Jeg har genoptaget mine daglige skriverier. Uden helt at vide, hvad jeg vil bruge dem til.

Egentlig har jeg et ønske om at skrive en ny bog, men det bliver kun brudstykker over mange temaer, i mange forskellige retninger. Siden Efter Sara udkom, og jeg ikke havde mere arbejde med den, har jeg haft denne længsel efter at skrive, give mig tid til det, sætte arbejdsdage af til det. Men jeg får det ikke gjort. Ordene flyder heller ikke ud af mig, som de gjorde, da jeg skrev Efter Sara. Det var en bog, der ville skrives. Ordene flød frit – eller i hvert fald hver anden gang, jeg skrev. Jeg havde energien, jeg satte den nødvendige tid af.

Sådan er det ikke nu.

Var det så det? Var det bogen? Er min skriveevne udtømt med den?

Nej, siger en stemme i mig. Hvis et emne, som er stærkt nok, presser sig på, så vil det også ud. Hvis jeg får adgang til noget, der vil fortælles, så vil jeg igen kunne skrive.

Det hjalp mig lidt at komme i gang igen  sidst i januar, først i februar. Jeg havde tid og ro, fordi jeg var blevet behandlet for solkeratoser i ansigtet. Det er en behandling med en crème, som går ind og dræber de syge celler, kombineret med lysterapi, som får crèmen til at virke hurtigere. Men bagefter gik jeg rundt med noget, der lignede små brandsår rundt omkring i ansigtet, så jeg tog en uge uden aftaler. Havde tid til at høre gamle bånd med Sara, læse hendes mails. Det var rigtig godt, for i længere tid, havde jeg skullet så meget, at tanker og følelser, der forbandt mig med tabet, blev sendt lidt for hurtigt væk.

Som jeg tidligere har sagt, selv mange år efter, er sorgen og savnet der jo i baggrunden. Og at give den plads, at give minderne plads, kan være forløsende. Det blev det i den uge. Skrivning har altid været én af mine metoder til at bearbejde følelser, så jeg fik igen skrevet om tanker og følelser knyttet til tabet af Sara. Bagefter blev der plads til spontant at skrive om noget andet. Så måske er jeg alligevel i gang med at skrive “noget”.