Tag-arkiv: at skrive

Meditation og sorg

“Morgenmeditation. Tankestrømmen, som jeg i dag ikke kan lade være med at følge. Sara. Sara, der altid befinder sig der. Et eller andet sted i strømmen af tanker dukker hun op. Mest med et strejf af kærlighed. Den kærlighed, der stadig, i øjeblikke, er blandet med et stik af sorg. Og savnet, der altid blander sig. Savnet efter det, der var – og efter det, der aldrig blev.

Og en undren ind imellem. Som i dag, hvor gråden stiger til halsen, fulgt af nogle dybe hulk. Hjertet og brystkassen, der rystes. Men intet når mine øjne. Jeg ville gerne græde. Men det forbliver stumme hulk og rystelser nogle sekunder endnu.

Fik jeg nogen sinde grædt nok?”

 

“Men når jeg vil, møder jeg dig ved stupaen midt på den store gårdsplads mellem Loblang Klostrets bygninger. I Xiahe. På kanten af det tibetanske plateau.

Her møder jeg dig altid. Når jeg har sat mig godt til rette og søger stedet. Du kommer hen imod mig, fra indgangen og henover den store plads. Du kommer i din røde sommerkjole, den fra Tunesien, kort og med stropper, bare arme og ben, selv om her er pissekoldt. I 3000 m højde. Men du kommer, storsmilende, på lette, raske skridt, ser ikke ud til at fryse.

Du kommer mod mig, nærmere og nærmere. Mine øjne fyldes af glædestårer. Hjertet, der svulmer. Her er du også. Det bliver en god dag.”

Jeg har tidligere, både i bogen og her, fortalt om mine måder at håndtere sorgen på: At give den al den plads, den havde brug for. At give minderne plads. At skrive mig igennem sorgen. Og mest af alt: Meditation. Meditationen – bare sidde, fuldkommen fokuseret på åndedrættet. Det gav mig de fornødne pauser, hvor jeg ikke tænkte, ikke mærkede, ikke andet end min vejrtrækning. Det kunne være meditationer, hvor jeg valgte at se Sara, fokusere på kærligheden, på minderne. Nogle gange havde jeg brug for “igen” at befinde mig et sted, hvor jeg følte mig godt til pas. Det sted kunne jeg finde under meditationen. Og somme tider skete det, at Sara spontant dukkede op. Som første gang jeg bevidst fokuserede på klostret i Vestkina, som jeg havde besøgt 4 år før Saras død. I det virkelige liv mødte jeg aldrig Sara der, hun befandt sig i den modsatte ende af Kina, hvor vi skulle mødes senere. Men fra første gang, jeg bevidst brugte stedet i mine sorgmeditationer, er Sara næsten altid dukket op.

Den øverste meditation er et eksempel på, at det ikke altid lykkes at slippe tankestrømmen. Men da der ikke går en dag, uden at jeg tænker på Sara mange gange, er det godt at vælge at dvæle ved hende, ved savnet, helt bevidst. Det letter – stadig – hver gang.

 

 

 

En ny bog?

Skriv et svar

Jeg har genoptaget mine daglige skriverier. Uden helt at vide, hvad jeg vil bruge dem til.

Egentlig har jeg et ønske om at skrive en ny bog, men det bliver kun brudstykker over mange temaer, i mange forskellige retninger. Siden Efter Sara udkom, og jeg ikke havde mere arbejde med den, har jeg haft denne længsel efter at skrive, give mig tid til det, sætte arbejdsdage af til det. Men jeg får det ikke gjort. Ordene flyder heller ikke ud af mig, som de gjorde, da jeg skrev Efter Sara. Det var en bog, der ville skrives. Ordene flød frit – eller i hvert fald hver anden gang, jeg skrev. Jeg havde energien, jeg satte den nødvendige tid af.

Sådan er det ikke nu.

Var det så det? Var det bogen? Er min skriveevne udtømt med den?

Nej, siger en stemme i mig. Hvis et emne, som er stærkt nok, presser sig på, så vil det også ud. Hvis jeg får adgang til noget, der vil fortælles, så vil jeg igen kunne skrive.

Det hjalp mig lidt at komme i gang igen  sidst i januar, først i februar. Jeg havde tid og ro, fordi jeg var blevet behandlet for solkeratoser i ansigtet. Det er en behandling med en crème, som går ind og dræber de syge celler, kombineret med lysterapi, som får crèmen til at virke hurtigere. Men bagefter gik jeg rundt med noget, der lignede små brandsår rundt omkring i ansigtet, så jeg tog en uge uden aftaler. Havde tid til at høre gamle bånd med Sara, læse hendes mails. Det var rigtig godt, for i længere tid, havde jeg skullet så meget, at tanker og følelser, der forbandt mig med tabet, blev sendt lidt for hurtigt væk.

Som jeg tidligere har sagt, selv mange år efter, er sorgen og savnet der jo i baggrunden. Og at give den plads, at give minderne plads, kan være forløsende. Det blev det i den uge. Skrivning har altid været én af mine metoder til at bearbejde følelser, så jeg fik igen skrevet om tanker og følelser knyttet til tabet af Sara. Bagefter blev der plads til spontant at skrive om noget andet. Så måske er jeg alligevel i gang med at skrive “noget”.