Tag-arkiv: savnet fylder

Årsdagen – i år

Årsdag – igen. Allerede igen. I lørdags, den 28. juli.

Jeg er i Frankrig, i den lille by, Erquy, i Bretagne, hvor jeg engang boede. Og her var jeg i lørdags.

Inden jeg rejste hjemmefra, blev jeg pludselig forfærdelig ked af ikke at være hjemme på den dag. Tage mig af Saras grav. Sidste år var første gang, jeg ikke var hjemme den dag. Men på ferie med min bror, hans datter og svigersøn og børnebørn. Det var svært, da det gik op for mig, at vi skulle være væk på den dag. Men jeg var jo med familien, der kendte og elskede Sara. Min niece har selv været hårdt ramt af Saras død – 4 dage efter hendes bryllup. Døden, der sneg sig ind i det unge pars liv. Vi kunne snakke om Sara, spise kage, som hun ville ha’ elsket, mindes hende, sammen. På en måde blev det vel godt for mig at opleve, at jeg ikke behøvede at være hjemme den dag. Minderne og følelserne trives jo alle steder.

Alligevel blev jeg ramt af tristhed over heller ikke at være hjemme den dag i år. Jeg blev nødt til at sikre mig, at nogle af mine veninder lovede at tage derop med blomster – selv om Saras far selvfølgelig også ville komme. Men tænk nu, hvis noget kom i vejen. Jeg måtte være 100% sikker på, at nogen i hvert fald ville være der, hvis andre blev forhindret.

I år skulle vi også på ferie alle sammen. De samme som sidste år. De rejste dog hjem dagen før årsdagen, mens jeg bliver her længere tid.

Lørdag kom der en lind strøm af fotos til mig fra Saras far, fra mine veninder, som havde været på kirkegården og sendte fotos for at vise, hvordan der så ud. Det beroligede mig.

0F6C0CCB-D8C8-490D-A50A-16742C688207 6F583F3B-54A9-410A-A53D-616410135E7C

cof

Om eftermiddagen gjorde jeg mig klar til at gå ud i naturen og meditere på tidspunktet for Saras død. Dvs. fra det øjeblik hun blev ramt af lastbilen kl. 15;50 og til hun døde 17:01. Sådan gjorde jeg på ugedagen de første mange uger efter hendes død. Min måde at hjælpe hende på vej. Og vel også for at forstå det, der var sket.

Der var overskyet og blæsende efter mange dage med godt vejr. Faktisk blæste der så meget, at jeg knapt kunne holde balancen på klipperne på Cap d’Erquy, hvor jeg, lige fra dengang i 70’erne, hvor jeg boede her, har haft en yndlingsplads til at sidde og tænke store og små tanker, meditere. Jeg måtte gå ind mod byen igen og valgte så et sted ved Le Lac Bleu (den blå sø – et gammelt stenbrud, som nu er naturligt fyldt med vand).

Her var der fuldkommen stille. Det var som at træde ind i en kirke med klipperne og træerne, der omsluttede stedet. Og jeg mærkede, at nu kunne jeg endelig træde ind i sorgens rum. Være der og lade savnet eller hvad, der måtte komme, fylde. Klokken var nu blevet næsten 20 minutter i fem, men jeg fandt hurtigt ro. Endda en følelse af glæde i hjertet.

Jeg begyndte at se billeder for mit indre blik. Sara, der svævede på ryggen i luften, klædt i det sorte sportstøj, hun havde på, da hun blev ramt af lastbilen. Det var, som om hun gled behageligt på usynlige bølger. Lidt efter begyndte det at spænde omkring min pande, mine tindinger, baghovedet. Som om en rem blev strammet der. Og pludselig mærkede jeg tydeligt, at solen brød igennem. Lyset, der trængte ind gennem mine lukkede øjenlåg. Varmen på kroppen. Da jeg åbnede øjnene for at kigge på klokken, var den 17:02. altså må solen være kommet frem 17:01.

Jeg prøver ikke, at forklare det, jeg oplevede. Jeg kan ikke vide, om det er en hilsen fra Sara, eller gode kræfter, der vil mig det godt. Eller tilfældigheder. Men det gjorde mig glad. Rigtig glad. Og jeg kan vælge at tro, at jeg har haft en slags møde.

(fortsættes)

Meditation og sorg

“Morgenmeditation. Tankestrømmen, som jeg i dag ikke kan lade være med at følge. Sara. Sara, der altid befinder sig der. Et eller andet sted i strømmen af tanker dukker hun op. Mest med et strejf af kærlighed. Den kærlighed, der stadig, i øjeblikke, er blandet med et stik af sorg. Og savnet, der altid blander sig. Savnet efter det, der var – og efter det, der aldrig blev.

Og en undren ind imellem. Som i dag, hvor gråden stiger til halsen, fulgt af nogle dybe hulk. Hjertet og brystkassen, der rystes. Men intet når mine øjne. Jeg ville gerne græde. Men det forbliver stumme hulk og rystelser nogle sekunder endnu.

Fik jeg nogen sinde grædt nok?”

 

“Men når jeg vil, møder jeg dig ved stupaen midt på den store gårdsplads mellem Loblang Klostrets bygninger. I Xiahe. På kanten af det tibetanske plateau.

Her møder jeg dig altid. Når jeg har sat mig godt til rette og søger stedet. Du kommer hen imod mig, fra indgangen og henover den store plads. Du kommer i din røde sommerkjole, den fra Tunesien, kort og med stropper, bare arme og ben, selv om her er pissekoldt. I 3000 m højde. Men du kommer, storsmilende, på lette, raske skridt, ser ikke ud til at fryse.

Du kommer mod mig, nærmere og nærmere. Mine øjne fyldes af glædestårer. Hjertet, der svulmer. Her er du også. Det bliver en god dag.”

Jeg har tidligere, både i bogen og her, fortalt om mine måder at håndtere sorgen på: At give den al den plads, den havde brug for. At give minderne plads. At skrive mig igennem sorgen. Og mest af alt: Meditation. Meditationen – bare sidde, fuldkommen fokuseret på åndedrættet. Det gav mig de fornødne pauser, hvor jeg ikke tænkte, ikke mærkede, ikke andet end min vejrtrækning. Det kunne være meditationer, hvor jeg valgte at se Sara, fokusere på kærligheden, på minderne. Nogle gange havde jeg brug for “igen” at befinde mig et sted, hvor jeg følte mig godt til pas. Det sted kunne jeg finde under meditationen. Og somme tider skete det, at Sara spontant dukkede op. Som første gang jeg bevidst fokuserede på klostret i Vestkina, som jeg havde besøgt 4 år før Saras død. I det virkelige liv mødte jeg aldrig Sara der, hun befandt sig i den modsatte ende af Kina, hvor vi skulle mødes senere. Men fra første gang, jeg bevidst brugte stedet i mine sorgmeditationer, er Sara næsten altid dukket op.

Den øverste meditation er et eksempel på, at det ikke altid lykkes at slippe tankestrømmen. Men da der ikke går en dag, uden at jeg tænker på Sara mange gange, er det godt at vælge at dvæle ved hende, ved savnet, helt bevidst. Det letter – stadig – hver gang.

 

 

 

Jul og nytår

Julen er overstået. Nytåret ligger lige foran. Det er den 8. jul og det 8. nytår uden Sara. Sorgen tynger ikke længere i juletiden, som den gjorde de første år. Det er savnet, der ligger derinde, med lidt tristhed, som et stille, ikke ubehageligt, akkompagnement til det, der sker omkring mig. Ikke ubehageligt – fordi det bringer minder om Sara. Næsten en trøst – at hun aldrig forsvinder ud af min erindring, ud af mit liv.

Det har også været jul og snart nytår for de nye sørgende. Alle dem, der har mistet et barn, en kæreste, en ægtefælle, en forælder, en kær ven i løbet af året. Den første jul er vel sammen med den første fødselsdag de sværeste “første gange” at komme igennem efter tabet.

Når jeg tænker på min egen “første jul” og “første nytår” efter Saras død, var den tid fyldt af minder om samme tid året før. Dengang jeg ikke vidste, at det var sidste jul med Sara.

At se mødre på juleindkøb eller på café i december måned med deres voksne døtre, gav mig lyst til at skrige til dem: “Ved I hvor heldige, I er?” Og jeg var nærmest lykkelig for at tage på en slags flugt fra julen, ned til Paris sammen med hendes far. Til Paris, hvor hendes storebror bor. Væk fra den danske jul. Ned til noget, der var anderledes. Det blev nemmere at gå rundt og mindes Sara i Paris end i Aalborg. Og nytårsaften, hvor hendes far og jeg sad sammen – og så film om det at miste et barn. Ordinary People og The Rabbit Hole. Begrave mig i savnet og for alt i verden ikke tænke på, at det var nytår. For så ville det allerede være “sidste år” at Sara døde. Afstanden til hendes liv ville blive større. Eller som én af hendes veninder udtrykte det: “At gå ind i det nye år er som at efterlade Sara i 2010.” Sara, der for al tid ville være 23, mens alle veninderne blev ældre.

Så omkring jul og nytår ved jeg, hvor slemt det føles, hvor slemt det er, for dem, der skal igennem den tid for første gang. Luften, der dirrer af alle de forventninger, der bliver lagt i juletiden. Familieidyl, der bliver flashet på facebook med fotos af nisseklædte børnebørn eller opslag om, at alt er parat til jul, roen, der sænker sig. Selv om billedet af den perfekte jul og den glade, forenede familie kan være nok så falsk – opreklameret – så gør det ikke mindre ondt i den sørgende, der nu mangler én. Den jul, der måske ikke var perfekt, får nu heller ikke muligheden for at blive det.

Fem år efter

Fem år efter
I de fem år, der er gået, har jeg hele tiden stået overfor valg:

At være en del af livet eller at holde mig udenfor?

At føle mig som offer for omstændighederne og det, at jeg havde mistet Sara. Eller at være taknemmelig over at hun havde været her, været en del af mit liv i næsten 24 år, taknemmelig over alt det, hun havde bragt med sig.

At blive i mørket eller at se lyset, der allerede i starten somme tider brød igennem.

At beslutte mig for, at jeg stadig var mor – selv om det ikke var til en levende datter.

At acceptere, at mit livs vilkår fremover ville være at leve med en datter, der var død.

Så det var et valg at høre livets kalden, gribe efter lyset – og efter den hjælp, som jeg kunne få på forskellig vis. Et valg at lære at leve med det tomrum, som var efter Sara.

Men hvordan ser livet så ud nu – næsten fem år efter?

Sorgen bliver mindre. Det er savnet, som fylder, og det er, trods alt, nemmere at bære. Sorgen og savnet bliver vel ved med at være der – i baggrunden. Men det bliver nemmere og nemmere at være i de daglige oplevelser med andre mennesker, glæde, udfordringer. Og med tiden bliver bevægelsen mellem ”sorgens rum” og livet, der udfolder sig, noget, som du selv kan være med til at styre.

Der kan komme dyk, hvor man genoplever den energiløshed og den magtesløshed, der var der i starten, perioder, hvor sorg og savn igen fylder rigtig meget. Sådan en periode oplevede jeg gennem flere måneder efter, at jeg begyndte at sende mit manuskript rundt til forlag. Skriveprocessen havde fyldt så meget – måske var det nogle gange som at tilbringe tid med Sara – og tomrummet, der kom, mindede om tomrummet fra den første tid. Det blev ved med at være der i mange måneder. Jeg vidste, at jeg kunne gøre noget ved det. Det, der virkede for mig, var jo meditationen, så jeg besluttede mig for at tage på en meditationsretreat i Thailand, hvor jeg alligevel skulle være i en måned.

Hvis du vil læse mere om dette ophold på et retreatcenter i Thailand, er det beskrevet udførligt i min blog www.rejsalene.dk .

Da jeg efter 11 dage kom ud fra retreatcentret, følte jeg en stille indre ro og glæde, som ikke havde været der så stabilt i lang tid. Jeg gik rundt i den lille by, som jeg var rejst til, og syntes, at alt og alle var smukke. Jeg rejste hjem med samme følelse, og kort efter, at jeg var kommet hjem, skrev jeg:

Tilfreds og mæt af rejsen. Glad for at genkende min egen styrke. Efter en god nats søvn er hjemrejsens træthed glemt. Efter min morgenmeditation sidder jeg i sengen med min første kop kaffe, ser på det tidlige morgenlys og føler mig lykkelig. Jeg kigger på fotoet af Sara. Det fra Tunesien, som jeg har fået forstørret på lærred til noget malerilignende. Sara, der kigger ned på mig, skælmsk blik under solhatten. Og jeg kommer til at grine. En latter, der vokser fra hjertet. Siger højt – som til Sara: ”Ja, jeg er lykkelig igen – selv om jeg savner dig så forfærdelig meget.” Tårerne begynder at strømme, mens jeg stadig ler. Det er som at grine sammen med Sara, jeg synes hendes smil vokser. ”Søde, søde datter. Jeg savner dig så meget – og jeg kan være så glad samtidig.”

Jeg tror ikke, at jeg kan beskrive disse skift mellem sorg, savn og glæde bedre. Alle følelserne er der – på skift og somme tider sammen. Og sådan vil det være, tror jeg, resten af mit liv.

Nu, hvor det er juli, og Saras dødsdag nærmer sig, er det, som om min krop bevæger sig tilbage i minderne. Det er noget, som jeg ikke kan styre – og behøver det heller ikke. Jeg tror, at det er sådan, at på den dag og dagene efter genoplever min krop minderne, som er meget fysiske med uro og hjertebanken. Mindre voldsomt end det første par år, men stadig mærkbare. Som om at lige den dag, de dage, i årenes evige cirkulære skift, der er jeg tilbage, samme sted, samme tid.
Men jeg ved, at det letter igen. Bagefter.