Jeg rejser tit. Ofte en måned til halvanden ad gangen. Siden Saras død har jeg været i Nepal et par gange, i Thailand og Cambodia – og i Bretagne i Frankrig, hvor jeg med et års mellemrum tilbragte to gange en måned for at skrive på bogen. (Hvis du vil læse mere om rejserne, kan du besøge www.rejsalene.dk )
Nu er jeg i Erquy igen. For tredje gang siden Saras død. Forleden tændte jeg et lys i kirken for hende. Der, foran billedet af Maria med sin døde søn, havde jeg for første gang en oplevelse af at forstå Marias smerte. Eller måske var det min egen.
Erquy i Bretagne – i Frankrig. Det var her, jeg levede i 10½ år, inden Sara blev født. Det var hertil nogle af hendes første udenlandsrejser gik. Hun var kun 1½ år, da vi første gang tog toget herned. Et par på en lang togrejse med en lille pige. Da hun var næsten 3, tog jeg herned alene med hende. Også i tog. Dengang var flyrejser uoverkommeligt dyre. Så 28 timers rejse hver vej med en lille pige på 2 år og 8 måneder. Jeg husker det som nemt, overkommeligt, med et nysgerrigt og interesseret barn. Lidt bøger til højtlæsning. Selv togskift sent om aftenen i Hamburg på vej ned var nemt. Sara, der faldt i søvn på perronen og skulle bæres ind i liggevognen. Togskift i Paris, som indebar metro fra den ene banegård til den næste. Uden problemer. Bo rundt omkring, hos en veninde i Bretagnes største by, Rennes, hos min ex-svigerfar i en lille by 30 km herfra. Og nogle dage hos venner her i Erquy. Min første rejse alene med Sara.
Senere var hun her flere gange. Med hendes far og mig – og med hendes storebror.
Så hun er naturligt til stede i minderne her. Jeg husker hende på stranden, hendes lege på klipperne. Vennerne, der husker hende, taler om hende. En stille og glad tilstedeværelse.
Men dagen før jeg tog af sted, og den første dag i Frankrig, var savnet til stede mere hjerteskærende end det mest er. Og også med denne sommers dårlige vejr var det nemt at hengive mig – ofte – til savnet af Sara,.
Men igen: Det er sådan, det er. Jeg bevæger mig stadig, mange gange om dagen, fra det ene spor til det andet. Fra savnet og til livet og tilbage igen. Fra sorgens rum til livets rum. Uden at jeg oplever det som en kompliceret sorg. Det vil jeg gerne tale mere om i næste indlæg.