Mange måneder senere er endnu en dødsdag, den sværeste mærkedag, overstået. Det var allerede i juli. Siden har der været fødselsdag. 36 år kunne Sara være blevet i oktober. På hendes facebookside, som heldigvis stadig lever, skrev jeg

“Det er din fødselsdag, og i morges fejrede jeg den som engang. Dengang du var barn og ung og boede hjemme.

Ska’ der være fødselsdag, så lad det da være som dengang. Med wienerbrød.

Jeg købte 2 stk. Et til dig og et til mig. Og spiste dem begge, mens jeg forestillede mig, at jeg fortalte dig over bordet, hvad der er sket de sidste 12 år.

En fortælling om det, der kunne interessere dig i det nære: Hvem der har fået kærester, børn, hvor mange.

Hvem der er døde.

Ja, først handlede det om liv og død. Så de store træk i de personlige liv. Og endelig i Danmark og i verden. At resumere 12 års begivenheder, hvad der er blevet talt og skrevet om, er ikke let.

Jeg ville ønske jeg kunne høre din mening om det. Jeg forestiller mig, hvordan du ser ud, mens du overvejer dine spørgsmål, dine refleksioner.

Jamen jeg savner jo at snakke med dig. Og samtidig er jeg umådelig taknemmelig over, at du har været her

Tillykke Sara. Der hvor du er”

Jeg ved, at mange foretrækker at slette facebooksiden efter et menneskes død. Men jeg er stadig glad for, at vi bevarede Saras. Der er stadig venner, der kommer forbi, efterlader en hilsen til hende. Ikke så mange som i starten. Slet ikke. Men det glæder mig, når jeg selv kigger forbi (heller ikke slet så tit mere) at jeg ser, at nogen har skrevet.