Denne gang sætter jeg mit eget foto som forside til blogindlæg. Det er fra min første rejse til Nepal. Alene. I marts/april 2010. Det dukkede op på Facebook for nogle uger siden. I ved de der minder “i dag for 11 år siden”. Jeg ser rigtig glad og tilfreds ud på det billede. Og det var jeg. En glad næsten-63årig. Jeg er lykkeligt uvidende om Saras død 3½ måned senere. Og uvidende om, at jeg her, på Kopan Klostret og under opholdet på Benchen Klostret lige inden, har fået et fundament til at klare det, der vil ske.
Det er én af de sidste dage på Kopan Klostret, inden jeg skal hjem. Jeg har afsluttet min Nepal rejse her med et 10 døgns kursus i introduktion til Buddhisme. Dvs. undervisning og meditationer. Hvert døgn er der stilhed, altså ingen samtaler med de andre nær ved 100 kursister fra kl. 21 til næste dag efter frokost. De sidste to døgn helt uden at tale (undtagen spørgsmål til lærererne). Fotoet er fra kursusafslutningen. Vi må tale igen. Alle er euforiske. Larmen stiger til loftet. Og alle har afslappede ansigter, store smil og klare øjne.
Jeg har været i Nepal i en måned. Tog af sted med planer om at rejse hele landet rundt, men lod mig indfange af Kathmandu, fuldkommen fascineret af byen. Menneskemylderet på de åbne pladser og de større gader kontra de øde smalle gyder, der var som en tur ned til middelalderen. Alle farverne fra kvindernes spraglede klæder til markedernes blomster, frugt og grønsager. Silkestofferne til salg. Duftene af krydderier, blomster, brød, mad. Lugten af kød i slagtergaden. Stanken. Køer, geder, høns på veje og gader. Aberne ved Swayambhu templet.
Jeg mødte en gammel veninde, som også var i Nepal på det tidspunkt. Hun boede på Benchen Klostrets gæstehus, tog mig med derop, i udkanten af Kathmandu, og jeg faldt fuldkommen for det sted. Roen, der mødte mig, allerede ved porten. Munkenes smilende, glade ansigter. Gæstehuset med udsigt fra altaner over Kathmandu. Jeg havde aldrig været der før. Men jeg følte mig hjemme.
Dagen efter flyttede jeg fra mit hotel og op i gæstehuset. Og følelsen af at komme hjem blev i mig den næste tid.
Jeg mødte Tenga Rinpoche, Klostrets aldrende øverste lama til en første samtale, hvor jeg bare græd og græd. Så snart jeg satte mig overfor ham og kiggede ind i hans smilende ansigt, begyndte jeg at græde. Jeg var ikke ked af det, var nærmest fyldt af en lykkefølelse. Så jeg græd virkelig af glæde. Uden at vide hvorfor. Der kom ingen tanker, ingen ord. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” sagde jeg. “Det er okay. Bare vær her.” Samtalen sluttede med, at vi pludselig grinede sammen – og aftalte et andet møde.
Så jeg blev der. I mit hjem i Nepal. Indtil jeg skulle på det kursus, som jeg havde forudbestilt hjemmefra. Kun 2-3 dage op i bjergene, så hjem igen.
Når jeg tænker på den rejse, er jeg overbevist om, at på den måned lærte jeg mere om mig selv og om livet end gennem års terapi. De nærværende møder, som foregik på et dybere plan, hvor ord forstummer, og forståelsen nogle gange ligger ud over ordene, men lagrer sig i kroppen. Kurset på Kopan, hvor daglige lektioner og meditationer fokuserede på altings evige forandring. Hvis man forestiller sig, at man ikke kan leve uden nogen eller noget, vil man altid være ulykkelig. For intet er blivende. Alt kan forsvinde. Men også at selv om livet indeholder sygdom, tab, død, kan man godt være glad i sit liv. Finde den glæde, der kommer indefra. Meditation på døden, hvordan det vil være at sige farvel, forlade livet, hvem eller hvad, der var sværest at forlade (jeg græd som pisket, da jeg så Sara. Hende kunne jeg ikke forlade – men blev ledt videre). Det er virkelig skematisk, hurtigt fortalt, bare for at forklare lidt af baggrunden for, hvorfor den rejse blev skelsættende.
For det vigtigste er, at jeg efter Saras død, hvor jeg virkelig fik brug for det, som rejsen havde lært mig, følte mig sikker på, at jeg SKULLE derover for at kunne overleve hendes død. Eller – og det er nok mere rigtigt – jeg skulle derover for at åbne for en viden, jeg allerede havde i mig. Det var den viden, der hjalp mig rigtig meget på min rejse gennem sorg og savn. Det var den, der gav mig et holdepunkt, en jordforbindelse, når jeg var ved at miste fodfæste. Og det er jeg stadig dybt taknemmelig over.
I min bog fortæller jeg, hvordan jeg et par dage efter Saras død, under et af vore daglige besøg i Kapellet med forskellige af Saras venner, vores venner og familie, som ville tage afsked med Sara, “så” Sara sammen med Tenga Rinpoche. Jeg var søgt over i et hjørne af rummet, et sted med et specielt gyldent lys. Jeg lukkede øjnene, og det var, som om jeg blev badet i ro, mens jeg pludselig så Sara stå med Tenga Rinpoche ved sin side, han med højre arm over hendes skulder.
Kald det, hvad I vil. For mig gav det en tillid til, at hun var i gode hænder. At hun blev hjulpet, der hvor hun var på vej i efterlivet.
Og, nej, jeg tror ikke, at man SKAL til Nepal for at lære at håndtere sorg og savn. Eller at man SKAL gøre noget ekstraordinært. Min hensigt her er snarere at sige, at jeg tror, at vi alle bærer en form for viden om, hvordan vi kan håndtere sorg og tab. En intuition om hvad der er bedst at gøre. Lytte indad, selv i sorgens stund. Finde den indre lærdom frem. Finde et holdepunkt, et ståsted, hver gang sorgen er værst. Noget at holde sig til, så man ikke mister fodfæstet. Det holdepunkt er forskelligt fra person til person.
Men også, for dem, der ikke er i sorg, huske også i gode tider den lærdom, som vi helst vil glemme, gemme væk, tro på, at det ikke sker for os. En viden om, at alt kan ske i livet. Man kan blive syg, miste, sørge. Det er et af grundvilkårene i et menneskeliv. At leve med den viden, gør os ikke ulykkelige. Men den kan hjælpe i sorgen. Det er ikke fordi, jeg bliver straffet, at det slemme sker. Det er noget, der sker. Det er et grundvilkår, at du ikke kan gå gennem livet uden at miste.
