Ja, det er jo sådan, det er. Jeg bevæger mig stadig, mange gange om dagen, fra det ene spor til det andet. Fra savnet, til livet og tilbage igen. Fra sorgens rum til livets rum. Uden at jeg oplever det som en forlænget eller kompliceret sorg.

Da jeg sidst i august læste, at sorg formentlig bliver en selvstændig diagnose, reagerede jeg med at skrive en kronik i Kristeligt Dagblad.. Definitionen skulle være ”forlænget sorgreaktion.” I artiklen står der bl.a.: ”Hvis du stadig er meget ked af det seks måneder efter (f.eks.) din ægtefælles død og ikke mærker nogen bedring, kan du i fremtiden være én af dem, der får diagnosen forlænget sorgreaktion.” Jeg tænkte: Seks måneder. Er det, hvad der forventes? At man ikke stadig er ked af det efter seks måneder, hvis man har mistet en nærtstående? Efter seks måneder havde jeg det stadig elendigt. Jeg kunne rigtig meget igen. Jeg kunne stille mit eget til side, når jeg arbejdede, når jeg var sammen med andre socialt, jeg vidste, hvornår jeg kunne give min sorg plads, og hvornår jeg ikke kunne. Men når jeg var alene, når jeg havde tid til sorgen, så fyldte den det hele. Og jeg kunne stadig længes efter at blive alene igen efter en dag med arbejde og andre gøremål. Det var som at få tid til at være sammen med min datter igen. I sorgens rum.

Jamen, tænkte jeg, på visse dage har jeg jo stadig flere af tegnene på ”forlænget sorgreaktion” – men jeg er også i livet, tager del i det, er optimist igen, glad, somme tider lykkelig, har de almindelige op- og nedture, som livet bringer.

Derfor blev jeg nødt til at skrive kronikken, argumentere for, at sorgen ikke skal sygeliggøres, men have plads, accepteres.

Fra mig selv – og fra møder med andre sørgende – ved jeg, at den sørgende midt i sit eget kaos af tanker og følelser er meget opmærksom på omgivelsernes reaktioner. Vi har forskellige måder at håndtere sorgen på og har ikke brug for at debattere det hensigtsmæssige. For den sørgende står det heller ikke til diskussion, hvor længe sorgen må vare. Den er der jo i det ensomme rum, som man føler, at andre aldrig nogen sinde helt kan forstå. Rummet fyldt med savn, opgivenhed, meningsløshed, kaos, vildskab. Lysten til at rive håret af, banke hovedet ind i væggen, skrige højt, stoppe livet.

Sorgramte er følsomme overfor, om omgivelserne synes, at det er okay og forståeligt, at vi har det, som vi har det. At det at miste et barn f.eks. ikke er noget, man kommer over, men at det barn altid vil være med i ens liv på én eller anden måde. Som jeg har nævnt før, vidste jeg tidligt, at mit nye vilkår var at være i livet ikke med en levende, men med en død datter.

Det var befriende for mig at begynde at læse om og høre om, at nyere sorgforskning ikke længere ser på sorgprocessen som faser, der skal overstås, for dem kunne jeg overhovedet ikke genkende mig i. Den nye viden på området – og det, som den sorgramte kender indefra – er to parallelle tilstande, to spor, som den sørgende befinder sig på: Sorgens spor, sorgen og savnets rum, som indeholder alle følelserne og alle minderne forbundet med tabet. Det andet spor, livets rum, er det liv, der fortsætter, dag efter dag, og som man lidt efter lidt tager mere og mere del i, med alle de glæder og almindelige nedture, der hører til livet. Det anerkendes, at sorgens og savnets rum altid vil være der, omend det giver mere og mere plads til, at livet udfolder sig i det andet rum.

Jeg tænker stadig på Sara hver dag, mange gange om dagen, som andre tænker på deres levende børn. Dette er derfor heller ikke et tegn på kompliceret eller forlænget sorgreaktion.

Jeg har på den hårde måde lært det, som jeg altid havde vidst rent fornuftsmæssigt om livets grundvilkår: Intet er blivende, alt kan forandres. Døden, ens egen og andres, er det eneste sikre. Og intet menneske kan gå gennem livet uden at opleve sorg og tab.

Derfor skrev jeg kronikken, fordi jeg oplevede det som bekymrende at ville diagnosticere en lang sorgproces. Bekymrende fordi det er et skridt mod at sygeliggøre tilstanden. Bekymrende fordi den så kræver behandling, og den nemme behandlingsløsning er medicin. Sorg kan jo ligne en depression. Men i sorgen ved man ved hele tiden, hvorfor man er ked af det, der er en grund. Hvis man får medicin, er der fare for, at den også vil dæmpe andre følelser. De såkaldt positive følelser, der med tiden gør livet mere og mere tillokkende igen. Men mest af alt er det bekymrende at ville diagnosticere en tilstand, som eksistentielt er et af grundvilkårene i ethvert menneskes liv.

Kronikken kan læses på Kristeligt Dagblads hjemmeside – eller på facebook.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/man-skal-have-sin-sorg-i-fred

Jeg argumenterer ikke mod, at man kan have brug for hjælp. Men f.eks. psykologhjælp og deltagelse i sorggrupper er allerede mulig uden en diagnose.