Forfatterarkiv: Benthe

Om Benthe

Ganske lidt om mig med det relevante i denne forbindelse: Jeg er født i 1947. Mistede mit eneste bar, min datter på næsten 24, i 2010. Det er processen gennem årene, som denne blog og bogen af samme navn handler om. Jeg er uddannet psykoterapeut og supervisor. Gik på pension i 2012. Har efterfølgende arbejdet som frivillig kontaktperson i Forældreforeningen "Vi har mistet et barn".

Jeg lukker bloggen

Jeg har besluttet mig for at lukke bloggen, så dette bliver det sidste indlæg.

Da jeg i sin tid begyndte at skrive her, var det med det formål, at andre forældre, som havde mistet et barn, måske ville kunne spejle sig i det, jeg skrev, finde en trøst i det utrøstelige, ligesom jeg selv havde fundet trøst de første år efter Saras død, når jeg læste andre forældres beskrivelser.

Med tiden blev det dog tydeligt for mig, at det mere og mere blev Saras blog. Et sted, hvor jeg kunne holde hende i live, ære hende, udtrykke min længsel og min kærlighed. Så længe bloggen bestod, levede hun på en måde videre.

Men det gør hun jo alligevel. Hun er stadig med mig dagligt. Som et strejf af luft omkring mig. Som en tanke. Som et minde. Som en følelse i hjertet af kærlighed eller smerte. Jeg kan stadig pludselig, når jeg er alene, sige “Sara”, sådan ud i luften. Hendes navn bryder igennem som et lille råb.

Så det er ikke nødvendigt at holde hende i live gennem denne blog.

Tak fordi I har læst med, jer, som jeg ikke kender, men nok for størstedelen andre forældre, som har mistet. Nogle af jer har gennem årene skrevet til mig, men langt de fleste af jer er forblevet anonyme. Jeg vil ønske jer alt godt på jeres egen vej gennem tabet.

PS Fotoet er taget 4 dage før Saras død. Vi var til hendes kusines bryllup.

Et år mere, næsten

Mange måneder senere er endnu en dødsdag, den sværeste mærkedag, overstået. Det var allerede i juli. Siden har der været fødselsdag. 36 år kunne Sara være blevet i oktober. På hendes facebookside, som heldigvis stadig lever, skrev jeg

“Det er din fødselsdag, og i morges fejrede jeg den som engang. Dengang du var barn og ung og boede hjemme.

Ska’ der være fødselsdag, så lad det da være som dengang. Med wienerbrød.

Jeg købte 2 stk. Et til dig og et til mig. Og spiste dem begge, mens jeg forestillede mig, at jeg fortalte dig over bordet, hvad der er sket de sidste 12 år.

En fortælling om det, der kunne interessere dig i det nære: Hvem der har fået kærester, børn, hvor mange.

Hvem der er døde.

Ja, først handlede det om liv og død. Så de store træk i de personlige liv. Og endelig i Danmark og i verden. At resumere 12 års begivenheder, hvad der er blevet talt og skrevet om, er ikke let.

Jeg ville ønske jeg kunne høre din mening om det. Jeg forestiller mig, hvordan du ser ud, mens du overvejer dine spørgsmål, dine refleksioner.

Jamen jeg savner jo at snakke med dig. Og samtidig er jeg umådelig taknemmelig over, at du har været her

Tillykke Sara. Der hvor du er”

Jeg ved, at mange foretrækker at slette facebooksiden efter et menneskes død. Men jeg er stadig glad for, at vi bevarede Saras. Der er stadig venner, der kommer forbi, efterlader en hilsen til hende. Ikke så mange som i starten. Slet ikke. Men det glæder mig, når jeg selv kigger forbi (heller ikke slet så tit mere) at jeg ser, at nogen har skrevet.

Belle

Så er Belle blevet vasket og sat tilbage på graven sammen med julepynt. Hun var blevet godt beskidt gennem årene, hvor hun har stået i sol og regn og sne. Hun står der som et godt minde om venindeskab og alle de gange, Sara og veninderne har set “Skønheden og Udyret” sammen. En af veninderne satte hende der for 12 år siden. Og så længe, hun er hel, skal hun ha’ lov til at blive stående ❤

FASTELAVN

Jeg får ikke skrevet. Ikke her. Jeg får gjort det andre steder. Sara er stadig i mine tanker utallige gange hver dag. Jeg taler om hende. Jeg skriver om hende i mails, på facebook. Men jeg har ikke været herinde længe.

Det, der bringer mig herind nu, er, at jeg er blevet opmærksom på, at gammel dårlig samvittighed er dukket op igen på en mere insisterende måde denne vinter. Måske fordi jeg har været plaget af gentagne bronkitis tilstande og for nylig en lungebetændelse. Ikke corona-relateret, men pga. KOL (ja, ja, en ikke-ryger kan også få det).

Men altså alle disse infektioner har gjort mig mere træt og indadvendt, og gamle tanker dukker op. Noget af det, jeg var plaget af lige efter Saras død: Alt det, jeg kunne have gjort anderledes, bedre. Alt det, der ikke kunne laves om. Dengang tog jeg tit mig selv i at gå rundt og sige undskyld til Sara. Undskyld for alt det, jeg aldrig fik undskyldt for. Undskyld for hvis jeg ikke altid havde været så god en mor, som hun fortjente.

Jeg var hele tiden bevidst om, at disse tanker kom, fordi der nu endegyldigt ikke var mulighed for at få talt om dem med hende. Jeg var jo ikke plaget af dem, mens hun levede. Og hvis de var dukket op, mens hun levede, ville jeg have kunnet afklare dem med en snak. Spørge hende, hvordan hun havde oplevet forskellige ting, som rumsterede i mig. Og som min psykolog dengang sagde til mig:

”Når det er umuligt at ændre fremtiden, er det naturligt, at du søger efter det, du kunne ha’ ændret i fortiden.”

Her i vinter har jeg bl.a. været optaget af, at min økonomi er langt bedre og stabil nu end for 12-15 år siden. At jeg sådan ville ønske, at Sara havde oplevet dette sammen med mig. At jeg nu ville være i stand til at dele ud af mit overskud, hjælpe hende økonomisk, som jeg ikke kunne dengang. Så én af mine undskyldninger blev: ”Undskyld, at jeg ikke kunne hjælpe dig nok dengang.”

Jeg ved, det er absurd, og at Sara aldrig ville klandre mig for ikke at kunne give af, hvad jeg ikke havde. Men jeg ville så gerne …

Det har været jul og nytår igen – og nu fastelavn. Og ifm. fastelavn dukker et ca. 30 år gammelt minde op:

EN FASTELAVN

Jeg sidder på det lille, trange gæsteværelse og syr. Her er pladsen udnyttet maksimalt. En seng, som består af ølkasser, så der er reoler, en træplade og en madras. Lidt skabsplads og hylder på væggen.  Et lille skrivebord, hvorpå der lige nu står en symaskine. Et velux-vindue. Hvis jeg slukkede lyset, ville jeg se månen på himlen.

Men jeg slukker ikke lyset. Jeg har travlt. Der er fastelavnsfest i børnehaven i morgen, og du vil være brud. Og jeg skal sy brudekjolen til dig. Har du sagt. På den der bestemte måde, underforstået, sådan gør en mor. Som når du synes, det er hyggeligt, at jeg tager strikketøj med i sommerhus og sætter mig ved pejsen og strikker. Selv om jeg er elendig til at strikke.

Jeg kan heller ikke sy. De eneste vellykkede ting, jeg har kreeret, har været et par A-kjoler, kaldte vi dem, sidst i 60’erne. 2-3 par bukser efter et ultra-simpelt mønster i 80’erne. Så hvorfor har vi så en symaskine? Fordi jeg for et år eller to siden fik lyst til at berige dig med simple bukser efter samme slags mønster, som var vellykkede til mig selv. Symaskine blev indkøbt. Nu skulle der sys. Men de der bukser holdt slet ikke til al den aktivitet, som et lille barn indeholder.

Men nu syr jeg. Du skal ha’ din brudekjole. Jeg er blevet færdig med den lange blondenederdel og sløret i tyl. ”Der skal være pailletter på. Mange. Og i alle farver.” Har du sagt. Det er sen aften, og jeg ved, at jeg vil komme til at sidde til ud på natten og sy pailletterne, én efter én, i sløret, som skal funkle, som du vil ha’ det. Jeg glæder mig til at se dig tage det hele på i morgen tidlig. Følge dig i børnehaven som den smukkeste lille brud.

Jeg er lykkeligt uvidende om, at det bliver din eneste oplevelse som brud. At din kusine om mange år vil skænke dig sit brudeslør som gave i kisten. Ikke, at du sku’ ha’ det på, bare ligge med det. Fordi du havde sagt til hende, at det var det smukkeste, du havde set. At du gerne ville låne det til dit eget bryllup.

(men man kan slet ikke se de hundrede små pailletter på fotoet. Eller måske tog jeg billedet, før jeg begyndte at sy dem i.)

35 år

Sara kunne være blevet 35 år den 19. oktober. Men i mindet er hun for altid de 23 år og 9 måneder, hun blev. Eller alle de tidligere aldre. Det surrealistiske foto, som en af hendes veninder, Laura, tog nogle måneder før Saras død, passer til de tanker, som jeg gennem årene har gjort mig om “Hvor er hun nu”? “Hvad blev der af hende?” – “Er der mon et efter-liv?”. På fotoet er hun som på to steder på én gang. Både her og ikke her. Eller fanget på vej væk. Fanget mellem to verdener?

Nepal 2010

Denne gang sætter jeg mit eget foto som forside til blogindlæg. Det er fra min første rejse til Nepal. Alene. I marts/april 2010. Det dukkede op på Facebook for nogle uger siden. I ved de der minder “i dag for 11 år siden”. Jeg ser rigtig glad og tilfreds ud på det billede. Og det var jeg. En glad næsten-63årig. Jeg er lykkeligt uvidende om Saras død 3½ måned senere. Og uvidende om, at jeg her, på Kopan Klostret og under opholdet på Benchen Klostret lige inden, har fået et fundament til at klare det, der vil ske.

Det er én af de sidste dage på Kopan Klostret, inden jeg skal hjem. Jeg har afsluttet min Nepal rejse her med et 10 døgns kursus i introduktion til Buddhisme. Dvs. undervisning og meditationer. Hvert døgn er der stilhed, altså ingen samtaler med de andre nær ved 100 kursister fra kl. 21 til næste dag efter frokost. De sidste to døgn helt uden at tale (undtagen spørgsmål til lærererne). Fotoet er fra kursusafslutningen. Vi må tale igen. Alle er euforiske. Larmen stiger til loftet. Og alle har afslappede ansigter, store smil og klare øjne.

Jeg har været i Nepal i en måned. Tog af sted med planer om at rejse hele landet rundt, men lod mig indfange af Kathmandu, fuldkommen fascineret af byen. Menneskemylderet på de åbne pladser og de større gader kontra de øde smalle gyder, der var som en tur ned til middelalderen. Alle farverne fra kvindernes spraglede klæder til markedernes blomster, frugt og grønsager. Silkestofferne til salg. Duftene af krydderier, blomster, brød, mad. Lugten af kød i slagtergaden. Stanken. Køer, geder, høns på veje og gader. Aberne ved Swayambhu templet.

Jeg mødte en gammel veninde, som også var i Nepal på det tidspunkt. Hun boede på Benchen Klostrets gæstehus, tog mig med derop, i udkanten af Kathmandu, og jeg faldt fuldkommen for det sted. Roen, der mødte mig, allerede ved porten. Munkenes smilende, glade ansigter. Gæstehuset med udsigt fra altaner over Kathmandu. Jeg havde aldrig været der før. Men jeg følte mig hjemme.

Dagen efter flyttede jeg fra mit hotel og op i gæstehuset. Og følelsen af at komme hjem blev i mig den næste tid.

Jeg mødte Tenga Rinpoche, Klostrets aldrende øverste lama til en første samtale, hvor jeg bare græd og græd. Så snart jeg satte mig overfor ham og kiggede ind i hans smilende ansigt, begyndte jeg at græde. Jeg var ikke ked af det, var nærmest fyldt af en lykkefølelse. Så jeg græd virkelig af glæde. Uden at vide hvorfor. Der kom ingen tanker, ingen ord. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde jeg. “Det er okay. Bare vær her.” Samtalen sluttede med, at vi pludselig grinede sammen – og aftalte et andet møde.

Så jeg blev der. I mit hjem i Nepal. Indtil jeg skulle på det kursus, som jeg havde forudbestilt hjemmefra. Kun 2-3 dage op i bjergene, så hjem igen.

Når jeg tænker på den rejse, er jeg overbevist om, at på den måned lærte jeg mere om mig selv og om livet end gennem års terapi. De nærværende møder, som foregik på et dybere plan, hvor ord forstummer, og forståelsen nogle gange ligger ud over ordene, men lagrer sig i kroppen. Kurset på Kopan, hvor daglige lektioner og meditationer fokuserede på altings evige forandring. Hvis man forestiller sig, at man ikke kan leve uden nogen eller noget, vil man altid være ulykkelig. For intet er blivende. Alt kan forsvinde. Men også at selv om livet indeholder sygdom, tab, død, kan man godt være glad i sit liv. Finde den glæde, der kommer indefra. Meditation på døden, hvordan det vil være at sige farvel, forlade livet, hvem eller hvad, der var sværest at forlade (jeg græd som pisket, da jeg så Sara. Hende kunne jeg ikke forlade – men blev ledt videre). Det er virkelig skematisk, hurtigt fortalt, bare for at forklare lidt af baggrunden for, hvorfor den rejse blev skelsættende.

For det vigtigste er, at jeg efter Saras død, hvor jeg virkelig fik brug for det, som rejsen havde lært mig, følte mig sikker på, at jeg SKULLE derover for at kunne overleve hendes død. Eller – og det er nok mere rigtigt – jeg skulle derover for at åbne for en viden, jeg allerede havde i mig. Det var den viden, der hjalp mig rigtig meget på min rejse gennem sorg og savn. Det var den, der gav mig et holdepunkt, en jordforbindelse, når jeg var ved at miste fodfæste. Og det er jeg stadig dybt taknemmelig over.

I min bog fortæller jeg, hvordan jeg et par dage efter Saras død, under et af vore daglige besøg i Kapellet med forskellige af Saras venner, vores venner og familie, som ville tage afsked med Sara, “så” Sara sammen med Tenga Rinpoche. Jeg var søgt over i et hjørne af rummet, et sted med et specielt gyldent lys. Jeg lukkede øjnene, og det var, som om jeg blev badet i ro, mens jeg pludselig så Sara stå med Tenga Rinpoche ved sin side, han med højre arm over hendes skulder.

Kald det, hvad I vil. For mig gav det en tillid til, at hun var i gode hænder. At hun blev hjulpet, der hvor hun var på vej i efterlivet.

Og, nej, jeg tror ikke, at man SKAL til Nepal for at lære at håndtere sorg og savn. Eller at man SKAL gøre noget ekstraordinært. Min hensigt her er snarere at sige, at jeg tror, at vi alle bærer en form for viden om, hvordan vi kan håndtere sorg og tab. En intuition om hvad der er bedst at gøre. Lytte indad, selv i sorgens stund. Finde den indre lærdom frem. Finde et holdepunkt, et ståsted, hver gang sorgen er værst. Noget at holde sig til, så man ikke mister fodfæstet. Det holdepunkt er forskelligt fra person til person.

Men også, for dem, der ikke er i sorg, huske også i gode tider den lærdom, som vi helst vil glemme, gemme væk, tro på, at det ikke sker for os. En viden om, at alt kan ske i livet. Man kan blive syg, miste, sørge. Det er et af grundvilkårene i et menneskeliv. At leve med den viden, gør os ikke ulykkelige. Men den kan hjælpe i sorgen. Det er ikke fordi, jeg bliver straffet, at det slemme sker. Det er noget, der sker. Det er et grundvilkår, at du ikke kan gå gennem livet uden at miste.

Jul og Nytår – igen

Umærkeligt er højtider og årsskift blevet en vane. Ingen huller at dykke ned i. Jeg er blevet god til at hoppe over dem. Savnet mærkes, kan fylde, men uden at jeg bliver suget ind i det, ned i det. Kan bare længes efter Sara, ønske, at hun var her med alt det, hun ville være i dag. Men det er hun jo ikke.

I den skriveklub, Klub bare skriv, som jeg er medlem af, har der været et fælles tema om at skrive mindet i livet. Små tekster om en afdød, som vi mindes. Jeg tænkte, at det har jeg jo gjort – og gør – hele tiden. Og så kom der alligevel nogle nye tanker, andre ord, ved at begynde at skrive på temaet. F.eks.:

”Skriget” af Edvard Munch. Det er det, jeg tænker, da jeg ser forslaget: ”Find et værk, der minder dig om dine følelser dengang.

Ja, det kan kun være det, der udtrykker mine følelser fra den første tid. Det skrig, som aldrig kom ud. Det skrig, som sad fastfrosset indeni. Sammen med den skærende smerte. Der, midt i hjertet, hvor sorgen og kærligheden til dig mødtes. Jeg så mig omkring og ville gerne kunne gøre som de andre omkring mig. Hulke højlydt. Græde snot som din far og din kæreste. Men det blev til stille jamren, når jeg var alene. I de øjeblikke kunne jeg gå rundt og trække mig selv i håret, som en sørgende kvinde i et græsk drama eller i en begravelsesscene fra Mellemøsten. Men jeg jamrede kun tyst og stille. Skriget, som hele tiden pressede sig på, sad fast i mit indre.

Først under en tur til Vesterhavet nogle måneder senere og i en vinterstorm kunne jeg stå helt nede ved vandkanten og råbe ud over bølgerne: “Sara” med al den kraft, jeg kunne mobilisere. Sara, råbte jeg, gang på gang, og “hvorfor” og “hvor er du”. Indtil jeg ikke havde mere stemme tilbage.

Det gjorde godt.

34 års fødselsdag

Du kunne være blevet 34 i dag.

MON du er 34? Eller er du for altid 23 år og 8 måneder?

Var det der, det sluttede?

Eller er der et 1000-års rige, hvor du er ældgammel uden alder?

Eller et nyt liv, hvor du er 8 eller 9?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at i dag kunne du være blevet 34.

Og jeg har bagt fødselsdagskage. For dit liv skal stadig fejres.

10 ÅR og lidt mere

Hedebølgen kom kort efter. Jeg har været i Sverige. Er hjemme igen. Det er også blevet regn igen, og jeg har brugt regnvejrsdagen i dag til at genlæse alle de kort, som var vedhæftet blomsterne til Saras bisættelse, alle de kort og breve, der strømmede ind. Det åbner for sorgen igen, men det er også lindrende. At læse en sætning fra Saras studiekammerater: Du gav os så meget med dit nærvær. Nu har ingen af os de rigtige ord i dit fravær er som at trykke på en knap, der åbner for tårer og hulk. Eller når en af hendes veninder skriver: Fra den første dag, vi mødte dig, har du fået os til at føle os velkomne i dit land. Men når andre beskriver Saras latter og hvor sjovt, de har haft det sammen, med masser af eksempler, skifter sorg til glæde – og smil og lidt grin. Så, jo, det har været godt at gennemgå igen.

Jeg syntes dette skulle med, for alt er aldrig overstået på én dag. Heller ikke 10-års dagen. Ligesom sorgen og savnet lever videre efter 10 år. Bare på andre måder. De har længe “bare” været en del af livet. Aspekter af det liv, jeg lever. Et rum, som jeg kan besøge og gå ud af igen. Jeg fandt også ind til at fortælle om dagen på en anden måde:

EN JULI EFTERMIDDAG

En mand og en kvinde. En juli eftermiddag med regn og rusk. Engang levede de sammen. I dag er de sammen om minder. Om datteren. Datteren, som de stadig er fælles om.

Til trods for.

Datteren, der var grunden til, at de overhovedet kom til at leve sammen. Hun, der ville til. De, der ville hende.

Sammen.

Sammen om underet ved hendes komme. Sammen om at passe på hende, se hende vokse. Sammen om at glæde sig over hendes livsenergi.

Selvfølgelig havde de andet sammen. Noget gik rigtig godt. Andet skidt.

Da det, der gik skidt tog over, skiltes de. Måske gik den skilsmisse så godt, fordi venskabet og datteren var de bærende elementer.

Og datteren var de stadig sammen om. Delte bekymringer og glæder. Så hende rejse ud i livet. Kunne give slip på hende. Sammen.

Da hun døde, var de sammen om sorgen og tabet.

I dag er de sammen på hendes 10 års dødsdag. De har en datter, der både har en fødselsdag og en dødsdag.

De får talt om den dag. Dødsdagen. På en ny måde. Det, de husker forskelligt. Den frygt og de tanker, de ikke dengang helt turde sige til hinanden.


10 ÅR

(foto er fra vores ferie i Tunesien en uge før Saras død)

På 10-års dagen for Saras død (den 28. juli) vågnede jeg med brudstykker af et digt, som Saras gymnasieveninder havde oversat fra norsk til dansk, for at en af dem kunne læse det op ved hendes bisættelse. Det var så stærkt, at jeg måtte finde hele digtet og begynde dagen med at sætte det på facebook

God sorg – godt savn

Ved du – Luften synger der hvor du smilte

Ved du – Jorden bævrer der hvor du gik

Ved du – Havet tier der hvor du var tavs

Ved du – ilden fortærer ikke det du tændte

God sorg

– Fordi du var god

Godt savn

– fordi det er dig som savnes

Fordi du alligevel er

i luften omkring mig

i jorden under mig

i havet foran mig

i ilden i mig

God sorg godt savn

Fordi du alligevel er

Digtet passede så fint med nogle af præstens ord, især til de unge, om ikke at leve videre i skyggen af Saras død, men i lyset af hendes liv. Og til det, jeg valgte at tro.

Jeg skrev også en tak til alle dem, der gennem årene har sendt mig fotos, videoer, minder om Sara.

Det forunderlige var så, at da jeg kom på kirkegården, lå der bl.a. en smuk blomsterdekoration fra lige præcis disse gymnasieveninder (som også havde sunget Du kom med alt det, der var dig). De havde bestilt den i blomsterbutikken i Nibe, og en mor til én af veninderne havde hentet den og båret den til Saras grav.

Jeg skulle egentlig ha’ været på ferie i Tyskland med min familie (bror, niece, hendes mand, deres børn). En familieferie, som igennem tre år næsten er blevet en tradition. Men 10 år. Jeg kunne pludselig ikke forestille mig at være væk på Saras 10 års dødsdag. Den voksede sig til noget specielt inden i mig. Engang – dengang – kunne jeg ikke forestille mig bare et år frem i tiden. Og nu 10 år. Jeg måtte bare være hjemme. Give plads til, hvad der end måtte komme. Eller ikke komme.

Det blev en stille dag. Et par af Saras veninder havde været på besøg inden, når det passede med deres ferier. Mange (familie, veninder, Saras veninder) skrev på dagen. Og hold op, hvor gør det stadig godt, at folk husker. Mindes. Hendes far kom med en kage, som han havde bagt efter én af Saras opskrifter (hvis der nu skulle komme nogen til kaffe). Vi fik god tid til at fordybe os i nogle af minderne fra skadestuen. Det, vi huskede ens. Der, hvor minder og oplevelser var lidt forskellige. Ting, som vi ikke havde sagt til hinanden før. Jeg blev f.eks. meget berørt af hendes fars oplevelse af, at det var, som om sygehusets personale tog over, tog hans datter fra ham og forandrede hende til et lig, som tilhørte dem. Jeg fik sagt, hvor taknemmelig jeg er over, at vi fik Sara sammen. Over, at jeg blev mor, og at han var hendes far.

På kirkegården mødtes vi med moderen til én af Saras bosniske veninder. Hun tog hjem med os. Så blev der brug for kagen. Vi talte videre om Sara – om sorg og tab, som vi på forskellig vis havde oplevet. At tale om krigen i Bosnien gav perspektiv på vores smerte. Og en enighed om, at der skal vilje til at leve med sorg og savn. Vilje til ikke at lade sig overvælde af en altomsluttende opgivenhed.

Den robusthed, som nogle af os må være født med. Eller været så heldige at få den lært tidligt i livet.

.

.

.

.

.

.

.