Jeg får ikke skrevet. Ikke her. Jeg får gjort det andre steder. Sara er stadig i mine tanker utallige gange hver dag. Jeg taler om hende. Jeg skriver om hende i mails, på facebook. Men jeg har ikke været herinde længe.
Det, der bringer mig herind nu, er, at jeg er blevet opmærksom på, at gammel dårlig samvittighed er dukket op igen på en mere insisterende måde denne vinter. Måske fordi jeg har været plaget af gentagne bronkitis tilstande og for nylig en lungebetændelse. Ikke corona-relateret, men pga. KOL (ja, ja, en ikke-ryger kan også få det).
Men altså alle disse infektioner har gjort mig mere træt og indadvendt, og gamle tanker dukker op. Noget af det, jeg var plaget af lige efter Saras død: Alt det, jeg kunne have gjort anderledes, bedre. Alt det, der ikke kunne laves om. Dengang tog jeg tit mig selv i at gå rundt og sige undskyld til Sara. Undskyld for alt det, jeg aldrig fik undskyldt for. Undskyld for hvis jeg ikke altid havde været så god en mor, som hun fortjente.
Jeg var hele tiden bevidst om, at disse tanker kom, fordi der nu endegyldigt ikke var mulighed for at få talt om dem med hende. Jeg var jo ikke plaget af dem, mens hun levede. Og hvis de var dukket op, mens hun levede, ville jeg have kunnet afklare dem med en snak. Spørge hende, hvordan hun havde oplevet forskellige ting, som rumsterede i mig. Og som min psykolog dengang sagde til mig:
”Når det er umuligt at ændre fremtiden, er det naturligt, at du søger efter det, du kunne ha’ ændret i fortiden.”
Her i vinter har jeg bl.a. været optaget af, at min økonomi er langt bedre og stabil nu end for 12-15 år siden. At jeg sådan ville ønske, at Sara havde oplevet dette sammen med mig. At jeg nu ville være i stand til at dele ud af mit overskud, hjælpe hende økonomisk, som jeg ikke kunne dengang. Så én af mine undskyldninger blev: ”Undskyld, at jeg ikke kunne hjælpe dig nok dengang.”
Jeg ved, det er absurd, og at Sara aldrig ville klandre mig for ikke at kunne give af, hvad jeg ikke havde. Men jeg ville så gerne …
Det har været jul og nytår igen – og nu fastelavn. Og ifm. fastelavn dukker et ca. 30 år gammelt minde op:
EN FASTELAVN
Jeg sidder på det lille, trange gæsteværelse og syr. Her er pladsen udnyttet maksimalt. En seng, som består af ølkasser, så der er reoler, en træplade og en madras. Lidt skabsplads og hylder på væggen. Et lille skrivebord, hvorpå der lige nu står en symaskine. Et velux-vindue. Hvis jeg slukkede lyset, ville jeg se månen på himlen.
Men jeg slukker ikke lyset. Jeg har travlt. Der er fastelavnsfest i børnehaven i morgen, og du vil være brud. Og jeg skal sy brudekjolen til dig. Har du sagt. På den der bestemte måde, underforstået, sådan gør en mor. Som når du synes, det er hyggeligt, at jeg tager strikketøj med i sommerhus og sætter mig ved pejsen og strikker. Selv om jeg er elendig til at strikke.
Jeg kan heller ikke sy. De eneste vellykkede ting, jeg har kreeret, har været et par A-kjoler, kaldte vi dem, sidst i 60’erne. 2-3 par bukser efter et ultra-simpelt mønster i 80’erne. Så hvorfor har vi så en symaskine? Fordi jeg for et år eller to siden fik lyst til at berige dig med simple bukser efter samme slags mønster, som var vellykkede til mig selv. Symaskine blev indkøbt. Nu skulle der sys. Men de der bukser holdt slet ikke til al den aktivitet, som et lille barn indeholder.
Men nu syr jeg. Du skal ha’ din brudekjole. Jeg er blevet færdig med den lange blondenederdel og sløret i tyl. ”Der skal være pailletter på. Mange. Og i alle farver.” Har du sagt. Det er sen aften, og jeg ved, at jeg vil komme til at sidde til ud på natten og sy pailletterne, én efter én, i sløret, som skal funkle, som du vil ha’ det. Jeg glæder mig til at se dig tage det hele på i morgen tidlig. Følge dig i børnehaven som den smukkeste lille brud.
Jeg er lykkeligt uvidende om, at det bliver din eneste oplevelse som brud. At din kusine om mange år vil skænke dig sit brudeslør som gave i kisten. Ikke, at du sku’ ha’ det på, bare ligge med det. Fordi du havde sagt til hende, at det var det smukkeste, du havde set. At du gerne ville låne det til dit eget bryllup.
(men man kan slet ikke se de hundrede små pailletter på fotoet. Eller måske tog jeg billedet, før jeg begyndte at sy dem i.)
