Lidt om, hvordan du kan have dit døde barn med i livet – og også hvordan du kan prøve at håndtere, hvis folk i dine omgivelser ikke længere spørger ind til tabet
(NB Jeg har rettet i dette indlæg, som jeg nedskrev hurtigt forleden. For ved genlæsning kunne jeg se, at min pointe blev utydelig – og at det kunne forstås, som om jeg underkender andres oplevelser af omgivelsernes berøringsangst.)
Jeg skrev i mit seneste indlæg om, hvordan jeg følte mig nærmest lykkelig over de seneste års fokus på det at miste et barn. Flere gode bøger, en nærmest eksplosionsagtig fremkomst af artikler og kronikker om emnet. Senest har jeg set, at Politiken for tiden kører et tema om Sorgens sprog – hvordan danskere taler om døde, og hvordan vi forholder os til venner, der har mistet. En påmindelse om, at vi mangler et sprog for sorg og tab, at vi skal turde forholde os til venner, som har mistet en nærtstående. For mange, som har mistet – og det gælder ikke kun for dem, der har mistet et barn, men også en anden nær pårørende – oplever i tiden, der følger, at venner og bekendte undgår at spørge ind til tabet. Eller en uvilje i omgangskredsen til at tale om det døde barn. Den, der har mistet, oplever ofte denne “gåen uden om” som en manglende interesse, en berøringsangst – måske fordi den anden fejlagtigt er bange for at gøre én endnu mere ked af det eller måske en berøringsangst for svære samtaler i det hele taget.
Jeg har efterhånden også hørt det rigtig mange gange blandt sørgende. Sorgens rum er i forvejen et ensomt rum – og det kan føles endnu mere ensomt, hvis man oplever, at der også er ensomt udenom.
Det har fået mig til at tænke tilbage på mit eget forløb i tiden, der fulgte Saras død.
I starten oplevede jeg overhovedet ikke noget af den berøringsangst, som mange taler om. Måske var jeg én af de heldige, som var omgivet af mennesker, som lyttede og spurgte. Familie og venner var der til at høre mig sige det samme igen og igen. Selv folk på gaden, som jeg kun kendte af udseende eller kun havde talt ganske lidt med, kunne spontant komme hen til mig, sige, at de havde hørt, hvad der var sket, udtrykke deres medfølelse.
Men da der var gået 5-6 måneder, var det ikke længere det, der var det centrale i samtalen: At jeg havde mistet min datter. Somme tider kunne jeg hengive mig lidt til frustration og have ondt af mig selv, føle mig helt alene og ensom i min sorg – men samtidig vidste jeg, at hvis og når jeg bragte det på bane, så var folk der til at lytte, tale.
Og da jeg tænkte lidt dybere over det, var det egentlig naturligt at forstå dem: Det er ikke de andre, der har mistet, tænkte jeg. Det er ikke dem, der går med et åbent sår lige under overfladen. De kan måske sammenligne med andre tab, som glider i baggrunden efter nogle måneder, for de ved ikke det, som vi, der har mistet et barn ved: At alle andre tab blegner ved siden af. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: “Tænk, at jeg har troet, at jeg har været ulykkelig på tidligere tidspunkter.”
På overfladen var jeg jo selv “helet” i de måneder, der var gået. Jeg arbejdede, jeg kunne være mere social igen, jeg kunne det meste fra small talk til samtaler om politik o.a. Altså – jeg var begyndt at vende mig ud mod verden igen.
Så hvordan vide, hvad der foregik i mig – hvis jeg ikke selv sagde noget om det? De andre kunne spørge, vil nogen sige. Og det var der også nogen, der gjorde, men langt fra alle. Og – igen – når jeg tænkte nærmere over det, så kunne jeg faktisk genkende min egen adfærd: Hvor tit var jeg egentlig blevet ved med at spørge ind efter flere måneder, når venner og bekendte havde været gennem kriser og tab? Selv om de ikke havde mistet et barn, var det kriser og tab, der kunne være store nok i den givne situation. Og – faktisk – når jeg virkelig går helt til bunds i dette emne, så mistede en nær veninde et barn halvvejs i graviditeten for 30 år siden. Jeg er ikke stolt over at indrømme det, men efter nogle måneder spurgte jeg ikke selv ind til det.
For mig var disse virkelighedstjek vigtige på min vej gennem sorgen. Erkendelsen af, at de andre måske ikke var anderledes end jeg selv havde været. Men også at jeg selv blev nødt til at fortsætte med at bringe min sorg, mit savn og andre følelser forbundet med tabet på bane. At det, der måske var min egen berøringsangst for endnu en gang at tale om MIG, ikke skulle bremse mig.
Alle disse refleksioner gjorde, at jeg besluttede mig til at rundsende en mail til venner og familie med en slags statusrapport om, hvordan jeg havde det efter det første halve år – og at de skulle vide, at jeg stadig havde brug for at snakke med dem om mine følelser, men også – og især – om Sara, mindes Sara sammen med andre, der havde kendt hende.
For det blev tydeligt, at efter sorgen gradvis forandrede sig til et dybt savn, så blev det mere og mere vigtigt for mig at holde minderne om Sara i live. Mange forældre taler om deres levende børn, mens andre gør det sjældent. Også her kom jeg til at tænke på mine egne reaktioner: Hvis jeg havde hørt, at der f.eks. var problemer med et barn i omgangskredsen, i hvor lang tid huskede jeg så at spørge ind til dette? Glemte jeg det ikke ofte, når den givne forælder ikke selv tog det op?
Så en ny erkendelse var, at jeg selv havde et ansvar for at tale om Saras liv – for det var mit behov, ikke nødvendigvis andres. Men jeg kunne lære noget af de forældre, der glade og gerne fortalte om deres levende børn – og uden at blive spurgt. Jeg havde masser af ting fra Saras liv, som jeg gerne ville blive ved med at dele med andre.
Et spørgsmål, som måske presser sig mest på, hvis man har mistet sit eneste barn, er, om man stadig er mor eller far. Men selv om man har flere børn, melder tankerne sig om, hvordan man nu er mor eller far for det døde barn. Hvordan er hun eller han stadig med i familien?
Den aften på skadestuen for over syv år siden var det forfærdeligt for mig at tænke ”jeg er barnløs nu” eller ”jeg er ikke mor længere.” Men da vi planlagde bisættelsen, da vi ordnede alle de hundredvis af ting, der skulle ordnes i den tid, da kunne det på en måde glæde mig, at jeg stadig gjorde noget for hende, selv om det var til en bisættelse og en mindesammenkomst, at mit mor gen kunne udtrykke sig. Og bagefter, tænkte jeg. Hvad så nu?
Jeg ved heldigvis nu, at jeg altid vil være Saras mor. Bl.a. gennem mine fortællinger om hende, Jeg kan ofte relatere til hende, og jeg vil gøre mit til, at hun aldrig bliver glemt. Derfor poster jeg regelmæssigt hendes fotos på Facebook, både på min egen profil og på hendes. Det blev også en del af min motivationen til at skrive en bog om sorgprocessen: At hun ikke blev glemt. Det er min moderkærlighed, der passer hendes gravsted. Ikke, fordi jeg tror, at hun er der, men fordi der skal se smukt ud – til ære for hende. Det er hendes liv, det liv, hun levede, jeg ærer. Det er det også, når jeg donerer penge til et eller andet godt formål. Så tænker jeg på hendes gavmildhed.
Det er en lang proces at opbygge et nyt forhold til det barn, der ikke længere er det levende, men det døde barn. At komme gennem sorgen betyder ikke, at vi skal slippe vores barn, for han eller hun bliver aldrig et overstået kapitel, han eller hun vil stadig være en del af vores liv. En del af den proces er, at vi taler om vores børn, selv om de er døde.
Det betyder ikke, at vi altid skal fortælle om sorgen, dykke ned i tragedien. Vi kan vælge, hvilken historie vi vil fortælle. I starten brugte jeg oceaner af tid på at fortælle den samme historie igen og igen: Hvad der skete. Alle mulige detaljer. Det var godt for mig. Dengang. Nu taler jeg om Sara på en anden måde. Andre forældre taler om deres levende børn. For sådan er det jo. Vi taler om vore børn. Min datter er død, men hun skal ikke også ties ihjel. Hun har levet, og jeg har meget at fortælle om hende og det liv, der var hendes. Egentlig nåede hun at leve ganske meget i sit korte liv.
Vi kan fortælle om vores døde barns liv på mange måder. Holde fortællingen om dem i live.
Jeg selv blander mig i samtaler ved at inddrage Sara som eksempel på mange forskellige måder. Det kan være, når samtalen med forældre med teenagebørn kommer ind på rammer og regler. Så kan jeg dele minder om, hvordan vi gjorde ift. Sara, hvordan hun reagerede. Eller hvis forældre er bekymrede omkring voksne børns rejser ud i verden, så deler jeg mine oplevelser omkring Saras Kinaophold, og hvad hun selv sagde om det, hun fik ud af det. Om børn, der flytter hjemmefra – jamen jeg har masser at sige, om hvordan Sara og jeg klarede den proces.
Jeg holder mig heller ikke tilbage for selv at åbne for emnet Sara. F.eks. kan jeg, ifm. en jul, der nærmer sig, sige, at jeg næsten ikke orker juleforberedelser. Men at det er, som om Sara kommer og prikker mig på skuldrene og siger: “Kan du så komme i gang!” Med alt det, som hun syntes hørte med til julen. ”Den der italienske julekage – hvorfor laver du ikke den i år?” eller ”Glem nu ikke kødspiserne – de elsker jo den franske anderillette.”
Det er blot få eksempler. Og de kan måske lyde banale for andre, der ikke har mistet. Skulle det være nødvendigt at tænke så meget over det? Ja, det er det – indtil det bliver en naturlig del af ens væren. Og jeg skriver det frem for alt for at give en fornemmelse af, at vi ikke selv behøver at være med til at tie vores barn væk. Vi skal ikke vente på, at andre spørger, men bringe samtalen ind på vores børn, når vi har behov for det. Fortællingen har en kraft, som kan gøre os godt. Og dette gælde vel for alle, der har mistet en nærtstående – ikke kun for dem, der har mistet et barn.
Jeg vil håbe, at mine refleksioner måske kan hjælpe – bare en lille smule – dem, der føler sig forladt og undgået af andre. Nogle gange ER det rigtigt, at du møder andres berøringsangst. Men ved at almengøre den på en lidt anderledes måde, ved at huske egne reaktioner, bliver det måske nemmere at være i. Og måske kan du føle dig lidt mindre alene.
Når jeg genlæser alt det, jeg har skrevet her – så bliver jeg lidt bange for, at det kan læses, som at man selv – også i den dybeste smerte – har et ansvar for selv at komme ud af skallen, hvis andre ikke spørger. Det kan man ikke. Man har brug for andres omsorg, brug for at være omgivet af mennesker, som ikke er berøringsangste. Måske er det sådan, at hvis man får sit behov for omsorg, og for at blive hørt og forstået, dækket i den første aller sværeste tid, så bliver det måske nemmere selv at fortsætte fortællingen, uden at andre spørger.
Og her kan tidens fokus på død, sorg og tab måske fremme en bevidsthed om, at der er brug for at forholde sig til ét af livets grundvilkår (at vi alle på én eller anden måde kommer ud for dødsfald og sorg i vores liv) på nye måder. At vi spontant kan bruge en slags indre manual for, hvordan vi gør, hvad vi siger til den sørgende. For hvis vi ikke har et sprog om død og sorg, kan det være svært at finde ét, når man pludselig har brug for det. Når en nærtstående dør, eller når en ven har mistet en nærtstående. Eller man selv mister.
At jeg selv havde et sprog for døden og de døde, for livet og et måske efterliv , hjalp mig nok mere end jeg vidste dengang. Når jeg senere har takket folk for at have været der, lyttet til mig, talt til mig, så var der ofte nogen som sagde: Men du var nem at tale med. Du viste hele tiden, at det var okay at tale om det. Det vidste jeg ikke, at jeg viste. Men måske er der noget om det. At hvis vi selv kan tale om døden og den døde og følelserne, som er svære at rumme – så er det vel også nemmere for andre at være der.
