Kategoriarkiv: Fysiske reaktioner ifm sorg og tab

9 år

Næsten umærkeligt forandrer disse årsdage sig. En lille forandring fra år til år, som jeg næsten ikke registrerer, selv om det har været tydeligt i flere år, at de fysiske reaktioner på dødsdagen var borte. I starten gennemlevede jeg hjertebanken, angst, fysiske rystelser, svimmelhed – alt muligt, som på Saras dødsdag.

Den 28. juli var det ni år siden. Og jeg registrede, nærmest overrasket, at følelsen inden i, at tankerne om Sara ikke var så meget anderledes end i det daglige liv. Derfor skrev jeg følgende på hendes facebook profil:

“Ni år siden, du døde. Årsdagen, som de første år nærmest fik mig til at gennemleve det hele, har lidt efter lidt ændret sig til at være en dag med “almindeligt savn” som de andre dage. Selv om tankerne er lidt anderledes i dag, sådan som: På det her tidspunkt var der stadig flere timer til ulykken. Nu ledte vi efter hoteller i Paris. Nu løb du. Og nu blev du ramt…Men uden at det gør så voldsomt ondt i sjælen som tidligere.

Jeg har været på kirkegården med solsikker – og nede med en solsikke på ulykkesstedet. På kirkegården igen i aften, rørt over de blomster, der står der.

Og så var det godt at se på nogle fotos fra de sidste uger, du levede. Se, hvordan du strålede.”


Jeg er flyttet

Jeg flyttede til en ny bolig i februar. Min første flytning siden Sara døde. Jeg kunne ikke have gjort det for nogle år siden. Da var det stadig vigtigt at bo et sted, som hun havde været en del af – selv om hun var flyttet hjemmefra. Hun kom jo ofte på weekend og ferier.

Flytningen blev en lang rejse på mange uger. Derfor får jeg lyst til at kopiere, hvad jeg har skrevet i min rejseblog:

Ja – at flytte blev i den grad vinterens rejse. På den hårde måde.

At flytte er som at dø – lidt. Alt andet går i stå. Alt er koncentreret om dette eneste: At flytte. Livet er derude, mens jeg er optaget af andre ting. Livet sker, uden at jeg rigtigt er der. Jeg er i det rum, der er fyldt med bekymringer, tanker, planer (hvordan indrette det nye sted, hvordan får jeg pakket, flyttet…) Jeg er i en slags Bardo med kalden, udfordringer, skræmmebilleder undervejs. Indtil livet genopstår det nye sted.

Jeg bildte mig ind, at jeg levede minimalt. Det gjorde jeg så ikke – kan jeg se allerede da jeg begynder at rydde op i kælderen, sortere til udsmidning og til at gemme. Jeg var ellers god til at smide ud. For hvert nye stykke tøj, røg et gammelt til genbrug. Regelmæssig udlugning i bøger og gamle papirer.

Men se nu her. Hele gulvet, der er fyldt. Jeg må væk fra kaos. Det, der fylder både indeni, udenom og snart i hele huset. Det gør mig fysisk dårlig. Kan kun klare det under en halv time ad gangen. Forstyrrer min nattesøvn. Jeg, der aldrig har haft søvnproblemer, ligegyldgt hvad, der skete i mit liv.

Og så – en indsigt. Jeg kender det kaos. Fra dengang Finn (Saras far), Peter (Saras kæreste) og jeg tømte hendes kollegieværelse i København tre uger efter hendes død. Det mest forfærdelige. Værre end dødsdagen. Værre end bisættelsen. At slette sporene efter hendes liv.

Endnu et flyttekaos vækker dette gamle til live. Mens der dukker mange af hendes ting, minder om hende, frem fra hylderne.

Det er et indre arbejde, der fylder – sammen med det ydre.

Det letter faktisk lidt. Jeg tager det alvorligt. Accepterer, at jeg må arbejde mig langsomt igennem flytningen. Lidt efter lidt.

Rejsen til min nye bolig tager tid. Rejsen mod min efterårs- eller vinterbolig. Boligen, som jeg gerne vil blive i resten af livet. Gider ikke flytte igen. 16-17 gange har jeg gjort det i mit voksne liv.

Og nu er jeg her. Har været her lidt over en måned. Jeg er faldet til, faldet ind. Har straks vænnet mig til de nye omgivelser. Som når jeg er på rejse.

Jamen sådan var det lidt i starten. Som at være på en ferierejse. Med al den udsigt over vandet, følte jeg mig som i en ferielejlighed. Det krævede næsten en drink eller et glas rosévin om aftenen, mens solen gik ned og skabte de flotteste udsigter her fra lejligheden.

Det er et godt sted at lande resten af livet (jeg tror, jeg må skrive mere om disse tanker – om fremtiden, der nødvendigvis er kort, nu. Ikke dramatisk. Bare, at sådan er det. Nøgternt, konstaterende). Her er rummeligt. Lyst. Panoramaudsigt over byen og Limfjorden. Tænk, her har jeg boet i 30 år – uden at se fjorden hver dag. Nu har jeg de smukkeste solnedgange, jeg kan forestille mig. Jeg bor i mågehøjde – de flyver rundt foran mig – og skyerne lige over mit hoved.

Jeg tror, at Sara ville have elsket at komme her.


Jeg fejrer stadig din fødselsdag

Giver det mening at stå her, en tidlig morgen, i gang med at bage boller og fødselsdagskage til min datters fødselsdag? Hun er her jo ikke. Er død. Har været det i otte år.

Men, jo, det giver mening. I dag kunne hun være blevet 32 år. Jeg aner ikke, hvordan hendes liv ville ha’ været nu, hvis hun levede. Det bliver kun fantasier. Men jeg ved, hvor meget hun elskede kage og fødselsdage. Derfor bager jeg. En måde at fejre hendes liv på. Som jeg har fortalt tidligere, så er der en stor forskel, for mig, på hendes dødsdag og hendes fødselsdag. Dødsdagen rummer alle minderne og følelserne omkring ulykken, den dag hun døde. De første år var disse minder og følelser så kropslige, at jeg bogstaveligt talt mærkede de rystelser i kroppen, den hjertebanken, svimmelhed og følelsen af at være gemt bag en tåge, ligesom dengang. Mens fødselsdagen på en måde nærmest blev en glædesdag. En dag, hvor minderne om Sara næsten kan være mere lette og livfulde end andre dage.

Det er hendes liv, den dag minder mig om. Fødslen, glæden, at se hende vokse op, høre hende tale, se hende som skolepige, som gymnasieelev, som voksen.

Derfor bager jeg. Der kommer som regel nogen forbi. Nogle af hendes gamle venner/veninder. Noget familie. Ikke de samme hvert år. Men altid nogen. I dag har tre af hendes veninder  meldt deres ankomst i løbet af formiddagen, ligesom hendes far.

I år skal det være en “solsikkekage”. En rund krydderkage med gulerødder og bær og æblejuice og masser af andet godt i. Og så vil jeg lave solsikkens blomsterblade i gult marcipan. Jeg kludrer i disse. Har først brugt kagerullen til at glatte marcipanen ud og tegne fine blomsterblade med en skarp kniv. Men altså – jeg kan ikke flytte dem over på kagen. De klistrer til bagepapiret, går i stykker. Så jeg ender med at lave lidt kluntede blomsterblade ved at trille små pølser og flade dem ud på kagen. Hmmm. Den store Bagedyst ville jeg aldrig vinde på udseendet. Men smagen ville jeg nok få points for. Og jeg er sikker på, at Sara ville elske den.

Saras veninder er her. Hendes far er her. Vi spiser boller og kage, og snakken går. Om Sara. Og om deres liv nu. Om vores. Om Sara igen. Vi griner sammen. Går i samlet trop til kirkegården med blomster. Bliver lidt stille og lidt rørte, står lidt i ring og omfavner hinanden, fordi det er godt at være sammen.

Da de tre veninder tager af sted igen, føler jeg mig dybt taknemmelig over, at de har været her. At de husker og fejrer Sara. At de også gider være sammen med mig/ os. Jeg tænker – de er jo “videre” i livet. Én har to børn, én er gravid, to af dem er blot hjemme på ferie fra København i nogle dage. Det gør mig dybt taknemmelig. Og taknemmelig over, at Sara hele tiden var omgivet af gode mennesker i sit liv.

Hendes far bliver, hans kæreste kommer. Jeg er sikker på, at Sara ville ha’ elsket hende.

En god dag.

Seks år – og 30 års fødselsdag

Den 28. juli er Saras dødsdag. Dagen før skrev jeg flg. både på min egen og på hendes facebookside:

“I dag er det 313 uger siden – i morgen 6 år. Seks år. Det er sådan ca. de år, der går fra et barn bliver født, til det skal i skole. Seks år – det er det meste af underskolen. Seks år, det er ca. alle teenageårene. Og seks år sådan en gennemsnitlig studietid. Seks år er meget levet liv. Og seks år – det er ved at være lang tid siden Saras død, og alligevel kan det føles, som om det lige er sket”

Efterfølgende kredsede mine tanker om den dør, hun er på vej igennem. Den blev pludselig symbolsk for mig: Døren til “efter”. Efterlivet, døren til “noget” eller ingenting. Jeg håber det første. At hun er et sted, hvor man kan nyde hendes høje latter, hele hendes måde at være på .

Jeg er næsten lige kommet hjem fra Bosnien, for jeg ville være hjemme på dødsdagen.

Rejsen til Bosnien blev god. Og Sara var på en måde med mig, bevidst, som jeg blev, over, at det  var et land, som Sara ikke fik besøgt. Det gjorde hun ikke, fordi jeg sagde nej, da hun som 14-15 årig blev inviteret med derned af sin bosniske veninde og dennes forældre. Det var en familie, som Sara elskede højt. Hun havde kendt dem, siden de kom til Nibe som flygtninge mange år tidligere.

Hvorfor jeg sagde nej? Som gyldig grund gav jeg, at jeg var bange for, at det kunne være farligt. Hvortil moderen til den bosniske veninde svarede, at hvis det stadig var farligt, ville de jo ikke tage deres egne børn med derned. Men jeg var lidt flov over at give den egentlige grund. En blanding af egoisme (“Jeg vil selv have hende med på ferie”) og – mest af alt – en frygt for, hvad der kunne ske hende, hvis jeg ikke var med til at passe på hende. Og det var slet ikke frygten for Bosnien, men den lange køretur til og fra. Lange køreture gjorde mig altid urolig for, at der skulle ske os, og specielt Sara noget. Men min tankegang blev nærmest magisk, som om jeg kunne afværge en ulykke, hvis jeg selv var der for at kontrollere kørslen. Så mærkværdigvis har jeg altid været bange for, at der skulle ske Sara noget i en trafikulykke. Den frygt blev jeg nødt til at leve med, når hun cyklede rundt, og da hun selv fik kørekort. Men Bosnien sagde jeg nej til.

Naturligvis kom disse tanker op igen, fordi jeg mødtes med de bosniske venner fra Nibe dernede. To af Saras gode veninder og deres mødre. Som én af mødrene sagde: “Sara er med os.” Ja, tænkte jeg, måske er jeg også på denne rejse for hende.

(Hvis du vil læse mere om Bosnien, se bloggen rejsalene.dk).

Morgenen efter Saras dødsdag

Vågner – uden vækkeur til sædvanlig tid. Lidt over 6. Bliver liggende, længe. Meget længere tid end sædvanligt. Registrerer, tænker, beslutter. Det første, jeg glæder mig over, er, at det stadig er solskin. Så burde jeg jo stå op. Lave yoga. Lave kaffe. Gå ud. Sidde meditativt med denne dagens første kop.

Men jeg nyder en behagelig træthed i kroppen og den behagelige oplevelse af , at der er ingen triste tanker om i går, intet pres i dag. Jeg takker igen for, at dagen i går, Saras dødsdag, er overstået. Takker for, at det nu er nogle år siden, at jeg på den dag mærkede indre kaos, svimmelhed, uro, fysiske rystelser i arme og ben. Det er ovre nu. Jeg savner stadig Sara, elsker hende lige så meget. Men det er godt, at de fysiske reaktioner er overstået.

Jeg beslutter mig for, at dagen i dag skal være en god og rolig dag. Jeg vil ikke stresse, ikke føle pres. Der er et år til næste årsdag. Og inden da, kunne det være din 30 års fødselsdag.

30 års fødselsdag i oktober

Da dagen starter, summer mit hoved af spørgsmål. Om Sara. Til Sara:

Hvad mon du ville ha’ ønsket dig til din 30 års fødselsdag?

Hvordan skulle den holdes? Ville du fejre den i Nibe eller i København?

Ville du stadig være sammen med din kæreste? Eller en anden? Eller alene?

Ville du allerede have et barn eller to? Du ville jo ha’ børn tidligt.

Eftersom jeg ikke ved det, inviterer jeg dig til morgenmad på den nye café i Nibe. Jeg tror, du ville elske den. Så her sidder jeg – alene på caféen med min morgenmad, men med dig til stede i tankerne.

14711142_10210609975067160_2091021472324364848_o

Finn og jeg vil give dig 30 røde roser, da vi ikke kan give dig andet.  Og jeg vil bage muffins og boller og lave en Tirramissu lagkage.

14713044_10210609975027159_7300077487946712855_o

Din kusine, hendes mand og deres børn kommer om eftermiddagen til fødselsdag, og Alexzander på tre, der spørger “Jamen hvorfor er Sara her ikke, når det er hendes fødselsdag?” Og han har jo ret. Og vi går alle op til dit gravsted med blomster og den fine perlekæde, som Sara-Sofie har lavet til dig i børnehaven i dag.

Om aftenen laver jeg cous-cous, selv om jeg af gode grunde ikke ved, om det stadig ville ha’ været din yndlingsret.

Og sådan går dagen. Din 30 års fødselsdag.