Kategoriarkiv: Savn – flere år efter

444 uger

444 uger. Så lang tid er der gået, siden Sara døde. Hvis jeg ikke har talt forkert et sted, når jeg næsten tvangspræget noterer ugetallet i min kalender. Årstidernes og årenes skift bliver til “Endnu et forår, en vinter, et år uden dig.” Samtidig med at jeg lever et helt almindeligt og godt liv. Måske er det lige så meget mine egne sejre, jeg fejrer? At have overlevet og levet så længe til trods for det, der er sket.

Og lidt senere faldt jeg over det her, som jeg skrev for et par måneder siden:

TIL SARA

Overvældet af den slags dårlig samvittighed, som engang var stor, men nu kun dukker op i ny og næ. Denne gang over ikke at ha’ sagt meget mere ordentlig tak for din gave til min fødselsdag for ni år siden. Et Rådvad knivsæt, som må ha’ kostet dig en formue. Hvordan fik jeg takket dig?

Onsdag den 24. oktober 2018. 430 uger! 430 uger siden, du løb væk fra livet.

430 uger. En evighed. Og alligevel som om det skete for nylig.

430 uger = 107,5 måneder = 8,125 år. Så meget tid er der gået, siden jeg så dig sidst i live. Tiden, der adskiller mig fra dig. Eller – den adskiller mig fra dit liv.

Men du er her. Indeni. På en måde, som jeg ikke havde turdet håbe på. Dengang. for 430 uger siden.

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Et foto

Jeg har et foto af Sara, som jeg altid har været så glad for. Hun sidder med min venindes datters første barn, en lille pige på et par måneder. Jeg er glad for det, fordi det varmer mig at tænke, at sådan ville Sara have set ud som mor. Hvis hun havde levet og fået muligheden. Hun, der havde sagt, at hun gerne ville have børn tidligt.

Nu har min venindes datter sendt mig fotos, hvor Sara sidder med hendes søn som nyfødt. Den søn, der døde sidste år, før han blev 10 år gammel. Fik jeg fortalt om det? Jeg ved det ikke. Jeg blev meget ramt og rystet dengang. På to planer. Ét sted var jeg fuldkommen med min venindes datter, hvis søn var faldet pludseligt om under fodboldtræning, og som aldrig vågnede af coma, før han døde. Den unge kvinde, som jeg har kendt siden hendes fødsel. Så hende blive født. Da Sara kom til verden et par år senere, blev de nærmest en slags kusiner. Jeg huskede hendes omsorg for mig omkring Saras død. Og nu, syv år senere, stod hun i samme situation. Jeg følte, at jeg vidste lige nøjagtigt, hvad hun gennemlevede, hvad hun skulle igennem. Og havde forfærdeligt ondt af hende.

På et andet plan mærkede jeg det så meget i min krop, at jeg var bevidst om, at det aktiverede min egen oplevelse, min egen sorg, mit eget trauma. Og jeg er ikke i tvivl om, at min træthed gennem efterår og vinter og hele vejen til Nepal handlede om udmattelsen, der fulgte.

Da jeg for et par uger siden fik de tre fotos, hvor Sara sidder med den nyfødte dreng, blev jeg meget rørt. Så søde de ser ud sammen. Og igen denne tanke, at sådan kunne Sara have set ud som mor. Og så: “Jamen ingen af dem er her mere. De er begge døde.” Det føltes nærmest overvældende. Det var som om det lige gik op for mig dér. I det splitsekund. At de begge er døde.

Min venindes datter fortalte, at hun lovede sin søn, mens han lå i coma, og inden han blev hentet til organdonation, at Sara ville tage imod ham, passe på ham og lave sjove ting med ham. Så smukt et løfte. Ville ønske, at det på én eller anden måde er blevet indfriet.

 

 

Morgen

Det er længe siden, jeg har skrevet her. Min Nepalrejse i marts krævede megen energi – efter hjemkomsten! Jeg blev banket træt af lang rejsetid over mange tidszoner, af bronkieproblemer derovre pga. forureningen i Kathmandu. Og vel også af alder? Har været ved at gøre op med mig selv, om det er okay at blive ved med at rejse så langt. Om alt dette – hvis du er interesseret – kan du besøge min blog om at rejse alene her

Sara, der dukker op i mine tanker. På rejsen. Og hver dag herhjemme. Som altid. Og jeg får lyst til at dele noget, jeg skrev til Sara om morgenen den 25. maj:

Morgen.

Ned til fjorden med den første kop kaffe. Som jeg gjorde, lige da jeg gik på pension. Sagde til mig selv, at det ville jeg gøre. Tit.

Og nu er der gået seks år – uden at jeg er vendt tilbage om morgenen.

Men i dag. I dag sidder jeg her.

Mit lille siddeunderlag på en flad sten blandt de mange kantede.

En slurk kaffe med fjordens skønhed foran mig.

Der er lavvande og grønt af tang her ved bredden.

En lidt rådden lugt hænger i luften uden at være invaderende.

Mågerne, der sidder i en lang række på badebroen derhenne til højre for mig..

Et par store fugle i luften lige over mig (hvorfor ved jeg ikke, hvad det er for nogle?).

Svanerne, der er trukket langt ud mod midten af fjorden, så langt ud, at de ligner små, hvide papirsbåde, som glider af sted på det stille vand.

En ny slurk kaffe, mens jeg tænker, at fjorden var det sidste, du så.

Er det godt at dø med et smukt, sidste syn?

Får øje på en sten, som ligner et ansigt. Lidt tangtrævler, der har sat sig som lukkede øjne, lukket mund.

Dig.

Minder mig om et minde, som ikke er mit.

Dig, der ligger med lukkede øjne på vejen og forbløder.

Gråden, der stiger i mig. Som altid kun til halsen, hvor den kvæler mig.

Lidt

Og blidt

Og et stik i hjertet

Så hører jeg trafikken bag mig

 

Jul og nytår

Julen er overstået. Nytåret ligger lige foran. Det er den 8. jul og det 8. nytår uden Sara. Sorgen tynger ikke længere i juletiden, som den gjorde de første år. Det er savnet, der ligger derinde, med lidt tristhed, som et stille, ikke ubehageligt, akkompagnement til det, der sker omkring mig. Ikke ubehageligt – fordi det bringer minder om Sara. Næsten en trøst – at hun aldrig forsvinder ud af min erindring, ud af mit liv.

Det har også været jul og snart nytår for de nye sørgende. Alle dem, der har mistet et barn, en kæreste, en ægtefælle, en forælder, en kær ven i løbet af året. Den første jul er vel sammen med den første fødselsdag de sværeste “første gange” at komme igennem efter tabet.

Når jeg tænker på min egen “første jul” og “første nytår” efter Saras død, var den tid fyldt af minder om samme tid året før. Dengang jeg ikke vidste, at det var sidste jul med Sara.

At se mødre på juleindkøb eller på café i december måned med deres voksne døtre, gav mig lyst til at skrige til dem: “Ved I hvor heldige, I er?” Og jeg var nærmest lykkelig for at tage på en slags flugt fra julen, ned til Paris sammen med hendes far. Til Paris, hvor hendes storebror bor. Væk fra den danske jul. Ned til noget, der var anderledes. Det blev nemmere at gå rundt og mindes Sara i Paris end i Aalborg. Og nytårsaften, hvor hendes far og jeg sad sammen – og så film om det at miste et barn. Ordinary People og The Rabbit Hole. Begrave mig i savnet og for alt i verden ikke tænke på, at det var nytår. For så ville det allerede være “sidste år” at Sara døde. Afstanden til hendes liv ville blive større. Eller som én af hendes veninder udtrykte det: “At gå ind i det nye år er som at efterlade Sara i 2010.” Sara, der for al tid ville være 23, mens alle veninderne blev ældre.

Så omkring jul og nytår ved jeg, hvor slemt det føles, hvor slemt det er, for dem, der skal igennem den tid for første gang. Luften, der dirrer af alle de forventninger, der bliver lagt i juletiden. Familieidyl, der bliver flashet på facebook med fotos af nisseklædte børnebørn eller opslag om, at alt er parat til jul, roen, der sænker sig. Selv om billedet af den perfekte jul og den glade, forenede familie kan være nok så falsk – opreklameret – så gør det ikke mindre ondt i den sørgende, der nu mangler én. Den jul, der måske ikke var perfekt, får nu heller ikke muligheden for at blive det.

Seks år – og 30 års fødselsdag

Den 28. juli er Saras dødsdag. Dagen før skrev jeg flg. både på min egen og på hendes facebookside:

“I dag er det 313 uger siden – i morgen 6 år. Seks år. Det er sådan ca. de år, der går fra et barn bliver født, til det skal i skole. Seks år – det er det meste af underskolen. Seks år, det er ca. alle teenageårene. Og seks år sådan en gennemsnitlig studietid. Seks år er meget levet liv. Og seks år – det er ved at være lang tid siden Saras død, og alligevel kan det føles, som om det lige er sket”

Efterfølgende kredsede mine tanker om den dør, hun er på vej igennem. Den blev pludselig symbolsk for mig: Døren til “efter”. Efterlivet, døren til “noget” eller ingenting. Jeg håber det første. At hun er et sted, hvor man kan nyde hendes høje latter, hele hendes måde at være på .

Jeg er næsten lige kommet hjem fra Bosnien, for jeg ville være hjemme på dødsdagen.

Rejsen til Bosnien blev god. Og Sara var på en måde med mig, bevidst, som jeg blev, over, at det  var et land, som Sara ikke fik besøgt. Det gjorde hun ikke, fordi jeg sagde nej, da hun som 14-15 årig blev inviteret med derned af sin bosniske veninde og dennes forældre. Det var en familie, som Sara elskede højt. Hun havde kendt dem, siden de kom til Nibe som flygtninge mange år tidligere.

Hvorfor jeg sagde nej? Som gyldig grund gav jeg, at jeg var bange for, at det kunne være farligt. Hvortil moderen til den bosniske veninde svarede, at hvis det stadig var farligt, ville de jo ikke tage deres egne børn med derned. Men jeg var lidt flov over at give den egentlige grund. En blanding af egoisme (“Jeg vil selv have hende med på ferie”) og – mest af alt – en frygt for, hvad der kunne ske hende, hvis jeg ikke var med til at passe på hende. Og det var slet ikke frygten for Bosnien, men den lange køretur til og fra. Lange køreture gjorde mig altid urolig for, at der skulle ske os, og specielt Sara noget. Men min tankegang blev nærmest magisk, som om jeg kunne afværge en ulykke, hvis jeg selv var der for at kontrollere kørslen. Så mærkværdigvis har jeg altid været bange for, at der skulle ske Sara noget i en trafikulykke. Den frygt blev jeg nødt til at leve med, når hun cyklede rundt, og da hun selv fik kørekort. Men Bosnien sagde jeg nej til.

Naturligvis kom disse tanker op igen, fordi jeg mødtes med de bosniske venner fra Nibe dernede. To af Saras gode veninder og deres mødre. Som én af mødrene sagde: “Sara er med os.” Ja, tænkte jeg, måske er jeg også på denne rejse for hende.

(Hvis du vil læse mere om Bosnien, se bloggen rejsalene.dk).

Morgenen efter Saras dødsdag

Vågner – uden vækkeur til sædvanlig tid. Lidt over 6. Bliver liggende, længe. Meget længere tid end sædvanligt. Registrerer, tænker, beslutter. Det første, jeg glæder mig over, er, at det stadig er solskin. Så burde jeg jo stå op. Lave yoga. Lave kaffe. Gå ud. Sidde meditativt med denne dagens første kop.

Men jeg nyder en behagelig træthed i kroppen og den behagelige oplevelse af , at der er ingen triste tanker om i går, intet pres i dag. Jeg takker igen for, at dagen i går, Saras dødsdag, er overstået. Takker for, at det nu er nogle år siden, at jeg på den dag mærkede indre kaos, svimmelhed, uro, fysiske rystelser i arme og ben. Det er ovre nu. Jeg savner stadig Sara, elsker hende lige så meget. Men det er godt, at de fysiske reaktioner er overstået.

Jeg beslutter mig for, at dagen i dag skal være en god og rolig dag. Jeg vil ikke stresse, ikke føle pres. Der er et år til næste årsdag. Og inden da, kunne det være din 30 års fødselsdag.

30 års fødselsdag i oktober

Da dagen starter, summer mit hoved af spørgsmål. Om Sara. Til Sara:

Hvad mon du ville ha’ ønsket dig til din 30 års fødselsdag?

Hvordan skulle den holdes? Ville du fejre den i Nibe eller i København?

Ville du stadig være sammen med din kæreste? Eller en anden? Eller alene?

Ville du allerede have et barn eller to? Du ville jo ha’ børn tidligt.

Eftersom jeg ikke ved det, inviterer jeg dig til morgenmad på den nye café i Nibe. Jeg tror, du ville elske den. Så her sidder jeg – alene på caféen med min morgenmad, men med dig til stede i tankerne.

14711142_10210609975067160_2091021472324364848_o

Finn og jeg vil give dig 30 røde roser, da vi ikke kan give dig andet.  Og jeg vil bage muffins og boller og lave en Tirramissu lagkage.

14713044_10210609975027159_7300077487946712855_o

Din kusine, hendes mand og deres børn kommer om eftermiddagen til fødselsdag, og Alexzander på tre, der spørger “Jamen hvorfor er Sara her ikke, når det er hendes fødselsdag?” Og han har jo ret. Og vi går alle op til dit gravsted med blomster og den fine perlekæde, som Sara-Sofie har lavet til dig i børnehaven i dag.

Om aftenen laver jeg cous-cous, selv om jeg af gode grunde ikke ved, om det stadig ville ha’ været din yndlingsret.

Og sådan går dagen. Din 30 års fødselsdag.

 

En ny bog?

Jeg har genoptaget mine daglige skriverier. Uden helt at vide, hvad jeg vil bruge dem til.

Egentlig har jeg et ønske om at skrive en ny bog, men det bliver kun brudstykker over mange temaer, i mange forskellige retninger. Siden Efter Sara udkom, og jeg ikke havde mere arbejde med den, har jeg haft denne længsel efter at skrive, give mig tid til det, sætte arbejdsdage af til det. Men jeg får det ikke gjort. Ordene flyder heller ikke ud af mig, som de gjorde, da jeg skrev Efter Sara. Det var en bog, der ville skrives. Ordene flød frit – eller i hvert fald hver anden gang, jeg skrev. Jeg havde energien, jeg satte den nødvendige tid af.

Sådan er det ikke nu.

Var det så det? Var det bogen? Er min skriveevne udtømt med den?

Nej, siger en stemme i mig. Hvis et emne, som er stærkt nok, presser sig på, så vil det også ud. Hvis jeg får adgang til noget, der vil fortælles, så vil jeg igen kunne skrive.

Det hjalp mig lidt at komme i gang igen  sidst i januar, først i februar. Jeg havde tid og ro, fordi jeg var blevet behandlet for solkeratoser i ansigtet. Det er en behandling med en crème, som går ind og dræber de syge celler, kombineret med lysterapi, som får crèmen til at virke hurtigere. Men bagefter gik jeg rundt med noget, der lignede små brandsår rundt omkring i ansigtet, så jeg tog en uge uden aftaler. Havde tid til at høre gamle bånd med Sara, læse hendes mails. Det var rigtig godt, for i længere tid, havde jeg skullet så meget, at tanker og følelser, der forbandt mig med tabet, blev sendt lidt for hurtigt væk.

Som jeg tidligere har sagt, selv mange år efter, er sorgen og savnet der jo i baggrunden. Og at give den plads, at give minderne plads, kan være forløsende. Det blev det i den uge. Skrivning har altid været én af mine metoder til at bearbejde følelser, så jeg fik igen skrevet om tanker og følelser knyttet til tabet af Sara. Bagefter blev der plads til spontant at skrive om noget andet. Så måske er jeg alligevel i gang med at skrive “noget”.

Kompliceret sorg?

Ja, det er jo sådan, det er. Jeg bevæger mig stadig, mange gange om dagen, fra det ene spor til det andet. Fra savnet, til livet og tilbage igen. Fra sorgens rum til livets rum. Uden at jeg oplever det som en forlænget eller kompliceret sorg.

Da jeg sidst i august læste, at sorg formentlig bliver en selvstændig diagnose, reagerede jeg med at skrive en kronik i Kristeligt Dagblad.. Definitionen skulle være ”forlænget sorgreaktion.” I artiklen står der bl.a.: ”Hvis du stadig er meget ked af det seks måneder efter (f.eks.) din ægtefælles død og ikke mærker nogen bedring, kan du i fremtiden være én af dem, der får diagnosen forlænget sorgreaktion.” Jeg tænkte: Seks måneder. Er det, hvad der forventes? At man ikke stadig er ked af det efter seks måneder, hvis man har mistet en nærtstående? Efter seks måneder havde jeg det stadig elendigt. Jeg kunne rigtig meget igen. Jeg kunne stille mit eget til side, når jeg arbejdede, når jeg var sammen med andre socialt, jeg vidste, hvornår jeg kunne give min sorg plads, og hvornår jeg ikke kunne. Men når jeg var alene, når jeg havde tid til sorgen, så fyldte den det hele. Og jeg kunne stadig længes efter at blive alene igen efter en dag med arbejde og andre gøremål. Det var som at få tid til at være sammen med min datter igen. I sorgens rum.

Jamen, tænkte jeg, på visse dage har jeg jo stadig flere af tegnene på ”forlænget sorgreaktion” – men jeg er også i livet, tager del i det, er optimist igen, glad, somme tider lykkelig, har de almindelige op- og nedture, som livet bringer.

Derfor blev jeg nødt til at skrive kronikken, argumentere for, at sorgen ikke skal sygeliggøres, men have plads, accepteres.

Fra mig selv – og fra møder med andre sørgende – ved jeg, at den sørgende midt i sit eget kaos af tanker og følelser er meget opmærksom på omgivelsernes reaktioner. Vi har forskellige måder at håndtere sorgen på og har ikke brug for at debattere det hensigtsmæssige. For den sørgende står det heller ikke til diskussion, hvor længe sorgen må vare. Den er der jo i det ensomme rum, som man føler, at andre aldrig nogen sinde helt kan forstå. Rummet fyldt med savn, opgivenhed, meningsløshed, kaos, vildskab. Lysten til at rive håret af, banke hovedet ind i væggen, skrige højt, stoppe livet.

Sorgramte er følsomme overfor, om omgivelserne synes, at det er okay og forståeligt, at vi har det, som vi har det. At det at miste et barn f.eks. ikke er noget, man kommer over, men at det barn altid vil være med i ens liv på én eller anden måde. Som jeg har nævnt før, vidste jeg tidligt, at mit nye vilkår var at være i livet ikke med en levende, men med en død datter.

Det var befriende for mig at begynde at læse om og høre om, at nyere sorgforskning ikke længere ser på sorgprocessen som faser, der skal overstås, for dem kunne jeg overhovedet ikke genkende mig i. Den nye viden på området – og det, som den sorgramte kender indefra – er to parallelle tilstande, to spor, som den sørgende befinder sig på: Sorgens spor, sorgen og savnets rum, som indeholder alle følelserne og alle minderne forbundet med tabet. Det andet spor, livets rum, er det liv, der fortsætter, dag efter dag, og som man lidt efter lidt tager mere og mere del i, med alle de glæder og almindelige nedture, der hører til livet. Det anerkendes, at sorgens og savnets rum altid vil være der, omend det giver mere og mere plads til, at livet udfolder sig i det andet rum.

Jeg tænker stadig på Sara hver dag, mange gange om dagen, som andre tænker på deres levende børn. Dette er derfor heller ikke et tegn på kompliceret eller forlænget sorgreaktion.

Jeg har på den hårde måde lært det, som jeg altid havde vidst rent fornuftsmæssigt om livets grundvilkår: Intet er blivende, alt kan forandres. Døden, ens egen og andres, er det eneste sikre. Og intet menneske kan gå gennem livet uden at opleve sorg og tab.

Derfor skrev jeg kronikken, fordi jeg oplevede det som bekymrende at ville diagnosticere en lang sorgproces. Bekymrende fordi det er et skridt mod at sygeliggøre tilstanden. Bekymrende fordi den så kræver behandling, og den nemme behandlingsløsning er medicin. Sorg kan jo ligne en depression. Men i sorgen ved man ved hele tiden, hvorfor man er ked af det, der er en grund. Hvis man får medicin, er der fare for, at den også vil dæmpe andre følelser. De såkaldt positive følelser, der med tiden gør livet mere og mere tillokkende igen. Men mest af alt er det bekymrende at ville diagnosticere en tilstand, som eksistentielt er et af grundvilkårene i ethvert menneskes liv.

Kronikken kan læses på Kristeligt Dagblads hjemmeside – eller på facebook.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/man-skal-have-sin-sorg-i-fred

Jeg argumenterer ikke mod, at man kan have brug for hjælp. Men f.eks. psykologhjælp og deltagelse i sorggrupper er allerede mulig uden en diagnose.

På rejse

Jeg rejser tit. Ofte en måned til halvanden ad gangen. Siden Saras død har jeg været i Nepal et par gange, i Thailand og Cambodia – og i Bretagne i Frankrig, hvor jeg med et års mellemrum tilbragte to gange en måned for at skrive på bogen. (Hvis du vil læse mere om rejserne, kan du besøge www.rejsalene.dk )

Nu er jeg i Erquy igen. For tredje gang siden Saras død. Forleden tændte jeg et lys i kirken for hende. Der, foran billedet af Maria med sin døde søn, havde jeg for første gang en oplevelse af at forstå Marias smerte. Eller måske var det min egen.

Erquy i Bretagne – i Frankrig. Det var her, jeg levede i 10½ år, inden Sara blev født. Det var hertil nogle af hendes første udenlandsrejser gik. Hun var kun 1½ år, da vi første gang tog toget herned. Et par på en lang togrejse med en lille pige. Da hun var næsten 3, tog jeg herned alene med hende. Også i tog. Dengang var flyrejser uoverkommeligt dyre. Så 28 timers rejse hver vej med en lille pige på 2 år og 8 måneder. Jeg husker det som nemt, overkommeligt, med et nysgerrigt og interesseret barn. Lidt bøger til højtlæsning. Selv togskift sent om aftenen i Hamburg på vej ned var nemt. Sara, der faldt i søvn på perronen og skulle bæres ind i liggevognen. Togskift i Paris, som indebar metro fra den ene banegård til den næste. Uden problemer. Bo rundt omkring, hos en veninde i Bretagnes største by, Rennes, hos min ex-svigerfar i en lille by 30 km herfra. Og nogle dage hos venner her i Erquy. Min første rejse alene med Sara.

Senere var hun her flere gange. Med hendes far og mig – og med hendes storebror.

Så hun er naturligt til stede i minderne her. Jeg husker hende på stranden, hendes lege på klipperne. Vennerne, der husker hende, taler om hende. En stille og glad tilstedeværelse.

Men dagen før jeg tog af sted, og den første dag i Frankrig, var savnet til stede mere hjerteskærende end det mest er. Og også med denne sommers dårlige vejr var det nemt at hengive mig – ofte – til savnet af Sara,.

Men igen: Det er sådan, det er. Jeg bevæger mig stadig, mange gange om dagen, fra det ene spor til det andet. Fra savnet og til livet og tilbage igen. Fra sorgens rum til livets rum. Uden at jeg oplever det som en kompliceret sorg. Det vil jeg gerne tale mere om i næste indlæg.

Fem år efter

Fem år efter
I de fem år, der er gået, har jeg hele tiden stået overfor valg:

At være en del af livet eller at holde mig udenfor?

At føle mig som offer for omstændighederne og det, at jeg havde mistet Sara. Eller at være taknemmelig over at hun havde været her, været en del af mit liv i næsten 24 år, taknemmelig over alt det, hun havde bragt med sig.

At blive i mørket eller at se lyset, der allerede i starten somme tider brød igennem.

At beslutte mig for, at jeg stadig var mor – selv om det ikke var til en levende datter.

At acceptere, at mit livs vilkår fremover ville være at leve med en datter, der var død.

Så det var et valg at høre livets kalden, gribe efter lyset – og efter den hjælp, som jeg kunne få på forskellig vis. Et valg at lære at leve med det tomrum, som var efter Sara.

Men hvordan ser livet så ud nu – næsten fem år efter?

Sorgen bliver mindre. Det er savnet, som fylder, og det er, trods alt, nemmere at bære. Sorgen og savnet bliver vel ved med at være der – i baggrunden. Men det bliver nemmere og nemmere at være i de daglige oplevelser med andre mennesker, glæde, udfordringer. Og med tiden bliver bevægelsen mellem ”sorgens rum” og livet, der udfolder sig, noget, som du selv kan være med til at styre.

Der kan komme dyk, hvor man genoplever den energiløshed og den magtesløshed, der var der i starten, perioder, hvor sorg og savn igen fylder rigtig meget. Sådan en periode oplevede jeg gennem flere måneder efter, at jeg begyndte at sende mit manuskript rundt til forlag. Skriveprocessen havde fyldt så meget – måske var det nogle gange som at tilbringe tid med Sara – og tomrummet, der kom, mindede om tomrummet fra den første tid. Det blev ved med at være der i mange måneder. Jeg vidste, at jeg kunne gøre noget ved det. Det, der virkede for mig, var jo meditationen, så jeg besluttede mig for at tage på en meditationsretreat i Thailand, hvor jeg alligevel skulle være i en måned.

Hvis du vil læse mere om dette ophold på et retreatcenter i Thailand, er det beskrevet udførligt i min blog www.rejsalene.dk .

Da jeg efter 11 dage kom ud fra retreatcentret, følte jeg en stille indre ro og glæde, som ikke havde været der så stabilt i lang tid. Jeg gik rundt i den lille by, som jeg var rejst til, og syntes, at alt og alle var smukke. Jeg rejste hjem med samme følelse, og kort efter, at jeg var kommet hjem, skrev jeg:

Tilfreds og mæt af rejsen. Glad for at genkende min egen styrke. Efter en god nats søvn er hjemrejsens træthed glemt. Efter min morgenmeditation sidder jeg i sengen med min første kop kaffe, ser på det tidlige morgenlys og føler mig lykkelig. Jeg kigger på fotoet af Sara. Det fra Tunesien, som jeg har fået forstørret på lærred til noget malerilignende. Sara, der kigger ned på mig, skælmsk blik under solhatten. Og jeg kommer til at grine. En latter, der vokser fra hjertet. Siger højt – som til Sara: ”Ja, jeg er lykkelig igen – selv om jeg savner dig så forfærdelig meget.” Tårerne begynder at strømme, mens jeg stadig ler. Det er som at grine sammen med Sara, jeg synes hendes smil vokser. ”Søde, søde datter. Jeg savner dig så meget – og jeg kan være så glad samtidig.”

Jeg tror ikke, at jeg kan beskrive disse skift mellem sorg, savn og glæde bedre. Alle følelserne er der – på skift og somme tider sammen. Og sådan vil det være, tror jeg, resten af mit liv.

Nu, hvor det er juli, og Saras dødsdag nærmer sig, er det, som om min krop bevæger sig tilbage i minderne. Det er noget, som jeg ikke kan styre – og behøver det heller ikke. Jeg tror, at det er sådan, at på den dag og dagene efter genoplever min krop minderne, som er meget fysiske med uro og hjertebanken. Mindre voldsomt end det første par år, men stadig mærkbare. Som om at lige den dag, de dage, i årenes evige cirkulære skift, der er jeg tilbage, samme sted, samme tid.
Men jeg ved, at det letter igen. Bagefter.