Hedebølgen kom kort efter. Jeg har været i Sverige. Er hjemme igen. Det er også blevet regn igen, og jeg har brugt regnvejrsdagen i dag til at genlæse alle de kort, som var vedhæftet blomsterne til Saras bisættelse, alle de kort og breve, der strømmede ind. Det åbner for sorgen igen, men det er også lindrende. At læse en sætning fra Saras studiekammerater: Du gav os så meget med dit nærvær. Nu har ingen af os de rigtige ord i dit fravær er som at trykke på en knap, der åbner for tårer og hulk. Eller når en af hendes veninder skriver: Fra den første dag, vi mødte dig, har du fået os til at føle os velkomne i dit land. Men når andre beskriver Saras latter og hvor sjovt, de har haft det sammen, med masser af eksempler, skifter sorg til glæde – og smil og lidt grin. Så, jo, det har været godt at gennemgå igen.

Jeg syntes dette skulle med, for alt er aldrig overstået på én dag. Heller ikke 10-års dagen. Ligesom sorgen og savnet lever videre efter 10 år. Bare på andre måder. De har længe “bare” været en del af livet. Aspekter af det liv, jeg lever. Et rum, som jeg kan besøge og gå ud af igen. Jeg fandt også ind til at fortælle om dagen på en anden måde:

EN JULI EFTERMIDDAG

En mand og en kvinde. En juli eftermiddag med regn og rusk. Engang levede de sammen. I dag er de sammen om minder. Om datteren. Datteren, som de stadig er fælles om.

Til trods for.

Datteren, der var grunden til, at de overhovedet kom til at leve sammen. Hun, der ville til. De, der ville hende.

Sammen.

Sammen om underet ved hendes komme. Sammen om at passe på hende, se hende vokse. Sammen om at glæde sig over hendes livsenergi.

Selvfølgelig havde de andet sammen. Noget gik rigtig godt. Andet skidt.

Da det, der gik skidt tog over, skiltes de. Måske gik den skilsmisse så godt, fordi venskabet og datteren var de bærende elementer.

Og datteren var de stadig sammen om. Delte bekymringer og glæder. Så hende rejse ud i livet. Kunne give slip på hende. Sammen.

Da hun døde, var de sammen om sorgen og tabet.

I dag er de sammen på hendes 10 års dødsdag. De har en datter, der både har en fødselsdag og en dødsdag.

De får talt om den dag. Dødsdagen. På en ny måde. Det, de husker forskelligt. Den frygt og de tanker, de ikke dengang helt turde sige til hinanden.