Den 28. juli er Saras dødsdag. Dagen før skrev jeg flg. både på min egen og på hendes facebookside:
“I dag er det 313 uger siden – i morgen 6 år. Seks år. Det er sådan ca. de år, der går fra et barn bliver født, til det skal i skole. Seks år – det er det meste af underskolen. Seks år, det er ca. alle teenageårene. Og seks år sådan en gennemsnitlig studietid. Seks år er meget levet liv. Og seks år – det er ved at være lang tid siden Saras død, og alligevel kan det føles, som om det lige er sket”
Efterfølgende kredsede mine tanker om den dør, hun er på vej igennem. Den blev pludselig symbolsk for mig: Døren til “efter”. Efterlivet, døren til “noget” eller ingenting. Jeg håber det første. At hun er et sted, hvor man kan nyde hendes høje latter, hele hendes måde at være på .
Jeg er næsten lige kommet hjem fra Bosnien, for jeg ville være hjemme på dødsdagen.
Rejsen til Bosnien blev god. Og Sara var på en måde med mig, bevidst, som jeg blev, over, at det var et land, som Sara ikke fik besøgt. Det gjorde hun ikke, fordi jeg sagde nej, da hun som 14-15 årig blev inviteret med derned af sin bosniske veninde og dennes forældre. Det var en familie, som Sara elskede højt. Hun havde kendt dem, siden de kom til Nibe som flygtninge mange år tidligere.
Hvorfor jeg sagde nej? Som gyldig grund gav jeg, at jeg var bange for, at det kunne være farligt. Hvortil moderen til den bosniske veninde svarede, at hvis det stadig var farligt, ville de jo ikke tage deres egne børn med derned. Men jeg var lidt flov over at give den egentlige grund. En blanding af egoisme (“Jeg vil selv have hende med på ferie”) og – mest af alt – en frygt for, hvad der kunne ske hende, hvis jeg ikke var med til at passe på hende. Og det var slet ikke frygten for Bosnien, men den lange køretur til og fra. Lange køreture gjorde mig altid urolig for, at der skulle ske os, og specielt Sara noget. Men min tankegang blev nærmest magisk, som om jeg kunne afværge en ulykke, hvis jeg selv var der for at kontrollere kørslen. Så mærkværdigvis har jeg altid været bange for, at der skulle ske Sara noget i en trafikulykke. Den frygt blev jeg nødt til at leve med, når hun cyklede rundt, og da hun selv fik kørekort. Men Bosnien sagde jeg nej til.
Naturligvis kom disse tanker op igen, fordi jeg mødtes med de bosniske venner fra Nibe dernede. To af Saras gode veninder og deres mødre. Som én af mødrene sagde: “Sara er med os.” Ja, tænkte jeg, måske er jeg også på denne rejse for hende.
(Hvis du vil læse mere om Bosnien, se bloggen rejsalene.dk).
Morgenen efter Saras dødsdag
Vågner – uden vækkeur til sædvanlig tid. Lidt over 6. Bliver liggende, længe. Meget længere tid end sædvanligt. Registrerer, tænker, beslutter. Det første, jeg glæder mig over, er, at det stadig er solskin. Så burde jeg jo stå op. Lave yoga. Lave kaffe. Gå ud. Sidde meditativt med denne dagens første kop.
Men jeg nyder en behagelig træthed i kroppen og den behagelige oplevelse af , at der er ingen triste tanker om i går, intet pres i dag. Jeg takker igen for, at dagen i går, Saras dødsdag, er overstået. Takker for, at det nu er nogle år siden, at jeg på den dag mærkede indre kaos, svimmelhed, uro, fysiske rystelser i arme og ben. Det er ovre nu. Jeg savner stadig Sara, elsker hende lige så meget. Men det er godt, at de fysiske reaktioner er overstået.
Jeg beslutter mig for, at dagen i dag skal være en god og rolig dag. Jeg vil ikke stresse, ikke føle pres. Der er et år til næste årsdag. Og inden da, kunne det være din 30 års fødselsdag.
30 års fødselsdag i oktober
Da dagen starter, summer mit hoved af spørgsmål. Om Sara. Til Sara:
Hvad mon du ville ha’ ønsket dig til din 30 års fødselsdag?
Hvordan skulle den holdes? Ville du fejre den i Nibe eller i København?
Ville du stadig være sammen med din kæreste? Eller en anden? Eller alene?
Ville du allerede have et barn eller to? Du ville jo ha’ børn tidligt.
Eftersom jeg ikke ved det, inviterer jeg dig til morgenmad på den nye café i Nibe. Jeg tror, du ville elske den. Så her sidder jeg – alene på caféen med min morgenmad, men med dig til stede i tankerne.
Finn og jeg vil give dig 30 røde roser, da vi ikke kan give dig andet. Og jeg vil bage muffins og boller og lave en Tirramissu lagkage.
Din kusine, hendes mand og deres børn kommer om eftermiddagen til fødselsdag, og Alexzander på tre, der spørger “Jamen hvorfor er Sara her ikke, når det er hendes fødselsdag?” Og han har jo ret. Og vi går alle op til dit gravsted med blomster og den fine perlekæde, som Sara-Sofie har lavet til dig i børnehaven i dag.
Om aftenen laver jeg cous-cous, selv om jeg af gode grunde ikke ved, om det stadig ville ha’ været din yndlingsret.
Og sådan går dagen. Din 30 års fødselsdag.
