“Morgenmeditation. Tankestrømmen, som jeg i dag ikke kan lade være med at følge. Sara. Sara, der altid befinder sig der. Et eller andet sted i strømmen af tanker dukker hun op. Mest med et strejf af kærlighed. Den kærlighed, der stadig, i øjeblikke, er blandet med et stik af sorg. Og savnet, der altid blander sig. Savnet efter det, der var – og efter det, der aldrig blev.
Og en undren ind imellem. Som i dag, hvor gråden stiger til halsen, fulgt af nogle dybe hulk. Hjertet og brystkassen, der rystes. Men intet når mine øjne. Jeg ville gerne græde. Men det forbliver stumme hulk og rystelser nogle sekunder endnu.
Fik jeg nogen sinde grædt nok?”
“Men når jeg vil, møder jeg dig ved stupaen midt på den store gårdsplads mellem Loblang Klostrets bygninger. I Xiahe. På kanten af det tibetanske plateau.
Her møder jeg dig altid. Når jeg har sat mig godt til rette og søger stedet. Du kommer hen imod mig, fra indgangen og henover den store plads. Du kommer i din røde sommerkjole, den fra Tunesien, kort og med stropper, bare arme og ben, selv om her er pissekoldt. I 3000 m højde. Men du kommer, storsmilende, på lette, raske skridt, ser ikke ud til at fryse.
Du kommer mod mig, nærmere og nærmere. Mine øjne fyldes af glædestårer. Hjertet, der svulmer. Her er du også. Det bliver en god dag.”
Jeg har tidligere, både i bogen og her, fortalt om mine måder at håndtere sorgen på: At give den al den plads, den havde brug for. At give minderne plads. At skrive mig igennem sorgen. Og mest af alt: Meditation. Meditationen – bare sidde, fuldkommen fokuseret på åndedrættet. Det gav mig de fornødne pauser, hvor jeg ikke tænkte, ikke mærkede, ikke andet end min vejrtrækning. Det kunne være meditationer, hvor jeg valgte at se Sara, fokusere på kærligheden, på minderne. Nogle gange havde jeg brug for “igen” at befinde mig et sted, hvor jeg følte mig godt til pas. Det sted kunne jeg finde under meditationen. Og somme tider skete det, at Sara spontant dukkede op. Som første gang jeg bevidst fokuserede på klostret i Vestkina, som jeg havde besøgt 4 år før Saras død. I det virkelige liv mødte jeg aldrig Sara der, hun befandt sig i den modsatte ende af Kina, hvor vi skulle mødes senere. Men fra første gang, jeg bevidst brugte stedet i mine sorgmeditationer, er Sara næsten altid dukket op.
Den øverste meditation er et eksempel på, at det ikke altid lykkes at slippe tankestrømmen. Men da der ikke går en dag, uden at jeg tænker på Sara mange gange, er det godt at vælge at dvæle ved hende, ved savnet, helt bevidst. Det letter – stadig – hver gang.