Kategoriarkiv: Meditativ skrivning ved sorg og tab

31 års fødselsdag

Fødselsdag igen. Sara, der kunne være blevet 31. Tankerne går til hende, lidt mere end ellers. Dvæler ved minder, fotografier. Sender lykønskninger til der, hvor hun måtte være. Ser flere fotos, poster nogle på facebook. Billeder fra fester og sjove situationer. Måske er det godt for mig – i dag – at se hendes liv som en fest. Bager én af hendes yndlingskager, Brunsvigeren. Der kommer ikke længere så mange forbi på hendes fødselsdag. Hendes veninder arbejder, bor langt væk, flere har fået børn. Men boller og Brunsviger skal der være. Jeg kan jo fejre fødselsdagen alene. Gå lidt i fødsel igen. Mindes min første øjenkontakt med den nyfødte Sara. Samle mit sjal om mig og dykke ned i minderne.

En af mine veninder spurgte mig forleden, om det var med uro i maven, at jeg nærmede mig Saras fødselsdag. Men sådan er det ikke. De første år, ja – og især det allerførste, hvor alle mærkedage, fødselsdage, højtider var en første gang – uden Sara. Fødselsdagen så jeg dog, til trods for denne første gang, som en hyldest til Saras liv. Meget anderledes end dødsdagen. På fødselsdagen var/ er det hendes liv, jeg vil huske. Alt det liv, der var. Den levende Sara.

Og det er faktisk den levende Sara, jeg mest tænker på. Også i hverdagen. De pludselige strejf af smerte i hjertet, de pludselige påmindelser fra sindets dybde – “Sara er død” –  de er der også stadig. Men det er den levende, som har været i mit liv i næsten 24 år, der får lov til at fylde. Og i mine fortællinger sniger hun sig ind, igen og igen. Jeg får lyst til at kopiere denne, som “skrev sig” næsten af sig selv for et par uger siden:

“Jeg står ved én af stierne, som fører ind i skoven. Den skov, jeg kender bedst. Skoven i udkanten af Nibe. Ikke specielt stor, men stor nok til at det tog tid at kende alle stierne, lysningerne, områderne med nåle- eller løvtræer. Tid til at udforske den alene og sammen med min datter.

Når jeg står her aftenen før fuldmånen, får skoven dette eventyragtige skær, som kun kommer på denne tid af månedens cyklus, og ved mine første skridt ind i skoven er det næsten, som om jeg hører ekkoet af min datters barnestemme, der fortæller om, at hun har været oppe på Nissehøjen med småkager til nisserne, eller sommerdage, hvor hun begejstret fortæller om et træ, som hun har plantet, om manden med bierne i udkanten af skoven.

Det føles så virkeligt, at jeg kan tage Sara i hånden, mens jeg går videre. Ja, denne gang skal min måneskinstur i skoven ikke være en alene-tur, men en vandring med Sara. Hendes venstre barnehånd ligger i min højre hånd. Det føles bekendt og godt at vandre på månestien sammen med hende.

“Er det lidt uhyggeligt at gå her?” spørger hun med en næsten hviskende barnestemme og klemmer min hånd.

“Det kan føles uhyggeligt, men det er mest vores tanker, der får os til at tro, at noget er uhyggeligt. Se, vi er i skoven, som vi kender. Det er bare nat, og månen lyser.”

Jeg mærker, at hendes hånd slapper lidt af, mens vi går videre, og jeg spørger: “Hvor har du lyst til, at vi går hen?”

“Til Nissehøjen,” svarer hun.

Okay, tænker jeg, det er i den mørke ende af skoven, der, hvor både sol- og månelys har svært ved at trænge ned mellem træerne. Jeg ville nok hellere ha’ været på Hestepladsen, lysningen, der vil være omkranset af månelys og med ekkoet af musikken fra sommerens festival hængende mellem træerne. Men nu har jeg spurgt hende, så det må blive Nissehøjen.

“Det er dig, der har fortalt mig, at den hedder sådan,” siger jeg, da vi drejer til højre ad en sti, som fører derhen.  “Det var Ulla, der fortalte os det,” siger Sara. “Den dag før jul, da hun fortalte et eventyr om nisserne i Nibe, inden vi skulle ud for at finde stedet, hvor de bor. Med småkager til dem. Tror du, vi ser dem i nat?”

“Det ved jeg ikke,” siger jeg, “men det er dejligt, at du er med mig i skoven. At du godt vil gå den tur sammen med mig.”

“Du lærte mig jo, at jeg ikke skulle være bange i mørket, ” siger hun. Og pludselig lyder stemmen som den voksne Saras. Jeg kigger ned på hende. Det er stadig den 5-årige datter, der går ved siden af mig.

“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. “Ved du, at efter din død var jeg i en periode voldsomt i tvivl om, om jeg havde givet dig nok i livet?” – “Det gjorde du,” siger hun, stadig med voksen stemme, mens det er det lille barn, jeg holder i hånden. “Men det skal vi ikke tale om, det er du jo kommet igennem, er du ikke?”

Sandt nok, men somme tider er det næsten, som om jeg længes tilbage til den første periodes kaos af tanker. Men, rigtigt, at det er jeg vist kommet igennem. Det er længe siden, at tvivlen har martret mig, længe siden, at jeg har stillet mig selv umulige og ubesvarede spørgsmål. Og lige nu nyder jeg at genopleve Saras lille, varme hånd i min, mens vi går gennem skoven, stille, ved siden af hinanden. Smågrene knaser under vores fødder. Jeg fornemmer det allerede faldne løv omkring mine sko, da vi skyder genvej udenom stierne, ind mellem træerne. Jeg har vænnet mig til mørket og til den kolde, fugtige luft. Mit højre øje løber ikke længere. Tårekanalen har også vænnet sig til kulden og til vandstanden i øjet. Her er tyst og godt og sikkert. Vi kender skoven. Begge to.

Nu kommer vi ud på en bred sti, og vi nærmer os Nissehøjen. Jeg ser lys længere fremme. Hold nu op, tænker jeg, da jeg ser, at højen står på glødende pæle, og at den er lyst op, indefra, næsten gennemsigtig. Er det ikke lidt for meget at fremmane sådan et syn. “Stop nu med at nedgøre dine oplevelser,” siger Saras voksenstemme. “Du ser, det du ser. Lav det ikke om. Lad os sætte os foran højen.”

Vi sætter os i de faldne, fugtige blade. Jeg er ligeglad med at blive våd og kold. Sætter mig godt til rette i skrædderstilling med lugten af muld i næseborene, mens varmen fra højen begynder at nå min krop.

“Du skal bare sidde,” siger Sara, “lade komme, det, der kommer. Lade det være, hvis der ikke kommer noget.” Så jeg sidder bare. Der sker ikke andet, end at jeg føler mig tryg, glad, mærkelig varm. Jeg bliver bare i oplevelsen, men kan ind imellem ikke lade være med at vente på, at noget mere skal ske, i højen eller udenom. Noget der vel ske. Hvorfor ellers komme herud?

“Hvis du så gerne vil have noget med dig,” lyder Saras stemme, nu længere væk, henne fra højen, “så husk de nye tanker, du fik i går: Om du ville være mere lykkelig nu, hvis jeg levede. Hvor svært det var at svare på. Det er spørgsmål, som du ikke kunne stille tidligere, men et vigtigt spørgsmål at gå videre med. Og du ved, at ligegyldigt hvad du tænker, så kan jeg bære det, der hvor jeg er. Du har været mig en god nok mor, både i livet og i døden.”

Jeg græder lidt ved hendes ord. Ser mig omkring. Sara er væk. Højen står som en stor, mørk skygge mellem træerne. Alt er stille. Jeg vil gå hjem, taknemmelig over oplevelsen. Hjem for at sove i månelysets skær.”

Som jeg har nævnt tidligere, er man i nyere sorgforskning mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have sine afdøde med videre i livet. Det kan gøres på mange måder. At lave fortællinger om den, man har mistet (som i ovenstående) er én måde. At fortsætte med at fortælle om sin afdøde pårørende, det liv, der var, hver gang det er relevant, er en anden måde.

Lige nu, når jeg genlæser fortællingen og husker det spørgsmål, som pludselig dukkede op – om jeg ville være mere lykkelig, hvis Sara levede – så husker jeg, at jeg jo faktisk allerede gav udtryk for dette i slutningen af min bog: At jeg var glad igen, nogle gange lykkelig. At jeg havde alt, hvad jeg havde brug for i livet. Det eneste, eller nærmere DEN eneste, der manglede, var Sara. Og lige nu tænker jeg videre, at jeg har hende jo med i livet, på forskellig vis. Hjælper det mig til at jeg kan føle mig lige så GLAD, som hvis hun var her? For med eller uden Sara var/ er lykken en flygtig tilstand.

 

En fortælling

(Billedet herover er 7 år gammelt. Saras sidste vinter)

Siden sidste sommer har jeg deltaget i en slags skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.

Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.

I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Oplevet fortællingens kraft. At jeg gennem skrivning kan finde ny energi, når skrivningen bliver meditativ og let flydende. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter Saras død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her og min rejseblog har virket godt for mig, men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.

Og Sara dukker selvfølgelig op i mange af opgaverne, sniger sig ind, bliver en del af det, jeg oplever, mens jeg skriver, eller hun giver min fantasi vinger. Derfor får jeg lyst til at dele en fortælling, hvor hun var med. Opgaven var en tur ud i marts måned samt integrere elementer som solopgang, være en del af – og en gås, som bringer en besked/ en indsigt:

GULDGÅSEN

Jeg ved lige præcis, hvor jeg vil gå hen. Hvilken mark, jeg vil opleve solopgangen over. Jeg skynder mig ud til det sted ude på landet, hvor min datter og jeg boede i 2½ år, indtil hun flyttede til København. En nedlagt landejendom med et meget stort stuehus, hvor vi boede i stueetagen, omgivet af en kæmpehave og udsigt til marker, så langt øjet rakte.

Her havde jeg min morgenplads ude i æblehaven, som vestvendt var beskyttet af buske og høje moreltræer. Buskene gav også mig læ for vinden, så her havde jeg fra tidlig marts til tidlig november en havestol stående. Sad der hver morgen med et stort krus kaffe og kiggede ud over marken mod øst og mod solen. Marken bredte sig langt ud og opad i det skrånende terræn, og ca. 1 km væk stod en række træer, som dannede horisonten. Det betød, at selv om sommeren kunne jeg være der tids nok til at se solen stå op over træerne ved sekstiden.

Jeg elskede det sted, hvor jeg fandt ro i livet efter et parforhold, der vaklede mere og mere, og som endte med en lykkelig skilsmisse. En nylig operation for modermærkekræft fyldte mere end skilsmissen, men mine morgener tilbragt med meditation på mit sted mellem buskene, eller morgener, hvor jeg bare gloede lidt ud over marken, fordi jeg skulle skynde mig på arbejde lidt senere, blev en vigtig del af min healing. Her tog jeg vigtige beslutninger om, hvordan jeg ville være i livet fremover. Og at det, over alt, var vigtigt at leve for at følge min datter på vej.

Somme tider brød jeg ud i salmesang, skrålede højt “Se nu stiger solen” eller “Lysets engel går med glans”, når solen brød frem. Jeg kunne bare give los, ingen kunne høre mig. Tror jeg i hvert fald ikke.

Så det er selvfølgelig der, jeg vil ud. Jeg vil ud og opleve solopgangen fra “mit” sted. Forleden hørte jeg lyden af en flok gæs, der fløj over huset, men nåede ikke ud tids nok til at se dem. Måske vil jeg være heldig at se gæs her til morgen.

Jeg ankommer i tusmørket, går over den store gårdsplads, forbi stuehuset, der er bygget i røde mursten, kaster et blik på de tre længer, der er hvidkalkede og skinner lidt i lyset fra den tiltagende måne. Alt er tyst.  Der er mørkt både oppe hos ejerne, som bor på første sal og hos lejerne i stueetagen. Der er vist ingen, der endnu er stået op i den tidlige morgen. Klokken er nok 6:30. Men da jeg går mod æblehaven, kigger jeg til højre langs gavlen af huset og ser, at der er lys i badeværelset, hører den svage lyd af bruseren.

Videre op ad den lille skråning, dreje til venstre ad stien, der fører hen mod æblehaven. Æblelunden kaldte vi den, da vi lige var flyttet herud. På højre side af stien er der en urtehave, og til venstre er stien kranset af hybenbuske. Længere henne til venstre, lige inden æbletræerne, står der nogle bærbuske og bag dem de høje moreltræer. Mellem buskene står der stadig en stol. En stol parat til mig – og til solopgangen. Jeg hiver et tykt strikket sjal og en pude frem af min lette stoftaske, som jeg bærer skråt over skulderen, pakker mig ind og sætter mig med ansigtet mod øst. Sidder bare stille, meditativ, ventende på det mirakel det er hver dag, når solen igen spreder sit lys. Sidder længe, uden at fryse. Her er godt med læ, buskene bagved, æbletræerne til venstre, og jeg er klædt godt på.

Nu kan det ikke vare længe, selv om jeg ikke kan se solen endnu. Kun den gyldne himmel over trætoppene mod øst. Og ved det første rødgyldne lys, der viser sig, mens solens øverste bue stiger op over trætoppene, sker noget vidunderligt. Det øjeblik er jeg igen Benthe for 10 år siden. Det er begyndelsen af marts 2007. Min datter, Sara, lever. Hun er 20 år gammel. Hun skal flytte til København til maj for at starte på sit studie efter sommerferien. Hun er taget af sted til Bilka tidligt, der, hvor hun har arbejdet siden hun kom hjem fra Kina i august. Hun har lånt min bil, for jeg har min hjemmearbejdsdag. Har indrettet et rum, hvor jeg har private klienter en gang om ugen.

Om et par uger flytter vi ind til Nibe, hvor jeg vil bo, når Sara er flyttet. Så kan jeg sælge min bil og have flere penge til at rejse for.

Jeg sidder her og ved, at jeg skal nyde denne solopgang og de næste, for når jeg flytter, mister jeg den.

Det er forunderligt, at selv her, sidst på vinteren, kan jeg mærke solens stråler i ansigtet, så snart den er halvt over trætoppene.

Alt er godt, min datter er på vej i sit liv. Selvstændig, livsdygtig, flyvefærdig. Jeg kan læne mig tilbage, koncentrere mig om mit eget liv. I rolig glæde over ikke at kende fremtiden.

Jeg svæver, svæver mod øst. Blander mig med solens stråler. Jeg er let og luftig og midt i solopgangen, hvorfra jeg kigger ned over marken. Ned på kvinden, som sidder der, fredfyldt og glad i nuet. Jeg varmer hende og giver hende energi, for jeg ved, hvad hun skal overkomme, når de næste tre fredfyldte år er ovre. Jeg ved også, at hun klarer det. Som hun klarer alt.

Jeg breder mig ud over de andre marker, ned over byen, ud mod fjorden. Er fuldt til stede i livet og lyset, der igen er på jorden. Inden jeg vender tilbage til kvinden i stolen. Er mig. Igen. I nutiden.

En gås er landet på marken, lige foran æbletræerne. Tænk, så ser jeg én. Den står der og tager farve af solopgangen, bliver gylden, som om den gløder. Ja, selvfølgelig. Nibe har jo sin egen fortælling om Guldgåsen, der gløder, når der er fare på færde. Men det er der jo ikke – nu. Den kommer spankulerende hen imod mig, lægger hovedet på skrå over sin lange hals. Kommer med gutturale lyde, som om den taler til mig.

Og det gør den. Taler til mig: “Nå, her sidder du. Prøver at skabe dig den tidslomme, som du kunne ønske dig tilbage til. Når du igen tænker, om der var noget, du kunne ha’ gjort anderledes, om du kunne ha’ ændret livets gang.” En gås, der taler, og sådan lige spot on, uden indledning. Hvad siger jeg nu til de? At den ikke skal blande sig. For jeg kan vel ikke forvente andet end et dum-som-en-gås svar.

“He-he. Du er da vist ikke for klog selv,” svarer den på mine tanker. “Hvad ville du egentlig ha’ gjort? Holdt på din datter? Flyttet dig fra pc’en, så hun kunne tjekke sin mail inden løbeturen, så hun kom for sent til sin skæbne? Alt det var du jo igennem hundredvis af gange – dengang. Men du vidste jo ikke, hvad der skulle ske, så derfor kunne du ikke gøre anderledes.”

“Men det sidder stadig i mig. Så snart der bliver rørt ved minderne om den dag. Ikke tungt og selvbebrejdende. Mere som et strejf af sorg over, at tingene MÅSKE kunne ha’ været anderledes.”

“Jamen du var også gennem tankerækker af tidligere valg. Som hvis I nu havde gemt ferien i Tunesien til en uge senere. Endda, at hvis I aldrig var flyttet til Nibe, så var det ikke sket. For så var det ikke her , hun kom hjem på ferie på det tidspunkt. Og hver gang kom du frem til, at hvis nu et liv er afmålt, hvis der overordnet er en mening, skjult for dig, med livet og med døden, så kunne du alligevel intet ændre.”

“Hvorfor kommer du her og gentager alle de tanker, som jeg har haft for længe siden?”

“Fordi tiden ikke eksisterer inde i os. Måske heller ikke uden om os. Det lineære begreb er kun en pejling. Som får os til at tro, at med årstidernes gang går tiden. Vi måler forandringer som tid. Men vi forstår ikke tiden. At et nu er både det nu, der var, det nu, der er, det, der kommer. Derfor er dit nu tit et nu med Sara. Det er ikke sorgfuldt, men glædesfyldt. Hun er stadig med dig i livet. Men nu må jeg finde mine egne. Vi skal videre nordpå.”

Og væk flyver Guldgåsen. Men Sara er nem at vække til live i minderne.