Kategoriarkiv: Meditationspraksis ifm sorg og tab

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Meditation og sorg

“Morgenmeditation. Tankestrømmen, som jeg i dag ikke kan lade være med at følge. Sara. Sara, der altid befinder sig der. Et eller andet sted i strømmen af tanker dukker hun op. Mest med et strejf af kærlighed. Den kærlighed, der stadig, i øjeblikke, er blandet med et stik af sorg. Og savnet, der altid blander sig. Savnet efter det, der var – og efter det, der aldrig blev.

Og en undren ind imellem. Som i dag, hvor gråden stiger til halsen, fulgt af nogle dybe hulk. Hjertet og brystkassen, der rystes. Men intet når mine øjne. Jeg ville gerne græde. Men det forbliver stumme hulk og rystelser nogle sekunder endnu.

Fik jeg nogen sinde grædt nok?”

 

“Men når jeg vil, møder jeg dig ved stupaen midt på den store gårdsplads mellem Loblang Klostrets bygninger. I Xiahe. På kanten af det tibetanske plateau.

Her møder jeg dig altid. Når jeg har sat mig godt til rette og søger stedet. Du kommer hen imod mig, fra indgangen og henover den store plads. Du kommer i din røde sommerkjole, den fra Tunesien, kort og med stropper, bare arme og ben, selv om her er pissekoldt. I 3000 m højde. Men du kommer, storsmilende, på lette, raske skridt, ser ikke ud til at fryse.

Du kommer mod mig, nærmere og nærmere. Mine øjne fyldes af glædestårer. Hjertet, der svulmer. Her er du også. Det bliver en god dag.”

Jeg har tidligere, både i bogen og her, fortalt om mine måder at håndtere sorgen på: At give den al den plads, den havde brug for. At give minderne plads. At skrive mig igennem sorgen. Og mest af alt: Meditation. Meditationen – bare sidde, fuldkommen fokuseret på åndedrættet. Det gav mig de fornødne pauser, hvor jeg ikke tænkte, ikke mærkede, ikke andet end min vejrtrækning. Det kunne være meditationer, hvor jeg valgte at se Sara, fokusere på kærligheden, på minderne. Nogle gange havde jeg brug for “igen” at befinde mig et sted, hvor jeg følte mig godt til pas. Det sted kunne jeg finde under meditationen. Og somme tider skete det, at Sara spontant dukkede op. Som første gang jeg bevidst fokuserede på klostret i Vestkina, som jeg havde besøgt 4 år før Saras død. I det virkelige liv mødte jeg aldrig Sara der, hun befandt sig i den modsatte ende af Kina, hvor vi skulle mødes senere. Men fra første gang, jeg bevidst brugte stedet i mine sorgmeditationer, er Sara næsten altid dukket op.

Den øverste meditation er et eksempel på, at det ikke altid lykkes at slippe tankestrømmen. Men da der ikke går en dag, uden at jeg tænker på Sara mange gange, er det godt at vælge at dvæle ved hende, ved savnet, helt bevidst. Det letter – stadig – hver gang.

 

 

 

Et interview om bogen

Forleden havde jeg en journalist  på besøg. Hun havde læst det uddrag af min bog, som blev bragt i Kristeligt Dagblad i efteråret og var blevet berørt af det, jeg skrev om at flytte fokus fra det, jeg havde mistet til taknemmelighed over det, jeg havde haft. Derfor ville hun gerne lave et interview med udgangspunkt i dette.

Jeg sagde ja til interviewet, fordi jeg straks havde tillid til, at hun ville behandle emnet ordentligt, at det ikke blev et interview om en stakkels mor i offerrollen, som jeg aldrig har villet være i.
Så snart jeg havde sagt ja, kom jeg igen til at reflektere over, hvad det var, der gjorde, at jeg kunne begynde at flytte fokus, hvorfor det føltes nemt. Eller enkelt er nok et bedre ord, for intet var nemt i den periode.

Men gennem min mangeårige meditationspraksis havde jeg opbygget en evne til at observere tankernes og følelsernes stadige strøm uden at gå ind i dem. Sagt på anden vis: Når jeg ville det, så kunne jeg sætte mig uden for tanker og følelser, ikke være i dem, men give mig selv ro ved at stille mig udenfor, bare observere, lade dem passere, fordi det kun er, når man går ind i tankerækken eller følelsen, at den bliver oplevet intenst.

Fra starten opstod det helt spontant med den tåge, der lagde sig om mig, gennem hvilken jeg kiggede ud, oplevede det, der skete med et beskyttende lag omkring mig.

Det, der så skete efter den forfærdelige weekend med tømning af Saras værelse i København, var – tror jeg – en kombination af en pludselig indsigt, da jeg hørte Leonard Cohens synge ”There’s a crack, a crack in everything, that’s how the light gets in…” og en ubevidst erindring om en øvelse i at flytte fokus, som jeg lavede mange år tidligere. Øvelsen gik ud på i en måned at gøre mig fri af forstyrrende tanker omkring vrede, utilfredshed, frygt osv. Hver dag skulle jeg have en sætning parat til brug, når jeg opdagede disse forstyrrende tanker. En sætning, der handlede om tilfredshed eller glæde ved ét eller andet – meget lig den buddhistiske tankegang. Jeg husker, hvordan jeg i den måned havde forberedt en ny sætning til hver dag, som ”Jeg har en dejlig og livskraftig datter.” – ”Jeg lever et liv, som jeg selv har valgt.” osv. Hver morgen tog jeg en ny sætning frem, huskede den, brugte den på alle mulige tidspunkter. Ved irritation over andres kørsel, ved utilfredshed over en travl dag – eller alt andet, der får tanker og følelser til at bevæge sig i negativ retning. Hver gang vendte jeg tilbage til den sætning, som jeg havde valgt den dag, og det var forunderligt at opdage, hvordan der kom færre og færre utilfredse tanker og følelser i løbet af måneden.

Denne gamle øvelse og hele min meditationspraksis gjorde, at det på en måde var enkelt pludselig at opdage glæden ved at have haft en datter, hver gang tanker om alt det, jeg savnede, meldte sig.

Journalisten kom så for et par uger siden, og det var en god og intens oplevelse. Hun var nærværende, interesseret, var heller ikke bange om at fortælle lidt om sig selv. Derfor blev det nemt bare at snakke løs om sorgproces og Sara, mens der var én, der bare lyttede. Næsten som at være i terapi. Det gav i hvert fald både lettelse og energi. Jeg kunne se i spejlet bagefter, hvor afslappet og levende jeg så ud.

Jeg trængte vist til at tale om processen, om Sara, igen.

IMG_0001

IMG_0003