Kategoriarkiv: Jul og nytår efter tab

Jul og Nytår – igen

Umærkeligt er højtider og årsskift blevet en vane. Ingen huller at dykke ned i. Jeg er blevet god til at hoppe over dem. Savnet mærkes, kan fylde, men uden at jeg bliver suget ind i det, ned i det. Kan bare længes efter Sara, ønske, at hun var her med alt det, hun ville være i dag. Men det er hun jo ikke.

I den skriveklub, Klub bare skriv, som jeg er medlem af, har der været et fælles tema om at skrive mindet i livet. Små tekster om en afdød, som vi mindes. Jeg tænkte, at det har jeg jo gjort – og gør – hele tiden. Og så kom der alligevel nogle nye tanker, andre ord, ved at begynde at skrive på temaet. F.eks.:

”Skriget” af Edvard Munch. Det er det, jeg tænker, da jeg ser forslaget: ”Find et værk, der minder dig om dine følelser dengang.

Ja, det kan kun være det, der udtrykker mine følelser fra den første tid. Det skrig, som aldrig kom ud. Det skrig, som sad fastfrosset indeni. Sammen med den skærende smerte. Der, midt i hjertet, hvor sorgen og kærligheden til dig mødtes. Jeg så mig omkring og ville gerne kunne gøre som de andre omkring mig. Hulke højlydt. Græde snot som din far og din kæreste. Men det blev til stille jamren, når jeg var alene. I de øjeblikke kunne jeg gå rundt og trække mig selv i håret, som en sørgende kvinde i et græsk drama eller i en begravelsesscene fra Mellemøsten. Men jeg jamrede kun tyst og stille. Skriget, som hele tiden pressede sig på, sad fast i mit indre.

Først under en tur til Vesterhavet nogle måneder senere og i en vinterstorm kunne jeg stå helt nede ved vandkanten og råbe ud over bølgerne: “Sara” med al den kraft, jeg kunne mobilisere. Sara, råbte jeg, gang på gang, og “hvorfor” og “hvor er du”. Indtil jeg ikke havde mere stemme tilbage.

Det gjorde godt.

Nyt år

Vejen mod jul og nytår. Igen. Og igen vigtigt at mærke den hjælp, der er, hvis jeg åbner mig for den.

Som f.eks. da jeg besøgte den bosniske familie, som Sara tilbragte meget tid sammen med. Den yngste søster, som Sara gik i klasse med, var der ikke. Men hendes storesøster, som jeg ikke ser så tit, var der med én af sine sønner på 7 år.

“Er du Saras mor,” spurgte drengen pludseligt. Er du Saras mor?. Sikken et dejligt spørgsmål. Det er meget længe siden, nogen har spurgt sådan.

“Ja, det er jeg,” svarede jeg. Glad og overrasket. Han har jo ikke kendt hende. Han blev født tre år efter hendes død.

“Men vi taler jo tit om hende,” sagde hans mor. “Han er også med på kirkegården, og vi fortæller historier om hende.”

Jeg blev rørt af glæde. Sara er med i deres liv. Det vidste jeg jo godt. Men her, her blev det så tydeligt med drengens spørgsmål. I nutid. “Er du Saras mor?” Et spørgsmål som i “gamle dage”, da hun levede. At andre oplever, at jeg er Saras mor. Stadig. Nu. Sara, der lever videre i fortællingerne. Ikke bare hos mig.

Vintersolhvervsfejring har altid været næsten vigtigere for mig end jul. Årets nytår. Mørket, der er på sit dybeste, og som vender. Sollyset, der fra den dag vil fylde mere og mere. Sara var med til en slags højtideligholdelse af vintersolhverv, da hun var barn, og vi næsten altid tog på udflugt til stendyssen “Troldkirken” juleaftensdag. Mens anden langtidsstegte, og inden jeg tog i kirke (det ville de andre ikke, hellere Disneyshow) tog vi på en udflugt til Troldkirken. Tændte stearinlys derude, under den store sten, mens vi talte om Vintersolhvervets betydning.

Senere har jeg højtideligholdt det med veninder, hvor vi mediterede derude på vintersolhvervs dagen. Og endnu senere har jeg været alene derude. Men i år inviterede jeg min familie til solhvervsfejring. Først med bretonske galetter og pandekager hos mig. En tur, samlet, op til Saras grav for at lægge blomster og tænde lys. Og derefter ud til Troldkirken for at fejre lysets tilbagevenden der.

Det var dejligt at inddrage familien, specielt min nieces børn, i solhvervsfesten. Og Sara, eller i hvert fald mindet om hende, var med.

Ligesom et par dage senere, hvor jeg gik ud for at gennemføre mit eget solhvervsritual ved at meditere i skoven. Her er et lille uddrag af, hvad jeg skrev om turen bagefter:

Jeg har brug for …. energi til det, jeg vil nå i det nye år. Min egen energi er lav. Viljen svigter. Jeg kommer her for at hente styrke. Hørte I det derude. Er intentionen mon klart nok formuleret? Som man råber i skoven, får man svar. Derfor er det vigtigt at råbe det rigtige spørgsmål ud mod universet. Men et uventet smutter ud: “Hvor er du mon nu, Sara?” Og en stille hvisken kommer mig i møde: “Jeg er langt længere væk end før, men alligevel tættere på, end du aner.”….

Det kunne jeg tænke lidt over. Uden at behøve at forstå det. Det var bare smukt og fredeligt. Julen kunne komme, kunne den!

Jul og nytår

Julen er overstået. Nytåret ligger lige foran. Det er den 8. jul og det 8. nytår uden Sara. Sorgen tynger ikke længere i juletiden, som den gjorde de første år. Det er savnet, der ligger derinde, med lidt tristhed, som et stille, ikke ubehageligt, akkompagnement til det, der sker omkring mig. Ikke ubehageligt – fordi det bringer minder om Sara. Næsten en trøst – at hun aldrig forsvinder ud af min erindring, ud af mit liv.

Det har også været jul og snart nytår for de nye sørgende. Alle dem, der har mistet et barn, en kæreste, en ægtefælle, en forælder, en kær ven i løbet af året. Den første jul er vel sammen med den første fødselsdag de sværeste “første gange” at komme igennem efter tabet.

Når jeg tænker på min egen “første jul” og “første nytår” efter Saras død, var den tid fyldt af minder om samme tid året før. Dengang jeg ikke vidste, at det var sidste jul med Sara.

At se mødre på juleindkøb eller på café i december måned med deres voksne døtre, gav mig lyst til at skrige til dem: “Ved I hvor heldige, I er?” Og jeg var nærmest lykkelig for at tage på en slags flugt fra julen, ned til Paris sammen med hendes far. Til Paris, hvor hendes storebror bor. Væk fra den danske jul. Ned til noget, der var anderledes. Det blev nemmere at gå rundt og mindes Sara i Paris end i Aalborg. Og nytårsaften, hvor hendes far og jeg sad sammen – og så film om det at miste et barn. Ordinary People og The Rabbit Hole. Begrave mig i savnet og for alt i verden ikke tænke på, at det var nytår. For så ville det allerede være “sidste år” at Sara døde. Afstanden til hendes liv ville blive større. Eller som én af hendes veninder udtrykte det: “At gå ind i det nye år er som at efterlade Sara i 2010.” Sara, der for al tid ville være 23, mens alle veninderne blev ældre.

Så omkring jul og nytår ved jeg, hvor slemt det føles, hvor slemt det er, for dem, der skal igennem den tid for første gang. Luften, der dirrer af alle de forventninger, der bliver lagt i juletiden. Familieidyl, der bliver flashet på facebook med fotos af nisseklædte børnebørn eller opslag om, at alt er parat til jul, roen, der sænker sig. Selv om billedet af den perfekte jul og den glade, forenede familie kan være nok så falsk – opreklameret – så gør det ikke mindre ondt i den sørgende, der nu mangler én. Den jul, der måske ikke var perfekt, får nu heller ikke muligheden for at blive det.