Forleden havde jeg en journalist  på besøg. Hun havde læst det uddrag af min bog, som blev bragt i Kristeligt Dagblad i efteråret og var blevet berørt af det, jeg skrev om at flytte fokus fra det, jeg havde mistet til taknemmelighed over det, jeg havde haft. Derfor ville hun gerne lave et interview med udgangspunkt i dette.

Jeg sagde ja til interviewet, fordi jeg straks havde tillid til, at hun ville behandle emnet ordentligt, at det ikke blev et interview om en stakkels mor i offerrollen, som jeg aldrig har villet være i.
Så snart jeg havde sagt ja, kom jeg igen til at reflektere over, hvad det var, der gjorde, at jeg kunne begynde at flytte fokus, hvorfor det føltes nemt. Eller enkelt er nok et bedre ord, for intet var nemt i den periode.

Men gennem min mangeårige meditationspraksis havde jeg opbygget en evne til at observere tankernes og følelsernes stadige strøm uden at gå ind i dem. Sagt på anden vis: Når jeg ville det, så kunne jeg sætte mig uden for tanker og følelser, ikke være i dem, men give mig selv ro ved at stille mig udenfor, bare observere, lade dem passere, fordi det kun er, når man går ind i tankerækken eller følelsen, at den bliver oplevet intenst.

Fra starten opstod det helt spontant med den tåge, der lagde sig om mig, gennem hvilken jeg kiggede ud, oplevede det, der skete med et beskyttende lag omkring mig.

Det, der så skete efter den forfærdelige weekend med tømning af Saras værelse i København, var – tror jeg – en kombination af en pludselig indsigt, da jeg hørte Leonard Cohens synge ”There’s a crack, a crack in everything, that’s how the light gets in…” og en ubevidst erindring om en øvelse i at flytte fokus, som jeg lavede mange år tidligere. Øvelsen gik ud på i en måned at gøre mig fri af forstyrrende tanker omkring vrede, utilfredshed, frygt osv. Hver dag skulle jeg have en sætning parat til brug, når jeg opdagede disse forstyrrende tanker. En sætning, der handlede om tilfredshed eller glæde ved ét eller andet – meget lig den buddhistiske tankegang. Jeg husker, hvordan jeg i den måned havde forberedt en ny sætning til hver dag, som ”Jeg har en dejlig og livskraftig datter.” – ”Jeg lever et liv, som jeg selv har valgt.” osv. Hver morgen tog jeg en ny sætning frem, huskede den, brugte den på alle mulige tidspunkter. Ved irritation over andres kørsel, ved utilfredshed over en travl dag – eller alt andet, der får tanker og følelser til at bevæge sig i negativ retning. Hver gang vendte jeg tilbage til den sætning, som jeg havde valgt den dag, og det var forunderligt at opdage, hvordan der kom færre og færre utilfredse tanker og følelser i løbet af måneden.

Denne gamle øvelse og hele min meditationspraksis gjorde, at det på en måde var enkelt pludselig at opdage glæden ved at have haft en datter, hver gang tanker om alt det, jeg savnede, meldte sig.

Journalisten kom så for et par uger siden, og det var en god og intens oplevelse. Hun var nærværende, interesseret, var heller ikke bange om at fortælle lidt om sig selv. Derfor blev det nemt bare at snakke løs om sorgproces og Sara, mens der var én, der bare lyttede. Næsten som at være i terapi. Det gav i hvert fald både lettelse og energi. Jeg kunne se i spejlet bagefter, hvor afslappet og levende jeg så ud.

Jeg trængte vist til at tale om processen, om Sara, igen.