Jeg var i Paris i 5-6 dage for omkring tre uger siden. Sara var med ind imellem. Hun, der elskede Paris. Og hun, der så frem til at blive faster – i Paris. Hendes storebror (hendes fars søn) havde lige fået et barn med sin kæreste to uger før Saras død.

Så selvfølgelig var hun med. Både inden i mig og i vores samtaler. Og også da jeg efter weekenden med familien i den smukke Paris forstad, hvor de bor, tog ind til selve Paris for at overnatte på hotel de to næste nætter og lege turist i byen, på en måde, som jeg ikke har gjort det siden, Sara var med.

Mandag. Jeg har god tid. Til en udstilling, som jeg ville se for derefter at drive rundt i Sacre Coeur og Montmartre-området. På metrostationerne Anvers, Pigalle og Abbesses kan jeg næsten høre ekkoet af Saras latter. Og når menneskemylderet hurtigt forsvinder gennem gangene, ser jeg genspejlingen af hendes 14-årige og 16-årige skikkelser, fra de to sidste gange, vi var i Paris sammen og boede i området . Montmartre, der stadig rummer det sted, hvor vi spiste alene i den lune sommeraften, mens hendes far var draget sydpå for at cykle op ad Mont Ventoux. Jeg kan genkalde mig næsten hele vores samtale, høre hendes stemme. Vi snakkede og snakkede hele vejen hjem til hotellet og kiggede på brudekjoler i 18. arrondissement, og jeg lovede hende, at når/hvis hun engang skulle giftes, så ville jeg tage hende med tilbage hertil for at købe brudekjole.

Dem kiggede jeg også på i dag – alle brudekjolebutikkerne – mens jeg gik hjem til mit hotel i 10. arrondissement nær Gare du Nord. Med den lille gråd, der sad i hjertet. For den tur nåede vi aldrig.