Det er længe siden, jeg har skrevet her. Min Nepalrejse i marts krævede megen energi – efter hjemkomsten! Jeg blev banket træt af lang rejsetid over mange tidszoner, af bronkieproblemer derovre pga. forureningen i Kathmandu. Og vel også af alder? Har været ved at gøre op med mig selv, om det er okay at blive ved med at rejse så langt. Om alt dette – hvis du er interesseret – kan du besøge min blog om at rejse alene her

Sara, der dukker op i mine tanker. På rejsen. Og hver dag herhjemme. Som altid. Og jeg får lyst til at dele noget, jeg skrev til Sara om morgenen den 25. maj:

Morgen.

Ned til fjorden med den første kop kaffe. Som jeg gjorde, lige da jeg gik på pension. Sagde til mig selv, at det ville jeg gøre. Tit.

Og nu er der gået seks år – uden at jeg er vendt tilbage om morgenen.

Men i dag. I dag sidder jeg her.

Mit lille siddeunderlag på en flad sten blandt de mange kantede.

En slurk kaffe med fjordens skønhed foran mig.

Der er lavvande og grønt af tang her ved bredden.

En lidt rådden lugt hænger i luften uden at være invaderende.

Mågerne, der sidder i en lang række på badebroen derhenne til højre for mig..

Et par store fugle i luften lige over mig (hvorfor ved jeg ikke, hvad det er for nogle?).

Svanerne, der er trukket langt ud mod midten af fjorden, så langt ud, at de ligner små, hvide papirsbåde, som glider af sted på det stille vand.

En ny slurk kaffe, mens jeg tænker, at fjorden var det sidste, du så.

Er det godt at dø med et smukt, sidste syn?

Får øje på en sten, som ligner et ansigt. Lidt tangtrævler, der har sat sig som lukkede øjne, lukket mund.

Dig.

Minder mig om et minde, som ikke er mit.

Dig, der ligger med lukkede øjne på vejen og forbløder.

Gråden, der stiger i mig. Som altid kun til halsen, hvor den kvæler mig.

Lidt

Og blidt

Og et stik i hjertet

Så hører jeg trafikken bag mig