Kategoriarkiv: At miste et voksent barn

Jeg fejrer stadig din fødselsdag

Giver det mening at stå her, en tidlig morgen, i gang med at bage boller og fødselsdagskage til min datters fødselsdag? Hun er her jo ikke. Er død. Har været det i otte år.

Men, jo, det giver mening. I dag kunne hun være blevet 32 år. Jeg aner ikke, hvordan hendes liv ville ha’ været nu, hvis hun levede. Det bliver kun fantasier. Men jeg ved, hvor meget hun elskede kage og fødselsdage. Derfor bager jeg. En måde at fejre hendes liv på. Som jeg har fortalt tidligere, så er der en stor forskel, for mig, på hendes dødsdag og hendes fødselsdag. Dødsdagen rummer alle minderne og følelserne omkring ulykken, den dag hun døde. De første år var disse minder og følelser så kropslige, at jeg bogstaveligt talt mærkede de rystelser i kroppen, den hjertebanken, svimmelhed og følelsen af at være gemt bag en tåge, ligesom dengang. Mens fødselsdagen på en måde nærmest blev en glædesdag. En dag, hvor minderne om Sara næsten kan være mere lette og livfulde end andre dage.

Det er hendes liv, den dag minder mig om. Fødslen, glæden, at se hende vokse op, høre hende tale, se hende som skolepige, som gymnasieelev, som voksen.

Derfor bager jeg. Der kommer som regel nogen forbi. Nogle af hendes gamle venner/veninder. Noget familie. Ikke de samme hvert år. Men altid nogen. I dag har tre af hendes veninder  meldt deres ankomst i løbet af formiddagen, ligesom hendes far.

I år skal det være en “solsikkekage”. En rund krydderkage med gulerødder og bær og æblejuice og masser af andet godt i. Og så vil jeg lave solsikkens blomsterblade i gult marcipan. Jeg kludrer i disse. Har først brugt kagerullen til at glatte marcipanen ud og tegne fine blomsterblade med en skarp kniv. Men altså – jeg kan ikke flytte dem over på kagen. De klistrer til bagepapiret, går i stykker. Så jeg ender med at lave lidt kluntede blomsterblade ved at trille små pølser og flade dem ud på kagen. Hmmm. Den store Bagedyst ville jeg aldrig vinde på udseendet. Men smagen ville jeg nok få points for. Og jeg er sikker på, at Sara ville elske den.

Saras veninder er her. Hendes far er her. Vi spiser boller og kage, og snakken går. Om Sara. Og om deres liv nu. Om vores. Om Sara igen. Vi griner sammen. Går i samlet trop til kirkegården med blomster. Bliver lidt stille og lidt rørte, står lidt i ring og omfavner hinanden, fordi det er godt at være sammen.

Da de tre veninder tager af sted igen, føler jeg mig dybt taknemmelig over, at de har været her. At de husker og fejrer Sara. At de også gider være sammen med mig/ os. Jeg tænker – de er jo “videre” i livet. Én har to børn, én er gravid, to af dem er blot hjemme på ferie fra København i nogle dage. Det gør mig dybt taknemmelig. Og taknemmelig over, at Sara hele tiden var omgivet af gode mennesker i sit liv.

Hendes far bliver, hans kæreste kommer. Jeg er sikker på, at Sara ville ha’ elsket hende.

En god dag.

De andre bliver bedstemødre

Snart er alle dine veninder blevet mødre.

De fleste af mine veninder er blevet bedstemødre.

Jeg glæder mig hver gang med dine veninder, med mine egne.

Og så kommer et lille stik i hjertet.

Sådan bliver det aldrig for dig. For mig.

Ikke at du skulle blive mor.

Hvis du var her, måtte du leve lige præcis det liv, som du valgte.

Jeg skulle nok klare mig uden at blive mormor.

Det gør jeg jo også nu.

 

Et foto

Jeg har et foto af Sara, som jeg altid har været så glad for. Hun sidder med min venindes datters første barn, en lille pige på et par måneder. Jeg er glad for det, fordi det varmer mig at tænke, at sådan ville Sara have set ud som mor. Hvis hun havde levet og fået muligheden. Hun, der havde sagt, at hun gerne ville have børn tidligt.

Nu har min venindes datter sendt mig fotos, hvor Sara sidder med hendes søn som nyfødt. Den søn, der døde sidste år, før han blev 10 år gammel. Fik jeg fortalt om det? Jeg ved det ikke. Jeg blev meget ramt og rystet dengang. På to planer. Ét sted var jeg fuldkommen med min venindes datter, hvis søn var faldet pludseligt om under fodboldtræning, og som aldrig vågnede af coma, før han døde. Den unge kvinde, som jeg har kendt siden hendes fødsel. Så hende blive født. Da Sara kom til verden et par år senere, blev de nærmest en slags kusiner. Jeg huskede hendes omsorg for mig omkring Saras død. Og nu, syv år senere, stod hun i samme situation. Jeg følte, at jeg vidste lige nøjagtigt, hvad hun gennemlevede, hvad hun skulle igennem. Og havde forfærdeligt ondt af hende.

På et andet plan mærkede jeg det så meget i min krop, at jeg var bevidst om, at det aktiverede min egen oplevelse, min egen sorg, mit eget trauma. Og jeg er ikke i tvivl om, at min træthed gennem efterår og vinter og hele vejen til Nepal handlede om udmattelsen, der fulgte.

Da jeg for et par uger siden fik de tre fotos, hvor Sara sidder med den nyfødte dreng, blev jeg meget rørt. Så søde de ser ud sammen. Og igen denne tanke, at sådan kunne Sara have set ud som mor. Og så: “Jamen ingen af dem er her mere. De er begge døde.” Det føltes nærmest overvældende. Det var som om det lige gik op for mig dér. I det splitsekund. At de begge er døde.

Min venindes datter fortalte, at hun lovede sin søn, mens han lå i coma, og inden han blev hentet til organdonation, at Sara ville tage imod ham, passe på ham og lave sjove ting med ham. Så smukt et løfte. Ville ønske, at det på én eller anden måde er blevet indfriet.

 

 

At miste sit voksne barn

Du kommer tit forbi. På et flygtigt besøg i mine bevidste tanker. Mange gange om dagen. Noget, der minder mig om dig, får dig frem, folder dig ud. Tydeligt. Andre gange som et blidt vingeslag i mit indre – eller en pludselig tanke, der stiger op fra dybet: “Sara er død. – Kan det passe?”

Og, jo, det kan passe – at sådan er det så mange år efter. Det, jeg har lært at leve med. Som noget rart. En af de måder, jeg stadig har Sara med mig i livet. Det forhindrer mig ikke i at være, at leve, at opleve, at være glad. Det er der bare.

Jeg har vist endnu ikke været inde på det specifikke ved at miste et voksent barn.

For overordnet er sorg og savn det samme, ligegyldigt hvilken alder ens barn har.

Men der er specifikke følelser, tanker og reaktioner, der gør sig gældende alt efter, hvilken alder barnet har, når døden indtræffer.

Af gode grunde ved jeg bedst – indefra – hvordan det er at miste et voksent barn. Jeg vil kun komme ind på lidt, her. Kan vende tilbage til det. Eller du kan læse bogen (bibliotek.dk, f.eks.).

Et voksent barn har du måske allerede sagt farvel til. Ikke et definitivt farvel, men et farvel på den måde, det sker, når ens barn flytter hjemmefra. Får sit eget liv.

Jeg var vant til ikke længere at være sammen med Sara hver dag. Det havde jeg haft tre år at vænne mig til. Måske derfor blev uvirkeligheden omkring døden – efter at bisættelse og alt det praktiske var overstået – større. Jeg kunne finde en slags ubevidst trøst i – at hun bare var i København, at hun kom hjem igen. Indtil virkeligheden bankede på igen. Men det gav – måske – en slags ro og fred ind imellem. Når jeg havde brug for det.

Jo længere ens voksne barn har levet, jo længere historie har man sammen. Jeg tror, det er godt for minderne og for de historier, hvorigennem Sara har kunnet leve videre. Der er mange år at tage af, og det har jeg været dybt taknemmelig over.

Og jo længere ens voksne barn har levet, jo flere spor har det sat i verden. Og jo flere er der til at huske dets liv. Det er en anden ting, jeg er dybt taknemmelig over. At vi er mange, som bliver ved med at mindes Sara.

Men man står også overfor udfordringer, der kan synes uoverskuelige. Som at tømme sit voksne barns lejlighed eller værelse. Rydde op efter sønnen eller datteren. Som at slette sporene efter det liv, der havde været.

Det var det værste, jeg selv oplevede, værre end dødsdagen, værre end bisættelsen: Det at tage til København og rydde hendes kollegieværelse. Selv om vi var tre – hendes far, hendes kæreste og jeg – så var det de sørgeligste, de mest udmattende, de mest meningsløse dage, jeg har oplevet. Derfor fylder de også fhv meget i min bog. Alt det, der skulle tages stilling til. Smides væk, gives væk, gemmes? Rengøringen til sidst. Nu kunne man slet ikke se, hun havde været der.

Nu – så mange år senere – kan jeg stadig genfinde følelserne fra dengang. Og tænker – igen – “den rejse, som jeg har været på”.  Den rejse, som alle vi, der har mistet et barn, foretager. Gennem chok, sorg, savn. Fra sorgens rum til livets rum. Frem og tilbage mange gange. Uendeligt mange gange. Inden færden i livets rum bliver stabilt

Først chokket, så sorgen, så kærligheden, så sorgen. Kærlighed og sorg, der fulgtes ad. Så sorgen, der langsomt blev til savn.

Nej. Først var kærligheden. Og størst er kærligheden.

Chokket kunne aldrig knuse kærligheden. Af chokket voksede sorgen. Men kærligheden tog den i hånden. Bar den. Passede den. De hørte sammen. Plejet af kærligheden, svandt sorgen ind. Blev blødere. Uden de skarpe kanter, der altid skar i hjertet. Sorgen var blevet til savn.