Jeg har skrevet en bog, om de første år efter min datters død, så bloggen skal ses som en slags fortsættelse af den. Derfor vil jeg ikke skrive så meget om, hvordan det var – dengang. Måske vil jeg vende tilbage til det, når det føles relevant – eller hvis du har spørgsmål til den del af processen.

At miste sit barn betyder, at det altid vil fylde i det liv, man selv lever videre. Mange tanker vil blive ved med at dreje sig om ham eller hende. Savnet vil være der – i baggrunden – og ofte vakt til live og kaldt frem i forgrunden. Minderne – de glædesfyldte er der også. Minder, som man har brug for at dele med andre. En masse ”hvordan mon”: Hvordan mon hendes liv ville være nu? Hvad ville hun ha’ sagt, gjort i den situation? Eller et ”hvor er hun mon?” Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, om Sara har fyldt mere i min bevidsthed efter hendes død end før. Jeg har mødt andre forældre, som har mistet, som har kunnet genkende sig i dette.

Så bloggen bliver et efter Sara om de følelser, tanker, betydninger, der stadig dukker op – mange år efter. Når livet er gået videre med alt det, der er i et almindeligt liv.

Fordi det er godt at lade tankerne strømme i skrevne ord, og ordene har været én af mine måder at overleve på. Måske vil ordene nå ud til dig, som selv har mistet et barn – eller kender nogen, som har. Måske har du ikke mistet et barn, men står i et andet tab, et andet tomrum – og kan genkende noget af det, jeg beskriver.

Bloggen må gerne udvikle sig til et forum af tanker og spørgsmål, som du kan deltage i. Måske har jeg nogle svar qua mine egne oplevelser.