Skrevet uden at reflektere over, hvad kuglepennen skrev – en aften i januar:

VENUS OG MÅNEN

Hun ville egentlig have gået en tur langs fjorden eller i skoven for at se Venus og den aftagende fuldmåne. Men det regner, så en længere tur gør hende allerede på forhånd lidt kuldslået. Derfor belsutter hun sig for at gå ned og aflevere en bog på biblioteket efter en kort tur på kirkegården.

På vej mod kirkegården kigger hun op mod himlen på sin højre side. Mod vest. Hun ved lige præcis, hvor Venus burde befinde sig lige nu, men det er umuligt at se hende for skydækket. Til venstre, mod øst, er den aftagende fuldmåne helt sikkert også på sin plads, men usynlig bag skydækket.

Da hun træder ind på kirkegården, lægger hun byens lys bag sig, og mens hun går langs kirkegårdsstien, er det kun enkelte lys fra plejehjemmet, der trænger lidt ind gennem bøgehækkens tørre blade på hendes højre side. Hun kommer igen til at tænke på det mærkværdige i at bygge et plejehjem ved siden af en kirkegård. Det er ikke kun her, men også i andre småbyer, hun har set det. Er det for hele tiden at minde de gamle og syge om, at lige nu sidder de i deres sidste bolig – og at der, lige uden for vinduet, kan du se endestationen, hvor du havner. Lige om lidt.

Hun kan huske, hvor svært det var den første vinter, når hun stod ved datterens urnegravsted, og hun kiggede over mod plejehjemmet til de gamle. Dengang var hækken lavere. Det var nemt at se dem i deres kørestole eller i lænestole, hvor de bare sad og kiggede ud i luften. Hun forestillede sig deres ensomhed, deres træthed, der havde varet alt for længe. Den ensomhed og livstræthed, der blandede sig med den følelse af ensomhed og livstræthed, der pludselig var blevet hendes. På et tidspunkt ville hun flytte datteren, finde et andet sted på kirkegården til hende, væk fra denne udsigt til elendighed. Men datterens far fik hende talt fra det. Og det var vel godt nok. Det blev godt nok. Hun kunne bedre tåle det. Og hækken blev højere.

På lang afstand ser hun nu alle de små lys der skinner fra lyskæden hen over graven i mørket. Glæder sig over, at det ser så fint ud. Da hun kommer derhen, tager hun lighter og fyrfadslys frem for også at tænde et levende lys. Det lykkes bare ikke. Lighteren virker ikke. For pokker da. Hun prøver flere gange. Stadig uden held. Der er ikke noget at gøre. Hvad er der med de lightere? Hvorfor virker de aldrig ret længe? Hun må opgive. Det gør heller ikke noget. Lyskæden er der.

Hun kigger op mod vest himlen. Stadig ingen Venus. Bag hende: Stadig ingen måne. Men hvis skydækket forsvinder, vil graven på et tidspunkt være oplyst af månen. Hun ved fra tidligere, hvor smukt det er.

Hun bliver ikke længe ved graven. Det er ikke her, hun er, datteren. Det er andre steder, hun taler med hende. Det her er ”bare” et sted, som er opført til minde om hende. Nu skal hun ned til biblioteket og beslutter sig for at skyde genvej, tværs over kirkegården. Så snart hun har vendt ryggen til lyskæden og bevæget sig væk fra de få lys fra plejehjemmet, er der intet lys, der slipper ind. Hun går alligevel ret hurtigt og sikkert ad de smalle stier mellem gravstederne. Hun skal bare være opmærksom på at sænke farten, når hun har på fornemmelsen, at her er der en sti til højre, som hun ved, at hun først opdager i sidste øjeblik. Men hun kan godt li’ at gå i mørket. Øjnene, der lidt efter lidt vænner sig til det. Ser mere og mere. Ikke bare konturer, men lave hække og små og store gravsted. Kapellet, der tårner sig op længere fremme.

Og hvis hun nu kunne høre stemmerne fra de usynlige sjæle, som stadig holder sig lidt til kirkegården, ville hun høre en summen af luftige stemmer. Sjælene tilhører de nyligt afdøde. De holder sig lidt til, ind imellem, for at kunne være sammen med deres levende slægtninge, deres venner, som jo kommer oftere på kirkegården lige efter et dødsfald. De er der for at give ro og håb. Om aftenen og om natten næres de af Venus og månens energier, inden de skal videre. Og nu, da de ser en kvinde gå gennem kirkegården i bælgravende mørke, bryder de ud i en slags anerkendende kor: ”Hun har tillid til os.” ”Hun går i blandt os uden frygt.” Lutter glæde og anerkendelse over at have en levende blandt dem på dette sene tidspunkt. Så bliver der også sladret blandt sjælene. ”Hvad laver hun her? Hun ligner ikke en sørgende? Se, hvor let hun går. Nogen der ved, hvem hun er?”- ”Jeg ved, hvem hun er,” svarer en anden. ”Jeg kendte hendes datter,” svarer en tredje. ”Datteren har været her i over 9 år, vi ser hende ikke så tit længere. Hun er videre.” – ”Det er moren også. Hun sørger vist ikke længere, men hun savner.” – ”Savnet er lettere at bære.” – ”Når vi kommer videre, må vi fortælle datteren, at moren bærer sit savn og ser ud til at have det godt.” – ”Ja, det må vi…”

Kvinden hører det ikke. Men ubevidst må hun alligevel fornemme det, der sker, for hvorfor ellers få disse tanker om anerkendende sjæle, der omfavner hendes vej i mørket?

Og månen er der. Og Venus. Deres energier strømmer ned til hende gennem skydækket.

Hun kommer ud under byens lygter, og da hun lukker sig ind på det tomme og mørke bibliotek med sit sygesikringskort, bliver hun næsten overvældet af alt det lys, der bliver tændt, så snart hun træder indenfor.