Tag-arkiv: sorg 0g savn

At miste sit voksne barn

Du kommer tit forbi. På et flygtigt besøg i mine bevidste tanker. Mange gange om dagen. Noget, der minder mig om dig, får dig frem, folder dig ud. Tydeligt. Andre gange som et blidt vingeslag i mit indre – eller en pludselig tanke, der stiger op fra dybet: “Sara er død. – Kan det passe?”

Og, jo, det kan passe – at sådan er det så mange år efter. Det, jeg har lært at leve med. Som noget rart. En af de måder, jeg stadig har Sara med mig i livet. Det forhindrer mig ikke i at være, at leve, at opleve, at være glad. Det er der bare.

Jeg har vist endnu ikke været inde på det specifikke ved at miste et voksent barn.

For overordnet er sorg og savn det samme, ligegyldigt hvilken alder ens barn har.

Men der er specifikke følelser, tanker og reaktioner, der gør sig gældende alt efter, hvilken alder barnet har, når døden indtræffer.

Af gode grunde ved jeg bedst – indefra – hvordan det er at miste et voksent barn. Jeg vil kun komme ind på lidt, her. Kan vende tilbage til det. Eller du kan læse bogen (bibliotek.dk, f.eks.).

Et voksent barn har du måske allerede sagt farvel til. Ikke et definitivt farvel, men et farvel på den måde, det sker, når ens barn flytter hjemmefra. Får sit eget liv.

Jeg var vant til ikke længere at være sammen med Sara hver dag. Det havde jeg haft tre år at vænne mig til. Måske derfor blev uvirkeligheden omkring døden – efter at bisættelse og alt det praktiske var overstået – større. Jeg kunne finde en slags ubevidst trøst i – at hun bare var i København, at hun kom hjem igen. Indtil virkeligheden bankede på igen. Men det gav – måske – en slags ro og fred ind imellem. Når jeg havde brug for det.

Jo længere ens voksne barn har levet, jo længere historie har man sammen. Jeg tror, det er godt for minderne og for de historier, hvorigennem Sara har kunnet leve videre. Der er mange år at tage af, og det har jeg været dybt taknemmelig over.

Og jo længere ens voksne barn har levet, jo flere spor har det sat i verden. Og jo flere er der til at huske dets liv. Det er en anden ting, jeg er dybt taknemmelig over. At vi er mange, som bliver ved med at mindes Sara.

Men man står også overfor udfordringer, der kan synes uoverskuelige. Som at tømme sit voksne barns lejlighed eller værelse. Rydde op efter sønnen eller datteren. Som at slette sporene efter det liv, der havde været.

Det var det værste, jeg selv oplevede, værre end dødsdagen, værre end bisættelsen: Det at tage til København og rydde hendes kollegieværelse. Selv om vi var tre – hendes far, hendes kæreste og jeg – så var det de sørgeligste, de mest udmattende, de mest meningsløse dage, jeg har oplevet. Derfor fylder de også fhv meget i min bog. Alt det, der skulle tages stilling til. Smides væk, gives væk, gemmes? Rengøringen til sidst. Nu kunne man slet ikke se, hun havde været der.

Nu – så mange år senere – kan jeg stadig genfinde følelserne fra dengang. Og tænker – igen – “den rejse, som jeg har været på”.  Den rejse, som alle vi, der har mistet et barn, foretager. Gennem chok, sorg, savn. Fra sorgens rum til livets rum. Frem og tilbage mange gange. Uendeligt mange gange. Inden færden i livets rum bliver stabilt

Først chokket, så sorgen, så kærligheden, så sorgen. Kærlighed og sorg, der fulgtes ad. Så sorgen, der langsomt blev til savn.

Nej. Først var kærligheden. Og størst er kærligheden.

Chokket kunne aldrig knuse kærligheden. Af chokket voksede sorgen. Men kærligheden tog den i hånden. Bar den. Passede den. De hørte sammen. Plejet af kærligheden, svandt sorgen ind. Blev blødere. Uden de skarpe kanter, der altid skar i hjertet. Sorgen var blevet til savn.

Jul og nytår

Julen er overstået. Nytåret ligger lige foran. Det er den 8. jul og det 8. nytår uden Sara. Sorgen tynger ikke længere i juletiden, som den gjorde de første år. Det er savnet, der ligger derinde, med lidt tristhed, som et stille, ikke ubehageligt, akkompagnement til det, der sker omkring mig. Ikke ubehageligt – fordi det bringer minder om Sara. Næsten en trøst – at hun aldrig forsvinder ud af min erindring, ud af mit liv.

Det har også været jul og snart nytår for de nye sørgende. Alle dem, der har mistet et barn, en kæreste, en ægtefælle, en forælder, en kær ven i løbet af året. Den første jul er vel sammen med den første fødselsdag de sværeste “første gange” at komme igennem efter tabet.

Når jeg tænker på min egen “første jul” og “første nytår” efter Saras død, var den tid fyldt af minder om samme tid året før. Dengang jeg ikke vidste, at det var sidste jul med Sara.

At se mødre på juleindkøb eller på café i december måned med deres voksne døtre, gav mig lyst til at skrige til dem: “Ved I hvor heldige, I er?” Og jeg var nærmest lykkelig for at tage på en slags flugt fra julen, ned til Paris sammen med hendes far. Til Paris, hvor hendes storebror bor. Væk fra den danske jul. Ned til noget, der var anderledes. Det blev nemmere at gå rundt og mindes Sara i Paris end i Aalborg. Og nytårsaften, hvor hendes far og jeg sad sammen – og så film om det at miste et barn. Ordinary People og The Rabbit Hole. Begrave mig i savnet og for alt i verden ikke tænke på, at det var nytår. For så ville det allerede være “sidste år” at Sara døde. Afstanden til hendes liv ville blive større. Eller som én af hendes veninder udtrykte det: “At gå ind i det nye år er som at efterlade Sara i 2010.” Sara, der for al tid ville være 23, mens alle veninderne blev ældre.

Så omkring jul og nytår ved jeg, hvor slemt det føles, hvor slemt det er, for dem, der skal igennem den tid for første gang. Luften, der dirrer af alle de forventninger, der bliver lagt i juletiden. Familieidyl, der bliver flashet på facebook med fotos af nisseklædte børnebørn eller opslag om, at alt er parat til jul, roen, der sænker sig. Selv om billedet af den perfekte jul og den glade, forenede familie kan være nok så falsk – opreklameret – så gør det ikke mindre ondt i den sørgende, der nu mangler én. Den jul, der måske ikke var perfekt, får nu heller ikke muligheden for at blive det.

Fem år efter

Skriv et svar

Fem år efter
I de fem år, der er gået, har jeg hele tiden stået overfor valg:

At være en del af livet eller at holde mig udenfor?

At føle mig som offer for omstændighederne og det, at jeg havde mistet Sara. Eller at være taknemmelig over at hun havde været her, været en del af mit liv i næsten 24 år, taknemmelig over alt det, hun havde bragt med sig.

At blive i mørket eller at se lyset, der allerede i starten somme tider brød igennem.

At beslutte mig for, at jeg stadig var mor – selv om det ikke var til en levende datter.

At acceptere, at mit livs vilkår fremover ville være at leve med en datter, der var død.

Så det var et valg at høre livets kalden, gribe efter lyset – og efter den hjælp, som jeg kunne få på forskellig vis. Et valg at lære at leve med det tomrum, som var efter Sara.

Men hvordan ser livet så ud nu – næsten fem år efter?

Sorgen bliver mindre. Det er savnet, som fylder, og det er, trods alt, nemmere at bære. Sorgen og savnet bliver vel ved med at være der – i baggrunden. Men det bliver nemmere og nemmere at være i de daglige oplevelser med andre mennesker, glæde, udfordringer. Og med tiden bliver bevægelsen mellem ”sorgens rum” og livet, der udfolder sig, noget, som du selv kan være med til at styre.

Der kan komme dyk, hvor man genoplever den energiløshed og den magtesløshed, der var der i starten, perioder, hvor sorg og savn igen fylder rigtig meget. Sådan en periode oplevede jeg gennem flere måneder efter, at jeg begyndte at sende mit manuskript rundt til forlag. Skriveprocessen havde fyldt så meget – måske var det nogle gange som at tilbringe tid med Sara – og tomrummet, der kom, mindede om tomrummet fra den første tid. Det blev ved med at være der i mange måneder. Jeg vidste, at jeg kunne gøre noget ved det. Det, der virkede for mig, var jo meditationen, så jeg besluttede mig for at tage på en meditationsretreat i Thailand, hvor jeg alligevel skulle være i en måned.

Hvis du vil læse mere om dette ophold på et retreatcenter i Thailand, er det beskrevet udførligt i min blog www.rejsalene.dk .

Da jeg efter 11 dage kom ud fra retreatcentret, følte jeg en stille indre ro og glæde, som ikke havde været der så stabilt i lang tid. Jeg gik rundt i den lille by, som jeg var rejst til, og syntes, at alt og alle var smukke. Jeg rejste hjem med samme følelse, og kort efter, at jeg var kommet hjem, skrev jeg:

Tilfreds og mæt af rejsen. Glad for at genkende min egen styrke. Efter en god nats søvn er hjemrejsens træthed glemt. Efter min morgenmeditation sidder jeg i sengen med min første kop kaffe, ser på det tidlige morgenlys og føler mig lykkelig. Jeg kigger på fotoet af Sara. Det fra Tunesien, som jeg har fået forstørret på lærred til noget malerilignende. Sara, der kigger ned på mig, skælmsk blik under solhatten. Og jeg kommer til at grine. En latter, der vokser fra hjertet. Siger højt – som til Sara: ”Ja, jeg er lykkelig igen – selv om jeg savner dig så forfærdelig meget.” Tårerne begynder at strømme, mens jeg stadig ler. Det er som at grine sammen med Sara, jeg synes hendes smil vokser. ”Søde, søde datter. Jeg savner dig så meget – og jeg kan være så glad samtidig.”

Jeg tror ikke, at jeg kan beskrive disse skift mellem sorg, savn og glæde bedre. Alle følelserne er der – på skift og somme tider sammen. Og sådan vil det være, tror jeg, resten af mit liv.

Nu, hvor det er juli, og Saras dødsdag nærmer sig, er det, som om min krop bevæger sig tilbage i minderne. Det er noget, som jeg ikke kan styre – og behøver det heller ikke. Jeg tror, at det er sådan, at på den dag og dagene efter genoplever min krop minderne, som er meget fysiske med uro og hjertebanken. Mindre voldsomt end det første par år, men stadig mærkbare. Som om at lige den dag, de dage, i årenes evige cirkulære skift, der er jeg tilbage, samme sted, samme tid.
Men jeg ved, at det letter igen. Bagefter.