Månedsarkiv: december 2015

Kommentarer om bogen

Der er nu gået 6 måneder, siden Efter Sara udkom. Den har fået et par gode omtaler i Tidsskrift for Psykoterapi, Isblomsten og Kristeligt Dagblad (med et langt uddrag). Desuden en rigtig god lektørudtalelse (se nederst på siden). Der er allerede ca. 45 biblioteker, som har den. Salget er ikke det store, men det havde jeg heller ikke regnet med. Mit håb har været, at den stille og roligt når ud til dem, som kan have nytte af at læse den.

Og det er det, der gør mig rigtig glad og taknemmelig. At den når ud til dem, som har glæde af at den. Og at mange af læserne finder frem til mig, sender sms eller lukkede beskeder over facebook. Jamen hvor tit har jeg ikke haft lyst til det: At kontakte en forfatter efter endt læsning, men uden at gøre det. Det varmer utroligt meget med disse kommentarer, ikke bare fra mennesker, som har mistet, men også fra nogle, som kommenterer på, hvad de har kunnet bruge den til, hvilke refleksioner bogen har medført ift. andre af livets problematikker, ift. at give slip på sine børn – også de levende, ift. at forlige sig med døden, med det, der sker i livet, som vi ikke kan ændre.

Kommentarer, som gør mig specielt glad, er kommentarer fra mennesker i den lille by, jeg bor i. Det var ellers her, jeg følte mig mest blufærdig ved udgivelsen: At bogen skulle stå i boghandelen i Nibe, at alle her kunne læse om mine inderste tanker. Jeg blev nødt til at forlige mig med det, og hold op, hvor har også dette været en god proces.

Ligesom jeg efter Saras død var positivt overrasket over, hvordan folk, som jeg knap nok kendte, spontant kom hen til mig og udtrykte deres medfølelse, så har jeg også i de forløbne måneder været både overrasket, glad og taknemmelig over, at folk kommer hen til mig, fortæller, at de har læst bogen, hvad de synes om den, hvilke refleksioner den bringer op i dem. Det føles simpelthen så støttende, at folk i den grad er gavmilde med deres kommentarer. Hver gang kan jeg ”gå hjem til Sara”, kigge på hendes foto og sige: ”Det var godt, vi gjorde det.”

lektørudtalelse