siger til én, at man kommer over det, men der, hvor man helst vil være, er lige præcis dér, hvor man er tættest på den afdøde. I sorgen. I smerten.

Det erkendte jeg i de allerførste dage. At den skærende smerte, som sad der i hjertet – det var jo kærligheden til min døde datter. I sorgen og smerten oplevede jeg kærligheden til hende. Jeg var sammen med hende, lige der. I dette rum, når sorg og savn var størst, var jeg også tættest på min datter. Der blev sorg og kærlighed forenet. Så det blev aldrig: ”Tag min sorg fra mig” Det var jo der, jeg kunne mødes med min datter. Igen og igen. Og det ville jeg ikke være foruden. Sorgen var kærlighedens udtryk. Den kærlighed, som søgte efter hende, der nu var væk. Den erkendelse hjalp mig i min proces. Den blev en begyndende hjælp til at leve med tabet.

Min rejse gennem en ny del af mit liv begyndte. En rejse, hvor min tidsregning fremover ville være før og efter. For hvert skridt, jeg tog, skulle jeg finde fodfæste. Læsning blev én af mine overlevelsesstrategier. Ikke faglitteratur. Jeg, der var psykoterapeut, kunne ikke finde støtte i de gamle teorier om sorgens faser, selv om jeg i mit arbejde selv havde lænet mig op ad disse. For som KMG så rigtigt beskrev i sin klumme, så er faser noget man går ind og ud ad, de roder rundt og ankommer forskelligt eller i “forkert” rækkefølge. Det oplevede jeg til fulde. Det var nærmest, som om jeg kom gennem alle faserne hver dag, somme tider flere gange om dagen: Chokket var der igen, jeg blev fortvivlet, jeg begyndte at erkende og bearbejde, jeg kunne endda tænke lidt fremtid – og så: Tilbage til start. Jeg oplevede, at jeg sørgede i cirkler og følte mig forkert.

Men at læse beretninger fortalt af mennesker, der havde mistet et barn, og som i hvert fald var kommet så langt, at de levede videre – og at de oven i købet formåede at sætte ord på sorgen og tabet – det var som at træde ind i et fællesskab, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle være en del af. Men et fællesskab, der gav en slags trøst. Og måske også et håb.

Jeg tog den første tids skridt ud i sorgens ensomme land med de omtalte bøger under armen. For sorg er ensomhed. Selv om du er omgivet af nok så mange omsorgsfulde venner og familie, så er det din sorg, dig, der oplever den indefra. Jeg vidste, at selv om vi var mange, der sørgede over den samme, så var den enkeltes oplevelser af sorgen individuel, alt efter om man havde mistet en kæreste, en god veninde, et barnebarn, en kusine. Hver enkelt havde sit eget tab at sørge over. Og selv om min datters far og jeg begge havde mistet vores datter, så ville også vores sorg være forskellig. Så meget vidste jeg. At den måde, jeg oplevede min sorg på, var min alene. Og i sorgens rum blev jeg længe ved med at føle mig forladt og ensom.

Læsning var én af mine måder at komme ud af denne ensomhedsfølelse på. At skrive blev en anden,

At skrive om sorgen var at skrive fra ensomhedens rum. Derinde, hvor jeg var alene som aldrig før, selv om jeg et eller andet sted godt vidste, at det ikke passede, at jeg var helt alene. De andre var rundt om mig, parate hver gang jeg rakte ud, somme tider før. Men sorgens ensomme rum var det sted i mig, som andre aldrig nogen sinde helt ville kunne forstå. Rummet fyldt med savn, opgivenhed, meningsløshed, kaos, vildskab. Lysten til at rive håret af, banke hovedet ind i væggen, skrige højt, stoppe livet. Selv om det sidste nok ikke var helt rigtigt. Kun i øjeblikke. Ved at skrive fik jeg mine skrig ud.

KMG gjorde opmærksom på Melanie Kleins to opgaver ift. at leve med sorg: At acceptere, at den døde ikke er her længere og at holde den døde levende. Så enkelt, så let forståeligt.

Hvis jeg havde læst om dem tidligere, havde jeg glemt dem igen. Men jeg opfandt dem på min egen måde. Med et ståsted i en eksistentiel og buddhistisk holdning til livet, vidste jeg fra dag ét, at dette var mit nye livsvilkår. Selv om jeg kunne ønske mig at vågne op efter en ond drøm, eller jeg kunne forestille mig parallelle verdener, hvor dette ikke var sket, så vidste jeg, at min datter var død, at det var uopretteligt, at mit liv fremover ville være uden hende.

Den anden del af Melanie Kleins opgaver/ råd ift. at leve med sorg, falder helt i tråd med nyere sorgforskning, som bl.a. viser, at sørgende, som lever bedst med et tab, er dem, der formår at finde ud af at have den døde med i det videre liv på nye måder.

En måde at have den døde med, er at tale om ham/ hende. Jeg talte – og taler – meget om min datter. I starten handlede det om sorgen over, at hun ikke var her, men det forandrede sig til mere og mere at handle om, hvad hun havde været, sagt, gjort – alt det, som man siger om sine børn, der lever, kunne jeg sige om min datter, der havde været i live.  Hun var død, ja, men hun skulle ikke også ”ties ihjel”. Det ville for mig – bogstaveligt talt –  være som at lade hende dø endnu engang. Og det var – og er – en dejlig følelse at være sammen med andre, som har kendt og elsket hende, øjeblikke, hvor vi bare kan dele minder frit.

I øjeblikke, hvor sorgens dybe hul kaldte mig ned, begyndte det at lykkes for mig at flytte fokus til en taknemmelighed. At jeg kunne vælge at være taknemmelig over det liv, der havde været, takke min datter for at have været i mit liv i næsten 24 år. Og jeg begyndte at kunne skrive om hende, skrive fortællinger om hendes liv.

Som jeg så skrevet et sted, men glemt hvor: ”Man er gået fra den nødvendige smerte til den nødvendige fortælling.” Der er meget sandt i de ord. For i fortællingen er den døde et øjeblik levendegjort med alt det, som han eller hun har betydet. Fortællingen lindrer noget af smerten og gør det nemmere at huske den levende, der var i stedet for den, der døde.

Nu er der gået over syv år. Sorgen har forandret sig meget over tid. Det er aldrig mere det gabende hul, som jeg gik i fare for at falde ned i. Men savnet lever videre. Jeg bliver ved med at længes. Jeg tænker stadig på min datter mange gange hver dag. Med tanken om hende, følger længslen. Og en undren over, hvordan hendes liv mon ville have formet sig nu, hvis hun stadig levede. Men også den der taknemmelighed over, at hun har været her.

Og nu,  syv år efter,  kan det stadig være lidt uvirkeligt. Tanken: “Er det virkelig sket?” efterfulgt af  det velkendte stik i hjertet, et længselsråb, der stiger fra maven. Det kommer sjældent ud og kun som en hvisken. Det fylder bare. Indeni. Andre gange kan det være tanken ”Sara er død”, der pludselig er der, tilsyneladende uden grund, og næsten som om det er første gang, jeg konstaterer det.

Det ensomme rum har også forandret sig over tid. Det er der, men det føles sjældent så ensomt, som det engang var. Det forsvandt vel lidt efter lidt i takt med, at livet fortsatte. dag efter dag. Livet, som jeg lidt efter lidt, tog mere og mere del i, med alle de oplevelser, glæder og almindelige nedture, der hører til livet. Et liv, som jeg – på trods af sorgen – begyndte at finde indhold i igen.

For livet kaldte – lige fra starten. Der slap lidt lys ind ad sprækker, hvis jeg var opmærksom på det. Jeg oplevede også, at selv om jeg kunne være fuldkommen opslugt af min sorg, så kunne jeg alligevel, det næste øjeblik, deltage i livet. I den allerførste tid, fordi der var så meget, der skulle ordnes, organiseres, senere fordi jeg begyndte at arbejde igen, sagde ja til invitationer, var med, lidt efter lidt, de steder, hvor jeg var med før. Med sorgen og savnet i baggrunden. Parat til at vende tilbage til disse følelser. En evig skiften mellem sorg og liv, hvor livet, der udfoldede sig, gradvist tog mere plads.

Men hvis jeg beskriver disse stik af savn, som når jeg ser en mor og hendes voksne datter på café, eller hvis jeg beskriver, hvordan jeg i en kirke i Frankrig tænder et lys for Maria og hendes døde søn og nærmest rammes helt fysisk ved pludselig at forstå Marias smerte, mon jeg så ville kunne få diagnosen kompliceret sorg eller forlænget sorgreaktion?

Melanie Klein kommer mig til hjælp og siger: Du ved, at din datter er død – og du har hende stadig med i livet.