Sara kunne være blevet 35 år den 19. oktober. Men i mindet er hun for altid de 23 år og 9 måneder, hun blev. Eller alle de tidligere aldre. Det surrealistiske foto, som en af hendes veninder, Laura, tog nogle måneder før Saras død, passer til de tanker, som jeg gennem årene har gjort mig om “Hvor er hun nu”? “Hvad blev der af hende?” – “Er der mon et efter-liv?”. På fotoet er hun som på to steder på én gang. Både her og ikke her. Eller fanget på vej væk. Fanget mellem to verdener?
Umærkeligt er højtider og årsskift blevet en vane. Ingen huller at dykke ned i. Jeg er blevet god til at hoppe over dem. Savnet mærkes, kan fylde, men uden at jeg bliver suget ind i det, ned i det. Kan bare længes efter Sara, ønske, at hun var her med alt det, hun ville være i dag. Men det er hun jo ikke.
I den skriveklub, Klub bare skriv, som jeg er medlem af, har der været et fælles tema om at skrive mindet i livet. Små tekster om en afdød, som vi mindes. Jeg tænkte, at det har jeg jo gjort – og gør – hele tiden. Og så kom der alligevel nogle nye tanker, andre ord, ved at begynde at skrive på temaet. F.eks.:
”Skriget” af Edvard Munch. Det er det, jeg tænker, da jeg ser forslaget: ”Find et værk, der minder dig om dine følelser dengang.
Ja, det kan kun være det, der udtrykker mine følelser fra den første tid. Det skrig, som aldrig kom ud. Det skrig, som sad fastfrosset indeni. Sammen med den skærende smerte. Der, midt i hjertet, hvor sorgen og kærligheden til dig mødtes. Jeg så mig omkring og ville gerne kunne gøre som de andre omkring mig. Hulke højlydt. Græde snot som din far og din kæreste. Men det blev til stille jamren, når jeg var alene. I de øjeblikke kunne jeg gå rundt og trække mig selv i håret, som en sørgende kvinde i et græsk drama eller i en begravelsesscene fra Mellemøsten. Men jeg jamrede kun tyst og stille. Skriget, som hele tiden pressede sig på, sad fast i mit indre.
Først under en tur til Vesterhavet nogle måneder senere og i en vinterstorm kunne jeg stå helt nede ved vandkanten og råbe ud over bølgerne: “Sara” med al den kraft, jeg kunne mobilisere. Sara, råbte jeg, gang på gang, og “hvorfor” og “hvor er du”. Indtil jeg ikke havde mere stemme tilbage.
Det gjorde godt.
Du kunne være blevet 34 i dag.
MON du er 34? Eller er du for altid 23 år og 8 måneder?
Var det der, det sluttede?
Eller er der et 1000-års rige, hvor du er ældgammel uden alder?
Eller et nyt liv, hvor du er 8 eller 9?
Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at i dag kunne du være blevet 34.
Og jeg har bagt fødselsdagskage. For dit liv skal stadig fejres.
Hedebølgen kom kort efter. Jeg har været i Sverige. Er hjemme igen. Det er også blevet regn igen, og jeg har brugt regnvejrsdagen i dag til at genlæse alle de kort, som var vedhæftet blomsterne til Saras bisættelse, alle de kort og breve, der strømmede ind. Det åbner for sorgen igen, men det er også lindrende. At læse en sætning fra Saras studiekammerater: Du gav os så meget med dit nærvær. Nu har ingen af os de rigtige ord i dit fravær er som at trykke på en knap, der åbner for tårer og hulk. Eller når en af hendes veninder skriver: Fra den første dag, vi mødte dig, har du fået os til at føle os velkomne i dit land. Men når andre beskriver Saras latter og hvor sjovt, de har haft det sammen, med masser af eksempler, skifter sorg til glæde – og smil og lidt grin. Så, jo, det har været godt at gennemgå igen.
Jeg syntes dette skulle med, for alt er aldrig overstået på én dag. Heller ikke 10-års dagen. Ligesom sorgen og savnet lever videre efter 10 år. Bare på andre måder. De har længe “bare” været en del af livet. Aspekter af det liv, jeg lever. Et rum, som jeg kan besøge og gå ud af igen. Jeg fandt også ind til at fortælle om dagen på en anden måde:
EN JULI EFTERMIDDAG
En mand og en kvinde. En juli eftermiddag med regn og rusk. Engang levede de sammen. I dag er de sammen om minder. Om datteren. Datteren, som de stadig er fælles om.
Til trods for.
Datteren, der var grunden til, at de overhovedet kom til at leve sammen. Hun, der ville til. De, der ville hende.
Sammen.
Sammen om underet ved hendes komme. Sammen om at passe på hende, se hende vokse. Sammen om at glæde sig over hendes livsenergi.
Selvfølgelig havde de andet sammen. Noget gik rigtig godt. Andet skidt.
Da det, der gik skidt tog over, skiltes de. Måske gik den skilsmisse så godt, fordi venskabet og datteren var de bærende elementer.
Og datteren var de stadig sammen om. Delte bekymringer og glæder. Så hende rejse ud i livet. Kunne give slip på hende. Sammen.
Da hun døde, var de sammen om sorgen og tabet.
I dag er de sammen på hendes 10 års dødsdag. De har en datter, der både har en fødselsdag og en dødsdag.
De får talt om den dag. Dødsdagen. På en ny måde. Det, de husker forskelligt. Den frygt og de tanker, de ikke dengang helt turde sige til hinanden.
(foto er fra vores ferie i Tunesien en uge før Saras død)
På 10-års dagen for Saras død (den 28. juli) vågnede jeg med brudstykker af et digt, som Saras gymnasieveninder havde oversat fra norsk til dansk, for at en af dem kunne læse det op ved hendes bisættelse. Det var så stærkt, at jeg måtte finde hele digtet og begynde dagen med at sætte det på facebook
God sorg – godt savn
Ved du – Luften synger der hvor du smilte
Ved du – Jorden bævrer der hvor du gik
Ved du – Havet tier der hvor du var tavs
Ved du – ilden fortærer ikke det du tændte
God sorg
– Fordi du var god
Godt savn
– fordi det er dig som savnes
Fordi du alligevel er
i luften omkring mig
i jorden under mig
i havet foran mig
i ilden i mig
God sorg godt savn
Fordi du alligevel er
Digtet passede så fint med nogle af præstens ord, især til de unge, om ikke at leve videre i skyggen af Saras død, men i lyset af hendes liv. Og til det, jeg valgte at tro.
Jeg skrev også en tak til alle dem, der gennem årene har sendt mig fotos, videoer, minder om Sara.
Det forunderlige var så, at da jeg kom på kirkegården, lå der bl.a. en smuk blomsterdekoration fra lige præcis disse gymnasieveninder (som også havde sunget Du kom med alt det, der var dig). De havde bestilt den i blomsterbutikken i Nibe, og en mor til én af veninderne havde hentet den og båret den til Saras grav.
Jeg skulle egentlig ha’ været på ferie i Tyskland med min familie (bror, niece, hendes mand, deres børn). En familieferie, som igennem tre år næsten er blevet en tradition. Men 10 år. Jeg kunne pludselig ikke forestille mig at være væk på Saras 10 års dødsdag. Den voksede sig til noget specielt inden i mig. Engang – dengang – kunne jeg ikke forestille mig bare et år frem i tiden. Og nu 10 år. Jeg måtte bare være hjemme. Give plads til, hvad der end måtte komme. Eller ikke komme.
Det blev en stille dag. Et par af Saras veninder havde været på besøg inden, når det passede med deres ferier. Mange (familie, veninder, Saras veninder) skrev på dagen. Og hold op, hvor gør det stadig godt, at folk husker. Mindes. Hendes far kom med en kage, som han havde bagt efter én af Saras opskrifter (hvis der nu skulle komme nogen til kaffe). Vi fik god tid til at fordybe os i nogle af minderne fra skadestuen. Det, vi huskede ens. Der, hvor minder og oplevelser var lidt forskellige. Ting, som vi ikke havde sagt til hinanden før. Jeg blev f.eks. meget berørt af hendes fars oplevelse af, at det var, som om sygehusets personale tog over, tog hans datter fra ham og forandrede hende til et lig, som tilhørte dem. Jeg fik sagt, hvor taknemmelig jeg er over, at vi fik Sara sammen. Over, at jeg blev mor, og at han var hendes far.
På kirkegården mødtes vi med moderen til én af Saras bosniske veninder. Hun tog hjem med os. Så blev der brug for kagen. Vi talte videre om Sara – om sorg og tab, som vi på forskellig vis havde oplevet. At tale om krigen i Bosnien gav perspektiv på vores smerte. Og en enighed om, at der skal vilje til at leve med sorg og savn. Vilje til ikke at lade sig overvælde af en altomsluttende opgivenhed.
Den robusthed, som nogle af os må være født med. Eller været så heldige at få den lært tidligt i livet.
.
.
.
.
.
.
.
Et foto af den 20-årige Sara.
Den 19. oktober kunne Sara være blevet 33 år. Den 10. fødselsdag uden hende. Selv om det kun er lidt over 9 år, siden hun døde. Men 10 fødselsdage! Det er jo næsten halvt så mange, som de fødselsdage hun nåede at fejre. Og faktisk halvt så mange, som jeg nåede at fejre med hende. 20 herhjemme, inden hun flyttede til København. Og så lige én til, da hun uventet kom hjem, sammen med sin kæreste, til sin 23-års fødselsdag.
Altså – ind imellem gør jeg hendes liv op i tal og udregninger. Som om alle tallene holder hende lidt i live. Eller jeg har bare brug for alle disse udregninger for at sætte hendes liv og mit liv i perspektiv.
Men 33 år.
Det var den første fødselsdag, hvor ingen af hendes veninder kom på besøg. Hendes far kom heller ikke. Han havde nok travlt. Jeg konstaterer det bare, Uden tanker eller følelser om at have følt mig forladt – eller at Sara blev forladt – på den dag. Jeg ved, at det er en del af den evindelige forandring. Alt skifter. Intet er vedvarende.
Hvis jeg havde siddet alene på Saras fødselsdag for bare et par år siden, ville jeg nok have følt anderledes. Men ligesom jeg bemærkede på 9-års dagen for hendes død, så er forandringen sket umærkeligt over årene. Jeg er kun glad og taknemmelig for alle de fødselsdage og årsdage, jeg har været sammen med andre om minderne. Taknemmelig over, at Saras veninder har været så vedholdende. Taknemmelig over, at hendes far har været det. Og jeg ved jo, at han holder hendes fødselsdag inde i sig selv. At de andre mindes hende den dag.
Og helt alene var jeg ikke. En god veninde – én af ungdommens velbevarede relationer – kom uventet forbi. Det blev jeg glad for. Det blev en anden, en ny måde, at fejre Saras fødselsdag på.
Næsten umærkeligt forandrer disse årsdage sig. En lille forandring fra år til år, som jeg næsten ikke registrerer, selv om det har været tydeligt i flere år, at de fysiske reaktioner på dødsdagen var borte. I starten gennemlevede jeg hjertebanken, angst, fysiske rystelser, svimmelhed – alt muligt, som på Saras dødsdag.
Den 28. juli var det ni år siden. Og jeg registrede, nærmest overrasket, at følelsen inden i, at tankerne om Sara ikke var så meget anderledes end i det daglige liv. Derfor skrev jeg følgende på hendes facebook profil:
“Ni år siden, du døde. Årsdagen, som de første år nærmest fik mig til at gennemleve det hele, har lidt efter lidt ændret sig til at være en dag med “almindeligt savn” som de andre dage. Selv om tankerne er lidt anderledes i dag, sådan som: På det her tidspunkt var der stadig flere timer til ulykken. Nu ledte vi efter hoteller i Paris. Nu løb du. Og nu blev du ramt…Men uden at det gør så voldsomt ondt i sjælen som tidligere.
Jeg har været på kirkegården med solsikker – og nede med en solsikke på ulykkesstedet. På kirkegården igen i aften, rørt over de blomster, der står der.
Og så var det godt at se på nogle fotos fra de sidste uger, du levede. Se, hvordan du strålede.”
Giver det mening at stå her, en tidlig morgen, i gang med at bage boller og fødselsdagskage til min datters fødselsdag? Hun er her jo ikke. Er død. Har været det i otte år.
Men, jo, det giver mening. I dag kunne hun være blevet 32 år. Jeg aner ikke, hvordan hendes liv ville ha’ været nu, hvis hun levede. Det bliver kun fantasier. Men jeg ved, hvor meget hun elskede kage og fødselsdage. Derfor bager jeg. En måde at fejre hendes liv på. Som jeg har fortalt tidligere, så er der en stor forskel, for mig, på hendes dødsdag og hendes fødselsdag. Dødsdagen rummer alle minderne og følelserne omkring ulykken, den dag hun døde. De første år var disse minder og følelser så kropslige, at jeg bogstaveligt talt mærkede de rystelser i kroppen, den hjertebanken, svimmelhed og følelsen af at være gemt bag en tåge, ligesom dengang. Mens fødselsdagen på en måde nærmest blev en glædesdag. En dag, hvor minderne om Sara næsten kan være mere lette og livfulde end andre dage.
Det er hendes liv, den dag minder mig om. Fødslen, glæden, at se hende vokse op, høre hende tale, se hende som skolepige, som gymnasieelev, som voksen.
Derfor bager jeg. Der kommer som regel nogen forbi. Nogle af hendes gamle venner/veninder. Noget familie. Ikke de samme hvert år. Men altid nogen. I dag har tre af hendes veninder meldt deres ankomst i løbet af formiddagen, ligesom hendes far.
I år skal det være en “solsikkekage”. En rund krydderkage med gulerødder og bær og æblejuice og masser af andet godt i. Og så vil jeg lave solsikkens blomsterblade i gult marcipan. Jeg kludrer i disse. Har først brugt kagerullen til at glatte marcipanen ud og tegne fine blomsterblade med en skarp kniv. Men altså – jeg kan ikke flytte dem over på kagen. De klistrer til bagepapiret, går i stykker. Så jeg ender med at lave lidt kluntede blomsterblade ved at trille små pølser og flade dem ud på kagen. Hmmm. Den store Bagedyst ville jeg aldrig vinde på udseendet. Men smagen ville jeg nok få points for. Og jeg er sikker på, at Sara ville elske den.
Saras veninder er her. Hendes far er her. Vi spiser boller og kage, og snakken går. Om Sara. Og om deres liv nu. Om vores. Om Sara igen. Vi griner sammen. Går i samlet trop til kirkegården med blomster. Bliver lidt stille og lidt rørte, står lidt i ring og omfavner hinanden, fordi det er godt at være sammen.
Da de tre veninder tager af sted igen, føler jeg mig dybt taknemmelig over, at de har været her. At de husker og fejrer Sara. At de også gider være sammen med mig/ os. Jeg tænker – de er jo “videre” i livet. Én har to børn, én er gravid, to af dem er blot hjemme på ferie fra København i nogle dage. Det gør mig dybt taknemmelig. Og taknemmelig over, at Sara hele tiden var omgivet af gode mennesker i sit liv.
Hendes far bliver, hans kæreste kommer. Jeg er sikker på, at Sara ville ha’ elsket hende.
En god dag.
Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.
Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.
Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.
Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.
I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.
Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.
Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.
Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).
Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.
Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.
Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.
(fortsættes)
Årsdagen for Saras død nærmer sig. Otte år. Jeg gør altid regnestykker op omkring årsdagen. I år er det: “Nu svarer hendes døde år til en tredjedel af den tid, hun nåede at leve.” Eller “Lige så lang tid, som den tid, der gik, fra hun startede i gymnasiet og til hendes død.” Og sådan kan jeg fortsætte.