Fødselsdag igen. Sara, der kunne være blevet 31. Tankerne går til hende, lidt mere end ellers. Dvæler ved minder, fotografier. Sender lykønskninger til der, hvor hun måtte være. Ser flere fotos, poster nogle på facebook. Billeder fra fester og sjove situationer. Måske er det godt for mig – i dag – at se hendes liv som en fest. Bager én af hendes yndlingskager, Brunsvigeren. Der kommer ikke længere så mange forbi på hendes fødselsdag. Hendes veninder arbejder, bor langt væk, flere har fået børn. Men boller og Brunsviger skal der være. Jeg kan jo fejre fødselsdagen alene. Gå lidt i fødsel igen. Mindes min første øjenkontakt med den nyfødte Sara. Samle mit sjal om mig og dykke ned i minderne.
En af mine veninder spurgte mig forleden, om det var med uro i maven, at jeg nærmede mig Saras fødselsdag. Men sådan er det ikke. De første år, ja – og især det allerførste, hvor alle mærkedage, fødselsdage, højtider var en første gang – uden Sara. Fødselsdagen så jeg dog, til trods for denne første gang, som en hyldest til Saras liv. Meget anderledes end dødsdagen. På fødselsdagen var/ er det hendes liv, jeg vil huske. Alt det liv, der var. Den levende Sara.
Og det er faktisk den levende Sara, jeg mest tænker på. Også i hverdagen. De pludselige strejf af smerte i hjertet, de pludselige påmindelser fra sindets dybde – “Sara er død” – de er der også stadig. Men det er den levende, som har været i mit liv i næsten 24 år, der får lov til at fylde. Og i mine fortællinger sniger hun sig ind, igen og igen. Jeg får lyst til at kopiere denne, som “skrev sig” næsten af sig selv for et par uger siden:
“Jeg står ved én af stierne, som fører ind i skoven. Den skov, jeg kender bedst. Skoven i udkanten af Nibe. Ikke specielt stor, men stor nok til at det tog tid at kende alle stierne, lysningerne, områderne med nåle- eller løvtræer. Tid til at udforske den alene og sammen med min datter.
Når jeg står her aftenen før fuldmånen, får skoven dette eventyragtige skær, som kun kommer på denne tid af månedens cyklus, og ved mine første skridt ind i skoven er det næsten, som om jeg hører ekkoet af min datters barnestemme, der fortæller om, at hun har været oppe på Nissehøjen med småkager til nisserne, eller sommerdage, hvor hun begejstret fortæller om et træ, som hun har plantet, om manden med bierne i udkanten af skoven.
Det føles så virkeligt, at jeg kan tage Sara i hånden, mens jeg går videre. Ja, denne gang skal min måneskinstur i skoven ikke være en alene-tur, men en vandring med Sara. Hendes venstre barnehånd ligger i min højre hånd. Det føles bekendt og godt at vandre på månestien sammen med hende.
“Er det lidt uhyggeligt at gå her?” spørger hun med en næsten hviskende barnestemme og klemmer min hånd.
“Det kan føles uhyggeligt, men det er mest vores tanker, der får os til at tro, at noget er uhyggeligt. Se, vi er i skoven, som vi kender. Det er bare nat, og månen lyser.”
Jeg mærker, at hendes hånd slapper lidt af, mens vi går videre, og jeg spørger: “Hvor har du lyst til, at vi går hen?”
“Til Nissehøjen,” svarer hun.
Okay, tænker jeg, det er i den mørke ende af skoven, der, hvor både sol- og månelys har svært ved at trænge ned mellem træerne. Jeg ville nok hellere ha’ været på Hestepladsen, lysningen, der vil være omkranset af månelys og med ekkoet af musikken fra sommerens festival hængende mellem træerne. Men nu har jeg spurgt hende, så det må blive Nissehøjen.
“Det er dig, der har fortalt mig, at den hedder sådan,” siger jeg, da vi drejer til højre ad en sti, som fører derhen. “Det var Ulla, der fortalte os det,” siger Sara. “Den dag før jul, da hun fortalte et eventyr om nisserne i Nibe, inden vi skulle ud for at finde stedet, hvor de bor. Med småkager til dem. Tror du, vi ser dem i nat?”
“Det ved jeg ikke,” siger jeg, “men det er dejligt, at du er med mig i skoven. At du godt vil gå den tur sammen med mig.”
“Du lærte mig jo, at jeg ikke skulle være bange i mørket, ” siger hun. Og pludselig lyder stemmen som den voksne Saras. Jeg kigger ned på hende. Det er stadig den 5-årige datter, der går ved siden af mig.
“Det er jeg glad for at høre,” siger jeg. “Ved du, at efter din død var jeg i en periode voldsomt i tvivl om, om jeg havde givet dig nok i livet?” – “Det gjorde du,” siger hun, stadig med voksen stemme, mens det er det lille barn, jeg holder i hånden. “Men det skal vi ikke tale om, det er du jo kommet igennem, er du ikke?”
Sandt nok, men somme tider er det næsten, som om jeg længes tilbage til den første periodes kaos af tanker. Men, rigtigt, at det er jeg vist kommet igennem. Det er længe siden, at tvivlen har martret mig, længe siden, at jeg har stillet mig selv umulige og ubesvarede spørgsmål. Og lige nu nyder jeg at genopleve Saras lille, varme hånd i min, mens vi går gennem skoven, stille, ved siden af hinanden. Smågrene knaser under vores fødder. Jeg fornemmer det allerede faldne løv omkring mine sko, da vi skyder genvej udenom stierne, ind mellem træerne. Jeg har vænnet mig til mørket og til den kolde, fugtige luft. Mit højre øje løber ikke længere. Tårekanalen har også vænnet sig til kulden og til vandstanden i øjet. Her er tyst og godt og sikkert. Vi kender skoven. Begge to.
Nu kommer vi ud på en bred sti, og vi nærmer os Nissehøjen. Jeg ser lys længere fremme. Hold nu op, tænker jeg, da jeg ser, at højen står på glødende pæle, og at den er lyst op, indefra, næsten gennemsigtig. Er det ikke lidt for meget at fremmane sådan et syn. “Stop nu med at nedgøre dine oplevelser,” siger Saras voksenstemme. “Du ser, det du ser. Lav det ikke om. Lad os sætte os foran højen.”
Vi sætter os i de faldne, fugtige blade. Jeg er ligeglad med at blive våd og kold. Sætter mig godt til rette i skrædderstilling med lugten af muld i næseborene, mens varmen fra højen begynder at nå min krop.
“Du skal bare sidde,” siger Sara, “lade komme, det, der kommer. Lade det være, hvis der ikke kommer noget.” Så jeg sidder bare. Der sker ikke andet, end at jeg føler mig tryg, glad, mærkelig varm. Jeg bliver bare i oplevelsen, men kan ind imellem ikke lade være med at vente på, at noget mere skal ske, i højen eller udenom. Noget må der vel ske. Hvorfor ellers komme herud?
“Hvis du så gerne vil have noget med dig,” lyder Saras stemme, nu længere væk, henne fra højen, “så husk de nye tanker, du fik i går: Om du ville være mere lykkelig nu, hvis jeg levede. Hvor svært det var at svare på. Det er spørgsmål, som du ikke kunne stille tidligere, men et vigtigt spørgsmål at gå videre med. Og du ved, at ligegyldigt hvad du tænker, så kan jeg bære det, der hvor jeg er. Du har været mig en god nok mor, både i livet og i døden.”
Jeg græder lidt ved hendes ord. Ser mig omkring. Sara er væk. Højen står som en stor, mørk skygge mellem træerne. Alt er stille. Jeg vil gå hjem, taknemmelig over oplevelsen. Hjem for at sove i månelysets skær.”
Som jeg har nævnt tidligere, er man i nyere sorgforskning mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have sine afdøde med videre i livet. Det kan gøres på mange måder. At lave fortællinger om den, man har mistet (som i ovenstående) er én måde. At fortsætte med at fortælle om sin afdøde pårørende, det liv, der var, hver gang det er relevant, er en anden måde.
Lige nu, når jeg genlæser fortællingen og husker det spørgsmål, som pludselig dukkede op – om jeg ville være mere lykkelig, hvis Sara levede – så husker jeg, at jeg jo faktisk allerede gav udtryk for dette i slutningen af min bog: At jeg var glad igen, nogle gange lykkelig. At jeg havde alt, hvad jeg havde brug for i livet. Det eneste, eller nærmere DEN eneste, der manglede, var Sara. Og lige nu tænker jeg videre, at jeg har hende jo med i livet, på forskellig vis. Hjælper det mig til at jeg kan føle mig lige så GLAD, som hvis hun var her? For med eller uden Sara var/ er lykken en flygtig tilstand.
