444 uger. Så lang tid er der gået, siden Sara døde. Hvis jeg ikke har talt forkert et sted, når jeg næsten tvangspræget noterer ugetallet i min kalender. Årstidernes og årenes skift bliver til “Endnu et forår, en vinter, et år uden dig.” Samtidig med at jeg lever et helt almindeligt og godt liv. Måske er det lige så meget mine egne sejre, jeg fejrer? At have overlevet og levet så længe til trods for det, der er sket.

Og lidt senere faldt jeg over det her, som jeg skrev for et par måneder siden:

TIL SARA

Overvældet af den slags dårlig samvittighed, som engang var stor, men nu kun dukker op i ny og næ. Denne gang over ikke at ha’ sagt meget mere ordentlig tak for din gave til min fødselsdag for ni år siden. Et Rådvad knivsæt, som må ha’ kostet dig en formue. Hvordan fik jeg takket dig?

Onsdag den 24. oktober 2018. 430 uger! 430 uger siden, du løb væk fra livet.

430 uger. En evighed. Og alligevel som om det skete for nylig.

430 uger = 107,5 måneder = 8,125 år. Så meget tid er der gået, siden jeg så dig sidst i live. Tiden, der adskiller mig fra dig. Eller – den adskiller mig fra dit liv.

Men du er her. Indeni. På en måde, som jeg ikke havde turdet håbe på. Dengang. for 430 uger siden.