(foto er fra vores ferie i Tunesien en uge før Saras død)

På 10-års dagen for Saras død (den 28. juli) vågnede jeg med brudstykker af et digt, som Saras gymnasieveninder havde oversat fra norsk til dansk, for at en af dem kunne læse det op ved hendes bisættelse. Det var så stærkt, at jeg måtte finde hele digtet og begynde dagen med at sætte det på facebook

God sorg – godt savn

Ved du – Luften synger der hvor du smilte

Ved du – Jorden bævrer der hvor du gik

Ved du – Havet tier der hvor du var tavs

Ved du – ilden fortærer ikke det du tændte

God sorg

– Fordi du var god

Godt savn

– fordi det er dig som savnes

Fordi du alligevel er

i luften omkring mig

i jorden under mig

i havet foran mig

i ilden i mig

God sorg godt savn

Fordi du alligevel er

Digtet passede så fint med nogle af præstens ord, især til de unge, om ikke at leve videre i skyggen af Saras død, men i lyset af hendes liv. Og til det, jeg valgte at tro.

Jeg skrev også en tak til alle dem, der gennem årene har sendt mig fotos, videoer, minder om Sara.

Det forunderlige var så, at da jeg kom på kirkegården, lå der bl.a. en smuk blomsterdekoration fra lige præcis disse gymnasieveninder (som også havde sunget Du kom med alt det, der var dig). De havde bestilt den i blomsterbutikken i Nibe, og en mor til én af veninderne havde hentet den og båret den til Saras grav.

Jeg skulle egentlig ha’ været på ferie i Tyskland med min familie (bror, niece, hendes mand, deres børn). En familieferie, som igennem tre år næsten er blevet en tradition. Men 10 år. Jeg kunne pludselig ikke forestille mig at være væk på Saras 10 års dødsdag. Den voksede sig til noget specielt inden i mig. Engang – dengang – kunne jeg ikke forestille mig bare et år frem i tiden. Og nu 10 år. Jeg måtte bare være hjemme. Give plads til, hvad der end måtte komme. Eller ikke komme.

Det blev en stille dag. Et par af Saras veninder havde været på besøg inden, når det passede med deres ferier. Mange (familie, veninder, Saras veninder) skrev på dagen. Og hold op, hvor gør det stadig godt, at folk husker. Mindes. Hendes far kom med en kage, som han havde bagt efter én af Saras opskrifter (hvis der nu skulle komme nogen til kaffe). Vi fik god tid til at fordybe os i nogle af minderne fra skadestuen. Det, vi huskede ens. Der, hvor minder og oplevelser var lidt forskellige. Ting, som vi ikke havde sagt til hinanden før. Jeg blev f.eks. meget berørt af hendes fars oplevelse af, at det var, som om sygehusets personale tog over, tog hans datter fra ham og forandrede hende til et lig, som tilhørte dem. Jeg fik sagt, hvor taknemmelig jeg er over, at vi fik Sara sammen. Over, at jeg blev mor, og at han var hendes far.

På kirkegården mødtes vi med moderen til én af Saras bosniske veninder. Hun tog hjem med os. Så blev der brug for kagen. Vi talte videre om Sara – om sorg og tab, som vi på forskellig vis havde oplevet. At tale om krigen i Bosnien gav perspektiv på vores smerte. Og en enighed om, at der skal vilje til at leve med sorg og savn. Vilje til ikke at lade sig overvælde af en altomsluttende opgivenhed.

Den robusthed, som nogle af os må være født med. Eller været så heldige at få den lært tidligt i livet.

.

.

.

.

.

.

.