I april delte jeg dette på facebook. I konfirmationsperioden, hvor forældre og bedsteforældre poster fotos af deres børn og børnebørn – og hvor der, syntes jeg, i højere grad end ellers var opslag om børn, påmindelser om, hvor fantastisk det er at have en datter osv. – i den periode fik jeg brug for at “vise Sara frem”. Igen. Hun er stadig min datter:

16. april 2010. Sara er til fødselsdagskagebord på Rådhuspladsen sammen med veninder – det er dronningens 70-års fødselsdag. Jeg sidder under askeskyen i Istanbul, på vej hjem fra Nepal. Vi mailer sammen om små og store ting. Ingen af os ved (heldigvis), at hendes liv slutter om lidt over 3 måneder. Jeg deler billedet af to grunde. Dels fordi jeg ser det hver dag, har printet det og sat det i ramme. Og her i april har jeg tænkt ekstra meget om “dengang”. Dels deler jeg det, fordi forældre deler fotos af deres børn og børnebørn Især her i foråret. Og alle de opslag med “Børn er det bedste i livet.” – “Børnebørn er livets gave.” – Eller “Del, hvis du har en datter, som du elsker overalt i verden.” Ikke, at jeg har noget imod noget af det. Vil vel bare gerne slå fast: Ja, jeg elsker stadig min datter højt – selv om hun ikke er her.