Kategoriarkiv: Brug af meditation i sorgprocessen

Nepal 2010

Denne gang sætter jeg mit eget foto som forside til blogindlæg. Det er fra min første rejse til Nepal. Alene. I marts/april 2010. Det dukkede op på Facebook for nogle uger siden. I ved de der minder “i dag for 11 år siden”. Jeg ser rigtig glad og tilfreds ud på det billede. Og det var jeg. En glad næsten-63årig. Jeg er lykkeligt uvidende om Saras død 3½ måned senere. Og uvidende om, at jeg her, på Kopan Klostret og under opholdet på Benchen Klostret lige inden, har fået et fundament til at klare det, der vil ske.

Det er én af de sidste dage på Kopan Klostret, inden jeg skal hjem. Jeg har afsluttet min Nepal rejse her med et 10 døgns kursus i introduktion til Buddhisme. Dvs. undervisning og meditationer. Hvert døgn er der stilhed, altså ingen samtaler med de andre nær ved 100 kursister fra kl. 21 til næste dag efter frokost. De sidste to døgn helt uden at tale (undtagen spørgsmål til lærererne). Fotoet er fra kursusafslutningen. Vi må tale igen. Alle er euforiske. Larmen stiger til loftet. Og alle har afslappede ansigter, store smil og klare øjne.

Jeg har været i Nepal i en måned. Tog af sted med planer om at rejse hele landet rundt, men lod mig indfange af Kathmandu, fuldkommen fascineret af byen. Menneskemylderet på de åbne pladser og de større gader kontra de øde smalle gyder, der var som en tur ned til middelalderen. Alle farverne fra kvindernes spraglede klæder til markedernes blomster, frugt og grønsager. Silkestofferne til salg. Duftene af krydderier, blomster, brød, mad. Lugten af kød i slagtergaden. Stanken. Køer, geder, høns på veje og gader. Aberne ved Swayambhu templet.

Jeg mødte en gammel veninde, som også var i Nepal på det tidspunkt. Hun boede på Benchen Klostrets gæstehus, tog mig med derop, i udkanten af Kathmandu, og jeg faldt fuldkommen for det sted. Roen, der mødte mig, allerede ved porten. Munkenes smilende, glade ansigter. Gæstehuset med udsigt fra altaner over Kathmandu. Jeg havde aldrig været der før. Men jeg følte mig hjemme.

Dagen efter flyttede jeg fra mit hotel og op i gæstehuset. Og følelsen af at komme hjem blev i mig den næste tid.

Jeg mødte Tenga Rinpoche, Klostrets aldrende øverste lama til en første samtale, hvor jeg bare græd og græd. Så snart jeg satte mig overfor ham og kiggede ind i hans smilende ansigt, begyndte jeg at græde. Jeg var ikke ked af det, var nærmest fyldt af en lykkefølelse. Så jeg græd virkelig af glæde. Uden at vide hvorfor. Der kom ingen tanker, ingen ord. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde jeg. “Det er okay. Bare vær her.” Samtalen sluttede med, at vi pludselig grinede sammen – og aftalte et andet møde.

Så jeg blev der. I mit hjem i Nepal. Indtil jeg skulle på det kursus, som jeg havde forudbestilt hjemmefra. Kun 2-3 dage op i bjergene, så hjem igen.

Når jeg tænker på den rejse, er jeg overbevist om, at på den måned lærte jeg mere om mig selv og om livet end gennem års terapi. De nærværende møder, som foregik på et dybere plan, hvor ord forstummer, og forståelsen nogle gange ligger ud over ordene, men lagrer sig i kroppen. Kurset på Kopan, hvor daglige lektioner og meditationer fokuserede på altings evige forandring. Hvis man forestiller sig, at man ikke kan leve uden nogen eller noget, vil man altid være ulykkelig. For intet er blivende. Alt kan forsvinde. Men også at selv om livet indeholder sygdom, tab, død, kan man godt være glad i sit liv. Finde den glæde, der kommer indefra. Meditation på døden, hvordan det vil være at sige farvel, forlade livet, hvem eller hvad, der var sværest at forlade (jeg græd som pisket, da jeg så Sara. Hende kunne jeg ikke forlade – men blev ledt videre). Det er virkelig skematisk, hurtigt fortalt, bare for at forklare lidt af baggrunden for, hvorfor den rejse blev skelsættende.

For det vigtigste er, at jeg efter Saras død, hvor jeg virkelig fik brug for det, som rejsen havde lært mig, følte mig sikker på, at jeg SKULLE derover for at kunne overleve hendes død. Eller – og det er nok mere rigtigt – jeg skulle derover for at åbne for en viden, jeg allerede havde i mig. Det var den viden, der hjalp mig rigtig meget på min rejse gennem sorg og savn. Det var den, der gav mig et holdepunkt, en jordforbindelse, når jeg var ved at miste fodfæste. Og det er jeg stadig dybt taknemmelig over.

I min bog fortæller jeg, hvordan jeg et par dage efter Saras død, under et af vore daglige besøg i Kapellet med forskellige af Saras venner, vores venner og familie, som ville tage afsked med Sara, “så” Sara sammen med Tenga Rinpoche. Jeg var søgt over i et hjørne af rummet, et sted med et specielt gyldent lys. Jeg lukkede øjnene, og det var, som om jeg blev badet i ro, mens jeg pludselig så Sara stå med Tenga Rinpoche ved sin side, han med højre arm over hendes skulder.

Kald det, hvad I vil. For mig gav det en tillid til, at hun var i gode hænder. At hun blev hjulpet, der hvor hun var på vej i efterlivet.

Og, nej, jeg tror ikke, at man SKAL til Nepal for at lære at håndtere sorg og savn. Eller at man SKAL gøre noget ekstraordinært. Min hensigt her er snarere at sige, at jeg tror, at vi alle bærer en form for viden om, hvordan vi kan håndtere sorg og tab. En intuition om hvad der er bedst at gøre. Lytte indad, selv i sorgens stund. Finde den indre lærdom frem. Finde et holdepunkt, et ståsted, hver gang sorgen er værst. Noget at holde sig til, så man ikke mister fodfæstet. Det holdepunkt er forskelligt fra person til person.

Men også, for dem, der ikke er i sorg, huske også i gode tider den lærdom, som vi helst vil glemme, gemme væk, tro på, at det ikke sker for os. En viden om, at alt kan ske i livet. Man kan blive syg, miste, sørge. Det er et af grundvilkårene i et menneskeliv. At leve med den viden, gør os ikke ulykkelige. Men den kan hjælpe i sorgen. Det er ikke fordi, jeg bliver straffet, at det slemme sker. Det er noget, der sker. Det er et grundvilkår, at du ikke kan gå gennem livet uden at miste.

Majmorgen

Sætter mig ved det åbne vindue, lytter til fuglene, kigger mod fjorden. Inden min morgenmeditation.

En lastbil kører forbi, dernede på hovedvejen langs vandet.

En lastbil. Sara. Jeg savner hende. Hulker. Brystkassen, der bevæger sig i krampetrækninger. Hjertet, der er indespærret. Jeg savner dig, Sara. Savner dig så meget. Stadigvæk. Krampetrækningerne, der fortsætter i brystkassen. Jeg hulker næsten uden tårer. Hvor bliver de af? Mine øjne, der så nemt græder. I vind, i sol, ved allergi. Hvor er de nu, tårerne? Øjnene, der kun bliver våde, et par enkelte dråber, der løber ned ad kinderne, mens hulkene fortsætter i nogle minutter.

Så ro. Stille morgenmeditation. Og en slags glæde ved livet.

Nyt år

Vejen mod jul og nytår. Igen. Og igen vigtigt at mærke den hjælp, der er, hvis jeg åbner mig for den.

Som f.eks. da jeg besøgte den bosniske familie, som Sara tilbragte meget tid sammen med. Den yngste søster, som Sara gik i klasse med, var der ikke. Men hendes storesøster, som jeg ikke ser så tit, var der med én af sine sønner på 7 år.

“Er du Saras mor,” spurgte drengen pludseligt. Er du Saras mor?. Sikken et dejligt spørgsmål. Det er meget længe siden, nogen har spurgt sådan.

“Ja, det er jeg,” svarede jeg. Glad og overrasket. Han har jo ikke kendt hende. Han blev født tre år efter hendes død.

“Men vi taler jo tit om hende,” sagde hans mor. “Han er også med på kirkegården, og vi fortæller historier om hende.”

Jeg blev rørt af glæde. Sara er med i deres liv. Det vidste jeg jo godt. Men her, her blev det så tydeligt med drengens spørgsmål. I nutid. “Er du Saras mor?” Et spørgsmål som i “gamle dage”, da hun levede. At andre oplever, at jeg er Saras mor. Stadig. Nu. Sara, der lever videre i fortællingerne. Ikke bare hos mig.

Vintersolhvervsfejring har altid været næsten vigtigere for mig end jul. Årets nytår. Mørket, der er på sit dybeste, og som vender. Sollyset, der fra den dag vil fylde mere og mere. Sara var med til en slags højtideligholdelse af vintersolhverv, da hun var barn, og vi næsten altid tog på udflugt til stendyssen “Troldkirken” juleaftensdag. Mens anden langtidsstegte, og inden jeg tog i kirke (det ville de andre ikke, hellere Disneyshow) tog vi på en udflugt til Troldkirken. Tændte stearinlys derude, under den store sten, mens vi talte om Vintersolhvervets betydning.

Senere har jeg højtideligholdt det med veninder, hvor vi mediterede derude på vintersolhvervs dagen. Og endnu senere har jeg været alene derude. Men i år inviterede jeg min familie til solhvervsfejring. Først med bretonske galetter og pandekager hos mig. En tur, samlet, op til Saras grav for at lægge blomster og tænde lys. Og derefter ud til Troldkirken for at fejre lysets tilbagevenden der.

Det var dejligt at inddrage familien, specielt min nieces børn, i solhvervsfesten. Og Sara, eller i hvert fald mindet om hende, var med.

Ligesom et par dage senere, hvor jeg gik ud for at gennemføre mit eget solhvervsritual ved at meditere i skoven. Her er et lille uddrag af, hvad jeg skrev om turen bagefter:

Jeg har brug for …. energi til det, jeg vil nå i det nye år. Min egen energi er lav. Viljen svigter. Jeg kommer her for at hente styrke. Hørte I det derude. Er intentionen mon klart nok formuleret? Som man råber i skoven, får man svar. Derfor er det vigtigt at råbe det rigtige spørgsmål ud mod universet. Men et uventet smutter ud: “Hvor er du mon nu, Sara?” Og en stille hvisken kommer mig i møde: “Jeg er langt længere væk end før, men alligevel tættere på, end du aner.”….

Det kunne jeg tænke lidt over. Uden at behøve at forstå det. Det var bare smukt og fredeligt. Julen kunne komme, kunne den!

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Meditation og sorg

“Morgenmeditation. Tankestrømmen, som jeg i dag ikke kan lade være med at følge. Sara. Sara, der altid befinder sig der. Et eller andet sted i strømmen af tanker dukker hun op. Mest med et strejf af kærlighed. Den kærlighed, der stadig, i øjeblikke, er blandet med et stik af sorg. Og savnet, der altid blander sig. Savnet efter det, der var – og efter det, der aldrig blev.

Og en undren ind imellem. Som i dag, hvor gråden stiger til halsen, fulgt af nogle dybe hulk. Hjertet og brystkassen, der rystes. Men intet når mine øjne. Jeg ville gerne græde. Men det forbliver stumme hulk og rystelser nogle sekunder endnu.

Fik jeg nogen sinde grædt nok?”

 

“Men når jeg vil, møder jeg dig ved stupaen midt på den store gårdsplads mellem Loblang Klostrets bygninger. I Xiahe. På kanten af det tibetanske plateau.

Her møder jeg dig altid. Når jeg har sat mig godt til rette og søger stedet. Du kommer hen imod mig, fra indgangen og henover den store plads. Du kommer i din røde sommerkjole, den fra Tunesien, kort og med stropper, bare arme og ben, selv om her er pissekoldt. I 3000 m højde. Men du kommer, storsmilende, på lette, raske skridt, ser ikke ud til at fryse.

Du kommer mod mig, nærmere og nærmere. Mine øjne fyldes af glædestårer. Hjertet, der svulmer. Her er du også. Det bliver en god dag.”

Jeg har tidligere, både i bogen og her, fortalt om mine måder at håndtere sorgen på: At give den al den plads, den havde brug for. At give minderne plads. At skrive mig igennem sorgen. Og mest af alt: Meditation. Meditationen – bare sidde, fuldkommen fokuseret på åndedrættet. Det gav mig de fornødne pauser, hvor jeg ikke tænkte, ikke mærkede, ikke andet end min vejrtrækning. Det kunne være meditationer, hvor jeg valgte at se Sara, fokusere på kærligheden, på minderne. Nogle gange havde jeg brug for “igen” at befinde mig et sted, hvor jeg følte mig godt til pas. Det sted kunne jeg finde under meditationen. Og somme tider skete det, at Sara spontant dukkede op. Som første gang jeg bevidst fokuserede på klostret i Vestkina, som jeg havde besøgt 4 år før Saras død. I det virkelige liv mødte jeg aldrig Sara der, hun befandt sig i den modsatte ende af Kina, hvor vi skulle mødes senere. Men fra første gang, jeg bevidst brugte stedet i mine sorgmeditationer, er Sara næsten altid dukket op.

Den øverste meditation er et eksempel på, at det ikke altid lykkes at slippe tankestrømmen. Men da der ikke går en dag, uden at jeg tænker på Sara mange gange, er det godt at vælge at dvæle ved hende, ved savnet, helt bevidst. Det letter – stadig – hver gang.