Tag-arkiv: på rejse med minderne

Paris

Jeg var i Paris i 5-6 dage for omkring tre uger siden. Sara var med ind imellem. Hun, der elskede Paris. Og hun, der så frem til at blive faster – i Paris. Hendes storebror (hendes fars søn) havde lige fået et barn med sin kæreste to uger før Saras død.

Så selvfølgelig var hun med. Både inden i mig og i vores samtaler. Og også da jeg efter weekenden med familien i den smukke Paris forstad, hvor de bor, tog ind til selve Paris for at overnatte på hotel de to næste nætter og lege turist i byen, på en måde, som jeg ikke har gjort det siden, Sara var med.

Mandag. Jeg har god tid. Til en udstilling, som jeg ville se for derefter at drive rundt i Sacre Coeur og Montmartre-området. På metrostationerne Anvers, Pigalle og Abbesses kan jeg næsten høre ekkoet af Saras latter. Og når menneskemylderet hurtigt forsvinder gennem gangene, ser jeg genspejlingen af hendes 14-årige og 16-årige skikkelser, fra de to sidste gange, vi var i Paris sammen og boede i området . Montmartre, der stadig rummer det sted, hvor vi spiste alene i den lune sommeraften, mens hendes far var draget sydpå for at cykle op ad Mont Ventoux. Jeg kan genkalde mig næsten hele vores samtale, høre hendes stemme. Vi snakkede og snakkede hele vejen hjem til hotellet og kiggede på brudekjoler i 18. arrondissement, og jeg lovede hende, at når/hvis hun engang skulle giftes, så ville jeg tage hende med tilbage hertil for at købe brudekjole.

Dem kiggede jeg også på i dag – alle brudekjolebutikkerne – mens jeg gik hjem til mit hotel i 10. arrondissement nær Gare du Nord. Med den lille gråd, der sad i hjertet. For den tur nåede vi aldrig.

 

Seks år – og 30 års fødselsdag

Skriv et svar

Den 28. juli er Saras dødsdag. Dagen før skrev jeg flg. både på min egen og på hendes facebookside:

“I dag er det 313 uger siden – i morgen 6 år. Seks år. Det er sådan ca. de år, der går fra et barn bliver født, til det skal i skole. Seks år – det er det meste af underskolen. Seks år, det er ca. alle teenageårene. Og seks år sådan en gennemsnitlig studietid. Seks år er meget levet liv. Og seks år – det er ved at være lang tid siden Saras død, og alligevel kan det føles, som om det lige er sket”

Efterfølgende kredsede mine tanker om den dør, hun er på vej igennem. Den blev pludselig symbolsk for mig: Døren til “efter”. Efterlivet, døren til “noget” eller ingenting. Jeg håber det første. At hun er et sted, hvor man kan nyde hendes høje latter, hele hendes måde at være på .

Jeg er næsten lige kommet hjem fra Bosnien, for jeg ville være hjemme på dødsdagen.

Rejsen til Bosnien blev god. Og Sara var på en måde med mig, bevidst, som jeg blev, over, at det  var et land, som Sara ikke fik besøgt. Det gjorde hun ikke, fordi jeg sagde nej, da hun som 14-15 årig blev inviteret med derned af sin bosniske veninde og dennes forældre. Det var en familie, som Sara elskede højt. Hun havde kendt dem, siden de kom til Nibe som flygtninge mange år tidligere.

Hvorfor jeg sagde nej? Som gyldig grund gav jeg, at jeg var bange for, at det kunne være farligt. Hvortil moderen til den bosniske veninde svarede, at hvis det stadig var farligt, ville de jo ikke tage deres egne børn med derned. Men jeg var lidt flov over at give den egentlige grund. En blanding af egoisme (“Jeg vil selv have hende med på ferie”) og – mest af alt – en frygt for, hvad der kunne ske hende, hvis jeg ikke var med til at passe på hende. Og det var slet ikke frygten for Bosnien, men den lange køretur til og fra. Lange køreture gjorde mig altid urolig for, at der skulle ske os, og specielt Sara noget. Men min tankegang blev nærmest magisk, som om jeg kunne afværge en ulykke, hvis jeg selv var der for at kontrollere kørslen. Så mærkværdigvis har jeg altid været bange for, at der skulle ske Sara noget i en trafikulykke. Den frygt blev jeg nødt til at leve med, når hun cyklede rundt, og da hun selv fik kørekort. Men Bosnien sagde jeg nej til.

Naturligvis kom disse tanker op igen, fordi jeg mødtes med de bosniske venner fra Nibe dernede. To af Saras gode veninder og deres mødre. Som én af mødrene sagde: “Sara er med os.” Ja, tænkte jeg, måske er jeg også på denne rejse for hende.

(Hvis du vil læse mere om Bosnien, se bloggen rejsalene.dk).

Morgenen efter Saras dødsdag

Vågner – uden vækkeur til sædvanlig tid. Lidt over 6. Bliver liggende, længe. Meget længere tid end sædvanligt. Registrerer, tænker, beslutter. Det første, jeg glæder mig over, er, at det stadig er solskin. Så burde jeg jo stå op. Lave yoga. Lave kaffe. Gå ud. Sidde meditativt med denne dagens første kop.

Men jeg nyder en behagelig træthed i kroppen og den behagelige oplevelse af , at der er ingen triste tanker om i går, intet pres i dag. Jeg takker igen for, at dagen i går, Saras dødsdag, er overstået. Takker for, at det nu er nogle år siden, at jeg på den dag mærkede indre kaos, svimmelhed, uro, fysiske rystelser i arme og ben. Det er ovre nu. Jeg savner stadig Sara, elsker hende lige så meget. Men det er godt, at de fysiske reaktioner er overstået.

Jeg beslutter mig for, at dagen i dag skal være en god og rolig dag. Jeg vil ikke stresse, ikke føle pres. Der er et år til næste årsdag. Og inden da, kunne det være din 30 års fødselsdag.

30 års fødselsdag i oktober

Da dagen starter, summer mit hoved af spørgsmål. Om Sara. Til Sara:

Hvad mon du ville ha’ ønsket dig til din 30 års fødselsdag?

Hvordan skulle den holdes? Ville du fejre den i Nibe eller i København?

Ville du stadig være sammen med din kæreste? Eller en anden? Eller alene?

Ville du allerede have et barn eller to? Du ville jo ha’ børn tidligt.

Eftersom jeg ikke ved det, inviterer jeg dig til morgenmad på den nye café i Nibe. Jeg tror, du ville elske den. Så her sidder jeg – alene på caféen med min morgenmad, men med dig til stede i tankerne.

14711142_10210609975067160_2091021472324364848_o

Finn og jeg vil give dig 30 røde roser, da vi ikke kan give dig andet.  Og jeg vil bage muffins og boller og lave en Tirramissu lagkage.

14713044_10210609975027159_7300077487946712855_o

Din kusine, hendes mand og deres børn kommer om eftermiddagen til fødselsdag, og Alexzander på tre, der spørger “Jamen hvorfor er Sara her ikke, når det er hendes fødselsdag?” Og han har jo ret. Og vi går alle op til dit gravsted med blomster og den fine perlekæde, som Sara-Sofie har lavet til dig i børnehaven i dag.

Om aftenen laver jeg cous-cous, selv om jeg af gode grunde ikke ved, om det stadig ville ha’ været din yndlingsret.

Og sådan går dagen. Din 30 års fødselsdag.

 

På rejse

Skriv et svar

Jeg rejser tit. Ofte en måned til halvanden ad gangen. Siden Saras død har jeg været i Nepal et par gange, i Thailand og Cambodia – og i Bretagne i Frankrig, hvor jeg med et års mellemrum tilbragte to gange en måned for at skrive på bogen. (Hvis du vil læse mere om rejserne, kan du besøge www.rejsalene.dk )

Nu er jeg i Erquy igen. For tredje gang siden Saras død. Forleden tændte jeg et lys i kirken for hende. Der, foran billedet af Maria med sin døde søn, havde jeg for første gang en oplevelse af at forstå Marias smerte. Eller måske var det min egen.

Erquy i Bretagne – i Frankrig. Det var her, jeg levede i 10½ år, inden Sara blev født. Det var hertil nogle af hendes første udenlandsrejser gik. Hun var kun 1½ år, da vi første gang tog toget herned. Et par på en lang togrejse med en lille pige. Da hun var næsten 3, tog jeg herned alene med hende. Også i tog. Dengang var flyrejser uoverkommeligt dyre. Så 28 timers rejse hver vej med en lille pige på 2 år og 8 måneder. Jeg husker det som nemt, overkommeligt, med et nysgerrigt og interesseret barn. Lidt bøger til højtlæsning. Selv togskift sent om aftenen i Hamburg på vej ned var nemt. Sara, der faldt i søvn på perronen og skulle bæres ind i liggevognen. Togskift i Paris, som indebar metro fra den ene banegård til den næste. Uden problemer. Bo rundt omkring, hos en veninde i Bretagnes største by, Rennes, hos min ex-svigerfar i en lille by 30 km herfra. Og nogle dage hos venner her i Erquy. Min første rejse alene med Sara.

Senere var hun her flere gange. Med hendes far og mig – og med hendes storebror.

Så hun er naturligt til stede i minderne her. Jeg husker hende på stranden, hendes lege på klipperne. Vennerne, der husker hende, taler om hende. En stille og glad tilstedeværelse.

Men dagen før jeg tog af sted, og den første dag i Frankrig, var savnet til stede mere hjerteskærende end det mest er. Og også med denne sommers dårlige vejr var det nemt at hengive mig – ofte – til savnet af Sara,.

Men igen: Det er sådan, det er. Jeg bevæger mig stadig, mange gange om dagen, fra det ene spor til det andet. Fra savnet og til livet og tilbage igen. Fra sorgens rum til livets rum. Uden at jeg oplever det som en kompliceret sorg. Det vil jeg gerne tale mere om i næste indlæg.