Jeg har et foto af Sara, som jeg altid har været så glad for. Hun sidder med min venindes datters første barn, en lille pige på et par måneder. Jeg er glad for det, fordi det varmer mig at tænke, at sådan ville Sara have set ud som mor. Hvis hun havde levet og fået muligheden. Hun, der havde sagt, at hun gerne ville have børn tidligt.

Nu har min venindes datter sendt mig fotos, hvor Sara sidder med hendes søn som nyfødt. Den søn, der døde sidste år, før han blev 10 år gammel. Fik jeg fortalt om det? Jeg ved det ikke. Jeg blev meget ramt og rystet dengang. På to planer. Ét sted var jeg fuldkommen med min venindes datter, hvis søn var faldet pludseligt om under fodboldtræning, og som aldrig vågnede af coma, før han døde. Den unge kvinde, som jeg har kendt siden hendes fødsel. Så hende blive født. Da Sara kom til verden et par år senere, blev de nærmest en slags kusiner. Jeg huskede hendes omsorg for mig omkring Saras død. Og nu, syv år senere, stod hun i samme situation. Jeg følte, at jeg vidste lige nøjagtigt, hvad hun gennemlevede, hvad hun skulle igennem. Og havde forfærdeligt ondt af hende.

På et andet plan mærkede jeg det så meget i min krop, at jeg var bevidst om, at det aktiverede min egen oplevelse, min egen sorg, mit eget trauma. Og jeg er ikke i tvivl om, at min træthed gennem efterår og vinter og hele vejen til Nepal handlede om udmattelsen, der fulgte.

Da jeg for et par uger siden fik de tre fotos, hvor Sara sidder med den nyfødte dreng, blev jeg meget rørt. Så søde de ser ud sammen. Og igen denne tanke, at sådan kunne Sara have set ud som mor. Og så: “Jamen ingen af dem er her mere. De er begge døde.” Det føltes nærmest overvældende. Det var som om det lige gik op for mig dér. I det splitsekund. At de begge er døde.

Min venindes datter fortalte, at hun lovede sin søn, mens han lå i coma, og inden han blev hentet til organdonation, at Sara ville tage imod ham, passe på ham og lave sjove ting med ham. Så smukt et løfte. Ville ønske, at det på én eller anden måde er blevet indfriet.