Sætter mig ved det åbne vindue, lytter til fuglene, kigger mod fjorden. Inden min morgenmeditation.

En lastbil kører forbi, dernede på hovedvejen langs vandet.

En lastbil. Sara. Jeg savner hende. Hulker. Brystkassen, der bevæger sig i krampetrækninger. Hjertet, der er indespærret. Jeg savner dig, Sara. Savner dig så meget. Stadigvæk. Krampetrækningerne, der fortsætter i brystkassen. Jeg hulker næsten uden tårer. Hvor bliver de af? Mine øjne, der så nemt græder. I vind, i sol, ved allergi. Hvor er de nu, tårerne? Øjnene, der kun bliver våde, et par enkelte dråber, der løber ned ad kinderne, mens hulkene fortsætter i nogle minutter.

Så ro. Stille morgenmeditation. Og en slags glæde ved livet.