Jeg har besluttet mig for at lukke bloggen, så dette bliver det sidste indlæg.

Da jeg i sin tid begyndte at skrive her, var det med det formål, at andre forældre, som havde mistet et barn, måske ville kunne spejle sig i det, jeg skrev, finde en trøst i det utrøstelige, ligesom jeg selv havde fundet trøst de første år efter Saras død, når jeg læste andre forældres beskrivelser.

Med tiden blev det dog tydeligt for mig, at det mere og mere blev Saras blog. Et sted, hvor jeg kunne holde hende i live, ære hende, udtrykke min længsel og min kærlighed. Så længe bloggen bestod, levede hun på en måde videre.

Men det gør hun jo alligevel. Hun er stadig med mig dagligt. Som et strejf af luft omkring mig. Som en tanke. Som et minde. Som en følelse i hjertet af kærlighed eller smerte. Jeg kan stadig pludselig, når jeg er alene, sige “Sara”, sådan ud i luften. Hendes navn bryder igennem som et lille råb.

Så det er ikke nødvendigt at holde hende i live gennem denne blog.

Tak fordi I har læst med, jer, som jeg ikke kender, men nok for størstedelen andre forældre, som har mistet. Nogle af jer har gennem årene skrevet til mig, men langt de fleste af jer er forblevet anonyme. Jeg vil ønske jer alt godt på jeres egen vej gennem tabet.

PS Fotoet er taget 4 dage før Saras død. Vi var til hendes kusines bryllup.