Fem år efter
I de fem år, der er gået, har jeg hele tiden stået overfor valg:

At være en del af livet eller at holde mig udenfor?

At føle mig som offer for omstændighederne og det, at jeg havde mistet Sara. Eller at være taknemmelig over at hun havde været her, været en del af mit liv i næsten 24 år, taknemmelig over alt det, hun havde bragt med sig.

At blive i mørket eller at se lyset, der allerede i starten somme tider brød igennem.

At beslutte mig for, at jeg stadig var mor – selv om det ikke var til en levende datter.

At acceptere, at mit livs vilkår fremover ville være at leve med en datter, der var død.

Så det var et valg at høre livets kalden, gribe efter lyset – og efter den hjælp, som jeg kunne få på forskellig vis. Et valg at lære at leve med det tomrum, som var efter Sara.

Men hvordan ser livet så ud nu – næsten fem år efter?

Sorgen bliver mindre. Det er savnet, som fylder, og det er, trods alt, nemmere at bære. Sorgen og savnet bliver vel ved med at være der – i baggrunden. Men det bliver nemmere og nemmere at være i de daglige oplevelser med andre mennesker, glæde, udfordringer. Og med tiden bliver bevægelsen mellem ”sorgens rum” og livet, der udfolder sig, noget, som du selv kan være med til at styre.

Der kan komme dyk, hvor man genoplever den energiløshed og den magtesløshed, der var der i starten, perioder, hvor sorg og savn igen fylder rigtig meget. Sådan en periode oplevede jeg gennem flere måneder efter, at jeg begyndte at sende mit manuskript rundt til forlag. Skriveprocessen havde fyldt så meget – måske var det nogle gange som at tilbringe tid med Sara – og tomrummet, der kom, mindede om tomrummet fra den første tid. Det blev ved med at være der i mange måneder. Jeg vidste, at jeg kunne gøre noget ved det. Det, der virkede for mig, var jo meditationen, så jeg besluttede mig for at tage på en meditationsretreat i Thailand, hvor jeg alligevel skulle være i en måned.

Hvis du vil læse mere om dette ophold på et retreatcenter i Thailand, er det beskrevet udførligt i min blog www.rejsalene.dk .

Da jeg efter 11 dage kom ud fra retreatcentret, følte jeg en stille indre ro og glæde, som ikke havde været der så stabilt i lang tid. Jeg gik rundt i den lille by, som jeg var rejst til, og syntes, at alt og alle var smukke. Jeg rejste hjem med samme følelse, og kort efter, at jeg var kommet hjem, skrev jeg:

Tilfreds og mæt af rejsen. Glad for at genkende min egen styrke. Efter en god nats søvn er hjemrejsens træthed glemt. Efter min morgenmeditation sidder jeg i sengen med min første kop kaffe, ser på det tidlige morgenlys og føler mig lykkelig. Jeg kigger på fotoet af Sara. Det fra Tunesien, som jeg har fået forstørret på lærred til noget malerilignende. Sara, der kigger ned på mig, skælmsk blik under solhatten. Og jeg kommer til at grine. En latter, der vokser fra hjertet. Siger højt – som til Sara: ”Ja, jeg er lykkelig igen – selv om jeg savner dig så forfærdelig meget.” Tårerne begynder at strømme, mens jeg stadig ler. Det er som at grine sammen med Sara, jeg synes hendes smil vokser. ”Søde, søde datter. Jeg savner dig så meget – og jeg kan være så glad samtidig.”

Jeg tror ikke, at jeg kan beskrive disse skift mellem sorg, savn og glæde bedre. Alle følelserne er der – på skift og somme tider sammen. Og sådan vil det være, tror jeg, resten af mit liv.

Nu, hvor det er juli, og Saras dødsdag nærmer sig, er det, som om min krop bevæger sig tilbage i minderne. Det er noget, som jeg ikke kan styre – og behøver det heller ikke. Jeg tror, at det er sådan, at på den dag og dagene efter genoplever min krop minderne, som er meget fysiske med uro og hjertebanken. Mindre voldsomt end det første par år, men stadig mærkbare. Som om at lige den dag, de dage, i årenes evige cirkulære skift, der er jeg tilbage, samme sted, samme tid.
Men jeg ved, at det letter igen. Bagefter.