Forleden, da jeg var ude at se på sportssko, opdagede jeg nogle gule, som var meget nedsat. Helt sikkert umulige at få solgt i den kanariegule farve. Og straks røg jeg tilbage i tiden til Saras gule sko,

Hun var 1½ år gammel. Vi skulle til Bretagne i Frankrig i påsken. Lang rejse med tog med et lille barn, mindst 24 timer hver vej. Sara skulle have nye sko inden rejsen. Finn kunne hente Sara tidligt i vuggestuen eftermiddagen inden vores afrejse. Han ville så tage hende med ud for at købe de nye sko.

Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, var det første jeg så et par nymalede gule sko. Der var ingen tvivl om malerarbejdet. De stod på en avis, stadig med pensel og gul skomaling ved siden af.

Hvad skete der lige?

Jo, Finn havde taget Sara med i Hallgren – den ypperste skoforretning i København, hvis man ville have helt fodvenlige sko. Sara, 1½ år gammel, havde højlydt ytret ønske om gule sko. Hun prøvede forskellige, brune, sorte, hvide, vel også blå. Men der var ingen gule. Og hver gang, hun havde prøvet et par sko, som sad perfekt, ville hun ikke ha’ dem. ”Gule” insisterede hun.

Til sidst sagde Finn til hende: ”Ved du hvad. Vi køber et par hvide. Så finder vi noget gul maling, og så maler jeg dem, når vi kommer hjem.” Det forstod hun. Accepterede de hvide sko. Var med til at udvælge den rigtige gule maling – og tog glad hjem med Finn for at få malet de nye sko.

Og jeg måtte jo indrømme, at de matchede perfekt til striberne i hendes flyverdragt.

Hun var meget glad for de sko. Og jeg var stolt af den lille pige, som tidligt vidste, hvad hun ville.

Og pæonerne? De blomstrer. Lige nu. Og står der og minder mig for altid om tiden omkring Saras studentereksamen. Aldrig før havde vi haft så mange. Og Sara, der stod blandt dem, Bankende på min rude, når hun en tidlig solskinsmorgen kom hjem efter fest – uden nøgle.