Så er Belle blevet vasket og sat tilbage på graven sammen med julepynt. Hun var blevet godt beskidt gennem årene, hvor hun har stået i sol og regn og sne. Hun står der som et godt minde om venindeskab og alle de gange, Sara og veninderne har set “Skønheden og Udyret” sammen. En af veninderne satte hende der for 12 år siden. Og så længe, hun er hel, skal hun ha’ lov til at blive stående 
Jeg får ikke skrevet. Ikke her. Jeg får gjort det andre steder. Sara er stadig i mine tanker utallige gange hver dag. Jeg taler om hende. Jeg skriver om hende i mails, på facebook. Men jeg har ikke været herinde længe.
Det, der bringer mig herind nu, er, at jeg er blevet opmærksom på, at gammel dårlig samvittighed er dukket op igen på en mere insisterende måde denne vinter. Måske fordi jeg har været plaget af gentagne bronkitis tilstande og for nylig en lungebetændelse. Ikke corona-relateret, men pga. KOL (ja, ja, en ikke-ryger kan også få det).
Men altså alle disse infektioner har gjort mig mere træt og indadvendt, og gamle tanker dukker op. Noget af det, jeg var plaget af lige efter Saras død: Alt det, jeg kunne have gjort anderledes, bedre. Alt det, der ikke kunne laves om. Dengang tog jeg tit mig selv i at gå rundt og sige undskyld til Sara. Undskyld for alt det, jeg aldrig fik undskyldt for. Undskyld for hvis jeg ikke altid havde været så god en mor, som hun fortjente.
Jeg var hele tiden bevidst om, at disse tanker kom, fordi der nu endegyldigt ikke var mulighed for at få talt om dem med hende. Jeg var jo ikke plaget af dem, mens hun levede. Og hvis de var dukket op, mens hun levede, ville jeg have kunnet afklare dem med en snak. Spørge hende, hvordan hun havde oplevet forskellige ting, som rumsterede i mig. Og som min psykolog dengang sagde til mig:
”Når det er umuligt at ændre fremtiden, er det naturligt, at du søger efter det, du kunne ha’ ændret i fortiden.”
Her i vinter har jeg bl.a. været optaget af, at min økonomi er langt bedre og stabil nu end for 12-15 år siden. At jeg sådan ville ønske, at Sara havde oplevet dette sammen med mig. At jeg nu ville være i stand til at dele ud af mit overskud, hjælpe hende økonomisk, som jeg ikke kunne dengang. Så én af mine undskyldninger blev: ”Undskyld, at jeg ikke kunne hjælpe dig nok dengang.”
Jeg ved, det er absurd, og at Sara aldrig ville klandre mig for ikke at kunne give af, hvad jeg ikke havde. Men jeg ville så gerne …
Det har været jul og nytår igen – og nu fastelavn. Og ifm. fastelavn dukker et ca. 30 år gammelt minde op:
EN FASTELAVN
Jeg sidder på det lille, trange gæsteværelse og syr. Her er pladsen udnyttet maksimalt. En seng, som består af ølkasser, så der er reoler, en træplade og en madras. Lidt skabsplads og hylder på væggen. Et lille skrivebord, hvorpå der lige nu står en symaskine. Et velux-vindue. Hvis jeg slukkede lyset, ville jeg se månen på himlen.
Men jeg slukker ikke lyset. Jeg har travlt. Der er fastelavnsfest i børnehaven i morgen, og du vil være brud. Og jeg skal sy brudekjolen til dig. Har du sagt. På den der bestemte måde, underforstået, sådan gør en mor. Som når du synes, det er hyggeligt, at jeg tager strikketøj med i sommerhus og sætter mig ved pejsen og strikker. Selv om jeg er elendig til at strikke.
Jeg kan heller ikke sy. De eneste vellykkede ting, jeg har kreeret, har været et par A-kjoler, kaldte vi dem, sidst i 60’erne. 2-3 par bukser efter et ultra-simpelt mønster i 80’erne. Så hvorfor har vi så en symaskine? Fordi jeg for et år eller to siden fik lyst til at berige dig med simple bukser efter samme slags mønster, som var vellykkede til mig selv. Symaskine blev indkøbt. Nu skulle der sys. Men de der bukser holdt slet ikke til al den aktivitet, som et lille barn indeholder.
Men nu syr jeg. Du skal ha’ din brudekjole. Jeg er blevet færdig med den lange blondenederdel og sløret i tyl. ”Der skal være pailletter på. Mange. Og i alle farver.” Har du sagt. Det er sen aften, og jeg ved, at jeg vil komme til at sidde til ud på natten og sy pailletterne, én efter én, i sløret, som skal funkle, som du vil ha’ det. Jeg glæder mig til at se dig tage det hele på i morgen tidlig. Følge dig i børnehaven som den smukkeste lille brud.
Jeg er lykkeligt uvidende om, at det bliver din eneste oplevelse som brud. At din kusine om mange år vil skænke dig sit brudeslør som gave i kisten. Ikke, at du sku’ ha’ det på, bare ligge med det. Fordi du havde sagt til hende, at det var det smukkeste, du havde set. At du gerne ville låne det til dit eget bryllup.
(men man kan slet ikke se de hundrede små pailletter på fotoet. Eller måske tog jeg billedet, før jeg begyndte at sy dem i.)
Jeg flyttede til en ny bolig i februar. Min første flytning siden Sara døde. Jeg kunne ikke have gjort det for nogle år siden. Da var det stadig vigtigt at bo et sted, som hun havde været en del af – selv om hun var flyttet hjemmefra. Hun kom jo ofte på weekend og ferier.
Flytningen blev en lang rejse på mange uger. Derfor får jeg lyst til at kopiere, hvad jeg har skrevet i min rejseblog:
Ja – at flytte blev i den grad vinterens rejse. På den hårde måde.
At flytte er som at dø – lidt. Alt andet går i stå. Alt er koncentreret om dette eneste: At flytte. Livet er derude, mens jeg er optaget af andre ting. Livet sker, uden at jeg rigtigt er der. Jeg er i det rum, der er fyldt med bekymringer, tanker, planer (hvordan indrette det nye sted, hvordan får jeg pakket, flyttet…) Jeg er i en slags Bardo med kalden, udfordringer, skræmmebilleder undervejs. Indtil livet genopstår det nye sted.
Jeg bildte mig ind, at jeg levede minimalt. Det gjorde jeg så ikke – kan jeg se allerede da jeg begynder at rydde op i kælderen, sortere til udsmidning og til at gemme. Jeg var ellers god til at smide ud. For hvert nye stykke tøj, røg et gammelt til genbrug. Regelmæssig udlugning i bøger og gamle papirer.
Men se nu her. Hele gulvet, der er fyldt. Jeg må væk fra kaos. Det, der fylder både indeni, udenom og snart i hele huset. Det gør mig fysisk dårlig. Kan kun klare det under en halv time ad gangen. Forstyrrer min nattesøvn. Jeg, der aldrig har haft søvnproblemer, ligegyldgt hvad, der skete i mit liv.
Og så – en indsigt. Jeg kender det kaos. Fra dengang Finn (Saras far), Peter (Saras kæreste) og jeg tømte hendes kollegieværelse i København tre uger efter hendes død. Det mest forfærdelige. Værre end dødsdagen. Værre end bisættelsen. At slette sporene efter hendes liv.
Endnu et flyttekaos vækker dette gamle til live. Mens der dukker mange af hendes ting, minder om hende, frem fra hylderne.
Det er et indre arbejde, der fylder – sammen med det ydre.
Det letter faktisk lidt. Jeg tager det alvorligt. Accepterer, at jeg må arbejde mig langsomt igennem flytningen. Lidt efter lidt.
Rejsen til min nye bolig tager tid. Rejsen mod min efterårs- eller vinterbolig. Boligen, som jeg gerne vil blive i resten af livet. Gider ikke flytte igen. 16-17 gange har jeg gjort det i mit voksne liv.
Og nu er jeg her. Har været her lidt over en måned. Jeg er faldet til, faldet ind. Har straks vænnet mig til de nye omgivelser. Som når jeg er på rejse.
Jamen sådan var det lidt i starten. Som at være på en ferierejse. Med al den udsigt over vandet, følte jeg mig som i en ferielejlighed. Det krævede næsten en drink eller et glas rosévin om aftenen, mens solen gik ned og skabte de flotteste udsigter her fra lejligheden.
Det er et godt sted at lande resten af livet (jeg tror, jeg må skrive mere om disse tanker – om fremtiden, der nødvendigvis er kort, nu. Ikke dramatisk. Bare, at sådan er det. Nøgternt, konstaterende). Her er rummeligt. Lyst. Panoramaudsigt over byen og Limfjorden. Tænk, her har jeg boet i 30 år – uden at se fjorden hver dag. Nu har jeg de smukkeste solnedgange, jeg kan forestille mig. Jeg bor i mågehøjde – de flyver rundt foran mig – og skyerne lige over mit hoved.
Jeg tror, at Sara ville have elsket at komme her.
Jeg var i Paris i 5-6 dage for omkring tre uger siden. Sara var med ind imellem. Hun, der elskede Paris. Og hun, der så frem til at blive faster – i Paris. Hendes storebror (hendes fars søn) havde lige fået et barn med sin kæreste to uger før Saras død.
Så selvfølgelig var hun med. Både inden i mig og i vores samtaler. Og også da jeg efter weekenden med familien i den smukke Paris forstad, hvor de bor, tog ind til selve Paris for at overnatte på hotel de to næste nætter og lege turist i byen, på en måde, som jeg ikke har gjort det siden, Sara var med.
Mandag. Jeg har god tid. Til en udstilling, som jeg ville se for derefter at drive rundt i Sacre Coeur og Montmartre-området. På metrostationerne Anvers, Pigalle og Abbesses kan jeg næsten høre ekkoet af Saras latter. Og når menneskemylderet hurtigt forsvinder gennem gangene, ser jeg genspejlingen af hendes 14-årige og 16-årige skikkelser, fra de to sidste gange, vi var i Paris sammen og boede i området . Montmartre, der stadig rummer det sted, hvor vi spiste alene i den lune sommeraften, mens hendes far var draget sydpå for at cykle op ad Mont Ventoux. Jeg kan genkalde mig næsten hele vores samtale, høre hendes stemme. Vi snakkede og snakkede hele vejen hjem til hotellet og kiggede på brudekjoler i 18. arrondissement, og jeg lovede hende, at når/hvis hun engang skulle giftes, så ville jeg tage hende med tilbage hertil for at købe brudekjole.
Dem kiggede jeg også på i dag – alle brudekjolebutikkerne – mens jeg gik hjem til mit hotel i 10. arrondissement nær Gare du Nord. Med den lille gråd, der sad i hjertet. For den tur nåede vi aldrig.
Fødselsdag igen. Sara, der kunne være blevet 31. Tankerne går til hende, lidt mere end ellers. Dvæler ved minder, fotografier. Sender lykønskninger til der, hvor hun måtte være. Ser flere fotos, poster nogle på facebook. Billeder fra fester og sjove situationer. Måske er det godt for mig – i dag – at se hendes liv som en fest. Bager én af hendes yndlingskager, Brunsvigeren. Der kommer ikke længere så mange forbi på hendes fødselsdag. Hendes veninder arbejder, bor langt væk, flere har fået børn. Men boller og Brunsviger skal der være. Jeg kan jo fejre fødselsdagen alene. Gå lidt i fødsel igen. Mindes min første øjenkontakt med den nyfødte Sara. Samle mit sjal om mig og dykke ned i minderne.
En af mine veninder spurgte mig forleden, om det var med uro i maven, at jeg nærmede mig Saras fødselsdag. Men sådan er det ikke. De første år, ja – og især det allerførste, hvor alle mærkedage, fødselsdage, højtider var en første gang – uden Sara. Fødselsdagen så jeg dog, til trods for denne første gang, som en hyldest til Saras liv. Meget anderledes end dødsdagen. På fødselsdagen var/ er det hendes liv, jeg vil huske. Alt det liv, der var. Den levende Sara.
Og det er faktisk den levende Sara, jeg mest tænker på. Også i hverdagen. De pludselige strejf af smerte i hjertet, de pludselige påmindelser fra sindets dybde – “Sara er død” – de er der også stadig. Men det er den levende, som har været i mit liv i næsten 24 år, der får lov til at fylde. Og i mine fortællinger sniger hun sig ind, igen og igen. Jeg får lyst til at kopiere denne, som “skrev sig” næsten af sig selv for et par uger siden:
“Jeg står ved én af stierne, som fører ind i skoven. Den skov, jeg kender bedst. Skoven i udkanten af Nibe. Ikke specielt stor, men stor nok til at det tog tid at kende alle stierne, lysningerne, områderne med nåle- eller løvtræer. Tid til at udforske den alene og sammen med min datter.
Når jeg står her aftenen før fuldmånen, får skoven dette eventyragtige skær, som kun kommer på denne tid af månedens cyklus, og ved mine første skridt ind i skoven er det næsten, som om jeg hører ekkoet af min datters barnestemme, der fortæller om, at hun har været oppe på Nissehøjen med småkager til nisserne, eller sommerdage, hvor hun begejstret fortæller om et træ, som hun har plantet, om manden med bierne i udkanten af skoven.
Det føles så virkeligt, at jeg kan tage Sara i hånden, mens jeg går videre. Ja, denne gang skal min måneskinstur i skoven ikke være en alene-tur, men en vandring med Sara. Hendes venstre barnehånd ligger i min højre hånd. Det føles bekendt og godt at vandre på månestien sammen med hende.
“Er det lidt uhyggeligt at gå her?” spørger hun med en næsten hviskende barnestemme og klemmer min hånd.
“Det kan føles uhyggeligt, men det er mest vores tanker, der får os til at tro, at noget er uhyggeligt. Se, vi er i skoven, som vi kender. Det er bare nat, og månen lyser.”
Jeg mærker, at hendes hånd slapper lidt af, mens vi går videre, og jeg spørger: “Hvor har du lyst til, at vi går hen?”
“Til Nissehøjen,” svarer hun.
Okay, tænker jeg, det er i den mørke ende af skoven, der, hvor både sol- og månelys har svært ved at trænge ned mellem træerne. Jeg ville nok hellere ha’ været på Hestepladsen, lysningen, der vil være omkranset af månelys og med ekkoet af musikken fra sommerens festival hængende mellem træerne. Men nu har jeg spurgt hende, så det må blive Nissehøjen.
“Det er dig, der har fortalt mig, at den hedder sådan,” siger jeg, da vi drejer til højre ad en sti, som fører derhen. “Det var Ulla, der fortalte os det,” siger Sara. “Den dag før jul, da hun fortalte et eventyr om nisserne i Nibe, inden vi skulle ud for at finde stedet, hvor de bor. Med småkager til dem. Tror du, vi ser dem i nat?”
“Det ved jeg ikke,” siger jeg, “men det er dejligt, at du er med mig i skoven. At du godt vil gå den tur sammen med mig.”
“Du lærte mig jo, at jeg ikke skulle være bange i mørket, ” siger hun. Og pludselig lyder stemmen som den voksne Saras. Jeg kigger ned på hende. Det er stadig den 5-årige datter, der går ved siden af mig.
“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. “Ved du, at efter din død var jeg i en periode voldsomt i tvivl om, om jeg havde givet dig nok i livet?” – “Det gjorde du,” siger hun, stadig med voksen stemme, mens det er det lille barn, jeg holder i hånden. “Men det skal vi ikke tale om, det er du jo kommet igennem, er du ikke?”
Sandt nok, men somme tider er det næsten, som om jeg længes tilbage til den første periodes kaos af tanker. Men, rigtigt, at det er jeg vist kommet igennem. Det er længe siden, at tvivlen har martret mig, længe siden, at jeg har stillet mig selv umulige og ubesvarede spørgsmål. Og lige nu nyder jeg at genopleve Saras lille, varme hånd i min, mens vi går gennem skoven, stille, ved siden af hinanden. Smågrene knaser under vores fødder. Jeg fornemmer det allerede faldne løv omkring mine sko, da vi skyder genvej udenom stierne, ind mellem træerne. Jeg har vænnet mig til mørket og til den kolde, fugtige luft. Mit højre øje løber ikke længere. Tårekanalen har også vænnet sig til kulden og til vandstanden i øjet. Her er tyst og godt og sikkert. Vi kender skoven. Begge to.
Nu kommer vi ud på en bred sti, og vi nærmer os Nissehøjen. Jeg ser lys længere fremme. Hold nu op, tænker jeg, da jeg ser, at højen står på glødende pæle, og at den er lyst op, indefra, næsten gennemsigtig. Er det ikke lidt for meget at fremmane sådan et syn. “Stop nu med at nedgøre dine oplevelser,” siger Saras voksenstemme. “Du ser, det du ser. Lav det ikke om. Lad os sætte os foran højen.”
Vi sætter os i de faldne, fugtige blade. Jeg er ligeglad med at blive våd og kold. Sætter mig godt til rette i skrædderstilling med lugten af muld i næseborene, mens varmen fra højen begynder at nå min krop.
“Du skal bare sidde,” siger Sara, “lade komme, det, der kommer. Lade det være, hvis der ikke kommer noget.” Så jeg sidder bare. Der sker ikke andet, end at jeg føler mig tryg, glad, mærkelig varm. Jeg bliver bare i oplevelsen, men kan ind imellem ikke lade være med at vente på, at noget mere skal ske, i højen eller udenom. Noget må der vel ske. Hvorfor ellers komme herud?
“Hvis du så gerne vil have noget med dig,” lyder Saras stemme, nu længere væk, henne fra højen, “så husk de nye tanker, du fik i går: Om du ville være mere lykkelig nu, hvis jeg levede. Hvor svært det var at svare på. Det er spørgsmål, som du ikke kunne stille tidligere, men et vigtigt spørgsmål at gå videre med. Og du ved, at ligegyldigt hvad du tænker, så kan jeg bære det, der hvor jeg er. Du har været mig en god nok mor, både i livet og i døden.”
Jeg græder lidt ved hendes ord. Ser mig omkring. Sara er væk. Højen står som en stor, mørk skygge mellem træerne. Alt er stille. Jeg vil gå hjem, taknemmelig over oplevelsen. Hjem for at sove i månelysets skær.”
Som jeg har nævnt tidligere, er man i nyere sorgforskning mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have sine afdøde med videre i livet. Det kan gøres på mange måder. At lave fortællinger om den, man har mistet (som i ovenstående) er én måde. At fortsætte med at fortælle om sin afdøde pårørende, det liv, der var, hver gang det er relevant, er en anden måde.
Lige nu, når jeg genlæser fortællingen og husker det spørgsmål, som pludselig dukkede op – om jeg ville være mere lykkelig, hvis Sara levede – så husker jeg, at jeg jo faktisk allerede gav udtryk for dette i slutningen af min bog: At jeg var glad igen, nogle gange lykkelig. At jeg havde alt, hvad jeg havde brug for i livet. Det eneste, eller nærmere DEN eneste, der manglede, var Sara. Og lige nu tænker jeg videre, at jeg har hende jo med i livet, på forskellig vis. Hjælper det mig til at jeg kan føle mig lige så GLAD, som hvis hun var her? For med eller uden Sara var/ er lykken en flygtig tilstand.
(Billedet herover er 7 år gammelt. Saras sidste vinter)
Siden sidste sommer har jeg deltaget i en slags skrivekurser på nettet. Skrivecirkler, som varer 4 måneder, opkaldt efter årstiderne. Jeg har deltaget i Sommercirklen, Vintercirklen – og er nu i gang med Forårscirklen. Underviseren opretter en lukket facebookgruppe for deltagerne. Den første dag i hver måned får vi tilsendt månedens skriveopgaver og andre oplæg om det at skrive. Vi deler vore tekster i den lukkede facebookgruppe.
Sådan som jeg oplever det, handler det om at skrive fra sjælen, uden kontrol, lade ordene flyde, lade fortællingen fortælle sig selv – ud fra det emne, der nu er givet. Hver årstidscirkel handler dog især om at indfange årstiden, være i den, følge dens rytme, opleve det unikke, som netop denne tid på året er.
I disse cirkler har jeg genopdaget glæden ved at skrive løs. Oplevet fortællingens kraft. At jeg gennem skrivning kan finde ny energi, når skrivningen bliver meditativ og let flydende. Skrivning har tidligere og altid været en metode for mig til at forstå mit liv. Efter Saras død brugte jeg i den grad skrivningen til at forstå og leve med alle detaljerne i sorgprocessen. Det kom der så en bog ud af. Men siden har jeg været lidt tømt for ord. Bloggen her og min rejseblog har virket godt for mig, men skrivecirklerne har åbnet for min skriveenergi. Jeg har endda oplevet, at jeg kan skrive fiktion, oplevet hvor sjovt og kreativt det er.
Og Sara dukker selvfølgelig op i mange af opgaverne, sniger sig ind, bliver en del af det, jeg oplever, mens jeg skriver, eller hun giver min fantasi vinger. Derfor får jeg lyst til at dele en fortælling, hvor hun var med. Opgaven var en tur ud i marts måned samt integrere elementer som solopgang, være en del af – og en gås, som bringer en besked/ en indsigt:
GULDGÅSEN
Jeg ved lige præcis, hvor jeg vil gå hen. Hvilken mark, jeg vil opleve solopgangen over. Jeg skynder mig ud til det sted ude på landet, hvor min datter og jeg boede i 2½ år, indtil hun flyttede til København. En nedlagt landejendom med et meget stort stuehus, hvor vi boede i stueetagen, omgivet af en kæmpehave og udsigt til marker, så langt øjet rakte.
Her havde jeg min morgenplads ude i æblehaven, som vestvendt var beskyttet af buske og høje moreltræer. Buskene gav også mig læ for vinden, så her havde jeg fra tidlig marts til tidlig november en havestol stående. Sad der hver morgen med et stort krus kaffe og kiggede ud over marken mod øst og mod solen. Marken bredte sig langt ud og opad i det skrånende terræn, og ca. 1 km væk stod en række træer, som dannede horisonten. Det betød, at selv om sommeren kunne jeg være der tids nok til at se solen stå op over træerne ved sekstiden.
Jeg elskede det sted, hvor jeg fandt ro i livet efter et parforhold, der vaklede mere og mere, og som endte med en lykkelig skilsmisse. En nylig operation for modermærkekræft fyldte mere end skilsmissen, men mine morgener tilbragt med meditation på mit sted mellem buskene, eller morgener, hvor jeg bare gloede lidt ud over marken, fordi jeg skulle skynde mig på arbejde lidt senere, blev en vigtig del af min healing. Her tog jeg vigtige beslutninger om, hvordan jeg ville være i livet fremover. Og at det, over alt, var vigtigt at leve for at følge min datter på vej.
Somme tider brød jeg ud i salmesang, skrålede højt “Se nu stiger solen” eller “Lysets engel går med glans”, når solen brød frem. Jeg kunne bare give los, ingen kunne høre mig. Tror jeg i hvert fald ikke.
Så det er selvfølgelig der, jeg vil ud. Jeg vil ud og opleve solopgangen fra “mit” sted. Forleden hørte jeg lyden af en flok gæs, der fløj over huset, men nåede ikke ud tids nok til at se dem. Måske vil jeg være heldig at se gæs her til morgen.
Jeg ankommer i tusmørket, går over den store gårdsplads, forbi stuehuset, der er bygget i røde mursten, kaster et blik på de tre længer, der er hvidkalkede og skinner lidt i lyset fra den tiltagende måne. Alt er tyst. Der er mørkt både oppe hos ejerne, som bor på første sal og hos lejerne i stueetagen. Der er vist ingen, der endnu er stået op i den tidlige morgen. Klokken er nok 6:30. Men da jeg går mod æblehaven, kigger jeg til højre langs gavlen af huset og ser, at der er lys i badeværelset, hører den svage lyd af bruseren.
Videre op ad den lille skråning, dreje til venstre ad stien, der fører hen mod æblehaven. Æblelunden kaldte vi den, da vi lige var flyttet herud. På højre side af stien er der en urtehave, og til venstre er stien kranset af hybenbuske. Længere henne til venstre, lige inden æbletræerne, står der nogle bærbuske og bag dem de høje moreltræer. Mellem buskene står der stadig en stol. En stol parat til mig – og til solopgangen. Jeg hiver et tykt strikket sjal og en pude frem af min lette stoftaske, som jeg bærer skråt over skulderen, pakker mig ind og sætter mig med ansigtet mod øst. Sidder bare stille, meditativ, ventende på det mirakel det er hver dag, når solen igen spreder sit lys. Sidder længe, uden at fryse. Her er godt med læ, buskene bagved, æbletræerne til venstre, og jeg er klædt godt på.
Nu kan det ikke vare længe, selv om jeg ikke kan se solen endnu. Kun den gyldne himmel over trætoppene mod øst. Og ved det første rødgyldne lys, der viser sig, mens solens øverste bue stiger op over trætoppene, sker noget vidunderligt. Det øjeblik er jeg igen Benthe for 10 år siden. Det er begyndelsen af marts 2007. Min datter, Sara, lever. Hun er 20 år gammel. Hun skal flytte til København til maj for at starte på sit studie efter sommerferien. Hun er taget af sted til Bilka tidligt, der, hvor hun har arbejdet siden hun kom hjem fra Kina i august. Hun har lånt min bil, for jeg har min hjemmearbejdsdag. Har indrettet et rum, hvor jeg har private klienter en gang om ugen.
Om et par uger flytter vi ind til Nibe, hvor jeg vil bo, når Sara er flyttet. Så kan jeg sælge min bil og have flere penge til at rejse for.
Jeg sidder her og ved, at jeg skal nyde denne solopgang og de næste, for når jeg flytter, mister jeg den.
Det er forunderligt, at selv her, sidst på vinteren, kan jeg mærke solens stråler i ansigtet, så snart den er halvt over trætoppene.
Alt er godt, min datter er på vej i sit liv. Selvstændig, livsdygtig, flyvefærdig. Jeg kan læne mig tilbage, koncentrere mig om mit eget liv. I rolig glæde over ikke at kende fremtiden.
Jeg svæver, svæver mod øst. Blander mig med solens stråler. Jeg er let og luftig og midt i solopgangen, hvorfra jeg kigger ned over marken. Ned på kvinden, som sidder der, fredfyldt og glad i nuet. Jeg varmer hende og giver hende energi, for jeg ved, hvad hun skal overkomme, når de næste tre fredfyldte år er ovre. Jeg ved også, at hun klarer det. Som hun klarer alt.
Jeg breder mig ud over de andre marker, ned over byen, ud mod fjorden. Er fuldt til stede i livet og lyset, der igen er på jorden. Inden jeg vender tilbage til kvinden i stolen. Er mig. Igen. I nutiden.
En gås er landet på marken, lige foran æbletræerne. Tænk, så ser jeg én. Den står der og tager farve af solopgangen, bliver gylden, som om den gløder. Ja, selvfølgelig. Nibe har jo sin egen fortælling om Guldgåsen, der gløder, når der er fare på færde. Men det er der jo ikke – nu. Den kommer spankulerende hen imod mig, lægger hovedet på skrå over sin lange hals. Kommer med gutturale lyde, som om den taler til mig.
Og det gør den. Taler til mig: “Nå, her sidder du. Prøver at skabe dig den tidslomme, som du kunne ønske dig tilbage til. Når du igen tænker, om der var noget, du kunne ha’ gjort anderledes, om du kunne ha’ ændret livets gang.” En gås, der taler, og sådan lige spot on, uden indledning. Hvad siger jeg nu til de? At den ikke skal blande sig. For jeg kan vel ikke forvente andet end et dum-som-en-gås svar.
“He-he. Du er da vist ikke for klog selv,” svarer den på mine tanker. “Hvad ville du egentlig ha’ gjort? Holdt på din datter? Flyttet dig fra pc’en, så hun kunne tjekke sin mail inden løbeturen, så hun kom for sent til sin skæbne? Alt det var du jo igennem hundredvis af gange – dengang. Men du vidste jo ikke, hvad der skulle ske, så derfor kunne du ikke gøre anderledes.”
“Men det sidder stadig i mig. Så snart der bliver rørt ved minderne om den dag. Ikke tungt og selvbebrejdende. Mere som et strejf af sorg over, at tingene MÅSKE kunne ha’ været anderledes.”
“Jamen du var også gennem tankerækker af tidligere valg. Som hvis I nu havde gemt ferien i Tunesien til en uge senere. Endda, at hvis I aldrig var flyttet til Nibe, så var det ikke sket. For så var det ikke her , hun kom hjem på ferie på det tidspunkt. Og hver gang kom du frem til, at hvis nu et liv er afmålt, hvis der overordnet er en mening, skjult for dig, med livet og med døden, så kunne du alligevel intet ændre.”
“Hvorfor kommer du her og gentager alle de tanker, som jeg har haft for længe siden?”
“Fordi tiden ikke eksisterer inde i os. Måske heller ikke uden om os. Det lineære begreb er kun en pejling. Som får os til at tro, at med årstidernes gang går tiden. Vi måler forandringer som tid. Men vi forstår ikke tiden. At et nu er både det nu, der var, det nu, der er, det, der kommer. Derfor er dit nu tit et nu med Sara. Det er ikke sorgfuldt, men glædesfyldt. Hun er stadig med dig i livet. Men nu må jeg finde mine egne. Vi skal videre nordpå.”
Og væk flyver Guldgåsen. Men Sara er nem at vække til live i minderne.
Forleden, da jeg var ude at se på sportssko, opdagede jeg nogle gule, som var meget nedsat. Helt sikkert umulige at få solgt i den kanariegule farve. Og straks røg jeg tilbage i tiden til Saras gule sko,
Hun var 1½ år gammel. Vi skulle til Bretagne i Frankrig i påsken. Lang rejse med tog med et lille barn, mindst 24 timer hver vej. Sara skulle have nye sko inden rejsen. Finn kunne hente Sara tidligt i vuggestuen eftermiddagen inden vores afrejse. Han ville så tage hende med ud for at købe de nye sko.
Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, var det første jeg så et par nymalede gule sko. Der var ingen tvivl om malerarbejdet. De stod på en avis, stadig med pensel og gul skomaling ved siden af.
Hvad skete der lige?
Jo, Finn havde taget Sara med i Hallgren – den ypperste skoforretning i København, hvis man ville have helt fodvenlige sko. Sara, 1½ år gammel, havde højlydt ytret ønske om gule sko. Hun prøvede forskellige, brune, sorte, hvide, vel også blå. Men der var ingen gule. Og hver gang, hun havde prøvet et par sko, som sad perfekt, ville hun ikke ha’ dem. ”Gule” insisterede hun.
Til sidst sagde Finn til hende: ”Ved du hvad. Vi køber et par hvide. Så finder vi noget gul maling, og så maler jeg dem, når vi kommer hjem.” Det forstod hun. Accepterede de hvide sko. Var med til at udvælge den rigtige gule maling – og tog glad hjem med Finn for at få malet de nye sko.
Og jeg måtte jo indrømme, at de matchede perfekt til striberne i hendes flyverdragt.
Hun var meget glad for de sko. Og jeg var stolt af den lille pige, som tidligt vidste, hvad hun ville.
Og pæonerne? De blomstrer. Lige nu. Og står der og minder mig for altid om tiden omkring Saras studentereksamen. Aldrig før havde vi haft så mange. Og Sara, der stod blandt dem, Bankende på min rude, når hun en tidlig solskinsmorgen kom hjem efter fest – uden nøgle.
I april delte jeg dette på facebook. I konfirmationsperioden, hvor forældre og bedsteforældre poster fotos af deres børn og børnebørn – og hvor der, syntes jeg, i højere grad end ellers var opslag om børn, påmindelser om, hvor fantastisk det er at have en datter osv. – i den periode fik jeg brug for at “vise Sara frem”. Igen. Hun er stadig min datter:
16. april 2010. Sara er til fødselsdagskagebord på Rådhuspladsen sammen med veninder – det er dronningens 70-års fødselsdag. Jeg sidder under askeskyen i Istanbul, på vej hjem fra Nepal. Vi mailer sammen om små og store ting. Ingen af os ved (heldigvis), at hendes liv slutter om lidt over 3 måneder. Jeg deler billedet af to grunde. Dels fordi jeg ser det hver dag, har printet det og sat det i ramme. Og her i april har jeg tænkt ekstra meget om “dengang”. Dels deler jeg det, fordi forældre deler fotos af deres børn og børnebørn Især her i foråret. Og alle de opslag med “Børn er det bedste i livet.” – “Børnebørn er livets gave.” – Eller “Del, hvis du har en datter, som du elsker overalt i verden.” Ikke, at jeg har noget imod noget af det. Vil vel bare gerne slå fast: Ja, jeg elsker stadig min datter højt – selv om hun ikke er her.
Jeg rejser tit. Ofte en måned til halvanden ad gangen. Siden Saras død har jeg været i Nepal et par gange, i Thailand og Cambodia – og i Bretagne i Frankrig, hvor jeg med et års mellemrum tilbragte to gange en måned for at skrive på bogen. (Hvis du vil læse mere om rejserne, kan du besøge www.rejsalene.dk )
Nu er jeg i Erquy igen. For tredje gang siden Saras død. Forleden tændte jeg et lys i kirken for hende. Der, foran billedet af Maria med sin døde søn, havde jeg for første gang en oplevelse af at forstå Marias smerte. Eller måske var det min egen.
Erquy i Bretagne – i Frankrig. Det var her, jeg levede i 10½ år, inden Sara blev født. Det var hertil nogle af hendes første udenlandsrejser gik. Hun var kun 1½ år, da vi første gang tog toget herned. Et par på en lang togrejse med en lille pige. Da hun var næsten 3, tog jeg herned alene med hende. Også i tog. Dengang var flyrejser uoverkommeligt dyre. Så 28 timers rejse hver vej med en lille pige på 2 år og 8 måneder. Jeg husker det som nemt, overkommeligt, med et nysgerrigt og interesseret barn. Lidt bøger til højtlæsning. Selv togskift sent om aftenen i Hamburg på vej ned var nemt. Sara, der faldt i søvn på perronen og skulle bæres ind i liggevognen. Togskift i Paris, som indebar metro fra den ene banegård til den næste. Uden problemer. Bo rundt omkring, hos en veninde i Bretagnes største by, Rennes, hos min ex-svigerfar i en lille by 30 km herfra. Og nogle dage hos venner her i Erquy. Min første rejse alene med Sara.
Senere var hun her flere gange. Med hendes far og mig – og med hendes storebror.
Så hun er naturligt til stede i minderne her. Jeg husker hende på stranden, hendes lege på klipperne. Vennerne, der husker hende, taler om hende. En stille og glad tilstedeværelse.
Men dagen før jeg tog af sted, og den første dag i Frankrig, var savnet til stede mere hjerteskærende end det mest er. Og også med denne sommers dårlige vejr var det nemt at hengive mig – ofte – til savnet af Sara,.
Men igen: Det er sådan, det er. Jeg bevæger mig stadig, mange gange om dagen, fra det ene spor til det andet. Fra savnet og til livet og tilbage igen. Fra sorgens rum til livets rum. Uden at jeg oplever det som en kompliceret sorg. Det vil jeg gerne tale mere om i næste indlæg.