Det er sådan, det er. Et liv før og et liv efter.

Saras død vil altid stå som en markør for det liv, der var og det liv, der kom.

Før havde jeg levet et langt liv, med mange og selvvalgte skift. Det største skift var at blive mor, sent, som 39-årig – at begynde et liv, hvor de andre ting, der før havde været omdrejningspunkterne, trådte i anden række. Det vigtigste var at være Saras mor.

Før var livet enkelt. Det kunne være besværligt med de op- og nedture, der er i et liv. Men når jeg ser tilbage, så spørger jeg tit mig selv: “Hvad var der egentlig at være ked af, når jeg var det?” Alt gik jo over igen: Sorger, små og store. Bekymringer, små og store, over ikke at slå til, i arbejdet, som mor, som kæreste, som ven. Alt gik altid over igen. Pengemangel i perioder – men aldrig så længe, at det gik ud over livskvaliteten. Alt forandrede sig, hele tiden. Det gør alt jo, i livet. Intet er varigt, men en evig forandring. Følelser kommer og forsvinder igen. Oplevelser følger oplevelser. Sådan er et liv.

Jeg har vel altid levet med en bevidsthed om denne evige forandring – og en tillid til, at alt ordner sig, selv når det ser værst ud.

Indtil en helt almindelig dag, som dage er flest. Men den dag, i juli 2010, forandrede mit liv sig. Sara døde i en trafikulykke. Hun blev 23 år og 9 måneder.

Min oplevelse af, at det nu var efter, ramte mig næsten fysisk der – den dag for flere år siden. Det blev svimlende at tænke på en fremtid, som jeg overhovedet ikke kunne forestille mig. Den første tid havde jeg vel slet ikke lyst til at være i livet.

Min rejse gennem en ny del af mit liv, som jeg aldrig havde forestillet mig, begyndte. For hvert skridt, jeg tog, skulle jeg finde fodfæste.

Det er den rejse, jeg har beskrevet i bogen.